Photobooth

Lyttede til fysiske cd’er på mit anlæg igen for første gang i lang tid. Først forskellige albums med The Smiths, siden Depeche Mode – ‘Violator’.

Jeg husker sidstnævnte som fremragende og helstøbt (faktisk skrev jeg engang et hyldestindlæg til ‘Violator’, der dog mest af alt var en slet skjult reklame for Pet Shop Boys – ‘Behaviour’). Men her efter flere års musikforbrug frigjort fra albumformatet af streamingtjenesternes playlister, så må jeg tage min hidtidige vurdering op til fornyet revision. Fire ud af ni sange (‘World in My Eyes’, ‘Policy of Truth’, ‘Personal Jesus’ og – naturligvis – ‘Enjoy the Silence’) er episke mesterværker, men resten kan ærligt talt godt aflyses uden nogen vil savne dem igen. 

Albummet kom derfor tilbage på hylden (og bliver næppe taget ud igen foreløbigt), men forførende tæt på fandt jeg Death Cab For Cutie – ‘Forbidden Love EP’ (2000), som jeg ikke har skænket en tanke i muligvis 15 års tid.

Death Cab For Cutie var et af de bands jeg lyttede til på MySpace i begyndelsen af 00’erne, ikke mindst grundet Ben Gibbards alt for oprigtige vokal, de kække titler (‘We Have The Facts and We’re Voting Yes!) og deres studentikost fremmedgjorte/melankolske tekster. Den funklende stjerne på ‘Forbidden Love EP’ er sangen ‘Photobooth’, der på en en baggrund af et æggende Casio-style dance beat handler om et liv levet før børn (I ved nok: ung forelskelse, knuste hjerter, Sturm und Drang), som jeg har meget vanskeligt ved at erindre her i midalderens hamsterhjul.

Som jeg sidder her lytter til den kan jeg næsten (men også kun næsten) visualisere mig selv i begyndelsen af 20’erne på et kollegieværelse på Strandboulevarden. Det er en menneskealder siden, og det samme er Death Cab For Cutie, som jeg aldrig rigtig lyttede til igen efter ‘Plans’ albummet udkom i 2005. Måske jeg bør sætte det på nu, bare for gammel venskabs skyld.

Addendum: Det er ikke første gang jeg skriver om Ben Gibbard i kvalmende nostalgiske vendinger. Tilbage i 2012 (sic) var jeg således retrosentimental over hans sideprojekt The Postal Service, der allerede dengang nærmede sig et jubilæum. 

You stumble in my footsteps

Suk. Endnu en semi-spildt dag. Havde højtflyvende ambitioner om træning og gavekøb til min mor, men det endte mest med ingenting. Når jeg kigger på min to-do liste, så er den stadig sørgeligt lang. Ved ikke hvorfor jeg har så mange af den slags dage. Fik dog ordnet lidt praktisk omkring praktikopgaven, købt ind, hjulpet Daniela med at flytte møbler ned, vasket tøj + et par andre overspringshandlinger.

Kan stadig ikke komme mig over hvor god en sang Depeche Mode ‘Walking in my shoes’ er. Må se at få investeret i Songs of Faith and Devotion ved lejlighed. Bliver dog ikke nemt, eftersom jeg har nogle fæle barndomstraumer fra dengang i midten af 90’erne, hvor jeg lånte albummet af min storebror. Mit spæde plinky-plonky musik elskende sind blev slemt hærget af guitarerne dengang. Må se om jeg er blevet mere robust siden. Nu vi taler om DM, så har jeg just haft det forsinkede søndagsopkald til min mor (I andre landflygtige jyder ved hvad jeg taler om). Hun fortalte, at hun i lørdags havde hørt en udsendelse i radioen omkring den, og at hun i øvrigt syntes det var en frygtelig omgang klagemusik. Så kan jeg lære det, kan jeg 🙂

Nu vi taler om musik, så vil jeg anbefale alle blot lidt musikinteresserede at klikke HER for at høre et andet fabelagtigt nummer: VHS or Beta: ‘You got me’. Enjoy.

Reach out and touch faith

Det var Depeche Mode aften i går, og hvad kan jeg sige? Det var stort, endda målt på flere parametre. Koncerten var naturligvis fremragende. Hvis man har blot en lille flig af synth-musik fan i sig, så er DM jo helt oppe i det røde felt. Og de er superdygtige, ingen tvivl om det. Synes ikke sangene fra Playing the Angel albummet fungerede helt optimalt – udover ‘A pain that I’m used to’ – og det stod ret klart, at det er de ældre travere, som publikum bedst kan relatere sig til. Det var da heller ikke hordere af sortklædte, blege mænd, som manglede på Østerbros gader i går. Dunsten af forfald, vigende hårgrænser, lidt for slidte sorte jeans, gamle ‘Elektriske Barometer’ minder fra Tine Bryld tiden + desperationen over barneskrål hjemme i parcelhuslivet, var ganske gennemtrængende.

