En SVR-regering er svaret på Danmarks udfordringer

For nylig skrev jeg et kritisk indlæg om en udfordringerne med en SV-regering. Jeg ved ikke om jeg er blevet direkte klogere, men har sammen med en partifælle forfattet en kronik om behovet for en SVR-regering, som vi forhåbentlig får publiceret i en avis en forkortet udgave en af dagene. Nedenfor er dog den uforkortede udgave. De aktuelle udmeldinger fra Radikale in mente, så virker det som det relevante tidspunkt at få det kommunikeret:

En SVR-regering er svaret på Danmarks udfordringer

Danskerne skal om få dage igen forbi stemmeboksen, og statsminister Lars Løkke Rasmussens tanker om en SV-regering har skabt stor debat. Som de fleste andre medlemmer af Venstre, blev vi også overrasket. For er det virkelig en SV-regering, vi som liberale skal kæmpe for? Vores svar er ja, men at en sådan regering bør udvides med en central partner: Radikale Venstre. Det vil sætte reformsporet og en økonomiske ansvarlig politik i centrum, og som sidegevinst kan denne regering genudpege Margrethe Vestager som EU-kommissær.

Baggrunden for vores konklusion skal findes i det netop overståede valg til Europa-Parlamentet. For hvad er egentlig signalet fra vælgerne? Faktuelt fik Venstre heldigvis et flot valg. Dansk Folkepartis kollapsede nærmest, og Folkebevægelsen mod EU kom slet ikke ind i det nye parlament. SF og Radikale gik frem.

Så hvad kan vi lære?

Først og fremmest at bæredygtighed – klima, miljø, natur – er et centralt emne for vælgerne. Venstre har rykket sig kraftigt på denne dagsorden og er ikke mere et fodslæbende parti på den grønne front. På europæisk plan går liberale partier ligeledes forrest i bestræbelserne på at formulere kloge, markedsbaserede, globalt orienterede og teknologioptimistiske løsninger. Den dagsorden skal Venstre fortsat være en del af. Danmark har som land ikke råd til at bæredygtighed reduceres til venstrefløjens definition i form af forbud, afsavn og regulering.

For det andet at vælgerne ønsker et bredt samarbejde. I en usikker verden med Brexit, klimaforandringer, migration og nedbrud af internationale institutioner, sendte vælgerne med flotte valg til Venstre, Socialdemokratiet og Radikale et klart signal om, at de ønsker at de klassiske partier tager ansvar for at skabe varige løsninger.

For det tredje vidner den høje valgdeltagelse ved EP-valget om, at vælgerne ønsker en EU-positiv dagsorden og at EU går forrest med globalt lederskab. Danskerne efterspørger løsninger på grænseoverskridende problemer, og de forventer, at deres politikere medvirker til at finde dem.

Set i det lys mener vi, at hvis det parlamentarisk er muligt, så bør Socialdemokratiet, Venstre og Radikale danne en regering efter folketingsvalget 5. juni.

En SVR-regering vil være garanten for en stabil, ansvarlig og bæredygtig økonomisk politik. Vi vil i et fælles kompromis kunne skabe balance ved at føre en langsigtet og fornuftig politik, der kommer hele landet til gode. Fællesmængden mellem de tre partier er så stor, at vi sammen vil kunne skabe de varige løsninger, som vælgerne efterspørger og som kloden har brug for. Det vil skabe vækst og flere penge til velfærd. I stedet for parlamentarisk fastlåsthed, vil vi kunne få en handlekraftig dansk regering, der både passer på og udvikler Danmark.

I forhold til en smallere SV-regering vil Radikal regeringsdeltagelse give store fordele.

Dels er Radikale et ansvarligt parti, der kan sikre de nødvendige økonomiske reformer af velfærdssamfundet, og holde de værste økonomiske udskejelser fra døren, som en SV-regering kunne tvinges til. Dels har Radikale en stærk position indenfor bæredygtighed, hvilket kan holde de to regeringspartnere til ilden. Dels er Radikale et parti, der altid har kunne arbejde til begge sider. Måske det er tid at de gør det samtidigt.

