Blaserthed

Hvis jeg skal være helt ærlig, så husker jeg kun brudstykker af det sociologi, som jeg havde på de første par semestre af statskundskabstudiet. Faget var grundlæggende spændende – faktisk er jeg nok mere sociologisk end politologisk interesseret -, men undervisningen var uambitiøst indrettet.

Fremfor at give et indblik i sociologien som samfundsvidenskab, blev det i stedet til en gennemgang af forskellige klassiske sociologers teorier. Succeskriteriet til eksamen var ikke at de studerende kunne ‘anvende’ sociologien, men blot at de kunne forstå og forklare de gængse teorier. Hvilket vel kan være relevant nok, men det føltes hverken intellektuelt mættende eller inspirerende. Der var derfor meget få statskundskabere, der skænkede sociologien en tanke igen efter at eksamen på andet semester var overstået. Hvilket vel samlet set ikke var meningen med det hele?

Nå, men for nu endelig at komme til sagen: Den tyske sociolog Georg Simmels teori om bylivet fra 1903, er en af de få ting, jeg rent faktisk kan huske noget af fra faget.

Simmel sammenlignede livet i landsbyen og storby. Hans pointe var ikke overraskende, at der er forskel – ikke mindst når det handler om menneskers sociale liv.

Hvor det sociale liv i landsbyen er karakteriseret ved ansigt-til-ansigt relationer, kendskab i lokalmiljøet, social kontrol og sladder, så er det sociale liv i den moderne storby præget af anonyme, ansigtsløse, abstrakte relationer og mindre grad af social kontrol. Bylivet giver dermed klare fordele mente Simmel – individet får plads til at være sig selv og der er øget tolerance for forskellighed –  men også store ulemper: mere ensomhed og rodløshed, overfladiskhed og oplevelsessyge.

Endelig mente Simmel, at livet i byen har en anden afledt effekt: blaserthed.

De blaserte storbyboere er svære at imponere og engagere. De bliver mindre begejstrede og er sløvede for indtryk. Er distancerede og uempatiske. Når relationerne er så abstrakte, så er det vanskeligt for det enkelte menneske at føle noget for dem, eller at engagere sig i de ting, der sker omkring en. Og det især hvis individet samtidig bliver bombarderet med sanseindtryk, distraktioner og kamp om ens opmærksomhed. 

Dette fænomen – blaserthed – har jeg tænkt lidt over de senere dage, hvor Nørrebro gik amok efter Rasmus Paludans såkaldte demonstrationer.

For både Paludans idiotiske manifestationer og de efterfølgende uroligheder får mig til at føle … ingenting. Ej, det passer ikke; de fylder mig med en eksistentiel træthed og undren over menneskehedens kapacitet for stupiditet, men ellers ikke noget. Jeg bliver hverken vred, oprørt eller provokeret. 

Hvorfor er det sådan? Hvorfor er jeg blevet blasert og resigneret overfor begivenheder, som måske i gamle dage ville kunne have hidset mig op? Er det fordi det alligevel ikke gør nogen forskel alligevel, hvad jeg går rundt og mener om ting (og det derfor er nemmere og mere rationelt at fokusere på at få min egen tilværelse til at hænge sammen)? 

Denne fundamentale afmagt over egen manglende betydning er utvivlsomt en del af forklaringen. Men det er ikke det eneste, der spiller ind. For henover de sidste 10 år er jeg blevet mere og mere blasert og apatisk overfor politiske og ideologiske spørgsmål i almindelighed. Hvilket er et paradoks: Jeg er jo et aktivt partimedlem og burde være optændt af de helliges ild. Men jeg mindes ikke, hvornår jeg sidst har haft en seriøs politisk diskussion med nogen om et aktuelt emne. Hvilket vel ikke giver meget mening, når man tænker over det. 

Jeg tror at det er den effekt, som moderne politisk kommunikation, teknokratiseringen, ‘nødvendighedens politik’ og Trump har på mig. Meget få ting kan virkelig engagere mig. Det hele er blevet for abstrakt, distanceret og ubehageligt til mig, så jeg er blevet sløvet og vil egentlig helst stå af nyhedsvognen. Det føles langt, langt mere relevant for mig at fordybe mig i mine børns trivsel eller nye produktivitetsfremmende apps, end det gør at diskutere ytringsfrihed og integrationspolitik. 

Er bevidst om at det ikke er en positiv udvikling. Hvis for mange gør som mig og blasert stempler ud af kampen for at skabe et bedre samfund, så er det netop at tosser som Rasmus Paludan og bøllerne på Nørrebro får lov at sætte retningen.

Så jeg vil forsøge at engagere mig selv igen. Bryde med Simmels forudsigelser og komme ud af blasertheden.

