Klubbland

Jeg har tænkt en del over det. Efter en lang udvælgelsesproces er jeg nået frem til et resultat. Det har ikke været nemt, og det har haft store økonomiske, emotionelle og familiære konsekvenser. Men nej, nu melder jeg det altså ud. Min yndlings Michael Jackson sang er IKKE ’Don’t Stop ’Til You Get Enough’, ’Rock With You’ eller ’P.Y.T. (Pretty Young Thing)’. Selvom de alle er ustyrlige mesterværker, der hver burde kanoniseres eller have deres portrætter mejslet i en af verdens større bjergkæder.

Nej, favoritten må siges at være ’Wanna Be Startin’ Somethin’. Det er måske ikke den stærkeste i hans sangkatalog. Der findes nok smukkere, mere ægte, gode, sande og vægtige sange der. Måske den bare er en flirtende lille sag. Men lyt lige til trommerytmen, der sniger sig rundt i baggrunden. Nyd den lille lumske basrytme. Bliv indfanget af det dragende synth-riff. Lige netop de tre elementer er helt centrale, og de er stærkt vanedannende. ‘Wanna Be…’ er det rene, pure og uforfalskede popnarko.

Måske var det derfor jeg elskede Lindstrøm & Christabelle ’Baby Can’t Stop’ i 2009 og nu elsker HAIM ’Forever’ her i 2013. Fordi de begge tyvstjæler de fra Michael Jacksons mesterværk i en sådan grad, at det nærmer sig plagiat.

Men som den store svenske poet og filosofkonge Håkan Hellström sang i 2002 ”Och jag vet att allt är falskt och bedrägeri, men det struntar jag i, för vi dansar och du har så mjuka läppar”. Og det har han jo ret i. For hvad gør det at ’Forver’ ikke er dybt original eller epokegørende, når den med simple virkemidler og lidt kærligt låneri fra Michael, nu rent faktisk er blevet et tindrende smukt popmesterværk? ’Forever’ er lyden af ungdom, af foråret (der aldrig kommer) og optimisme. Lyt til den en solskinsdag på vej mod friheden. Det vil redde jeres liv. Mærk jer mine ord.

Ugens sang

I genren ’hidtil overset klassiker’ finder vi The Cure ’Disintegration’. Uagtet at jeg er stor elsker og fan af 80’erne, har jeg hidtil haft en lidt skeptisk holdning til The Cure. Kunne godt lide nogle af deres enkeltsange, men Robert Smiths trættende goth-udseende og den uklædelige Weltschmerz han bader sig i, var for meget til at jeg gad tage gruppen seriøst. The Cure var parkeret solidt i ’Det Elektroniske Barometer’ båsen. I ved nok, den slags musik man ikke rigtig kan tage seriøst efter at man er kommet sig over at havde kysset med Kjartan i 10. klasse på efterskolen (og ikke mindst at han bagefter kyssede med en anden pige, det svin!). Men en eftermiddag, hvor jeg var træt af at lytte til det samme plinky-plonky popmusik, tog jeg mig sammen til at give ’Disintegration’ en fair og seriøs gennemlytning. Og ved I hvad? Det er denondelyneme et godt album. Det er som hvis man kondenserer Tine Bryld, teen angst, episke digte af gamle engelske homoseksuelle poeter og Occupy bevægelsen ind i en særlig ondsindet bouillonterning.

Det er umuligt ikke at fremhæve ’Pictures of You’, der må betragtes som en af de hjørnesten i den mere episke musikgenre. Livet gør virkelig, virkelig ondt i den sang, men hold da op, hvor er det dog GODT.

Det ærgrer mig lidt, at jeg først har opdaget albummet nu, hvor jeg retteligt er for gammel til at lytte til det. For første indtryk var rigtigt. The Cure er slet ikke til at holde ud, hvis man har glemt hjerte-smerte og de storladne følelser. Giv ‘Pictures of You’ en chance, hvis du har bare en lille melankolsk emo i maven.

