Badhead

Jeg har ikke tænkt på sangen i årevis, men her til aften dukkede Blur ‘Badhead’ så alligevel uinviteret op i mit baghoved.

Tror det skete, da jeg stod verdensfjernt og tømte opvaskemaskinen.

Da da da da, and I might as well just grin and bear it, cause it’s not worth the trouble of an argument“, stod jeg der og nynnede frenetisk alt imens jeg håndterede de stadig lidt for varme børnetallerkener og glassene fra Ikea.

Ikke fordi der er nogen jeg vil skændes med, eller fordi jeg har haft en særlig byrdefuld søndag. Tværtimod har jeg haft en fortryllende weekend med Den Bedre Halvdel og Arvingen, herunder en solbeskinnet dag i zoologisk have. Selv den salatdressing-tunge burger fra grillen ved Abejunglen faldt i min smag.

Men ‘Badhead’ er en god sang, indser jeg nu her 20 år efter jeg hørte den første gang. Ikke Blurs bedste (det er ‘The Universal’ og ‘For Tomorrow’), men alligevel. Lige på kanten til at blive for meget cabaret og overanstrengt morsom – sådan som visse af Blurs sange i deres imperiale fase havde en tendens til1 – men den når alligevel tørskoet i land.

Måske det meget godt udtrykker, hvordan jeg har det med Blur i almindelighed. De er tæt på, at jeg giver min indre gnavne, gamle mand frit løb. Men med et mirakuløst koket lille vrik med hoften af Damon Albarn, tilgiver jeg dem alligevel. Ingen grund til at starte et skænderi om det.

  1. Ja, ‘Country House’ og ‘Charmless Man’, det er jer jeg kigger på []

Åndeløs

Jeg kan ikke helt forklare hvorfor, men Waxahatchee ‘Breathless’ brager rundt i mit liv i øjeblikket. Det skete rundt regnet sidste mandag morgen i denne uge, hvor sangen – uelegant, ond i sulet og med det der ret undertrykkende dræberorgel, der driver sangen nådesløst frem – hamrede løs i mine hørebøffer på vej over Bryggebroen.

Sangen er voldsomt episk, og som jeg gik der på en af de der kolde, klare københavnske morgener, hvor byen er perfekt, gik alting op i en højere enhed. Lidt som når St. Vincent ‘Teenage Talk’ krystalliserer melankoli, længsel og fortrydelse i ét perfekt øjeblik.

Begge er stensikre på min årsliste over 2015’s bedste sange.

Sour Times

Mere tv-serie musik. Vi er i fuld gang med anden (og fremragende!) sæson af ‘Continuum’, og soundtracket rummer en masse obskure, men fremragende, sange. En af dem er ‘The Wall’ af den britiske gruppe The Invisible. Det må være det bedste trip-hoppende nummer, jeg har lyttet til i årevis. Får næsten lyst til at finde de efterhånden noget hengemte Portishead albums frem fra cd-reolen.

Musik af følsomme og sårbare kvinder

Forleden fik vi afsluttet sæson tre af ‘Haven’, den fornøjelige paranormale tv-serie baseret på Stephen Kings ‘Colorado Kid’. Det er ikke højstemt finkultur, men higer man efter det besnærende lys ved kysten af Maine (og kan man lide ‘Supernatural’ samt de ikke-elendige sæsoner af ‘Heroes’), ja, så er der intet at betænke sig på. Gå da trygt om bord i ‘Haven’.

Serien rummer også et fint lille soundtrack. Ikke helt så veludbygget eller gennemført som i ‘Friday Night Lights’, men der er næsten altid en velvalgt lille melankolsk sag til at afslutte afsnittene. I øjeblikket lytter jeg derfor til:

Ok, jeg ved godt at vi i visse af sangene befinder os i det ret farlige og umandiggørende område i nærheden af Sarah McLachlan og Aimee Mann, men altså, HEY, nogle gange skal en mand have lov til virkelig at dyrke sin indre kvinde. Jeg har ikke været så meget i kontakt med mine æggestokke siden Lisa Loebs ‘Stay (I Missed You)’.

Klubbland

Jeg har tænkt en del over det. Efter en lang udvælgelsesproces er jeg nået frem til et resultat. Det har ikke været nemt, og det har haft store økonomiske, emotionelle og familiære konsekvenser. Men nej, nu melder jeg det altså ud. Min yndlings Michael Jackson sang er IKKE ’Don’t Stop ’Til You Get Enough’, ’Rock With You’ eller ’P.Y.T. (Pretty Young Thing)’. Selvom de alle er ustyrlige mesterværker, der hver burde kanoniseres eller have deres portrætter mejslet i en af verdens større bjergkæder.

