For et stykke tid siden gjorde min chef (sic) mig opmærksom på, at der er en vaskeægte japaner i Rørvig, der hver anden fredag vender plader i en grynet livestreaming. Jeg ved ikke helt præcist, hvad jeg følte, da jeg sad der og iagttog en tynd, midaldrende japaner danse akavet foran et webcam i hans kimonobutiks lurvede baglokale. Men han spillede Prince – ‘Controversy’ undervejs, og det tæller vel også for et eller andet? Den har i hvert fald været boltet fast i mit baghoved de senere uger. 

Det er dovent med de her korte anbefalinger af den musik eller billedkunst, jeg støder på under den doomscrolling af Twitter og RSS-feedet, som jeg bruger som substitut for meningsfulde, produktive og personlighedsudviklende aktiviteter efter at børnene er kommet i seng. Men jeg har så få genuint interessante ting på hjertet, at det er ikke bliver meget bedre end Sweet Trip – ‘Walkers Beware! We Are Driving Into the Sun’.

Jason Anderson Terminus

Jeg aner ikke hvilken prefab bås, jeg skal proppe sangen i. Jo, det er melodisk dreampop, men det er også et sfærisk gadekryds af syret synth, knitren, jangleguitar og sværmerisk englevokal. Uanset hvad er den (og dens mere elektroniske b-side ‘Stab-Slow’) et lille mesterværk at fylde karantæneaftenerne ud med.

DJ Kicks

Der er mange enerverende ting ved at flytte, men det er entydigt positivt, at jeg har fået mine cd’er op ad deres skærsildtilværelse i flyttekasserne i kælderen. Det har givet mig mulighed for at lytte til et af de (begrædeligt mange) album, som stadig ikke er på streamingtjenesterne: DJ Kicks: Erlend Øye

Erlend

Det er et helt forrygende mix album, der indeholder mindst to mashup-mesterværker: ‘Sheltered Life/Fine Day’ og den uforlignelige krydsning af Röyksopp – ‘Poor Leno (Silicone Soul’s Hypno House Dub’ og The Smiths – ‘There Is a Light That Never Goes Out’. Albummet er værd at opstøve alene for disse to, om end ‘Uusi Fantasia – Lattialla Taas’ også kan noget.

Jeg kommer ikke til at erstatte mit Spotify (mis)brug med de mange cd’er, der lige nu ligger usorteret i diffuse bunker på gulvet ved siden af mig (cd-reolerne røg ud for en flytning eller to siden).

Men jeg kunne godt tænke mig, at jeg igen blev bedre til at lytte til albums fremfor playlister. Mit musikindtag er de senere år blevet mere diverse (hvilket er positivt), men også mere flakkende og ADD’et. Vil gerne begynde at fokusere lidt mere på den enkelte kunstner igen.

Administrativ note: Jeg købte albummet tilbage i foråret 2006, kan jeg læse af et gammelt indlæg

Det siger sikkert mest om min manglende musikalske nysgerrighed i disse år, men jeg kan stadig ikke se at der har været en bedre og mere talentfuld dansk musiker end Emil Kruse. Han holder et nærmest absurd højt niveau i alt hvad laver. Det nye album, ‘December’, er fremragende fra den ende til anden. Lige nu har jeg ‘Bare sig’ på repeat. Perfekt til aftengåturen.

Lahavas

OK, jeg indrømmer at coverbilledet spillede en rolle, da jeg opdagede Lianne La Havas – ‘Bittersweet’ på en playliste. Og ja, det er sikkert både klamt og upassende at indrømme i disse tider, men jeg kunne altså ikke stå for det. Se da lige den glæde, der strømmer ud af billedet! Det solbeskinnede portræt er tilmed en kontrast til selve sangen, der er en aldeles henrivende melankolsk sag om et forhold i opløsning – endda baseret på en lummer Isaac Hayes sample. Det er er perfektion. Intet mindre.