 

De danske ministerier: Poul Schlüters tid 1982-1993

I disse valgtider er det fascinerende at læse ‘Poul Schlüters tid 1982-1993’.

Størrelsen og karakteren af de økonomiske udfordringer, som Danmark stod overfor i 1982 og årene frem, kan give læseren gåsehud selv i dag. Samtidig sætter de helt nødvendige, fremtidsdefinerende og smertefulde politiske beslutninger, som den nye regering tog dengang, den nuværende politiske malaise i et trist perspektiv.

For hvor mange af nutidens politikere ville have haft viljen, evnen og formatet til at trække Danmark ud af krisen, sådan som folk som Henning Christophersen gjorde det dengang? Lars Løkke? Mette Frederiksen? Søren Pape? Thulesen Dahl? Næppe. Vestager? Måske. Hun har i hvert fald bevist, at hun ikke er bange for at det gør ondt. 

Nåh, jo. Bogen er i øvrigt god. Anbefales til alle politisk interesserede, der måske ikke lige husker alle detaljerne fra dansk politik i 1980’erne.

Anker Jørgensens tid 1972-1982

Jeg er efter en lang periode stort set uden danske bøger gået i gang med ‘De danske ministerier: Anker Jørgensens tid 1972-1982’. Det er ikke noget helt lille projekt (624 sider og bind to om Poul Schlüter æraen er endnu længere), men det er både nødvendigt og overraskende underholdende.

Nødvendigt fordi jeg ved faretruende lidt om nyere dansk politisk historie. Jo, jeg kender da de brede linjer i samfundsudviklingen. Men jeg kan reelt ikke sige meget begavet om, hvad der konkret kendetegnede politikken i årtierne under H.C. Hansen, Viggo Kampmann, Jens Otto Krag, Hilmar Baunsgaard, Poul Hartling og Anker Jørgensen.

Min ambition for det kommende år er derfor at få læst nogle ordentlige murstensbøger om dansk politisk historie, og altså begyndende med Anker Jørgensen og Poul Schlüter, og så opsøge Bo Lidegaards bøger om Jens Otto Krag.

Heldigvis er bøgerne som nævnt også overraskende underholdende. Historiker Thorsten Borring Olesen er en glimrende formidler, der dels til tider skriver direkte fængende, dels på på elegant vis får flettet biografi, politik og historie sammen i én sammenhængende analyse. Han er samtidig god til at sætte den politiske udvikling ind i den større internationale, kulturelle og samfundsmæssige udvikling, så jeg føler mig her på side 134 allerede en del klogere end før.

Man skal nok ikke kaste sig over dobbeltværket om Anker Jørgensen og Poul Schlüter, hvis man ikke i forvejen synes dansk politik er grundlæggende interessant. Men hvis man gør det, så kan jeg allerede nu på dette tidlige og præmature tidspunkt sige, at bøgerne er værd at opsøge. 

Ved årets udgang

Nytårsaften nærmer sig, og her i børnenes middagslur læser jeg lidt i Economists bekymrende tykke julenummer. Magasinet rummer den rituelle ‘The world this year’ gennemgang, og det er – hvilket næppe kommer bag på nogen – en ganske nedtrykkende affære:

  • Trump valgt som præsident
  • Folkemord og magtesløshed i Syrien
  • Et aggressivt Rusland fører gammeldags magtpolitik
  • Brexit og det europæiske samarbejde i krise
  • Nordkorea tester frejdigt flere atomvåben
  • Populister og nationalister i fremgang i lande som Polen, Ungarn og Filippinerne
  • Tyrkiet ophører de facto med at være et demokrati. Venezuela befæster sin status som totalitært styre
  • Terror og politiske attentater i Bruxelles, Nice, Orlando, Berlin og alle mulige andre steder, hvor vestlige medier ikke dækker så grundigt

Nej, 2016 var ikke ligefrem et godt år for verden. Hvis man ser bort fra min datters fødsel, så kan jeg ikke komme på noget virkelig positivt at sige om året der gik. Og så vi ikke engang drøftet tingene her i andedammen, hvor især afsløringerne af hvordan SKAT har pisset milliarder og atter milliarder væk, var noget der gjorde mig ganske træt indeni.

Jeg kæmper lidt med hvordan jeg som almindeligt menneske, der trods utallige fejl og mangler stræber efter at være en god person, kan forholde sig meningsfuldt til de ting, der foregår rundt om i verden. Hvordan bør man handle? Hvad er den etiske rigtige ting at gøre? Er der et moralsk imperativ i forhold til, hvordan man bør agere som ansvarlig samfundsborger? Hvordan kan man være empatisk på så lang afstand – og hvordan undgår man at udvikle en form for kynisme.

