Mine Spotify-anbefalinger er blevet aldeles forskruet af, at jeg i løbet af den typiske hjemmearbejdsdag stort set kun lytter til instrumentelle soundtracks fra JRPGs fra 1990’erne, obskur Vaporwave, depraveret Future Funk og sirupindsmurt City Pop. Mine Discover Weekly og Release Radar playlister er dermed kommet så desperat langt ud af en besynderlig tangent, at de ikke længere giver mening i en større epistemologisk og ontologisk forstand. Når det så er sagt, så kælver playlisterne dog af og til et mindre mesterværk ud. Det gælder lige nu Bobby Oroza – ‘I Got Love’, der er en forførende soulsag, der nok kan få safterne til at stige med årstiden.

I temaet lyt-til-hele-albums-i-løbet-af-arbejdsdagen satte jeg Bon Ivers selvbetitlede album fra 2011 på anlægget. I Guder, hvor er det rædselsfuldt. Hvorfor købte jeg dog det dengang? Hvordan kunne datiden ikke gennemskue ham? Hans vokal er gyselig. Jeg får myrekryb af hans selvhøjtidelige fremføring. Hvorfor lyder musikken lejlighedsvis som Enya? Hvad laver de saxofoner dér? Jeg var nødsaget til at stoppe seks sange inde. Begår aldrig den fejl igen.

The Saint

Lytter her til aften til soundtracket til filmen ‘The Saint’, en James Bond-klon med Val Kilmer og en absurd lækker Elisabeth Shue i hovedrollerne. Jeg købte cd’en tilbage i 1997, og den har haft overnormal betydning for mig. 

Måske vigtigst: soundtracket er årsagen til at jeg opdagede Everything But The Girl. ‘Before Today’ er stadig på min top 5 over yndlingsange. Altså, jeg kendte godt EBTG inden da – det var svært ikke at gøre det efter ‘Missing’ – men det var ‘The Saint’ soundtracket, der gav mig motivationen til at undersøge deres bagkatalog.

Der var et par urimeligt stærke kærlighedssange for en melankolsk anlagt teenager på albummet. Førnævnte ‘Before Today’, naturligvis, men også Duncan Sheik – ‘In the Absence of the Sun’ og den mystiske (ikke på streamingtjenersterne) Superior – ‘Polaroid Millenium’. Kombineret med 90’er-electronica/techno (se: Daft Punk – ‘Da Funk’, Moby – ‘Oil 1’, Underworld – ‘Pearl’s Girl’) gav det en herlig spændvidde. 

Sidst, men på ingen måde mindst soundtrackets MVP: Sneaker Pimps ‘Six Underground’. Der er til dato ikke lavet en bedre triphoppet popsang end den. 

Internettet fortæller mig at soundtracket fik en BAFTA Award i 1998, hvilket jeg godt kan forstå. Det er en fortrinlig samling af fremragende sange.

Den er nogle år gammel efterhånden, men BADBADNOTGOOD – ‘In Your Eyes’ er et mesterværk. Og ja, jeg ved udmærket godt, at det er en hyldest jeg slynger om mig for meget og for ofte. Men lyt lige til sangen. Den James Bond-agtige intro. Den silkebløde soulmelodi. Alle detaljerne. Den fuldfede vokal. Den sjasklumre tekst. De forførende strygere. Vokalharmonierne i omkvædet. Hvordan kan man undgå at fortabe sig i den sfæriske vellyd?

For et stykke tid siden gjorde min chef (sic) mig opmærksom på, at der er en vaskeægte japaner i Rørvig, der hver anden fredag vender plader i en grynet livestreaming. Jeg ved ikke helt præcist, hvad jeg følte, da jeg sad der og iagttog en tynd, midaldrende japaner danse akavet foran et webcam i hans kimonobutiks lurvede baglokale. Men han spillede Prince – ‘Controversy’ undervejs, og det tæller vel også for et eller andet? Den har i hvert fald været boltet fast i mit baghoved de senere uger. 

Det er dovent med de her korte anbefalinger af den musik eller billedkunst, jeg støder på under den doomscrolling af Twitter og RSS-feedet, som jeg bruger som substitut for meningsfulde, produktive og personlighedsudviklende aktiviteter efter at børnene er kommet i seng. Men jeg har så få genuint interessante ting på hjertet, at det er ikke bliver meget bedre end Sweet Trip – ‘Walkers Beware! We Are Driving Into the Sun’.

Jason Anderson Terminus

Jeg aner ikke hvilken prefab bås, jeg skal proppe sangen i. Jo, det er melodisk dreampop, men det er også et sfærisk gadekryds af syret synth, knitren, jangleguitar og sværmerisk englevokal. Uanset hvad er den (og dens mere elektroniske b-side ‘Stab-Slow’) et lille mesterværk at fylde karantæneaftenerne ud med.