Nej, favoritten må siges at være ’Wanna Be Startin’ Somethin’. Det er måske ikke den stærkeste i hans sangkatalog. Der findes nok smukkere, mere ægte, gode, sande og vægtige sange der. Måske den bare er en flirtende lille sag. Men lyt lige til trommerytmen, der sniger sig rundt i baggrunden. Nyd den lille lumske basrytme. Bliv indfanget af det dragende synth-riff. Lige netop de tre elementer er helt centrale, og de er stærkt vanedannende. ‘Wanna Be…’ er det rene, pure og uforfalskede popnarko.

Måske var det derfor jeg elskede Lindstrøm & Christabelle ’Baby Can’t Stop’ i 2009 og nu elsker HAIM ’Forever’ her i 2013. Fordi de begge tyvstjæler de fra Michael Jacksons mesterværk i en sådan grad, at det nærmer sig plagiat.

Men som den store svenske poet og filosofkonge Håkan Hellström sang i 2002 ”Och jag vet att allt är falskt och bedrägeri, men det struntar jag i, för vi dansar och du har så mjuka läppar”. Og det har han jo ret i. For hvad gør det at ’Forver’ ikke er dybt original eller epokegørende, når den med simple virkemidler og lidt kærligt låneri fra Michael, nu rent faktisk er blevet et tindrende smukt popmesterværk? ’Forever’ er lyden af ungdom, af foråret (der aldrig kommer) og optimisme. Lyt til den en solskinsdag på vej mod friheden. Det vil redde jeres liv. Mærk jer mine ord.

Ugens sang

I genren ’hidtil overset klassiker’ finder vi The Cure ’Disintegration’. Uagtet at jeg er stor elsker og fan af 80’erne, har jeg hidtil haft en lidt skeptisk holdning til The Cure. Kunne godt lide nogle af deres enkeltsange, men Robert Smiths trættende goth-udseende og den uklædelige Weltschmerz han bader sig i, var for meget til at jeg gad tage gruppen seriøst. The Cure var parkeret solidt i ’Det Elektroniske Barometer’ båsen. I ved nok, den slags musik man ikke rigtig kan tage seriøst efter at man er kommet sig over at havde kysset med Kjartan i 10. klasse på efterskolen (og ikke mindst at han bagefter kyssede med en anden pige, det svin!). Men en eftermiddag, hvor jeg var træt af at lytte til det samme plinky-plonky popmusik, tog jeg mig sammen til at give ’Disintegration’ en fair og seriøs gennemlytning. Og ved I hvad? Det er denondelyneme et godt album. Det er som hvis man kondenserer Tine Bryld, teen angst, episke digte af gamle engelske homoseksuelle poeter og Occupy bevægelsen ind i en særlig ondsindet bouillonterning.

Det er umuligt ikke at fremhæve ’Pictures of You’, der må betragtes som en af de hjørnesten i den mere episke musikgenre. Livet gør virkelig, virkelig ondt i den sang, men hold da op, hvor er det dog GODT.

Det ærgrer mig lidt, at jeg først har opdaget albummet nu, hvor jeg retteligt er for gammel til at lytte til det. For første indtryk var rigtigt. The Cure er slet ikke til at holde ud, hvis man har glemt hjerte-smerte og de storladne følelser. Giv ‘Pictures of You’ en chance, hvis du har bare en lille melankolsk emo i maven.

Bedste sang i 2011

Som Den Bedre Halvdel utvivlsomt vil kunne bevidne, så er Real Estate – ‘Green Aisles‘ den ubetinget mest spillede sang på anlægget hjemme i Jordhulen i 2011. Jeg ved faktisk ikke engang hvorfor at den virker så stærkt på mig. Jeg mener, jeg vil have forståelse for hvis andre synes den er kedelig. Måske deres ‘It’s Real’ (nummer fem på Pitchfork’s liste over årets bedste sange) nøgternt vurderet er en bedre kreation.

Men der er et eller andet ved de ringlende guitarer. Melodien. Det melankolske omkvæd. Jeg kan lytte til sangen snart sagt et uendeligt antal gange uden at blive træt.

Måske det er fordi den minder mig om The Smiths klassikere som ‘Reel Around the Fountain’ og ‘Miserable Lie‘. I hvert fald er det årets bedste sang for mit vedkommende.

Hvad er jeres?

Next Girl

Det er et begrædelig længe siden at jeg sidst har belemret verden med min arbitrære musiksmag. Men i hyldesten af at en jævnlig kommentator her på siden, Darth, har åbnet sin nye musikblog, føler jeg mig kaldet til at bringe The Black Keys ‘Next Girl’ her på en solbeskinnet fredag i Bruxelles. Den er ganske ualmindelig sjofel. En beskidt og sodet omgang rocket soul. Med en tilhørende skamløst morsom video. Det er godt. Rigtig godt. Ja, nærmest prægtigt. Lidt ligesom Altmusik, faktisk.