Sofisten anmelder iTunes’ danske top syv, 6. juli 2012

1. Joey Moe – ‘Gi’ Mig’

Moe er blandt Danmarks største poeter og filosoffer – og ‘Gi’ Mig‘ er endnu et mesterværk fra den gedigne popsnedker. Omkvædet minder frydefuldt om Britneys ‘Gimme More‘, altså bortset fra at Joey er endnu bedre. Han er helt oppe i det røde felt, når han først slår over i falset i omkvædet alt imens at der tampes skamløst i klaveret. Det er flot, det er pirrende, det er et velfortjent hit. Hans måske mest velskrevne og intellektuelt stimulerende sang siden ‘Yo Yo‘.

Karakter: 10

Bedste YouTube-kommentar: “feedeest sang homie ……glæder mig til releasepaty i amarbio 29 sep chef og tak for sidst i skærbæk …fodbold gud hi hi hi vi vandt 3-2” (Flemming Bach)

2. Muri & Mario – ‘Hun tog min guitar

Så er det sommer! Tiden er inde til at blive besnakket og daterapet af et par chamerende charlataner, der har lånt liberalt af den i forvejende hyper-irriterende Bruno Mars og Rasmus Nøhrs belastende gå-ind-i-folk-med-træskoene-på attituder. Det er kraftedme godt. Videoen er sød og sjov og sammensat af en masse pudsige klip af helt almindelige mennesker, så det er nemt at relatere sig til. Som skabt til orgier på Skanderborg Festivalen. Læksi!

Karakter: 10

Bedste YouTube-kommentar: “DU ER BARE EN FUCKING SPASSER IDIOT, DU ER IKKE ANDET EN EN LILLE LORTE UNGE DER IKKE KAN EN SKID ANDET END AT HIVE DEN AF TIL MÆND” (Bo petersen)

3. Carly Rae Jepsen – ‘Call Me Maybe

Seriøst, haters, I kan sige hvad I vil. For ‘Call Me Maybe‘ er 2012’s bedste sang. Catchy, sjov, fremragende video. Jeg elsker den! Betingelsesløst! Jeg har det med denne sang, som Gud har det med toldere og farisæere. Det er det rene agape. Hvis I ikke kan lide sangen, er der noget alvorligt galt med jeres sjæl. Jeg håber, at de kan reparere jer.

Kommentar: 12↑

Bedste YouTube-kommentar: “THE NEW EMINEM HAS ARRIVED” (McStreetwize)

4. Loreen – ‘Euphoria’

Hvad kan man mere sige om denne på alle måder EPISKE og HIMMELSTRÆBENDE sang? Jeg har ikke flere ord. Det er så smukt, så flertydigt. Som en krystalklar vinternat. Det er som at gå på gaden i Sundsvall, pludselig begynder det at sne og så bliver man løftet op af en stor, stærk, sort mand. Indbegrebet af kærlighed. Fortjener en top 5 placering uafbrudt de kommende 10 år. Vor generations svar på ‘Thriller’.

Karakter: 12

Bedste YouTube-kommentar: “Swedish women usually have very large breasts” (Jimbo1104ful)

5. Flo Rida – ‘Whistle

En vaskeægte skandale! Hvis jeg var DJ Alligator ville jeg være rasende over at en eller anden opkomling tyvstjæler omkvædet fra den smukke, underspillede, poetiske ‘The Whistle Song‘. Nej, Flo Rida, du er dumpet!

Karakter: 00

Bedste YouTube-kommentar: “yeah, sure… that’s why 90% of microsoft’s people are romanian.. true story. google it, you asshole. if there’s wouldn’t have been romanians, you would have written your homeworks with the pencil. idiot. da/te dracu de prost. lol.” (angelwings4white)

6. Shaka Loveless – ‘Tomgang

Gaaaaaaaaaab. Dansk faux-reggae er så kedeligt. Sangtitlen er for engangs skyld uhyre rammende. Denne ulidelige sang om at vente på en der kommer for sent (eller én der er død af stoffer, vælg selv), er grunden til at vi ikke alle kan leve sammen i fred og harmoni. Ak og ve.

