Frank er færdig

Opdatering: Indlægget blev skrevet før Frank Jensen indkaldte til pressemøde, og meddelte at han træder tilbage. Jeg havde egentlig troet, at han efter mødet og opbakningen i aftes ville få mulighed for at gå rundt som en zombie i en periode, så partiledelsen kunne finde en afløser for ham frem mod det opstillingsmøde, som de gerne vil koreografere. Det er nemt at være bagklog. Men Frank Jensen har vel hele tiden været en af dem, man vidste var problematisk. Og han må selv have været klar over risikoen. Hvorfor har han ikke lavet en politisk strategi, og forhandlet med sine kritikere og støtter? Det her er politisk leder nummer to, der undervurderer blodrusen/revolutionen. Østergaard troede også han kunne fortie/håndtere det i stilhed – og tilmed give den i rollen som #metoo-fortaler. De troede begge at hensynet til partiet og magten vejede tungere for medlemmerne end et blodigt opgør. Men sådan er det tydeligvis ikke. Revolutionen skader gerne partiet i jagten på hævn og retfærdighed. Så Radikale er i ruiner og S er svækket i København.

Har vi tidligere haft sådan et politisk fænomen? Hvor man på tværs af det politiske spektrum er klar til at brænde landsbyen ned? Der er helt klar “drain the swamp”-resonans i vælgerhavet. Ud med den bestående, semikorrupte og hykleriske politiske elite. Uden sammenligning i øvrigt, så skal ingen fortælle mig, at de mekanismer der drev Trumps valgsejr i 2016 – vreden, populismen – ikke også gør sig gældende i Danmark. Spørgsmålet er om partilederne kan ride stormen af ved at lave strategiske blodofre (ikke på for lavt niveau, men selvsagt heller ikke så det går udover deres egne allierede) og pseudo-katarsis manøvrer, à la Socialdemokraternes advokatundersøgelse. Omvendt er revolutionen jo en glimrende mulighed for at slippe af med politiske modstandere. Situationen rummer både risiko og muligheder. Det bliver spændende at følge de kommende måneder.


Frank Jensen er færdig som overborgmester(kandidat) i København. Andet kan man næsten ikke udlede efter at statsministerens udmelding i dag. Hun desavouerer ham fuldstændigt med udmeldinger om “der ikke er truffet konklusioner i sagen” (LÆS: Du er død, Frank) og “Chikane og krænkelser kan ikke forsvares. Vi skal i fællesskab skabe en kultur, hvor det ikke er i orden. Hverken i ord eller handling” (LÆS: Du er dødere end død, Frank).

Står det til troende, så har den socialdemokratiske top vurderet, at det i længden er for for dyrt at have en postuleret seriekrænker i den position. Hvis han bliver siddende som overborgmester, hvad har han så af indflydelse i borgerrepræsentationen det kommende år? De andre partier kan jo sagtens lugte stanken af død omkring ham og holde ham udenfor indflydelse. Og kan han overhovedet vinde et valg i 2021? Hvad nu hvis Enhedslisten stiller med en Pernille Skipper eller Johanne Schmidt-Nielsen som spidskandidat? Han vil blive blæst af banen. Københavns Kommune bliver Enhedsliste-land. Det har de ikke råd til Socialdemokratiet. København er for vigtig for selvforståelsen.

Mon ikke Karen Hækkerup kigger længselsfuldt på sin telefon efter et opkald med en opfordring til at stille op, nu hvor Frank Jensen beklageligvis måtte trække sig. Han kan nu se frem til tre års politisk karantæne inden Socialdemokratiet genopfinder ham som ren, reflekteret og reformeret kandidat til Europa-Parlamentsvalget i 2024. Stakkels mand. Lad os håbe at han har nogen velbetalte bestyrelsesposter, så han har lidt til dagen og vejen. Hvis han sygemelder sig eller søger orlov med løn – den slags kan borgmestrene jo godt lide at gøre i Københavns Kommune – så går det nok lige.

Således er alle glade.