Radikale vil i en regering med Socialdemokratiet og Venstre også kunne sikre globalt lederskab i EU. Er Radikale med i regeringen er de direkte med til at udpege kommissæren, som jo er regeringens suveræne kompetence. Margrethe Vestager har været en fremragende konkurrencekommissær, der nyder stor respekt og anerkendelse i Europa og resten af verden. Hun er den absolut mest kompetente repræsentant Danmark kan sende, er et brand i sig selv og er den mest indflydelsesrige dansker på globalt plan.
Var der direkte valg til kommissærposten, ville hun vinde afstemningen suverænt. Det vil være en stor svækkelse af Danmark, hvis hun ikke fortsætter i sin rolle.

Endelig vil det holde yderfløje og populister uden for indflydelse. Partier som Stram Kurs vil ikke igen kunne holde dansk politik som gidsler. Samtidig vil der på hver side af en SVR-regering vil der være et sundt lag af en konstruktiv kritisk opposition i form af SF, Alternativet, Konservative, DF og Liberal Alliance, der vil holde regeringen på tæerne og sikre, at den bliver holdt til regnskab for den førte politik. Det vil give dynamik og innovation.

Kritikerne vil indvende, at historien viser at en SVR-konstellation er ustabil, politikforskellen partierne imellem for store og at en sådan regering vil være handlingslammet.

Vi mener at de store samfundsudfordringer gør, at situationen i dag er helt anderledes end f.eks. for SV-regeringen i 1970’erne. Partierne er i dag nødt til at gå på kompromis, hvis løfterne til vælgerne om ansvarlighed skal holdes. Der er en klar bevidsthed om, at det politiske system ikke kan fortsætte med stilstand og den uproduktive blokpolitik.

I substansen er politikforskellen i dansk politik ikke særligt store. 90% af al lovgivning i folketinget vedtages med brede flertal. Og fraset yderfløjene er alle partier grundlæggende enige om, hvad det er for et fælles Danmark vi ønsker.

I valgkampen har vi set en tilnærmelse mellem Venstre og Radikale, ikke mindst i diskussioner om integration og udlændinge samt aftale om pension. Det er ikke et tilfælde, at den tidligere Venstre statsminister Poul Hartling som FN’s flygtningehøjkommissær modtog Nobels Fredspris i 1981 på vegne af UNHCR. Det var fordi han var en af hovedkræfterne i at muliggøre kvoteflygtninge. Det illustrerer at de socialliberale og liberale partier har fælles tankegods. Radikale vil skulle acceptere den fair og faste udlændingepolitik, som et stort flertal i befolkningen bakker op om. Til gengæld vil V og S skulle acceptere at modtage kvoteflygtninge. Stoppet for kvoteflygtninge var i forvejen en helt unødvendig stramning, som et bredt flertal bør gøre op med.

Selvom der er forskelle i partiernes udmeldinger – der er jo trods alt en valgkamp i gang -, så er forskellene kort sagt ikke større end at SVR sagtens kan arbejde sammen, også efter denne valgkamp.

Og det er værd at huske på, hvad det egentlig er vi i fællesskab har opbygget gennem tiden i Danmark.

For vi er et land, der gennem generationer i fællesskab har opbygget en universel velfærdsstat, et liberalt demokrati, en stærk retsstat, korruptionsfri institutioner, begrænset ulighed og en stabil økonomi. For mange andre lande er det en situation, de nærmest kun kan drømme om at befinde sig i.

Men tingene er ikke kommet af sig selv. Det har krævet hårdt arbejde, svære beslutninger og ikke mindst en vilje til forandringer og nytænkning. Socialdemokratiet, Venstre og Radikale har alle store aktier i succesen. Hvis man ser på opbygningen af velfærdsstaten i 1960’ere og de nødvendige økonomiske reformer i 1980’erne, så var de resultatet af modige politiske beslutninger og visioner. Det vidner om, at hvis politikerne tør tænke længere frem end til næste valg og tør tage ansvaret for det fælles bedste, så kan det forandre tingene markant.

Lokalt ved man godt, at vigtige beslutninger klogest træffes i fællesskab. At det er bedst, når man finder holdbare løsninger, som vi på tværs af partiskel og anskuelser kan bakke op om. Ansvarligt samarbejde mellem de tre partier ses ofte i kommunerne og regioner. Så hvorfor ikke nationalt?

