Lahavas

OK, jeg indrømmer at coverbilledet spillede en rolle, da jeg opdagede Lianne La Havas – ‘Bittersweet’ på en playliste. Og ja, det er sikkert både klamt og upassende at indrømme i disse tider, men jeg kunne altså ikke stå for det. Se da lige den glæde, der strømmer ud af billedet! Det solbeskinnede portræt er tilmed en kontrast til selve sangen, der er en aldeles henrivende melankolsk sag om et forhold i opløsning – endda baseret på en lummer Isaac Hayes sample. Det er er perfektion. Intet mindre.

COVID-19-musik

Jeg lavede en COVID-19-playliste tilbage under nedlukningen i marts måned, men har ikke siden haft den store lyst til at lytte til pandemimusik. Men … nu hvor smitteudbruddene blusser op igen og nye restriktioner er på vej, så bør listen suppleres af et par sange, der indkapsler situation:

Blue Monday

Jeg havde egentlig – inspireret af de senere ugers begivenheder i dansk politik – besluttet mig for at dagens sang skulle være ‘Age of Consent’ fra New Orders prægtige synth-juvel af et album ‘Power, Corruption & Lies’. Det forekom mig tidligere på aftenen at være en tilpas vrængende metakommentar til det hele.

Men … jeg endte naturligvis ud af en tangent, da jeg først begyndte at lytte til musik her efter en lang arbejdsdag hjemme med en forkølet søn. Og som vanligt endte den tangent langt ude i et bizart parallelunivers i form af talrige lyt af New Order – ‘Blue Monday-95 (Hardfloor Mix)’.

Jeg kan slet ikke understrege, hvor meget det remix influerede mig dengang i 1995. Jeg var 13 år den sommer, (præ?)pubertær og meget beklageligt påvirkelig for min storebrors daværende interesse for techno. Lad mig blot sige, at Marusha – ‘Deep’, Underworld – ‘Born Slippy’ og diverse remixes af Moby blev spillet mere på anlægget end godt er. Og hvis man ser musikvideoen til ‘Blue Monday-95 (Hardfloor Mix), som jeg så ofte og gerne på MTV, så er det vist et ikke ubetydeligt mirakel at jeg ikke endte som storforbruger af psykedeliske stoffer og/eller ecstasy.

Nuvel, det er ikke en musikalsk periode i mit liv, der medfører megen stolthed i dag. Men jeg har hørt, at erkendelsen af et problem er første trin mod tilgivelse og frelse. Så jeg indrømmer at jeg i årene 1994-1996 var på vildspor musikalsk. Det var … utiltalende. Og var åbenlyst nogle grumme sidste år i folkeskolen. Jeg skal gøre mit bedste for at skåne mine børn for, at de nogensinde kommer ud i samme deroute.

Det er ikke altid at Lefsetz rammer rigtigt, men hans anbefaling af London Grammar åbnede mine øjne for at ikke al nyere elektropop er skrald. Ganske vist gør hans specifikke sangforslag, den søde men også lidt anæmiske Air-klon ‘California Soil’, ikke noget særligt for mig.

Men så lyttede jeg til den nærmest hysterisk fremragende ‘Baby It’s You’. Milde himmel, det er godt. Lige i dét perfekte tindrende øjeblik er London Grammar et smukt snefnug, de er Sarah i ‘Party of Five’ før Bailey (det fordrukne svin!) ødelagde alting. De er den legemliggjorte efterårsmelankoli, og I finder ikke en finere sang i 2020 🎵

Man skal lige give den et minut eller to, men så går Paolo Nutini – ‘Iron Sky’ i den grad i gang. Klart den mest fængende og episke frihedssang, jeg er stødt på i 2020 – også selvom den er seks år gammel og soulgenren egentlig mere er Den Bedre Halvdels gebet. Sikke en vokal. Og så endda fra Skotland. Det bliver ikke bedre end det her 🎵

Blind Faith – Can’t Find My Way Home’

Var med børnene på burgerrestaurant i dag. Mens vi ventede på maden studsede jeg over, at indretningen er uniformt ens sådanne steder. Den samme kitschede Americana, de samme udvandede iterationer af, hvordan en diner så ud i 50’erne – hvis man skal tro Hollywood.

Selv deres baggrundsmusik er mere eller mindre identisk. Dér spiller de Israel Kamakawiwoʻole udgaven af ‘Somewhere Over the Rainbow’, hér spiller de ‘Wonderwall’. Og så lige suppleret af glimt-i-øjet-covers af 60’er soul. De må abonnere på de samme lurvede playlister på streamingtjenesterne, går jeg ud fra.

Hvilket altsammen er helt fint. Det er åbenbart sådan at en konceptrestaurant som Halifax skal se ud, her +10 år efter det igen blev populært med burgerrestauranter.

Men det fik mig til at længes efter noget, der ikke er en distanceironisk, mimetisk og størknet reproduktion af fortidens popkultur. Noget med en original kerne, noget, ja, autentisk (i ordets egentlige betydning, ikke den perverterede postmoderne instagram-influencer udgave).

Måske det er derfor, jeg her til aften har lyttet en del til Blind Faith ‘Can’t Find My Way Home’. Det er en fantastisk sang, der selv her mere end 50 år senere lyder frisk og ægte – og principielt kunne være udgivet på et hvilket som helst givet tidspunkt i perioden.

Jeg er smerteligt klar over, at ingen længere laver den type sange. Men ‘Can’t Find …’ har alligevel en tidløs melankolsk kvalitet, der stadig fungerer. Hvem ved, måske de burde spille den på burgerrestauranter?