Indtil videre da. Men hvad med Jeppe Kofoed? Statsministeren har heldigvis for ham lavet en lille genistreg med sin advokatundersøgelse, hvor de krænkede selv skal melde sig. For hvis pigen fra DSU-lejren ikke har meldt sig selv de seneste 12 år, hvorfor skulle hun så gøre det nu? Hokus pokus, når hun ikke gør det, så er der jo slet ikke en sexismesag med Kofoed, og han HAR jo sagt undskyld og det var jo ikke *ulovligt* det han gjorde, så skal vi ikke allesammen bare komme videre i teksten? Det er genialt fundet på. Magtpolitikeren Frederiksen udstiller igen og igen sin taktiske overlegenhed over den syge og svagelige Ellemann, der ikke engang kan få sin næstformand til at stoppe med at underløbe ham.

Så mangler vi kun én ting. Nemlig statsministeren selv.

Er det kun mænd, der kan krænke? Hvordan afgrænser man egentlig ‘krænkelser og chikane’? Handler det kun om køn? Hvad er det for en ‘kultur’, Frederiksen selv er eksponent for? Hvad med de velbelyste forhold i Frederiksens tid som justitsminister? Hvor embedsværket i ministeriet blev så oprørt over hendes barske ledelsesstil, at mange kontaktede medier for at fortælle om det? Hvor konflikten kulminerede, da embedsmændene en dag mødte på arbejde klædt i sort og nægtede at tale til ministeren i 24 timer? Vidner det om en politiker, der skal tale højt om at skabe sunde, inkluderende kulturer uden krænkelser og fornedrelser? Eller er vi igen ude i det iskolde magtmenneske, der ikke skyr nogen midler for at nå sine mål?

Der skal i hvert fald blive spændende at se, hvor sexismebølgen ruller hen herefter – og om vi som samfund er klar til at se krænkelser i et bredere perspektiv.

Kompetencer

Fik tilsendt et interessant indlæg fra Punditokraterne – en blog jeg husker at have læst tilbage urtidssuppen i midten af 00’erne – om hvem der vælger at blive politikere. Med den sande libertarianers skepsis overfor politikere, skriver de:

Et særligt træk, der med jævne mellemrum ryster økonomer, er dog ikke politikernes personlighed, men deres klippefaste tro på egen indsigt. Reelt er mit indtryk, at mange – og måske de fleste – danske politikere lider af Dunning-Kruger Syndromet. Som Dunning og Kruger pointerede i deres oprindelige artikel, er problemet at ”Those with limited knowledge in a domain suffer a dual burden: Not only do they reach mistaken conclusions and make regrettable errors, but their incompetence robs them of the ability to realize it.” Med andre ord er de så inkompetente, at de ikke er kompetente nok til at indse deres fejl. Kombinationen af dyb inkompetence og klippefast tro på egne kompetencer er med andre ord et klassisk fænomen hos politikere, en glimrende forklaring på meget aldeles tåbelig politik, og en del af svaret på, hvorfor særinteresser ofte har så ekstremt let adgang til at påvirke visse politikere.

Muligvis en lidt polemisk konklusion, men jeg kan følge den et stykke hen af vejen.

Jeg lyttede for et stykke tid siden til en Malcolm Gladwell podcast, hvor han behandlede selektionsmetoder af politiske kandidater (og CEO’s og videnskabelige artikler!). Fordi de fleste mennesker er så usandsynligt ringe til at vurdere andre menneskers reelle kompetencer og væsen, så lader vi os forblænde til at stemme på de kandidater, der er gode til ‘sælge sig selv’, holder gode taler, er skarpe i en politiske debat og er ekstroverte. Og det vel at mærke selvom disse egenskaber intet siger om kandidaternes lederevner, intelligens, indsigt, empati, etik, arbejdsmoral, samarbejdsevner, beslutningskraft eller evne til at skabe politiske resultater sammen med andre.