Man kan jo vælge at fokusere på det helt nære. Lukke ned for nyhedsstrømmen. Passe sig selv, familien, venner, ens arbejde. Resignere og gå i en art indre eksil. Fokusere på hvad man selv kan gøre i hverdagen. Læse skønlitterære bøger, og stille uret til år 2020, hvor tingene måske er drevet over igen. Det vil nok være den rationelle ting at gøre for langt de fleste.

Men det løser jo ikke de mange problemer, som Danmark og verden står i her ved indgangen til 2017. Så uanset hvor man står henne politisk, så håber jeg da, at man gør noget aktivt for at skabe den forandring man ønsker – hvis altså energien og tiden er der. Selv er jeg startet i det små og er blevet lokalpolitisk aktiv. Det er ikke en gesjæft for alle, men der er utallige andre frivillige fora, der skriger efter en indsats.

Og jeg vil forsøge at huske det store perspektiv.

At der aldrig på noget tidligere tidspunkt i verdenshistorien har været så mange på globalt plan, som har det så godt. At der findes store udfordringer – såsom klimaforandringerne – som stadig skal løses. Og at der tilsvarende findes store tragedier, som måske er mindre medieegnede end et terrorangreb, men som stadig gør en uhyggelig forskel og som fortjener opmærksomhed. UNICEF hævder at op mod 3 mio. børn hvert år dør af årsager, der kan spores tilbage til underernæring. WHO siger tilsvarende, at 7 mio. dødsfald hvert år kan henledes til luftforurening. Selv hvis de tal er unøjagtige eller oppustede, så er de næppe 0, 500 eller 5.000. Det er undgåelige katastrofer, som man vi rent faktisk med sikkerhed kan gøre noget for at begrænse og stoppe.

Så lad det være håbet for 2017. At tingene ikke falder yderligere fra hinanden, og at vi tænker os mere om. For apati løser ikke noget.

De bedste stykker

Dele af min fritid og intellektuelle kapacitet bruger jeg som kommunikationsrådgiver for den lokale borgmesterkandidat.

På den ene side er den slags naturligvis underholdende og dybt meningsfuldt for en politisk interesseret og engageret person. Og selvom det er frivilligt arbejde, som jeg ikke modtager nogen monetær eller materiel belønning for, så kan det forhåbentlig lede til nogle muligheder for mig senere.

På den anden side betyder det, at jeg – ligesom det er tilfældet i mit almindelige arbejde – anvender min trods alt begrænsede kreativitet og energi til at skrive ting på vegne af andre. Meget af det jeg skaber, kommer jeg med andre ord aldrig til at få kredit for eller opmærksomhed om. Det betyder samtidig, at jeg ikke har så megen energi til at skabe og udvikle mine egne private ting og projekter – eksempelvis blogindlæg her på stedet.

En dag kunne jeg godt tænke mig at have en livs- og arbejdssituation, hvor jeg anvender mine bedste energier, kreativitet og virkelyst på mine egne ting og projekter.

Hvordan jeg lige skal komme hen til en sådan situation, har jeg ikke nogen klar plan for. Alting skal jo i sidste ende hænge sammen økonomisk, især når man har snart to børn at holde om og holde af. Lysten til at tage risici bliver mindre, jo flere man får ansvar for.

Men en skønne dag, måske.

At forstå det fremmede

Det kan være inspirerende og interessant at læse udlændinges beretninger fra og indtryk af det sted, man selv kommer fra.

Nogle gange kommer de med nye indsigter i og andre vinkler på den virkelighed, man selv går rundt og tager for givet. Deres iagttagelser får en til at reflektere over tingene. Et eksempel er en nylig artikel i New York Review of Books ‘Liberal, Harsh Denmark’. Jeg er langt fra enig i alt i artiklen, men jeg synes den er god og tankevækkende. Den gør et oprigtigt forsøg på at forstå, hvad i alverden der foregår i Danmark i disse år.

Andre gange fornemmer man at iagttageren ikke rigtig forstår hvad der foregår – eller værre: At de har en prædefineret dagsorden og forståelsesramme, som de derefter fortolker alting ud fra. Et eksempel på det er Lena Sundströms ‘Världens lyckligaste folk: en bok om Danmark’, der allerede på forhånd havde konkluderet hvad den mente om Danmark og dansk politik. Det blev hverken bogens læsere eller dens subjekter klogere af.

Men det er jo vigtigt at vide hvad der foregår rundt om i verden – og ikke mindst: At forstå begivenhederne og sætte dem ind i et større billede.

