Ugens sang

I genren ’hidtil overset klassiker’ finder vi The Cure ’Disintegration’. Uagtet at jeg er stor elsker og fan af 80’erne, har jeg hidtil haft en lidt skeptisk holdning til The Cure. Kunne godt lide nogle af deres enkeltsange, men Robert Smiths trættende goth-udseende og den uklædelige Weltschmerz han bader sig i, var for meget til at jeg gad tage gruppen seriøst. The Cure var parkeret solidt i ’Det Elektroniske Barometer’ båsen. I ved nok, den slags musik man ikke rigtig kan tage seriøst efter at man er kommet sig over at havde kysset med Kjartan i 10. klasse på efterskolen (og ikke mindst at han bagefter kyssede med en anden pige, det svin!). Men en eftermiddag, hvor jeg var træt af at lytte til det samme plinky-plonky popmusik, tog jeg mig sammen til at give ’Disintegration’ en fair og seriøs gennemlytning. Og ved I hvad? Det er denondelyneme et godt album. Det er som hvis man kondenserer Tine Bryld, teen angst, episke digte af gamle engelske homoseksuelle poeter og Occupy bevægelsen ind i en særlig ondsindet bouillonterning.

Det er umuligt ikke at fremhæve ’Pictures of You’, der må betragtes som en af de hjørnesten i den mere episke musikgenre. Livet gør virkelig, virkelig ondt i den sang, men hold da op, hvor er det dog GODT.

Det ærgrer mig lidt, at jeg først har opdaget albummet nu, hvor jeg retteligt er for gammel til at lytte til det. For første indtryk var rigtigt. The Cure er slet ikke til at holde ud, hvis man har glemt hjerte-smerte og de storladne følelser. Giv ‘Pictures of You’ en chance, hvis du har bare en lille melankolsk emo i maven.

Bedste sang i 2011

Som Den Bedre Halvdel utvivlsomt vil kunne bevidne, så er Real Estate – ‘Green Aisles‘ den ubetinget mest spillede sang på anlægget hjemme i Jordhulen i 2011. Jeg ved faktisk ikke engang hvorfor at den virker så stærkt på mig. Jeg mener, jeg vil have forståelse for hvis andre synes den er kedelig. Måske deres ‘It’s Real’ (nummer fem på Pitchfork’s liste over årets bedste sange) nøgternt vurderet er en bedre kreation.

Men der er et eller andet ved de ringlende guitarer. Melodien. Det melankolske omkvæd. Jeg kan lytte til sangen snart sagt et uendeligt antal gange uden at blive træt.

Måske det er fordi den minder mig om The Smiths klassikere som ‘Reel Around the Fountain’ og ‘Miserable Lie‘. I hvert fald er det årets bedste sang for mit vedkommende.

Hvad er jeres?

Where did your sense of adventure go?

Fordømt, så skete det alligevel. Selvsamme dag hvor jeg har skrevet et alenlangt indlæg om den forfærdende ringe standard som nutidens musik holder sig, så får jeg det mest perlende stykke pop-perfektion smidt lige i nakken. Det er tilsyneladende forbudt at være en vranten gammel mugost i længere tid. Fnys.

Lørdag aften blev spenderet i Sydhavnen, hvor der var intet mindre end italiensk samskudsgilde hos Fuldmægtigen. Det var vældigt. Masser af god mad, rigelige mængder god vin og snik-snak i lange baner. Og det var så her at septembers nyeste musikalske åbenbaring viste sig:

Og ja. Jeg ved da godt at Ghosts – The World is Outside skriger langt væk af P3. Og ja, måske er de blot endnu en i rækken af Keane/Phoenix/The Changes/Tahiti 80 lydende bands. Og ja, de er givetvis blot et one hit wonder. Og nej, musikvideoen er ikke særlig spændende. Men hold da op, det omkvæd kan jo dræbe selv den værste depression.

Du är det vackraste jag har sett ju

Er du til pop? Bare lidt? Hvad så med obskure og skrmalede samples af fejende strygere? Hæmningsløst fængende melodier? Plinky-plonky detaljer? 60’er soul? Lystig crooning? Tekster om den store kærlighed og avocado snitteri?Eller måske blot genial musik i almindelighed? Jamen, så tør de salte tårer af din kind, thi din redningsmand er her.

Jeg har nu adskillige gange namedroppet det svenske unikum Jens Lekman. Da jeg ikke er typen der lader petitesser som ‘pli’, ‘underholdningsværdi’ eller ‘synes andre menneskers emnet er interessant?’ stå i vejen for at skvalre løs om mine besættelser, så vil jeg atter benytte lejligheden til at propagandere skamløst for den unge mands nye album ‘Night Falls Over Kortedala’. Jeg fik endeligt lagt de begærlige fingre på mesterværket under Stockholms turen, og har hørt det på repeat nogenlunde konstant lige siden. Det er helt og aldeles fantastisk. I skrivende stund ved jeg ikke helt hvem jeg skal sammenligne ham med. Hans musik er som soundtracket til den roadmovie du aldrig kom afsted på, før du blev gammel, grå og fik forpligtelser. Det er solskin direkte ind i de mest drømmeriske og melankolske gemmer i sjælen, som du til daglig forsøger at gemme væk bag dit grundlæggende ligegyldige arbejde og hverdagssysler. Det er den musik du skal høre når du stikker af med ham/hende du elsker! Afsted – det kan kun gå for langsomt!

* Jens Lekman – Maple Leaves

* Jens Lekman – Your Arms Around me

* Jens Lekman – You are the Light

* Jens Lekman – I Don’t Know if She’s Worth 900 kr.