Denne bias betyder, at de indadvendte, stille og mindre opmærksomhedssøgende typer de facto bliver sorteret fra på jobmarkedet og politiske hverv, selvom de måske alt andet lige kan være mere kvalificerede – og derved ville være langt bedre at have i kommunalbestyrelsen, i folketinget eller som kolleger.

Jeg ved derfor ikke om der som sådan er noget galt med politikere per se. Men jeg er ret sikker på, at den måde vi rekrutterer og udvælger kandidater betyder, at enorme mængder potentiale og talent bliver spildt. Det kræver en særlig opmærksomhedssyg personlighed, at have lyst til at føre en valgkamp og være i rampelyset. De færreste har lyst til det, og dermed ender vi med Dunning-Kruger’ske politiske processer.

Jeg kom til at tænke yderligere over spørgsmålet om politikernes kompetencer – eller mangel på samme -, da jeg lyttede til (endnu!) en podcast. Det var et interview med forfatteren til en ny biografi om John Maynard Keynes, hvor de betonede Keynes’ evne til at tænke syntetisk og se de helt store sammenhænge. Uanset hvad man måtte mene om Keynes’ økonomiske teorier i øvrigt, så anerkende de fleste nok at han noget af et renæssancemenneske og en polymat. Og selvom han ikke var politiker, så kan man godt savne, at vi i dag på globalt plan havde visionære ‘stortænkere’ som ham til at hjælpe med at forme og fortolke verden i en omskiftelig tid. Af filosofkonger og statsmænd har vi vel i 2020 reelt kun Merkel (lidt endnu) og Xi Jinping (der må siges at være magtpolitikeren par excellence), mens typer som Macron gerne vil give indtryk af at være det. Ellers er der destruktive taktikere (Putin) og Hindutva-ekstremister (Modi). Trump magter jeg ikke engang at nævne i den samtale.

Lang historie kort, så virker det til, at vi pt. er begunstiget med et nærmest unikt svagt hold af inkompetente globale beslutningstagere. Det er vel at mærke på et tidspunkt, hvor der er allermest brug for nogen, der kan og vil genrejse den liberale verdensorden – og tage fat på at løse de globale problemer, først og fremmest klimakrisen. Tror vi med fordel kan holde på hat og briller i de kommende år.

Med fare for at lyde helt radikal: er det ikke bemærkelsesværdigt hvor tavse alle de nationalkonservative og højreorienterede er for tiden? Alle disse kulturkrigere, der går så sygeligt meget op i ‘danskhed’, og som i ikke-krisetider primært udmønter det i form af symbolpolitik, konspirationsteorier og kritik af minoriteter? Er det ikke pudsigt hvor ligegyldige de og deres identitets-bullshit er, når lokummet virkelig brænder? Hvor få svar de har i situationen? Hvor lidt de har at byde på, når det handler om at stå sammen og bygge op? Og det vel at mærke i en tid, hvor vi virkelig finder ud af, hvad vores værdier og kultur egentligt går ud på? Så har de intet reelt at byde ind med. Det er meget afslørende. 

30 år senere

Jeg ville gerne kunne sige at jeg har gjort mig nogle store og dybsindige tanker her i anledningen af 30 året for Murens fald. Men det ville være løgn. Min tænkning er sløret af at det i en række af landene – Polen, Ungarn og mit elskede Tjekkiet – ikke ligefrem går fremragende med demokratiet, friheden og frisindet.

I Polen bliver magten stadig mere forankret hos et reaktionært parti. I Ungarn er Orban selve definitionen af en totalitær populist. Og Tjekkiets ledere – Babis og Zeman – er en uskøn blanding af populisme, korruption og leflen for Rusland og Kina.