Det er nu det nye folketing skal gå forrest.

SV

Min spontane reaktion til Lars Løkkes ønsker om en SV-regering: Det er ikke en god ide.

På det korte sigt opfatter jeg hans udmelding som at Venstre selv og partiets valgstrategi er mere eller mindre i opløsning. Det indtryk bekræftes af næstformand Kristian Jensens afvisning af idéen. Hjulene er ved at falde af for mit parti, og det er ærligt talt ikke særlig morsomt at være en del af det.

På det mellemlange sigt vil en SV-regering også kunne udskyde den helt nødvendige ideologiske og organisatoriske oprydning i Venstre. Partiet fremstår i dag som Danmarks mest magtfuldkomne og korrupte. Ideologisk har Venstre alene i den seneste uges valgkamp lovet alt lige fra skattelettelser til mere velfærd. Jeg er med på at et partis politik ikke kan være rendyrket ideologisk i mødet med virkeligheden og de parlamentariske forhold. Men det nuværende brandudsalg hænger ikke sammen, og det gør det vanskeligt for mig at sige præcis hvad Venstre vil – altså udover at beholde magten.

En SV-regering vil også kunne udsætte udskiftningen i partiets ledelse. Lars Løkke kan finde på at stritte imod det formandsskifte, der er helt altafgørende for Venstres fremtidige trivsel. Jeg er her helt bevidst om at Løkke er et politisk dyr, der aldrig giver op. Men jeg fornemmer at hans ønske om en SV-regering mere handler om hans personlige interesser – enten som EU-kommissær eller minister -, end det handler om dybfølte bekymringer for yderfløjenes indflydelse på dansk politik.

På det langsigtede og mere systemisk plan er jeg nervøs for de konsekvenser, som en SV-regering vil få på den politiske kultur.

Konsensus er ikke altid godt eller ønskeligt. En monolit henover midten vil kunne kvæle debat, innovation og holde nødvendige stemmer og synspunkter ude. Jeg ønsker et demokrati, hvor meninger mødes, kæmper og er i dialog med hinanden. Den slags skaber fremdrift. Jeg ønsker ikke en endnu mere teknokratisk, apolitiseret og korporatistisk samfundsdebat. Det så vi i Østrig, hvor konservative og socialdemokrater i storkoalitioner sad på magten i over 50 år. Det var stabilt, ja, men det skabte ikke dynamik, og det fremelskede en særdeles kras højrefløj.

Endelig køber jeg heller ikke at et samarbejde hen over midten vil holde yderfløjene udenfor indflydelse. I Tyskland har de haft en tilsvarende monolit, og i dag ser vi det ekstreme AfD’s fremmarch. Jeg tror simpelthen ikke på at en SV regering er det rigtige svar på populismen, tværtimod.

Men ok, hvis alternativet er et brun-rødt samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, så kan jeg da til nøds leve med en SV-regering.

Blaserthed

Hvis jeg skal være helt ærlig, så husker jeg kun brudstykker af det sociologi, som jeg havde på de første par semestre af statskundskabstudiet. Faget var grundlæggende spændende – faktisk er jeg nok mere sociologisk end politologisk interesseret -, men undervisningen var uambitiøst indrettet.

Fremfor at give et indblik i sociologien som samfundsvidenskab, blev det i stedet til en gennemgang af forskellige klassiske sociologers teorier. Succeskriteriet til eksamen var ikke at de studerende kunne ‘anvende’ sociologien, men blot at de kunne forstå og forklare de gængse teorier. Hvilket vel kan være relevant nok, men det føltes hverken intellektuelt mættende eller inspirerende. Der var derfor meget få statskundskabere, der skænkede sociologien en tanke igen efter at eksamen på andet semester var overstået. Hvilket vel samlet set ikke var meningen med det hele?

Nå, men for nu endelig at komme til sagen: Den tyske sociolog Georg Simmels teori om bylivet fra 1903, er en af de få ting, jeg rent faktisk kan huske noget af fra faget.

Simmel sammenlignede livet i landsbyen og storby. Hans pointe var ikke overraskende, at der er forskel – ikke mindst når det handler om menneskers sociale liv.

