Bedste sang i 2011

Som Den Bedre Halvdel utvivlsomt vil kunne bevidne, så er Real Estate – ‘Green Aisles‘ den ubetinget mest spillede sang på anlægget hjemme i Jordhulen i 2011. Jeg ved faktisk ikke engang hvorfor at den virker så stærkt på mig. Jeg mener, jeg vil have forståelse for hvis andre synes den er kedelig. Måske deres ‘It’s Real’ (nummer fem på Pitchfork’s liste over årets bedste sange) nøgternt vurderet er en bedre kreation.

Men der er et eller andet ved de ringlende guitarer. Melodien. Det melankolske omkvæd. Jeg kan lytte til sangen snart sagt et uendeligt antal gange uden at blive træt.

Måske det er fordi den minder mig om The Smiths klassikere som ‘Reel Around the Fountain’ og ‘Miserable Lie‘. I hvert fald er det årets bedste sang for mit vedkommende.

Hvad er jeres?

Next Girl

Det er et begrædelig længe siden at jeg sidst har belemret verden med min arbitrære musiksmag. Men i hyldesten af at en jævnlig kommentator her på siden, Darth, har åbnet sin nye musikblog, føler jeg mig kaldet til at bringe The Black Keys ‘Next Girl’ her på en solbeskinnet fredag i Bruxelles. Den er ganske ualmindelig sjofel. En beskidt og sodet omgang rocket soul. Med en tilhørende skamløst morsom video. Det er godt. Rigtig godt. Ja, nærmest prægtigt. Lidt ligesom Altmusik, faktisk.

Fristil

Jeg har nu efterhånden været pjanket med Jay-Z & Kanye West: ‘Otis’ i et par uger. Ikke så meget på grund af teksten (som er decideret åndsvag), men samplingen af Otis Reddings ‘Try A Little Tenderness’ fungerer exceptionelt godt i mine øren. Otis’ opklippede stemme og det hårdt prøvede klaver skaber ganske enkelt 2011’s hidtil mest fængende sang, hvis man spørger mig.

Kanye er jeg lidt forbeholden overfor. Udover hans ulækre tendens til at søbe sine sange ind i auto-tune, så er han en lidt trist skæbne rent indholdsmæssigt (så spændende er dine diamanter altså heller ikke).

Jay-Z, derimod, han ejer et særlig sted i mit hjerte. ‘Empire State of Mind’ var en af 2009’s bedste sange, ’99 Problems’ er et mesterværk. Det er vel nærmest kun hans Neptunes-producede periode anno  2003, som er af ikke-optimal standard.

Hans slut-90’er sange har efter min mening en ganske særlig chame. I dag lyder produktionen i sangene måske lidt gumpetung, men samtidig er de ungdommeligt kåde. Det var først nogle år senere at han begyndte at brande sig selv som den store forretningsmand, men skryde – dét kunne han allerede dengang. Dyrk eksempelvis samspillet mellem Jay-Z og Foxy Brown i ‘Ain’t No N****’. Det er sublimt underholdende.

Ovenstående video er taget fra ‘The Mix Tape vol. II’, hvor Jay-Z laver freestyle på et af Funkmaster Flex’ beats. Jeg lånte albummet tilbage i gymnasietiden på det Nordjyske Landsbibliotek. Kom i tanke om sangen under en af mine talrige gennemlytninger af ‘Otis’ på vej hjem fra arbejde. Rodede derfor rundt i mine gamle MiniDiscs, og fandt ‘Freestyle’ igen igår aftes.

Det er en fornøjelse. Manden er jo et geni. Nyd den. Fra mig til jer. Værsgo.

Ugens sange

Beck – ‘Debra’

Jeg var aldrig cool nok til at holde af Beck dengang at jeg var ung. Eller yngre. Eller hvad man nu end kalder ens tidlige 20’ere. Eller, jo, lidt måske. Ejer trods alt hans ‘Sea Change’ album. Synes tilmed endda at det er godt. Men dengang at han var hip og skæv i ‘Odelay’ tiden, well, der kunne jeg ikke rigtig være med. Indtil fornylig, altså. For der opdagede jeg hans eminente Prince-imitation ‘Debra’ fra ‘Midnite Vultures’ albummet. Kæft, hvor er det sublimt. Han er jo så uforskammet lummer, at det næsten kammer over i det slibrige. Vi taler noget nær R. Kelly højder. Det er forrykt godt.

Soundgarden – ‘Fell on Black Days’

Grunge er en røvballe musikgenre, men ‘Fell on Black Days’ er alligevel et mesterværk. Tonsertung og ikke til at gemme sig for. Perfekt gå-til-arbejde-i-regnvejr-musik.

The Cure – ‘Open’

En gammel og sørgerligt glemt sag fra 1992. Efter min mening det bedste Cure nummer overhovedet. Ja, også bedre end ‘Boys Don’t Cry‘. Robert Smith var vist ikke i særskilt lyst humør dengang han skrev den.

Ray Lamontagne – ‘Let It Be Me’

Musikhistoriens største jeg-er-følsom-smid-så-de-trusser sang? Jeg tror det. Lamontagne må have flere groupies end Keith Richards og Justin Bieber tilsammen.

DJ Krush – ‘Four Elements’

Hvor er det sørgeligt, at ingen gider lave trip-hop længere! Musikbranchen tvinger mig altså til at pølse rundt i de samme gamle sange, men nuvel, så længe det er DJ Krushs sjælfulde udgave af ‘Dub Be Good to Me’, så bør jeg næppe jamre alt for højt.