Som almindelig medieforbruger må man forlade sig på enten de danske mediers korrespondenter rundt om i verden, eller (hvilket nok er bedst og mest lødigt) de lokale mediers egne beretninger. Jeg har generelt stor tiltro til den danske korrespondentstand – med visse undtagelser! – men de er jo også blot mennesker. De er fulde af tidsbegrænsninger, fordomme, kognitive begrænsninger, har et begrænset kildenetværk og færdes i bestemte sociale cirkler. Det er langt fra givet, at de reelt forstår det land eller lokalitet, de rapporterer fra. Hvis man bor i og rapporterer fra Beijing, ved man så reelt hvad der foregår langt ude på landet i det vestlige Kina? Kan man rent faktisk forstå de sociale dynamikker i en given situation, der foregår langt væk, hvor man ikke har kildenetværk eller i øvrigt indsigt i de lokale forhold? Jeg tvivler.

Årsagen til denne lille tur ud af en tangent er, at jeg ikke er sikker på at vi forstår (altså rigtig forstår) Donald Trump eller amerikansk politik.

Vi tror måske vi gør – valget er jo i medierne konstant – men det er på en underlig kunstig måde. Det er teater. Klare helte- og skurkerolle. Og de er jo så skøre, så skøre de amerikanere.

Bortset fra, at det er jo nok egentlig ikke. Ikke på et aggregeret niveau i hvert fald. Følte mig derfor ret godt oplyst, da jeg læste en længere (men interessant!) analyse ‘What are the core differences between Republicans and Democrats?’. Artiklen er fuld af citat-værdige passager, men jeg vil nøjes med at fokusere på skribentens betragtninger om de forskellige niveauer af politik i USA:

“At the state and local level, the governments controlled by Republicans tend to be better run, sometimes much better run, than those controlled by the Democrats. And a big piece of how American people actually experience government comes at the state and local level.

This superior performance stems from at least two factors. First, Republican delusions often matter less at the state and local level, and furthermore what the core Republican status groups want from state and local government is actually pretty conducive to decent outcomes. The Democrats in contrast keep on doling out favors and goodies to their multitude of interest groups, and that often harms outcomes. The Democrats find it harder to “get tough,” even when that is what is called for, and they have less of a values program to cohere around, for better or worse.

Second, the states with a lot of Democrats are probably on average harder to govern well (with some notable Southern exceptions). That may excuse the quality of Democratic leadership to some degree, but it is not an entirely favorable truth for the broader Democratic ethos. Republicans, of course, recognize this reality. Even a lot of independent voters realize they might prefer local Republican governance, and so in the current equilibrium a strong majority of governors, state legislatures, and the like are Republican.

Think on those facts — or on the state of Illinois — the next time you hear the Democrats described as the reality-oriented community. That self-description is “the opium of the Democrats.”

If you wish to try to understand Republicans, think of them as seeing a bunch of states, full of Republicans, and ruled by Republicans, and functioning pretty well. (Go visit Utah!) They think the rest of America should be much more like those places. They also find that core intuition stronger than the potential list of views where Democrats are more reasonable or more correct, and that is why they are not much budged by the intellectual Democratic commentary. Too often the Democrats cannot readily fathom this.

———–

It is easier for intelligent foreigners to buy more heavily into the Democratic stories. They feel more comfortable with the associated status relations, and furthermore foreigners are less likely to be connected to American state and local government, so they don’t have much sense of how the Republicans actually are more sensible in many circumstances.”

Jeg skal ikke sidde her og påstå, at jeg for alvor forstår hvad i alverden de republikanske vælgere kan se i Donald Trump. Manden virker til at være udenfor pædagogisk rækkevidde (om end hans valgstrategi tilsyneladende virker særdeles effektivt). Men jeg vil gerne sætte spørgsmålstegn ved den tegneserieagtige karikatur, vi i Danmark ofte har amerikansk politik og samfundsliv generelt. Tingene er gerne mere nuancerede end som så.

Det samme gælder sådan set også politik herhjemme. Der er himmelvid forskel mellem politik som det foregår på Christiansborg, og det politiske liv, der foregår i de lokale kommunalbestyrelser eller regionsråd. Det gælder også internt i partierne, hvor der kan være ganske store policyforskelle. Venstre og Socialdemokratiet lokalt kan – både ideologisk og temperamentsmæssigt – befinde et godt stykke fra, hvor partiernes Christiansborg-politikere er.

Så det bør den iagttagende besøger huske på, næste gang de tror, at de har forstået et andet land eller en anden kultur. Sandsynligheden taler for, at man kun lige har skrabet i overfladen.

Den nære fortid

Læser i ‘Den hemmelige socialdemokrat’ på vej til og fra arbejde. Den er pudsig og indavlet, men er samtidig også en overraskende velskrevet bog. Eller velskrevet og velskrevet. Den flyder i hvert fald let og ukompliceret, omtrent som et ugeblad. Man er godt underholdt af dens anekdoter og gendigtninger af Socialdemokratiets seneste 10 år. Og den får 2014 til at virke som en menneskealder siden.