Hvor det sociale liv i landsbyen er karakteriseret ved ansigt-til-ansigt relationer, kendskab i lokalmiljøet, social kontrol og sladder, så er det sociale liv i den moderne storby præget af anonyme, ansigtsløse, abstrakte relationer og mindre grad af social kontrol. Bylivet giver dermed klare fordele mente Simmel – individet får plads til at være sig selv og der er øget tolerance for forskellighed –  men også store ulemper: mere ensomhed og rodløshed, overfladiskhed og oplevelsessyge.

Endelig mente Simmel, at livet i byen har en anden afledt effekt: blaserthed.

De blaserte storbyboere er svære at imponere og engagere. De bliver mindre begejstrede og er sløvede for indtryk. Er distancerede og uempatiske. Når relationerne er så abstrakte, så er det vanskeligt for det enkelte menneske at føle noget for dem, eller at engagere sig i de ting, der sker omkring en. Og det især hvis individet samtidig bliver bombarderet med sanseindtryk, distraktioner og kamp om ens opmærksomhed.

Dette fænomen – blaserthed – har jeg tænkt lidt over de senere dage, hvor Nørrebro gik amok efter Rasmus Paludans såkaldte demonstrationer.

For både Paludans idiotiske manifestationer og de efterfølgende uroligheder får mig til at føle … ingenting. Ej, det passer ikke; de fylder mig med en eksistentiel træthed og undren over menneskehedens kapacitet for stupiditet, men ellers ikke noget. Jeg bliver hverken vred, oprørt eller provokeret.

Hvorfor er det sådan? Hvorfor er jeg blevet blasert og resigneret overfor begivenheder, som måske i gamle dage ville kunne have hidset mig op? Er det fordi det alligevel ikke gør nogen forskel alligevel, hvad jeg går rundt og mener om ting (og det derfor er nemmere og mere rationelt at fokusere på at få min egen tilværelse til at hænge sammen)?

Denne fundamentale afmagt over egen manglende betydning er utvivlsomt en del af forklaringen. Men det er ikke det eneste, der spiller ind. For henover de sidste 10 år er jeg blevet mere og mere blasert og apatisk overfor politiske og ideologiske spørgsmål i almindelighed. Hvilket er et paradoks: Jeg er jo et aktivt partimedlem og burde være optændt af de helliges ild. Men jeg mindes ikke, hvornår jeg sidst har haft en seriøs politisk diskussion med nogen om et aktuelt emne. Hvilket vel ikke giver meget mening, når man tænker over det.

Jeg tror at det er den effekt, som moderne politisk kommunikation, teknokratiseringen, ‘nødvendighedens politik’ og Trump har på mig. Meget få ting kan virkelig engagere mig. Det hele er blevet for abstrakt, distanceret og ubehageligt til mig, så jeg er blevet sløvet og vil egentlig helst stå af nyhedsvognen. Det føles langt, langt mere relevant for mig at fordybe mig i mine børns trivsel eller nye produktivitetsfremmende apps, end det gør at diskutere ytringsfrihed og integrationspolitik.

Er bevidst om at det ikke er en positiv udvikling. Hvis for mange gør som mig og blasert stempler ud af kampen for at skabe et bedre samfund, så er det netop at tosser som Rasmus Paludan og bøllerne på Nørrebro får lov at sætte retningen.

Så jeg vil forsøge at engagere mig selv igen. Bryde med Simmels forudsigelser og komme ud af blasertheden.

De danske ministerier: Poul Schlüters tid 1982-1993

I disse valgtider er det fascinerende at læse ‘Poul Schlüters tid 1982-1993’.

290103

Størrelsen og karakteren af de økonomiske udfordringer, som Danmark stod overfor i 1982 og årene frem, kan give læseren gåsehud selv i dag. Samtidig sætter de helt nødvendige, fremtidsdefinerende og smertefulde politiske beslutninger, som den nye regering tog dengang, den nuværende politiske malaise i et trist perspektiv.

For hvor mange af nutidens politikere ville have haft viljen, evnen og formatet til at trække Danmark ud af krisen, sådan som folk som Henning Christophersen gjorde det dengang? Lars Løkke? Mette Frederiksen? Søren Pape? Thulesen Dahl? Næppe. Vestager? Måske. Hun har i hvert fald bevist, at hun ikke er bange for at det gør ondt. 

