Photobooth

Lyttede til fysiske cd’er på mit anlæg igen for første gang i lang tid. Først forskellige albums med The Smiths, siden Depeche Mode – ‘Violator’.

Jeg husker sidstnævnte som fremragende og helstøbt (faktisk skrev jeg engang et hyldestindlæg til ‘Violator’, der dog mest af alt var en slet skjult reklame for Pet Shop Boys – ‘Behaviour’). Men her efter flere års musikforbrug frigjort fra albumformatet af streamingtjenesternes playlister, så må jeg tage min hidtidige vurdering op til fornyet revision. Fire ud af ni sange (‘World in My Eyes’, ‘Policy of Truth’, ‘Personal Jesus’ og – naturligvis – ‘Enjoy the Silence’) er episke mesterværker, men resten kan ærligt talt godt aflyses uden nogen vil savne dem igen. 

Albummet kom derfor tilbage på hylden (og bliver næppe taget ud igen foreløbigt), men forførende tæt på fandt jeg Death Cab For Cutie – ‘Forbidden Love EP’ (2000), som jeg ikke har skænket en tanke i muligvis 15 års tid.

Death Cab For Cutie var et af de bands jeg lyttede til på MySpace i begyndelsen af 00’erne, ikke mindst grundet Ben Gibbards alt for oprigtige vokal, de kække titler (‘We Have The Facts and We’re Voting Yes!) og deres studentikost fremmedgjorte/melankolske tekster. Den funklende stjerne på ‘Forbidden Love EP’ er sangen ‘Photobooth’, der på en en baggrund af et æggende Casio-style dance beat handler om et liv levet før børn (I ved nok: ung forelskelse, knuste hjerter, Sturm und Drang), som jeg har meget vanskeligt ved at erindre her i midalderens hamsterhjul.

Som jeg sidder her lytter til den kan jeg næsten (men også kun næsten) visualisere mig selv i begyndelsen af 20’erne på et kollegieværelse på Strandboulevarden. Det er en menneskealder siden, og det samme er Death Cab For Cutie, som jeg aldrig rigtig lyttede til igen efter ‘Plans’ albummet udkom i 2005. Måske jeg bør sætte det på nu, bare for gammel venskabs skyld.

Addendum: Det er ikke første gang jeg skriver om Ben Gibbard i kvalmende nostalgiske vendinger. Tilbage i 2012 (sic) var jeg således retrosentimental over hans sideprojekt The Postal Service, der allerede dengang nærmede sig et jubilæum. 

I need you so much closer

Var rastløs (damn you, coffee!) og fik ikke streget det sidste punkt på den dagsordenen (gæt selv hvilket!), men var derimod ude at gå en tur med Pauline fra gangen. Det var hyggeligt og da vi kom hjem stødte vi på ‘Fire bryllupper og en begravelse’, og man skulle da være en slem lurendrejer hvis ikke man kan se den film for, øh, 6. eller 7. gang.

I dag er der ikke nær så meget på programmet, udover at jeg skal et smut til Taastrup på søsterbesøg. Hun har haft et par ting med til mig fra Aalborg, plus at det altid er rart at se hende igen.


Dagens musikalske indslag er Death Cab For Cutie og deres album fra 2003: ‘Transatlanticism’. Det er lidt ujævnt, men især titelnummeret er overbevisende. Og så skader det jo ikke med musikhistoriens bedste pladecover!