De klassiske liberale idéer og idealer har trange kår. Ikke blot i de gamle Warszawa-pagt lande, men på globalt plan og herhjemme. Illegitime aktører har perverteret det kapitalistiske system, så det primært gavner den 1%. Trump har erstattet amerikansk internationalt lederskab med kleptokratisk transaktionspolitik, hvor alt er til salg. I Danmark er selv erklærede liberale partier klar til at ofre individuelle frihedsrettigheder og retsstatsprincipperne. Den socialdemokratiske regering har ingen problemer med at fratage børn deres statsborgerskab på grund forældres handlinger. Alt imens holder Danmark mund mens kineserne internerer millioner af mennesker i opdragelseslejre og lige om lidt slår hårdt ned på Hongkong. “Interessebaseret udenrigspolitik”, tror jeg de kalder det, når vi holder os for øjne, ører og mund – og diskuterer den store bagedyst alt imens torturen fortsætter i Syriens fængsler. Det er altsammen yderst nedslående, og det slider på min iboende idealisme.

Så selvom jeg stadig kan blive rørstrømsk ved tanken om Václav Havel og hans frihedstanker, så er det gråtonede politiske tider – på både kort og langt sigt. Det ER selvfølgelig en bedre verden end dengang for 30 år siden. Men den paradisiske tilstand er det nu langt fra blevet. Og lige nu har jeg vanskeligt ved at se, hvordan vi kommer på rette vej igen.

En SVR-regering er svaret på Danmarks udfordringer

For nylig skrev jeg et kritisk indlæg om en udfordringerne med en SV-regering. Jeg ved ikke om jeg er blevet direkte klogere, men har sammen med en partifælle forfattet en kronik om behovet for en SVR-regering, som vi forhåbentlig får publiceret i en avis en forkortet udgave en af dagene. Nedenfor er dog den uforkortede udgave. De aktuelle udmeldinger fra Radikale in mente, så virker det som det relevante tidspunkt at få det kommunikeret:

En SVR-regering er svaret på Danmarks udfordringer

Danskerne skal om få dage igen forbi stemmeboksen, og statsminister Lars Løkke Rasmussens tanker om en SV-regering har skabt stor debat. Som de fleste andre medlemmer af Venstre, blev vi også overrasket. For er det virkelig en SV-regering, vi som liberale skal kæmpe for? Vores svar er ja, men at en sådan regering bør udvides med en central partner: Radikale Venstre. Det vil sætte reformsporet og en økonomiske ansvarlig politik i centrum, og som sidegevinst kan denne regering genudpege Margrethe Vestager som EU-kommissær.

Baggrunden for vores konklusion skal findes i det netop overståede valg til Europa-Parlamentet. For hvad er egentlig signalet fra vælgerne? Faktuelt fik Venstre heldigvis et flot valg. Dansk Folkepartis kollapsede nærmest, og Folkebevægelsen mod EU kom slet ikke ind i det nye parlament. SF og Radikale gik frem.

Så hvad kan vi lære?

Først og fremmest at bæredygtighed – klima, miljø, natur – er et centralt emne for vælgerne. Venstre har rykket sig kraftigt på denne dagsorden og er ikke mere et fodslæbende parti på den grønne front. På europæisk plan går liberale partier ligeledes forrest i bestræbelserne på at formulere kloge, markedsbaserede, globalt orienterede og teknologioptimistiske løsninger. Den dagsorden skal Venstre fortsat være en del af. Danmark har som land ikke råd til at bæredygtighed reduceres til venstrefløjens definition i form af forbud, afsavn og regulering.

For det andet at vælgerne ønsker et bredt samarbejde. I en usikker verden med Brexit, klimaforandringer, migration og nedbrud af internationale institutioner, sendte vælgerne med flotte valg til Venstre, Socialdemokratiet og Radikale et klart signal om, at de ønsker at de klassiske partier tager ansvar for at skabe varige løsninger.

For det tredje vidner den høje valgdeltagelse ved EP-valget om, at vælgerne ønsker en EU-positiv dagsorden og at EU går forrest med globalt lederskab. Danskerne efterspørger løsninger på grænseoverskridende problemer, og de forventer, at deres politikere medvirker til at finde dem.

Set i det lys mener vi, at hvis det parlamentarisk er muligt, så bør Socialdemokratiet, Venstre og Radikale danne en regering efter folketingsvalget 5. juni.