Nåh, jo. Bogen er i øvrigt god. Anbefales til alle politisk interesserede, der måske ikke lige husker alle detaljerne fra dansk politik i 1980’erne.

Anker Jørgensens tid 1972-1982

Jeg er efter en lang periode stort set uden danske bøger gået i gang med ‘De danske ministerier: Anker Jørgensens tid 1972-1982’. Det er ikke noget helt lille projekt (624 sider og bind to om Poul Schlüter æraen er endnu længere), men det er både nødvendigt og overraskende underholdende.

Nødvendigt fordi jeg ved faretruende lidt om nyere dansk politisk historie. Jo, jeg kender da de brede linjer i samfundsudviklingen. Men jeg kan reelt ikke sige meget begavet om, hvad der konkret kendetegnede politikken i årtierne under H.C. Hansen, Viggo Kampmann, Jens Otto Krag, Hilmar Baunsgaard, Poul Hartling og Anker Jørgensen.

Min ambition for det kommende år er derfor at få læst nogle ordentlige murstensbøger om dansk politisk historie, og altså begyndende med Anker Jørgensen og Poul Schlüter, og så opsøge Bo Lidegaards bøger om Jens Otto Krag.

Heldigvis er bøgerne som nævnt også overraskende underholdende. Historiker Thorsten Borring Olesen er en glimrende formidler, der dels til tider skriver direkte fængende, dels på på elegant vis får flettet biografi, politik og historie sammen i én sammenhængende analyse. Han er samtidig god til at sætte den politiske udvikling ind i den større internationale, kulturelle og samfundsmæssige udvikling, så jeg føler mig her på side 134 allerede en del klogere end før.

Man skal nok ikke kaste sig over dobbeltværket om Anker Jørgensen og Poul Schlüter, hvis man ikke i forvejen synes dansk politik er grundlæggende interessant. Men hvis man gør det, så kan jeg allerede nu på dette tidlige og præmature tidspunkt sige, at bøgerne er værd at opsøge. 

Ved årets udgang

Nytårsaften nærmer sig, og her i børnenes middagslur læser jeg lidt i Economists bekymrende tykke julenummer. Magasinet rummer den rituelle ‘The world this year’ gennemgang, og det er – hvilket næppe kommer bag på nogen – en ganske nedtrykkende affære:

  • Trump valgt som præsident
  • Folkemord og magtesløshed i Syrien
  • Et aggressivt Rusland fører gammeldags magtpolitik
  • Brexit og det europæiske samarbejde i krise
  • Nordkorea tester frejdigt flere atomvåben
  • Populister og nationalister i fremgang i lande som Polen, Ungarn og Filippinerne
  • Tyrkiet ophører de facto med at være et demokrati. Venezuela befæster sin status som totalitært styre
  • Terror og politiske attentater i Bruxelles, Nice, Orlando, Berlin og alle mulige andre steder, hvor vestlige medier ikke dækker så grundigt

Nej, 2016 var ikke ligefrem et godt år for verden. Hvis man ser bort fra min datters fødsel, så kan jeg ikke komme på noget virkelig positivt at sige om året der gik. Og så vi ikke engang drøftet tingene her i andedammen, hvor især afsløringerne af hvordan SKAT har pisset milliarder og atter milliarder væk, var noget der gjorde mig ganske træt indeni.

Jeg kæmper lidt med hvordan jeg som almindeligt menneske, der trods utallige fejl og mangler stræber efter at være en god person, kan forholde sig meningsfuldt til de ting, der foregår rundt om i verden. Hvordan bør man handle? Hvad er den etiske rigtige ting at gøre? Er der et moralsk imperativ i forhold til, hvordan man bør agere som ansvarlig samfundsborger? Hvordan kan man være empatisk på så lang afstand – og hvordan undgår man at udvikle en form for kynisme.

Man kan jo vælge at fokusere på det helt nære. Lukke ned for nyhedsstrømmen. Passe sig selv, familien, venner, ens arbejde. Resignere og gå i en art indre eksil. Fokusere på hvad man selv kan gøre i hverdagen. Læse skønlitterære bøger, og stille uret til år 2020, hvor tingene måske er drevet over igen. Det vil nok være den rationelle ting at gøre for langt de fleste.