Persongalleriet er på de to år fuldstændig ændret. Flere af de centrale socialdemokratiske aktører fra dengang er nu i anden beskæftigelse. Thorning-Schmidt og Corydon kom og gik. Jeg har verden mistænkt for, at de færreste mennesker i dag vil kunne sige præcis hvad de to stod for – eller hvilken arv, de efterlader. Måske fordi verden virker så meget anderledes i dag, end for blot ni måneder siden.

Det er selvsagt en forsimplet påstand, men jeg mener, at der findes nøglebegivenheder, som får afgørende indflydelse på snart sagt alt – lige fra politik, økonomi og kultur til den måde, vi som samfund betragter os selv og vores samtid. Begivenheder, der ændrer de historier, vi fortæller hinanden om os selv. Begivenheder, hvorefter alting bare er anderledes. Den type begivenheder, hvor folk kan huske hvor de var henne, da de hørte om det første gang.

Murens fald i 1989 var en sådan begivenhed1. Det samme var 11. september 20012. Den finansielle krise fra 2007 og frem ligeledes3. Det er vanskeligt at vurdere en begivenheds betydning mens den finder sted, men i en europæisk kontekst optrådte i hvert fald to begivenheder i 2015, der har potentialet til at være definerende for Danmark og Europa. Begge er koblet til EU og institutionens manglende evne til at levere svar på udfordringerne.

Den første var Euro-krisen og hele forløbet om Grækenlands økonomi i forsommeren. Sagen er måske gledet lidt i glemmebogen nu, men jeg tror, at det var her, at de sidste EU-entusiaster for alvor opgav troen på, at EU effektivt kan løse kollektive problemer.

Den næste er selvfølgelig flygtningestrømmene – og igen illustrationen af EU-institutionens fuldstændige manglende kapacitet til dels at medvirke til at løse konflikten i Syrien, dels håndhæve egne eksterne grænser og dels gennemføre en fælles fordelingsordning af flygtninge. I en dansk kontekst tror jeg, at den dag i september, hvor der gik flygtninge og migranter på motorvejene ændrede alt. Hvis ikke vi her i Hobbit-landet havde opdaget at globale begivenheder har en meget konkret effekt på Danmark, så oplevede vi det dér.

Så når jeg læser ‘Den hemmelige socialdemokrat’ (udgivet februar 2014), bliver jeg nærmest nostalgisk. Tænk, at de havde den luksus og politiske overskud til at gå op i betalingsringe om København og den slags. Og alle kommentatorerne var rørende enige med hinanden om, at danskerne kun gik op i økonomi og arbejdspladser, mens indvandring var mere eller mindre dødt som politisk issue. De skulle bare vide, skulle de.

Samlet set kan jeg måske ikke anbefale ‘Den hemmelige socialdemokrat’. Det er ikke en god bog i klassisk forstand. Men læs den, hvis du vil have lidt hengemt luft fra en ikke så fjern fortid. Den slags kan man også blive underholdt af.

  1. Jeg så det i tv morgenen efter. Var lige kommet ind af døren efter at have hentet morgenbrød – majsbrød, helt præcist – i bageren, der dengang lå for enden af den vej, hvor jeg voksede op []
  2. Var til undervisning i Sociologi på 1. semester af statskundskabsstudiet. En holdkammerat havde fået en sms om det. Der udkom ekstraudgaver af gratisaviserne den eftermiddag, jeg læste i dem på vejen i s-toget hjem mod Ishøj []
  3. Kan ikke sætte præcist sted eller tid på her []

Dagen efter et nej

Nuvel, det blev et nej.

Jeg har ikke fordybet mig i tallene, endsige opnået nogen form for indsigt i hvorfor folk stemte, som de gjorde. Man kan have en række mere eller mindre plausible teser og tolkninger, men indtil videre ved vi det ikke. På dette præmature stadie, kan jeg dog følge Peter Kurrild-Klitgaard et stykke af vejen:

Det første, man bør bemærke, er, at det nu er tredje gang siden 1992, at de danske vælgere har sagt nej til overførsel af mere magt til EU–hvortil man reelt kan tilføje den aflyste folkeafstemning om EUs forfatningstraktat, som fik dødsstødet (2005), da vælgerne i andre lande havde afvist den, og VK-regeringen indså, at den ville falde. Vælgerne siger ikke “ja”, hvis formålet er uklart og potentielt risikabelt.

Det sidste tror jeg er en grundlæggende korrekt tese. Vælgerne afviste i går de pragmatiske fordele ved en tilvalgsordning ud fra principielle bekymringer. Det lykkedes aldrig for ja-partierne for alvor at få anskueliggjort, hvorfor fordelene var store nok til at kompensere for afgivelse af suverænitet.