En SVR-regering vil være garanten for en stabil, ansvarlig og bæredygtig økonomisk politik. Vi vil i et fælles kompromis kunne skabe balance ved at føre en langsigtet og fornuftig politik, der kommer hele landet til gode. Fællesmængden mellem de tre partier er så stor, at vi sammen vil kunne skabe de varige løsninger, som vælgerne efterspørger og som kloden har brug for. Det vil skabe vækst og flere penge til velfærd. I stedet for parlamentarisk fastlåsthed, vil vi kunne få en handlekraftig dansk regering, der både passer på og udvikler Danmark.

I forhold til en smallere SV-regering vil Radikal regeringsdeltagelse give store fordele.

Dels er Radikale et ansvarligt parti, der kan sikre de nødvendige økonomiske reformer af velfærdssamfundet, og holde de værste økonomiske udskejelser fra døren, som en SV-regering kunne tvinges til. Dels har Radikale en stærk position indenfor bæredygtighed, hvilket kan holde de to regeringspartnere til ilden. Dels er Radikale et parti, der altid har kunne arbejde til begge sider. Måske det er tid at de gør det samtidigt.

Radikale vil i en regering med Socialdemokratiet og Venstre også kunne sikre globalt lederskab i EU. Er Radikale med i regeringen er de direkte med til at udpege kommissæren, som jo er regeringens suveræne kompetence. Margrethe Vestager har været en fremragende konkurrencekommissær, der nyder stor respekt og anerkendelse i Europa og resten af verden. Hun er den absolut mest kompetente repræsentant Danmark kan sende, er et brand i sig selv og er den mest indflydelsesrige dansker på globalt plan.
Var der direkte valg til kommissærposten, ville hun vinde afstemningen suverænt. Det vil være en stor svækkelse af Danmark, hvis hun ikke fortsætter i sin rolle.

Endelig vil det holde yderfløje og populister uden for indflydelse. Partier som Stram Kurs vil ikke igen kunne holde dansk politik som gidsler. Samtidig vil der på hver side af en SVR-regering vil der være et sundt lag af en konstruktiv kritisk opposition i form af SF, Alternativet, Konservative, DF og Liberal Alliance, der vil holde regeringen på tæerne og sikre, at den bliver holdt til regnskab for den førte politik. Det vil give dynamik og innovation.

Kritikerne vil indvende, at historien viser at en SVR-konstellation er ustabil, politikforskellen partierne imellem for store og at en sådan regering vil være handlingslammet.

Vi mener at de store samfundsudfordringer gør, at situationen i dag er helt anderledes end f.eks. for SV-regeringen i 1970’erne. Partierne er i dag nødt til at gå på kompromis, hvis løfterne til vælgerne om ansvarlighed skal holdes. Der er en klar bevidsthed om, at det politiske system ikke kan fortsætte med stilstand og den uproduktive blokpolitik.

I substansen er politikforskellen i dansk politik ikke særligt store. 90% af al lovgivning i folketinget vedtages med brede flertal. Og fraset yderfløjene er alle partier grundlæggende enige om, hvad det er for et fælles Danmark vi ønsker.

I valgkampen har vi set en tilnærmelse mellem Venstre og Radikale, ikke mindst i diskussioner om integration og udlændinge samt aftale om pension. Det er ikke et tilfælde, at den tidligere Venstre statsminister Poul Hartling som FN’s flygtningehøjkommissær modtog Nobels Fredspris i 1981 på vegne af UNHCR. Det var fordi han var en af hovedkræfterne i at muliggøre kvoteflygtninge. Det illustrerer at de socialliberale og liberale partier har fælles tankegods. Radikale vil skulle acceptere den fair og faste udlændingepolitik, som et stort flertal i befolkningen bakker op om. Til gengæld vil V og S skulle acceptere at modtage kvoteflygtninge. Stoppet for kvoteflygtninge var i forvejen en helt unødvendig stramning, som et bredt flertal bør gøre op med.