Men det løser jo ikke de mange problemer, som Danmark og verden står i her ved indgangen til 2017. Så uanset hvor man står henne politisk, så håber jeg da, at man gør noget aktivt for at skabe den forandring man ønsker – hvis altså energien og tiden er der. Selv er jeg startet i det små og er blevet lokalpolitisk aktiv. Det er ikke en gesjæft for alle, men der er utallige andre frivillige fora, der skriger efter en indsats.

Og jeg vil forsøge at huske det store perspektiv.

At der aldrig på noget tidligere tidspunkt i verdenshistorien har været så mange på globalt plan, som har det så godt. At der findes store udfordringer – såsom klimaforandringerne – som stadig skal løses. Og at der tilsvarende findes store tragedier, som måske er mindre medieegnede end et terrorangreb, men som stadig gør en uhyggelig forskel og som fortjener opmærksomhed. UNICEF hævder at op mod 3 mio. børn hvert år dør af årsager, der kan spores tilbage til underernæring. WHO siger tilsvarende, at 7 mio. dødsfald hvert år kan henledes til luftforurening. Selv hvis de tal er unøjagtige eller oppustede, så er de næppe 0, 500 eller 5.000. Det er undgåelige katastrofer, som man vi rent faktisk med sikkerhed kan gøre noget for at begrænse og stoppe.

Så lad det være håbet for 2017. At tingene ikke falder yderligere fra hinanden, og at vi tænker os mere om. For apati løser ikke noget.

De bedste stykker

Dele af min fritid og intellektuelle kapacitet bruger jeg som kommunikationsrådgiver for den lokale borgmesterkandidat.

På den ene side er den slags naturligvis underholdende og dybt meningsfuldt for en politisk interesseret og engageret person. Og selvom det er frivilligt arbejde, som jeg ikke modtager nogen monetær eller materiel belønning for, så kan det forhåbentlig lede til nogle muligheder for mig senere.

På den anden side betyder det, at jeg – ligesom det er tilfældet i mit almindelige arbejde – anvender min trods alt begrænsede kreativitet og energi til at skrive ting på vegne af andre. Meget af det jeg skaber, kommer jeg med andre ord aldrig til at få kredit for eller opmærksomhed om. Det betyder samtidig, at jeg ikke har så megen energi til at skabe og udvikle mine egne private ting og projekter – eksempelvis blogindlæg her på stedet.

En dag kunne jeg godt tænke mig at have en livs- og arbejdssituation, hvor jeg anvender mine bedste energier, kreativitet og virkelyst på mine egne ting og projekter.

Hvordan jeg lige skal komme hen til en sådan situation, har jeg ikke nogen klar plan for. Alting skal jo i sidste ende hænge sammen økonomisk, især når man har snart to børn at holde om og holde af. Lysten til at tage risici bliver mindre, jo flere man får ansvar for.

Men en skønne dag, måske.

At forstå det fremmede

Det kan være inspirerende og interessant at læse udlændinges beretninger fra og indtryk af det sted, man selv kommer fra.

Nogle gange kommer de med nye indsigter i og andre vinkler på den virkelighed, man selv går rundt og tager for givet. Deres iagttagelser får en til at reflektere over tingene. Et eksempel er en nylig artikel i New York Review of Books ‘Liberal, Harsh Denmark’. Jeg er langt fra enig i alt i artiklen, men jeg synes den er god og tankevækkende. Den gør et oprigtigt forsøg på at forstå, hvad i alverden der foregår i Danmark i disse år.

Andre gange fornemmer man at iagttageren ikke rigtig forstår hvad der foregår – eller værre: At de har en prædefineret dagsorden og forståelsesramme, som de derefter fortolker alting ud fra. Et eksempel på det er Lena Sundströms ‘Världens lyckligaste folk: en bok om Danmark’, der allerede på forhånd havde konkluderet hvad den mente om Danmark og dansk politik. Det blev hverken bogens læsere eller dens subjekter klogere af.

Men det er jo vigtigt at vide hvad der foregår rundt om i verden – og ikke mindst: At forstå begivenhederne og sætte dem ind i et større billede.