Der var tale om et trade-off, og tolkningen af afstemningsresultatet må bero på, om man tror vælgerne reelt kunne forholde sig til indholdet i dette trade-off. Personligt tror jeg (uden at have data herfor), at vælgerne reelt ikke har kunne overskue hvad afstemningen og trade-off’et handlede om – endsige hvad en tilvalgsordning ville have af fremtidige konsekvenser. I den situation er det mest oplagt at stemme nej, og fortolkningen af afstemningsresultatet vil kredse om hvorvidt det var en særlig begavet anlagt afstemning.

Hvis man derimod er af den opfattelse, at vælgerne var helt på det rene med, hvad vi stemte om, så er det en anden diskussion. Så bør vi begynde at diskutere hvorvidt det aktive fravalg af fordelene ved en tilvalgsordning er udtryk for, at vælgerne og politikerne er blevet fuldstændigt afkoblede fra hinanden i EU-politiske spørgsmål.

Det næste, som særligt Venstre og Konservative bør forstå at tage konsekvensen af, er, at det borgerlige Danmarks egne vælgere ser markant anderledes på nutidens EU, end man gjorde i 1970erne og 1980erne. Dengang, hvor EF overvejende blev set som et frit indre marked, var der et solidt flertal bag projektet blandt de borgerligt-liberale vælgere. Ved folkeafstemningen i dag–hvor EU for mange er blevet associeret med statsstyring, bureaukrati, en kriseramt valuta og en kaotisk indvandringspolitik–var der et flertal af “nej”-sigere blandt to partiers vælgere (DF og LA) og betragtelige mindretal af samme observans hos to andre (V og K). Meget tyder endog på, at det kan have været første gang, at et flertal af de borgerligt-liberale vælgere har stemt “nej”. De er ikke EU-modstandere, men der er en skeptisk stemning, som man næppe får vendt ved at omtale egne vælgere som uvidende og bindegale, der går kriminelles vegne.

Bevares, jeg er heller ikke sikker på, at det var særskilt begavet at Uffe Ellemann kaldte nej-siden for bindegale. Og fremvæksten af den borgerlige EU-skepsis er et interessant fænomen, som de blå partier er nødt til at forholde sig til.

Jeg er dog usikker på om den borgerlige EU-skepsis er så ideologisk betinget, som Kurrild-Klitgaard fremstiller. Grundlæggende tror jeg at skepsisen udspringer af oplevelsen af, at EU ikke leverer og ikke fungerer. EU har været i en mere eller mindre varm krise siden franskmændene og hollænderne stemte nej til forfatningstraktaten i 2005. De seneste 10 år har været én lang strøm af dårlige nyheder og problemer, som EU tilsyneladende ikke har nogen gode svar på. Hvis man i dag er 30 år, så er EU lig med et impotent regulatorisk system i identitetskrise, der ikke kan løse økonomisk kriser, Grækenland eller flygtningestrømme. Der er selvsagt mange succeshistorier for EU i det daglige, men det forsvinder i det større billede af, at systemet ikke fungerer – og ikke kan løse de grænseoverskridende problemer, hvilket ellers er selv eksistensberettigelsen af EU.

Det tredje lærdom må være, at man ikke får skabt andet end mistillid og politikerlede ved at sige ét og gøre noget andet. Ved hver folkeafstemning skitseres, at et “nej” vil betyde jordens undergang–og når det så ikke bliver et “ja”, står jorden alligevel.

Det synspunkt er koblet til den meget omtalte ‘politikerlede’ og ‘manglende tillid til politikerne’. Der er ingen tvivl om, at tidligere ja-kampagners åbenlyst løgnagtige trusler om død og ødelæggelse i tilfælde af et nej, aktivt har skadet troværdigheden af ja-kampagnen til denne afstemning.

Der er efterhånden gået sport blandt journalister i at tale om skellet mellem ‘eliten’ og ‘folket’, ligesom ‘politikerleden’ efterhånden anvendes som forklaring for snart sagt hvad som helst. Jeg køber ikke argumentet. Hvis ‘folket’ virkelig var så lede af politikerne, hvorfor tror de så på Messerschmidt, der har en meget lidt troværdig omgang med EU-midler? Og hvis vælgerne primært har stemt nej for at ‘straffe’ de nationale politikere og ‘eliten’, hvordan kan populistiske partier som DF og Enhedslisten så blive belønnet ved folketingsvalg for aldrig at tage ansvar for noget som helst? Tingene hænger ikke sammen.

Men nu er vi så her, midt i alt rodet. Messerschmidt har fået sit nej, så nu kan han slappe af, lade andre rydde op efter hans fest og så i øvrigt fortsætte med at være politisk betydningsløs og uansvarlig i Europa-Parlamentet til den skønne dag, hvor han skal hjem og være partileder i DF. Det er gået lige efter planen.