Selvom der er forskelle i partiernes udmeldinger – der er jo trods alt en valgkamp i gang -, så er forskellene kort sagt ikke større end at SVR sagtens kan arbejde sammen, også efter denne valgkamp.

Og det er værd at huske på, hvad det egentlig er vi i fællesskab har opbygget gennem tiden i Danmark.

For vi er et land, der gennem generationer i fællesskab har opbygget en universel velfærdsstat, et liberalt demokrati, en stærk retsstat, korruptionsfri institutioner, begrænset ulighed og en stabil økonomi. For mange andre lande er det en situation, de nærmest kun kan drømme om at befinde sig i.

Men tingene er ikke kommet af sig selv. Det har krævet hårdt arbejde, svære beslutninger og ikke mindst en vilje til forandringer og nytænkning. Socialdemokratiet, Venstre og Radikale har alle store aktier i succesen. Hvis man ser på opbygningen af velfærdsstaten i 1960’ere og de nødvendige økonomiske reformer i 1980’erne, så var de resultatet af modige politiske beslutninger og visioner. Det vidner om, at hvis politikerne tør tænke længere frem end til næste valg og tør tage ansvaret for det fælles bedste, så kan det forandre tingene markant.

Lokalt ved man godt, at vigtige beslutninger klogest træffes i fællesskab. At det er bedst, når man finder holdbare løsninger, som vi på tværs af partiskel og anskuelser kan bakke op om. Ansvarligt samarbejde mellem de tre partier ses ofte i kommunerne og regioner. Så hvorfor ikke nationalt?

Det er nu det nye folketing skal gå forrest.

SV

Min spontane reaktion til Lars Løkkes ønsker om en SV-regering: Det er ikke en god ide.

På det korte sigt opfatter jeg hans udmelding som at Venstre selv og partiets valgstrategi er mere eller mindre i opløsning. Det indtryk bekræftes af næstformand Kristian Jensens afvisning af idéen. Hjulene er ved at falde af for mit parti, og det er ærligt talt ikke særlig morsomt at være en del af det.

På det mellemlange sigt vil en SV-regering også kunne udskyde den helt nødvendige ideologiske og organisatoriske oprydning i Venstre. Partiet fremstår i dag som Danmarks mest magtfuldkomne og korrupte. Ideologisk har Venstre alene i den seneste uges valgkamp lovet alt lige fra skattelettelser til mere velfærd. Jeg er med på at et partis politik ikke kan være rendyrket ideologisk i mødet med virkeligheden og de parlamentariske forhold. Men det nuværende brandudsalg hænger ikke sammen, og det gør det vanskeligt for mig at sige præcis hvad Venstre vil – altså udover at beholde magten.

En SV-regering vil også kunne udsætte udskiftningen i partiets ledelse. Lars Løkke kan finde på at stritte imod det formandsskifte, der er helt altafgørende for Venstres fremtidige trivsel. Jeg er her helt bevidst om at Løkke er et politisk dyr, der aldrig giver op. Men jeg fornemmer at hans ønske om en SV-regering mere handler om hans personlige interesser – enten som EU-kommissær eller minister -, end det handler om dybfølte bekymringer for yderfløjenes indflydelse på dansk politik.

På det langsigtede og mere systemisk plan er jeg nervøs for de konsekvenser, som en SV-regering vil få på den politiske kultur.

Konsensus er ikke altid godt eller ønskeligt. En monolit henover midten vil kunne kvæle debat, innovation og holde nødvendige stemmer og synspunkter ude. Jeg ønsker et demokrati, hvor meninger mødes, kæmper og er i dialog med hinanden. Den slags skaber fremdrift. Jeg ønsker ikke en endnu mere teknokratisk, apolitiseret og korporatistisk samfundsdebat. Det så vi i Østrig, hvor konservative og socialdemokrater i storkoalitioner sad på magten i over 50 år. Det var stabilt, ja, men det skabte ikke dynamik, og det fremelskede en særdeles kras højrefløj.