Som almindelig medieforbruger må man forlade sig på enten de danske mediers korrespondenter rundt om i verden, eller (hvilket nok er bedst og mest lødigt) de lokale mediers egne beretninger. Jeg har generelt stor tiltro til den danske korrespondentstand – med visse undtagelser! – men de er jo også blot mennesker. De er fulde af tidsbegrænsninger, fordomme, kognitive begrænsninger, har et begrænset kildenetværk og færdes i bestemte sociale cirkler. Det er langt fra givet, at de reelt forstår det land eller lokalitet, de rapporterer fra. Hvis man bor i og rapporterer fra Beijing, ved man så reelt hvad der foregår langt ude på landet i det vestlige Kina? Kan man rent faktisk forstå de sociale dynamikker i en given situation, der foregår langt væk, hvor man ikke har kildenetværk eller i øvrigt indsigt i de lokale forhold? Jeg tvivler.

Årsagen til denne lille tur ud af en tangent er, at jeg ikke er sikker på at vi forstår (altså rigtig forstår) Donald Trump eller amerikansk politik.

Vi tror måske vi gør – valget er jo i medierne konstant – men det er på en underlig kunstig måde. Det er teater. Klare helte- og skurkerolle. Og de er jo så skøre, så skøre de amerikanere.

Bortset fra, at det er jo nok egentlig ikke. Ikke på et aggregeret niveau i hvert fald. Følte mig derfor ret godt oplyst, da jeg læste en længere (men interessant!) analyse ‘What are the core differences between Republicans and Democrats?’. Artiklen er fuld af citat-værdige passager, men jeg vil nøjes med at fokusere på skribentens betragtninger om de forskellige niveauer af politik i USA:

“At the state and local level, the governments controlled by Republicans tend to be better run, sometimes much better run, than those controlled by the Democrats. And a big piece of how American people actually experience government comes at the state and local level.

This superior performance stems from at least two factors. First, Republican delusions often matter less at the state and local level, and furthermore what the core Republican status groups want from state and local government is actually pretty conducive to decent outcomes. The Democrats in contrast keep on doling out favors and goodies to their multitude of interest groups, and that often harms outcomes. The Democrats find it harder to “get tough,” even when that is what is called for, and they have less of a values program to cohere around, for better or worse.

Second, the states with a lot of Democrats are probably on average harder to govern well (with some notable Southern exceptions). That may excuse the quality of Democratic leadership to some degree, but it is not an entirely favorable truth for the broader Democratic ethos. Republicans, of course, recognize this reality. Even a lot of independent voters realize they might prefer local Republican governance, and so in the current equilibrium a strong majority of governors, state legislatures, and the like are Republican.

Think on those facts — or on the state of Illinois — the next time you hear the Democrats described as the reality-oriented community. That self-description is “the opium of the Democrats.”

If you wish to try to understand Republicans, think of them as seeing a bunch of states, full of Republicans, and ruled by Republicans, and functioning pretty well. (Go visit Utah!) They think the rest of America should be much more like those places. They also find that core intuition stronger than the potential list of views where Democrats are more reasonable or more correct, and that is why they are not much budged by the intellectual Democratic commentary. Too often the Democrats cannot readily fathom this.

———–

It is easier for intelligent foreigners to buy more heavily into the Democratic stories. They feel more comfortable with the associated status relations, and furthermore foreigners are less likely to be connected to American state and local government, so they don’t have much sense of how the Republicans actually are more sensible in many circumstances.”

Jeg skal ikke sidde her og påstå, at jeg for alvor forstår hvad i alverden de republikanske vælgere kan se i Donald Trump. Manden virker til at være udenfor pædagogisk rækkevidde (om end hans valgstrategi tilsyneladende virker særdeles effektivt). Men jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved den tegneserieagtige karikatur, vi i Danmark ofte har amerikansk politik og samfundsliv generelt. Tingene er gerne mere nuancerede end som så.

Det samme gælder sådan set også politik herhjemme. Der er himmelvid forskel mellem politik som det foregår på Christiansborg, og det politiske liv, der foregår i de lokale kommunalbestyrelser eller regionsråd. Det gælder også internt i partierne, hvor der kan være ganske store policyforskelle. Venstre og Socialdemokratiet lokalt kan – både ideologisk og temperamentsmæssigt – befinde et godt stykke fra, hvor partiernes Christiansborg-politikere er.