Men for os andre, der gerne ville have haft de fornuftige fordele ved tilvalgsordningen, så er der ikke meget at smile af. Vi kan nu se frem til endnu flere år, hvor Danmark ikke gør sin pligt i Europa eller høster nogle fordele. Og hvem ved, måske træder DF ind i regeringen lige om lidt, når nu det store EU-spørgsmål reelt er skudt til hjørne de næste mange år frem.

Det er en rædderlig tid, vi går ind i.

Retsforbeholdet

Jeg har nu begyndt på (og gået i stå i) op imod fire pseudobegavede blogindlæg om den forestående afstemning om Retsforbeholdet. Jeg har læst skønsomt op på materialet. Forsøgt (og mere eller mindre opgivet) at følge med i den stedse mindre og mindre meningsfulde debat. Deltaget i et arrangement om emnet med Søren Pind og Morten Messerschmidt på Roskilde rådhus i går aftes. Gjort min borgerpligt og alt det der.

Og jeg ender med at stemme ja. Som sædvanlig, var jeg lige ved at sige. For denne gang er det i høj grad et kryds, der sættes med autopilot.

Der er ikke noget i det jeg indtil videre har læst om de 22 retsakter, som jeg aktivt er imod. ‘Indtil videre’ er med kursiv, da jeg på ingen måde kan påstå, at jeg har opnået et oplyst grundlag at træffe min beslutning ud fra.

Generelt oplever jeg ikke, at det er et oplyst valg fra min side. Hvilket selvsagt primært er min egen fejl, da jeg jo sådan set bare kunne udvise den fornødne intellektuelle nysgerrighed og arbejdsetik i at sætte mig ind i sagerne. Omvendt er jeg usikker på hvorvidt den måde afstemningen er tilrettelagt på, er fremmende for vælgernes – eller i hvert fald min – deltagelse og engagement i substansen.

Vi skal forholde os til 22 såkaldte retsakter (et begreb, der i sig selv er med til at fremmedgøre 9 ud af 10 mennesker), som de færreste mennesker har tiden eller ressourcerne til reelt at sætte sig ind i indholdet af – endsige vurdere konsekvenserne af. Undervurderer jeg de danske vælgeres intelligens og ihærdighed? Konkluderer jeg for meget ud fra mine egne kognitive begrænsninger? Måske. Men som et lille eksempel, så læs lige her, hvad Justitsministeriet skriver om en af de konkrete retsakter, ‘Forordningen om bilaterale familieretlige aftaler’, på den officielle oplysningsside om afstemningen. Bemærk, at det er her man som borger skal søge hen, når man skal finde ud af hvad man stemmer om:

FORORDNINGEN OM BILATERALE FAMILIERETLIGE AFTALER
Forordningen giver medlemsstaterne mulighed for at indgå bilaterale aftaler med tredjelande på sagsområder, der er omfattet af Bruxelles IIa-forordningen og underholdspligtforordningen, selv om indgåelse af den type aftaler er omfattet af EU’s eksterne enekompetence for medlemsstater, som er bundet af disse to forordninger. Forordningen indeholder en procedure, som giver Kommissionen mulighed for at bemyndige en medlemsstat til at indgå en bilateralaftale med et tredjeland inden for anvendelsesområderne for de to forordninger. Tilvalg af forordningen er en betingelse for, at Danmark kan deltage i eventuelle ændringer af Den Nordiske Ægteskabskonvention (skilsmisse og forældreansvar) og Den Nordiske Inddrivelseskonvention (underholdspligt), hvis Danmark tilvælger Bruxelles IIa forordningen og underholdspligtforordningen.

Nu vil visse læsere nok beskylde mig for at lefle for den laveste fællesnævner. Men hvis ovenstående kaudervælsk er det bedste og mest krystalklare måde at oplyse samfundet om forordningens indhold og konsekvenser på, så er det et emne, der er direkte uegnet at sætte til en folkeafstemning.

Endnu værre bliver det næsten, når der argumenteres for hvilke retsakter1, som partierne har fravalgt i den aktuelle tilvalgsordning. Her er to af slagsen:

DIREKTIVET OM RET TIL ADVOKATBISTAND
Direktivet indeholder minimumsregler om, hvornår mistænkte og tiltalte i straffesager har ret til en advokat, og hvad retten til advokatbistand indebærer. Dansk ret vurderes i vidt omfang at være i overensstemmelse med direktivet. Et tilvalg vil derfor ikke indebære væsentlige fordele for danske borgere eller virksomheder.