Band of Horses – ‘Detlef Schrempf’

Fik jeg skrevet, at Ray Lamontagne har flest groupies i verden? Det passer ikke. Det må være Band of Horses. Ellers er der da ingen retfærdighed til. Og ‘Detlef Schrempf‘ er 2010-2011 største emo-sang i min verden.

Everything But The Girl – ‘Five Fathoms’

Jeg ved godt, at Tracy Thorn har udgivet mere end godkendte  soloværker siden seneste EBTG-album fra 1999. Men derfor kan jeg jo godt savne hendes værker sammen med Ben Watt. Hendes nuværende producere pakker hende ind i for meget electronica, mens han bare gjorde hende bedre. ‘Five Fathoms’ var første single fra ‘Temperamental’ albummet, og den er stadig blændende god her 12 år efter.

Fused – ‘Saving Mary’

Er det stadig ufikst at kunne lide electropop? Svenske Fused havde mig bekendt ikke andre hits end denne lille perle fra 2001, men det skal ikke komme dem til last. Der er næppe lavet bedre meget bedre houseinspireret pop siden denne sang.

 

The Knife – ‘Pass This On’

Jeg forstod aldrig The Knife dengang de var über-hippe for fem-seks år siden, men videoen til ‘Pass This On’ var og er blandt de mest uhyggelige nogensinde. Sangerinden er fæl at se på. Den legemeliggjorte fremmedgørelse. Sangen er dog fremragende, det er ikke tit at man oplever olietønder i populærmusik.

 

Det Vackra Livet – ‘Viljan’

Det bedste New Order-esque band i nyere tid. I deres engelske udgave kalder gruppen sig ‘The Mary Onettes’, men deres svenske nebengeschäft er mindst ligeså godt. Fængende omkvæd. Er det en saxofon man aner? Jeg håber det virkelig ikke. Så er jeg nødt til at hade dem. Saxofoner er et ondskabsfuldt instrument.

 

Familjen – ‘Det Var Jag’

Fik aldrig købt Familjens andet album, og det sidder jeg så her i langt-væk-Belgien og fortryder nu. ‘Det Var Jag’ rummer alle de kvaliteter der kendetegnede neoklassiske underskønheder som ‘Det snurrar i min skalle’ og ‘Feber’. Hvis man vil have den fulde über-prollede udgave af Familjen, bør man lytte til Adam Tensta remixet af ‘Huvudet i sanden’. Det er en fremragende tour de force i snart sagt samtlige boligblokkede forstæder nord for Stockholm.

Where did your sense of adventure go?

Fordømt, så skete det alligevel. Selvsamme dag hvor jeg har skrevet et alenlangt indlæg om den forfærdende ringe standard som nutidens musik holder sig, så får jeg det mest perlende stykke pop-perfektion smidt lige i nakken. Det er tilsyneladende forbudt at være en vranten gammel mugost i længere tid. Fnys.

Lørdag aften blev spenderet i Sydhavnen, hvor der var intet mindre end italiensk samskudsgilde hos Fuldmægtigen. Det var vældigt. Masser af god mad, rigelige mængder god vin og snik-snak i lange baner. Og det var så her at septembers nyeste musikalske åbenbaring viste sig:

Og ja. Jeg ved da godt at Ghosts – The World is Outside skriger langt væk af P3. Og ja, måske er de blot endnu en i rækken af Keane/Phoenix/The Changes/Tahiti 80 lydende bands. Og ja, de er givetvis blot et one hit wonder. Og nej, musikvideoen er ikke særlig spændende. Men hold da op, det omkvæd kan jo dræbe selv den værste depression.

Du är det vackraste jag har sett ju

Er du til pop? Bare lidt? Hvad så med obskure og skrmalede samples af fejende strygere? Hæmningsløst fængende melodier? Plinky-plonky detaljer? 60’er soul? Lystig crooning? Tekster om den store kærlighed og avocado snitteri?Eller måske blot genial musik i almindelighed? Jamen, så tør de salte tårer af din kind, thi din redningsmand er her.

Jeg har nu adskillige gange namedroppet det svenske unikum Jens Lekman. Da jeg ikke er typen der lader petitesser som ‘pli’, ‘underholdningsværdi’ eller ‘synes andre menneskers emnet er interessant?’ stå i vejen for at skvalre løs om mine besættelser, så vil jeg atter benytte lejligheden til at propagandere skamløst for den unge mands nye album ‘Night Falls Over Kortedala’. Jeg fik endeligt lagt de begærlige fingre på mesterværket under Stockholms turen, og har hørt det på repeat nogenlunde konstant lige siden. Det er helt og aldeles fantastisk. I skrivende stund ved jeg ikke helt hvem jeg skal sammenligne ham med. Hans musik er som soundtracket til den roadmovie du aldrig kom afsted på, før du blev gammel, grå og fik forpligtelser. Det er solskin direkte ind i de mest drømmeriske og melankolske gemmer i sjælen, som du til daglig forsøger at gemme væk bag dit grundlæggende ligegyldige arbejde og hverdagssysler. Det er den musik du skal høre når du stikker af med ham/hende du elsker! Afsted – det kan kun gå for langsomt!

* Jens Lekman – Maple Leaves

* Jens Lekman – Your Arms Around me

* Jens Lekman – You are the Light

* Jens Lekman – I Don’t Know if She’s Worth 900 kr.