Så det bør den iagttagende besøger huske på, næste gang de tror, at de har forstået et andet land eller en anden kultur. Sandsynligheden taler for, at man kun lige har skrabet i overfladen.

Den nære fortid

Læser i ‘Den hemmelige socialdemokrat’ på vej til og fra arbejde. Den er pudsig og indavlet, men er samtidig også en overraskende velskrevet bog. Eller velskrevet og velskrevet. Den flyder i hvert fald let og ukompliceret, omtrent som et ugeblad. Man er godt underholdt af dens anekdoter og gendigtninger af Socialdemokratiets seneste 10 år. Og den får 2014 til at virke som en menneskealder siden.

Persongalleriet er på de to år fuldstændig ændret. Flere af de centrale socialdemokratiske aktører fra dengang er nu i anden beskæftigelse. Thorning-Schmidt og Corydon kom og gik. Jeg har verden mistænkt for, at de færreste mennesker i dag vil kunne sige præcis hvad de to stod for – eller hvilken arv, de efterlader. Måske fordi verden virker så meget anderledes i dag, end for blot ni måneder siden.

Det er selvsagt en forsimplet påstand, men jeg mener, at der findes nøglebegivenheder, som får afgørende indflydelse på snart sagt alt – lige fra politik, økonomi og kultur til den måde, vi som samfund betragter os selv og vores samtid. Begivenheder, der ændrer de historier, vi fortæller hinanden om os selv. Begivenheder, hvorefter alting bare er anderledes. Den type begivenheder, hvor folk kan huske hvor de var henne, da de hørte om det første gang.

Murens fald i 1989 var en sådan begivenhed1. Det samme var 11. september 20012. Den finansielle krise fra 2007 og frem ligeledes3. Det er vanskeligt at vurdere en begivenheds betydning mens den finder sted, men i en europæisk kontekst optrådte i hvert fald to begivenheder i 2015, der har potentialet til at være definerende for Danmark og Europa. Begge er koblet til EU og institutionens manglende evne til at levere svar på udfordringerne.

Den første var Euro-krisen og hele forløbet om Grækenlands økonomi i forsommeren. Sagen er måske gledet lidt i glemmebogen nu, men jeg tror, at det var her, at de sidste EU-entusiaster for alvor opgav troen på, at EU effektivt kan løse kollektive problemer.

Den næste er selvfølgelig flygtningestrømmene – og igen illustrationen af EU-institutionens fuldstændige manglende kapacitet til dels at medvirke til at løse konflikten i Syrien, dels håndhæve egne eksterne grænser og dels gennemføre en fælles fordelingsordning af flygtninge. I en dansk kontekst tror jeg, at den dag i september, hvor der gik flygtninge og migranter på motorvejene ændrede alt. Hvis ikke vi her i Hobbit-landet havde opdaget at globale begivenheder har en meget konkret effekt på Danmark, så oplevede vi det dér.

Så når jeg læser ‘Den hemmelige socialdemokrat’ (udgivet februar 2014), bliver jeg nærmest nostalgisk. Tænk, at de havde den luksus og politiske overskud til at gå op i betalingsringe om København og den slags. Og alle kommentatorerne var rørende enige med hinanden om, at danskerne kun gik op i økonomi og arbejdspladser, mens indvandring var mere eller mindre dødt som politisk issue. De skulle bare vide, skulle de.

Samlet set kan jeg måske ikke anbefale ‘Den hemmelige socialdemokrat’. Det er ikke en god bog i klassisk forstand. Men læs den, hvis du vil have lidt hengemt luft fra en ikke så fjern fortid. Den slags kan man også blive underholdt af.

  1. Jeg så det i tv morgenen efter. Var lige kommet ind af døren efter at have hentet morgenbrød – majsbrød, helt præcist – i bageren, der dengang lå for enden af den vej, hvor jeg voksede op []
  2. Var til undervisning i Sociologi på 1. semester af statskundskabsstudiet. En holdkammerat havde fået en sms om det. Der udkom ekstraudgaver af gratisaviserne den eftermiddag, jeg læste i dem på vejen i s-toget hjem mod Ishøj []
  3. Kan ikke sætte præcist sted eller tid på her []