DIREKTIVET OM RET TIL TOLKE- OG OVERSÆTTERBISTAND I STRAFFESAGER
Direktivet indeholder minimumsregler om retten til vederlagsfri tolke- og oversætterbistand i straffesager og i sager vedrørende fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre samt bestemmelser om tolkningens kvalitet. Dansk ret vurderes i vidt omfang allerede at være i overensstemmelse med direktivet. Et tilvalg vil derfor ikke indebære væsentlige fordele for danske borgere eller virksomheder

Jeg er ikke jurist, så jeg har ikke de fornødne faglige forudsætninger for at forstå de to fravalg. Der er muligvis nogle gode og velargumenterede årsager til, at det at man fravælger direktiver, hvor “dansk ret vurderes i vidt omfang allerede at være i overensstemmelse med direktivet”.

Men hvorfor egentlig? Hvis indholdet i direktiverne og dansk ret ‘i vidt omfang’ er det samme, hvorfor er det så problematisk at vælge dem til? Hvad er argumentet imod? Og vigtigere: Når vi nu ved overgangen fra et forbehold til en tilvalgsordninger bemyndiger folketinget til at træffe beslutning om hvorvidt vi skal tilslutte os de to direktiver, er der så ikke nogen begavede mennesker, der reelt kan fremlægge argumenterne for eller imod tilslutningen til dem?

Endnu værre er det dog næsten i begrundelsen for fravalget af det såkaldte ‘Retshjælpsdirektiv’:

RETSHJÆLPSDIREKTIVET
Direktivet fastsætter fælles minimumsstandarder for ydelse af retshjælp til fysiske personer i grænseoverskridende tvister på det civilretlige område. Direktivet indeholder desuden bestemmelser om myndighedernes behandling af retshjælpsansøgninger og om formidling af ansøgninger om retshjælp mellem myndigheder i forskellige medlemsstater. Det har ikke inden for tidsfristerne været muligt at få afklaret en række spørgsmål i forhold til konsekvenserne af tilvalg

Så … I ville godt lige have haft lidt mere forberedelsestid, eller hvorledes? Og alligevel lægges det ud til afstemning? Hvad er det for en række spørgsmål, det drejer sig om? Igen: I beder vælgerne om bemyndigelse til i fremtiden muligvis at tilvælge en retsakt, men magter ikke at forklare hvorfor det fravælges i denne omgang? Det er ikke en seriøs måde at bedrive folkeafstemninger efter min mening.

Bemærk, jeg siger ikke at jeg er uenig i de respektive til- og fravalg af retsakter, endsige at jeg betragter ovenstående argumentation som forkert. Men jeg har ingen reelle forudsætninger for at forholde mig oplyst til det, jeg bliver bedt om at forholde mig til. Og jeg tror – uden at ville forklejne nogle læsere her på stedet – heller ikke at der er mange af jer, der har det.

Så I manglen af konkret viden, må jeg jo forholde mig til principper i stedet. Og rent principielt mener jeg, at vælgerne denne gang bliver (i manglen på et bedre ord) bondefanget.

Både af nej-siden (der ikke på lødig vis kan argumentere for, at et nej er det sikre valg), men også af ja-sidens underlødige vinklingen af, at afstemningen primært handler om de 22 direktiver. For selvom det bliver præsenteret sådan, så er det jo netop ikke kun en afstemning om ja eller nej til Europol eller de 21 andre udvalgte retsakter. Ja, det er også en afstemning om Europol, men det store dyr i åbenbaringen er og bliver overgangen til en tilvalgsordning. Altså hvorvidt folkeafstemningsredskabet skal afløses af, at fremtidige beslutninger om deltagelse i den overstatslige retspolitik skal ligge hos folketinget. Eller sagt lidt karikeret: Hvorvidt man stoler mest på repræsentativt eller direkte demokrati.

Mit problem med direkte demokrati er, at det er en systembevarende og statisk institution. Der er en grund til, at det land der er mest kendt for direkte demokrati – Schweiz – ikke gav sine kvindelige medborgere stemmeret før 1971. Fordi det er som regel nemmere at sige nej til forandringer.

På samme måde er jeg ikke fan af de danske EU-forbehold fordi de er statiske og ufleksible. Jeg kan sagtens principielt se værdien af folkeafstemninger når det handler om suverænitetsafgivelser. Men hvis verden forandrer sig, så forhindrer vores forbehold, at vi forandrer os sammen med den. Og det tror jeg ikke er i dansk interesse. Der foretrækker jeg i stedet, at give de folkevalgte danske politikere det fornødne rum og mandat til at beslutte, hvad der er bedst på Danmarks vegne. Også selvom de til den aktuelle afstemning har været noget sjuskede med at fortælle, hvad det egentlig er, at vi skal stemme om.

Så det bliver et ja. Et uoplyst og ubegejstret ja. Men dog et ja.

  1. Og er ‘retsakter’ i øvrigt ikke et vidunderligt fremmedgørende ord? []