Endelig køber jeg heller ikke at et samarbejde hen over midten vil holde yderfløjene udenfor indflydelse. I Tyskland har de haft en tilsvarende monolit, og i dag ser vi det ekstreme AfD’s fremmarch. Jeg tror simpelthen ikke på at en SV regering er det rigtige svar på populismen, tværtimod.

Men ok, hvis alternativet er et brun-rødt samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, så kan jeg da til nøds leve med en SV-regering.

Blaserthed

Hvis jeg skal være helt ærlig, så husker jeg kun brudstykker af det sociologi, som jeg havde på de første par semestre af statskundskabstudiet. Faget var grundlæggende spændende – faktisk er jeg nok mere sociologisk end politologisk interesseret -, men undervisningen var uambitiøst indrettet.

Fremfor at give et indblik i sociologien som samfundsvidenskab, blev det i stedet til en gennemgang af forskellige klassiske sociologers teorier. Succeskriteriet til eksamen var ikke at de studerende kunne ‘anvende’ sociologien, men blot at de kunne forstå og forklare de gængse teorier. Hvilket vel kan være relevant nok, men det føltes hverken intellektuelt mættende eller inspirerende. Der var derfor meget få statskundskabere, der skænkede sociologien en tanke igen efter at eksamen på andet semester var overstået. Hvilket vel samlet set ikke var meningen med det hele?

Nå, men for nu endelig at komme til sagen: Den tyske sociolog Georg Simmels teori om bylivet fra 1903, er en af de få ting, jeg rent faktisk kan huske noget af fra faget.

Simmel sammenlignede livet i landsbyen og storby. Hans pointe var ikke overraskende, at der er forskel – ikke mindst når det handler om menneskers sociale liv.

Hvor det sociale liv i landsbyen er karakteriseret ved ansigt-til-ansigt relationer, kendskab i lokalmiljøet, social kontrol og sladder, så er det sociale liv i den moderne storby præget af anonyme, ansigtsløse, abstrakte relationer og mindre grad af social kontrol. Bylivet giver dermed klare fordele mente Simmel – individet får plads til at være sig selv og der er øget tolerance for forskellighed –  men også store ulemper: mere ensomhed og rodløshed, overfladiskhed og oplevelsessyge.

Endelig mente Simmel, at livet i byen har en anden afledt effekt: blaserthed.

De blaserte storbyboere er svære at imponere og engagere. De bliver mindre begejstrede og er sløvede for indtryk. Er distancerede og uempatiske. Når relationerne er så abstrakte, så er det vanskeligt for det enkelte menneske at føle noget for dem, eller at engagere sig i de ting, der sker omkring en. Og det især hvis individet samtidig bliver bombarderet med sanseindtryk, distraktioner og kamp om ens opmærksomhed.

Dette fænomen – blaserthed – har jeg tænkt lidt over de senere dage, hvor Nørrebro gik amok efter Rasmus Paludans såkaldte demonstrationer.

For både Paludans idiotiske manifestationer og de efterfølgende uroligheder får mig til at føle … ingenting. Ej, det passer ikke; de fylder mig med en eksistentiel træthed og undren over menneskehedens kapacitet for stupiditet, men ellers ikke noget. Jeg bliver hverken vred, oprørt eller provokeret.

Hvorfor er det sådan? Hvorfor er jeg blevet blasert og resigneret overfor begivenheder, som måske i gamle dage ville kunne have hidset mig op? Er det fordi det alligevel ikke gør nogen forskel alligevel, hvad jeg går rundt og mener om ting (og det derfor er nemmere og mere rationelt at fokusere på at få min egen tilværelse til at hænge sammen)?

Denne fundamentale afmagt over egen manglende betydning er utvivlsomt en del af forklaringen. Men det er ikke det eneste, der spiller ind. For henover de sidste 10 år er jeg blevet mere og mere blasert og apatisk overfor politiske og ideologiske spørgsmål i almindelighed. Hvilket er et paradoks: Jeg er jo et aktivt partimedlem og burde være optændt af de helliges ild. Men jeg mindes ikke, hvornår jeg sidst har haft en seriøs politisk diskussion med nogen om et aktuelt emne. Hvilket vel ikke giver meget mening, når man tænker over det.