Ugens sange

Beck – ‘Debra’

Jeg var aldrig cool nok til at holde af Beck dengang at jeg var ung. Eller yngre. Eller hvad man nu end kalder ens tidlige 20’ere. Eller, jo, lidt måske. Ejer trods alt hans ‘Sea Change’ album. Synes tilmed endda at det er godt. Men dengang at han var hip og skæv i ‘Odelay’ tiden, well, der kunne jeg ikke rigtig være med. Indtil fornylig, altså. For der opdagede jeg hans eminente Prince-imitation ‘Debra’ fra ‘Midnite Vultures’ albummet. Kæft, hvor er det sublimt. Han er jo så uforskammet lummer, at det næsten kammer over i det slibrige. Vi taler noget nær R. Kelly højder. Det er forrykt godt.

Soundgarden – ‘Fell on Black Days’

Grunge er en røvballe musikgenre, men ‘Fell on Black Days’ er alligevel et mesterværk. Tonsertung og ikke til at gemme sig for. Perfekt gå-til-arbejde-i-regnvejr-musik.

The Cure – ‘Open’

En gammel og sørgerligt glemt sag fra 1992. Efter min mening det bedste Cure nummer overhovedet. Ja, også bedre end ‘Boys Don’t Cry‘. Robert Smith var vist ikke i særskilt lyst humør dengang han skrev den.

Ray Lamontagne – ‘Let It Be Me’

Musikhistoriens største jeg-er-følsom-smid-så-de-trusser sang? Jeg tror det. Lamontagne må have flere groupies end Keith Richards og Justin Bieber tilsammen.

DJ Krush – ‘Four Elements’

Hvor er det sørgeligt, at ingen gider lave trip-hop længere! Musikbranchen tvinger mig altså til at pølse rundt i de samme gamle sange, men nuvel, så længe det er DJ Krushs sjælfulde udgave af ‘Dub Be Good to Me’, så bør jeg næppe jamre alt for højt.

Band of Horses – ‘Detlef Schrempf’

Fik jeg skrevet, at Ray Lamontagne har flest groupies i verden? Det passer ikke. Det må være Band of Horses. Ellers er der da ingen retfærdighed til. Og ‘Detlef Schrempf‘ er 2010-2011 største emo-sang i min verden.

Everything But The Girl – ‘Five Fathoms’

Jeg ved godt, at Tracy Thorn har udgivet mere end godkendte  soloværker siden seneste EBTG-album fra 1999. Men derfor kan jeg jo godt savne hendes værker sammen med Ben Watt. Hendes nuværende producere pakker hende ind i for meget electronica, mens han bare gjorde hende bedre. ‘Five Fathoms’ var første single fra ‘Temperamental’ albummet, og den er stadig blændende god her 12 år efter.

Fused – ‘Saving Mary’

Er det stadig ufikst at kunne lide electropop? Svenske Fused havde mig bekendt ikke andre hits end denne lille perle fra 2001, men det skal ikke komme dem til last. Der er næppe lavet bedre meget bedre houseinspireret pop siden denne sang.

 

The Knife – ‘Pass This On’

Jeg forstod aldrig The Knife dengang de var über-hippe for fem-seks år siden, men videoen til ‘Pass This On’ var og er blandt de mest uhyggelige nogensinde. Sangerinden er fæl at se på. Den legemeliggjorte fremmedgørelse. Sangen er dog fremragende, det er ikke tit at man oplever olietønder i populærmusik.

 

Det Vackra Livet – ‘Viljan’

Det bedste New Order-esque band i nyere tid. I deres engelske udgave kalder gruppen sig ‘The Mary Onettes’, men deres svenske nebengeschäft er mindst ligeså godt. Fængende omkvæd. Er det en saxofon man aner? Jeg håber det virkelig ikke. Så er jeg nødt til at hade dem. Saxofoner er et ondskabsfuldt instrument.

 

Familjen – ‘Det Var Jag’

Fik aldrig købt Familjens andet album, og det sidder jeg så her i langt-væk-Belgien og fortryder nu. ‘Det Var Jag’ rummer alle de kvaliteter der kendetegnede neoklassiske underskønheder som ‘Det snurrar i min skalle’ og ‘Feber’. Hvis man vil have den fulde über-prollede udgave af Familjen, bør man lytte til Adam Tensta remixet af ‘Huvudet i sanden’. Det er en fremragende tour de force i snart sagt samtlige boligblokkede forstæder nord for Stockholm.