Højdepunkterne (for mig) var ‘Personal Jesus’, ‘Everything Counts’, ‘World in my eyes’ (som var fremragende udført), ‘Never let me down again’ og sidst, men bestemt ikke mindst: ‘Enjoy the silence’. Sidstnævnte må ganske enkelt være verdens bedste sang. Måske ikke den jeg subjektivt holder mest af, men objektivt set er den urørlig. Og fremførelsen af den var da også højdepunktet i går. Gahan, Gore og co. behøvede slet ikke synge omkvædet af sangen, det klarede publikum helt fint for dem. Opvarmning til koncerten var The Bravery, som startede skidt med fæl, fæl metervare rock, men endte godt med lækre keyboarddrevne sange. De mindede mig lidt om The Killers.

Depeche Mode bliver nok aldrig det band som jeg får et virkelig stærkt emotionelt forhold til, dertil er de lidt for patetiske og inkonsistente. Synes de har lavet et hav af gode singler, men deres albums skuffer mig hver gang jeg har købt et af dem. Plus det der evindelige goth, se-hvor-dystre-og-mørke-vi-er image keder mig grufuldt. Så hellere Pet Shop Boys, New Order og The Smiths. Det skal dog ikke skygge over, at koncerten i går var aldeles glimrende, og jeg kan varmt anbefale at tage ind at se dem.

Update! Gaffa har en anmeldelse fra koncerten.

All that is solid melts into air

Argh! Gisp! Ralle! Jeg dør af fugt! Kollegieværelser er ikke optimale at tørre tøj i, skulle jeg lige hilse at sige. Sidder og hører Depeche Modes nyeste album (endelig hjemme i folden efter at være blevet kidnappet på det groveste af Stine), men det er sandt for dyden ikke særlig godt. Desværre optræder en del sange fra albummet på setlisten til deres Playing the Angel Tour. Den ser tilsyneladende sådan ud:

Intro (mjoh?)
A Pain That I’m Used To (Ja, ok)
John The Revelator (åh nej)
A Question Of Time (HURRA!)
Policy Of Truth (YUP!)
Precious (Woo-pee-doo!)
Walking In My Shoes (Tjoh, bum-bum-bum)
Suffer Well (suk!)
Damaged People/Macro (Jeg håber de fem-syv minutter går hurtigt)
Home (Kender jeg ikke)
I Want It All (Ditto)
The Sinner In Me (et af de bedre numre fra den nyeste cd)
I Feel You (Glimrende!)
Behind The Wheel (JA!)
World In My Eyes (JA! JA! JA!)
Personal Jesus (JA!)
Enjoy The Silence (Her bryder Kåre ud i spontan gråd af ren lykke)
Somebody/A Question Of Lust (Ikke rigtigt noget forhold til dem)
Just Can’t Get Enough (Man er vel en 80’er skøge)
Everything Counts (Bliver uden tvivl det lykkeligste øjeblik i mit liv)
Never Let Me Down Again (Næsten ligeså stort som Everything Counts)
Goodnight Lovers (Kender jeg ikke, men med den titel kan det kun blive godt)

Hvad skal man konkludere af det? Det bliver utvivlsomt en stor, stor koncert (og jeg kan jo altid gå på toilettet under Damaged People), min eneste hovedpine er nu, hvilket semi-deprimeret 80’er punker tøj jeg skal have på. Hvis nogle er friske, så forsøger jeg at arrangere en lille picnic-tour på Stengade 30 aftenen før Depeche Mode koncerten. Der er indienight, hvor Mike Joyce (ex-The Smiths!!!!!!!!!!!!!, men også ond, ond mand) leger DJ, plus nogle flabede svenske indiepoppere giver koncerter (Se DoCopenhagen for smagsprøver). Godt nok var det begrænset hvad Monsieur Joyce bidrog med i The Smiths, men det lugter da lidt af fisk. Og så kan man endelig danse til god musik. Aaaaaaah!

It’s no good

Jeg har vist ikke tidligere pralet med at jeg skal til Depeche Mode koncert den 26. februar 2006, men bedre sent end aldrig: Det skal jeg nemlig! Hidtil har DM været et af den slags bands som jeg godt vidste at man burde høre hvis man – som jeg jo er – er til salg for synth-pop og indie. Imidlertid blev jeg i sin tid skræmt væk dengang jeg i en fjern fortid lånte min storebrors ‘Songs of Faith and Devotion’, der var lidt for fuld af onde guitarriffs og SM-referencer til at mit spæde barnesind kunne kapere det. Siden hen opdagede jeg at deres mere synthbaserede sange var ret coole (‘Enjoy the silence’ og ‘Everything counts’!), men har til dato kun investeret i ‘Violator’ albummet. Nu har jeg imidlertid lånt deres greatest hits albums af Stine og jeg må sige, at de er meget, meget overbevisende! Det er nu min ambition at købe ét DM album hver måned indtil koncerten. Because everything counts in large amounts!

Hvad har jeg ellers oplevet? Tirsdag havde jeg timer og var til møde i filmudvalget på kollegiet. Første film bliver vist på søndag og er Million Dollar Baby, så hvis man tilfældigvis har en svaghed for aktiv dødshjælp, så kan man jo smide en kommentar….!

I går aftes var jeg så til planlægningsaften af Generation Europa arrangementet. Som nævnt har jeg været vanvittig nok til at sige ja til at blive ansvarlig for en workshop, så det kan jeg nok nå at blive lidt nervøs over inden den 8. oktober. Efter planlægningsmødet havde vi ring-til-medlemmer omgang. Skræmmende hvor unøjagtig en adresseliste kan være….!