Jeg tror at det er den effekt, som moderne politisk kommunikation, teknokratiseringen, ‘nødvendighedens politik’ og Trump har på mig. Meget få ting kan virkelig engagere mig. Det hele er blevet for abstrakt, distanceret og ubehageligt til mig, så jeg er blevet sløvet og vil egentlig helst stå af nyhedsvognen. Det føles langt, langt mere relevant for mig at fordybe mig i mine børns trivsel eller nye produktivitetsfremmende apps, end det gør at diskutere ytringsfrihed og integrationspolitik.

Er bevidst om at det ikke er en positiv udvikling. Hvis for mange gør som mig og blasert stempler ud af kampen for at skabe et bedre samfund, så er det netop at tosser som Rasmus Paludan og bøllerne på Nørrebro får lov at sætte retningen.

Så jeg vil forsøge at engagere mig selv igen. Bryde med Simmels forudsigelser og komme ud af blasertheden.

De danske ministerier: Poul Schlüters tid 1982-1993

I disse valgtider er det fascinerende at læse ‘Poul Schlüters tid 1982-1993’.

 

F326483eaaStørrelsen og karakteren af de økonomiske udfordringer, som Danmark stod overfor i 1982 og årene frem, kan give læseren gåsehud selv i dag. Samtidig sætter de helt nødvendige, fremtidsdefinerende og smertefulde politiske beslutninger, som den nye regering tog dengang, den nuværende politiske malaise i et trist perspektiv.

For hvor mange af nutidens politikere ville have haft viljen, evnen og formatet til at trække Danmark ud af krisen, sådan som folk som Henning Christophersen gjorde det dengang? Lars Løkke? Mette Frederiksen? Søren Pape? Thulesen Dahl? Næppe. Vestager? Måske. Hun har i hvert fald bevist, at hun ikke er bange for at det gør ondt. 

Nåh, jo. Bogen er i øvrigt god. Anbefales til alle politisk interesserede, der måske ikke lige husker alle detaljerne fra dansk politik i 1980’erne.

Anker Jørgensens tid 1972-1982

Jeg er efter en lang periode stort set uden danske bøger gået i gang med ‘De danske ministerier: Anker Jørgensens tid 1972-1982’. Det er ikke noget helt lille projekt (624 sider og bind to om Poul Schlüter æraen er endnu længere), men det er både nødvendigt og overraskende underholdende.

Nødvendigt fordi jeg ved faretruende lidt om nyere dansk politisk historie. Jo, jeg kender da de brede linjer i samfundsudviklingen. Men jeg kan reelt ikke sige meget begavet om, hvad der konkret kendetegnede politikken i årtierne under H.C. Hansen, Viggo Kampmann, Jens Otto Krag, Hilmar Baunsgaard, Poul Hartling og Anker Jørgensen.

Min ambition for det kommende år er derfor at få læst nogle ordentlige murstensbøger om dansk politisk historie, og altså begyndende med Anker Jørgensen og Poul Schlüter, og så opsøge Bo Lidegaards bøger om Jens Otto Krag.

Heldigvis er bøgerne som nævnt også overraskende underholdende. Historiker Thorsten Borring Olesen er en glimrende formidler, der dels til tider skriver direkte fængende, dels på på elegant vis får flettet biografi, politik og historie sammen i én sammenhængende analyse. Han er samtidig god til at sætte den politiske udvikling ind i den større internationale, kulturelle og samfundsmæssige udvikling, så jeg føler mig her på side 134 allerede en del klogere end før.

Man skal nok ikke kaste sig over dobbeltværket om Anker Jørgensen og Poul Schlüter, hvis man ikke i forvejen synes dansk politik er grundlæggende interessant. Men hvis man gør det, så kan jeg allerede nu på dette tidlige og præmature tidspunkt sige, at bøgerne er værd at opsøge.