Morrissey – Seasick, Yet Still Docked

Det er efterh√•nden sj√¶ldent at jeg lytter til Morrissey, hvilket er ganske m√¶rkv√¶rdigt, n√•r man tager i betragtning hvor stor fan, jeg var af ham (eller snarere: The Smiths) engang. Men af og til finder jeg ham frem, og nyder en enkelt sang. Ligesom for at erindre, at der var engang han var relevant. Og det er nok for mig. I dag er ‘Seasick, Yet Still Docked’ den rette medicin¬†for mig. Tilpas urimeligt selvmedlidende, faux-deprimeret og melodisk til at jeg kan tage bl√¶sten og regnen seri√łst.

Sonic Youth – Into the Groovey

Det er yderst begr√¶nset hvad jeg s√•dan for alvor kan lide af Sonic Youth (‘Teenage Riot’, ‘Superstar‘ og … og …nej, det var egentlig det), men deres st√łjende coverversion af Madonna ‘Into the Groove’ er mesterlig. Hele tiden et halvt trin efter beatet, og sk√¶v p√• en svimlende m√•de. Den rette m√•de at gent√¶nke det glitrende poppalads, som Madonnas originaludgave indiskutabelt er.

Andrew Bird – Oh No

Dagens sang er Andrew Bird – ‘Oh No’. Hvilket egentlig falder mig vanskeligt at fort√¶lle jer, da den indeholder fl√łjten. Og hvis der er noget, der burde forbydes, s√• er det at der fl√łjtes i en sang.

Men omkv√¶det er s√• … dejligt. Hvis man kan h√łre sangen, og p√• en eller anden overmenneskelig m√•de kan forhindre ens fod i at vippe forr√¶derisk med, s√• har man en noget n√¶r unaturlig st√łrre viljestyrke.

Stakkels Caroline

Det kan ikke have været nemt at hedde Caroline i årene omkring 1970.

F√łrst udkom Beach Boys’ episk ondskabsfulde breakup sang ‘Caroline, No!’ i 1966, og nu har Spotifys overraskende begavede algoritme henvist mig til den undersk√łnne ‘Caroline, Goodbye’ af Colin Blunstone fra 1971. Her bliver der ogs√• sl√•et op i stor stil.

Begge er selvsagt melodiske mesterværker, der deler æren af at være dagens sang.

Loose Joints – Tell You (Today)

Dagens sang er Loose Joints’ originale udgave af ‘Tell You (Today)’, simpelthen fordi den er s√• overlegen i forhold til Robyns irriterende coverudgave. Jeg kommer aldrig til at forst√• hvordan det lykkedes hende at gennemf√łre sin metamorfose fra tr√¶ls teenage one-hit-wonder til dronningen af electronica. I min forkvaklede verden er der ingen, genta’r: INGEN tilgivelse eller vej ud af m√łrket efter at man har beg√•et noget s√• forbryderisk som ‘Do You Really Want Me’.