Karakter: 4

Bedste YouTube-kommentar: “Prøv lige at lære at stave, før du lukker lort ud!! Bare fordi du er blevet kneppet i røven af dine to fædre, behøver du ikke at give en beskrivelse af dit eget sørgelige liv!!!!!! Fucking multi-skinke!!” (Kristian Pedesk)

7. Alina Devecerski – ‘Flytta på dig

Jeg tror, at vi er en del mennesker, der de senere år med en vis længsel og higen i sjælen, har tænkt en del på Basshunter. Ikke længere. Nu har vi fået Alina. ‘Flytta på dig‘ er genial. Total emo-trance-ADHD-teenager dance. Beslægtet med Familjen, men BEDRE. Folk gik AMOK til den til lægeløftefest i Domus Medica. Ja, jeg siger det bare. MESTERVÆRK.

Karakter: 12 (ganget med 1,8, så snittet bliver helt vildt meget bedre)

Bedste YouTube-kommentar: “Det låter faktisk lite som fitta.. Om du lyssnar efter ordentligt kan du säkert höra det du med!” (TheHagSon)

Bedste sang i 2011

Som Den Bedre Halvdel utvivlsomt vil kunne bevidne, så er Real Estate – ‘Green Aisles‘ den ubetinget mest spillede sang på anlægget hjemme i Jordhulen i 2011. Jeg ved faktisk ikke engang hvorfor at den virker så stærkt på mig. Jeg mener, jeg vil have forståelse for hvis andre synes den er kedelig. Måske deres ‘It’s Real’ (nummer fem på Pitchfork’s liste over årets bedste sange) nøgternt vurderet er en bedre kreation.

Men der er et eller andet ved de ringlende guitarer. Melodien. Det melankolske omkvæd. Jeg kan lytte til sangen snart sagt et uendeligt antal gange uden at blive træt.

Måske det er fordi den minder mig om The Smiths klassikere som ‘Reel Around the Fountain’ og ‘Miserable Lie‘. I hvert fald er det årets bedste sang for mit vedkommende.

Hvad er jeres?

Next Girl

Det er et begrædelig længe siden at jeg sidst har belemret verden med min arbitrære musiksmag. Men i hyldesten af at en jævnlig kommentator her på siden, Darth, har åbnet sin nye musikblog, føler jeg mig kaldet til at bringe The Black Keys ‘Next Girl’ her på en solbeskinnet fredag i Bruxelles. Den er ganske ualmindelig sjofel. En beskidt og sodet omgang rocket soul. Med en tilhørende skamløst morsom video. Det er godt. Rigtig godt. Ja, nærmest prægtigt. Lidt ligesom Altmusik, faktisk.

Fristil

Jeg har nu efterhånden været pjanket med Jay-Z & Kanye West: ‘Otis’ i et par uger. Ikke så meget på grund af teksten (som er decideret åndsvag), men samplingen af Otis Reddings ‘Try A Little Tenderness’ fungerer exceptionelt godt i mine øren. Otis’ opklippede stemme og det hårdt prøvede klaver skaber ganske enkelt 2011’s hidtil mest fængende sang, hvis man spørger mig.

Kanye er jeg lidt forbeholden overfor. Udover hans ulækre tendens til at søbe sine sange ind i auto-tune, så er han en lidt trist skæbne rent indholdsmæssigt (så spændende er dine diamanter altså heller ikke).

Jay-Z, derimod, han ejer et særlig sted i mit hjerte. ‘Empire State of Mind’ var en af 2009’s bedste sange, ’99 Problems’ er et mesterværk. Det er vel nærmest kun hans Neptunes-producede periode anno  2003, som er af ikke-optimal standard.

Hans slut-90’er sange har efter min mening en ganske særlig chame. I dag lyder produktionen i sangene måske lidt gumpetung, men samtidig er de ungdommeligt kåde. Det var først nogle år senere at han begyndte at brande sig selv som den store forretningsmand, men skryde – dét kunne han allerede dengang. Dyrk eksempelvis samspillet mellem Jay-Z og Foxy Brown i ‘Ain’t No N****’. Det er sublimt underholdende.

Ovenstående video er taget fra ‘The Mix Tape vol. II’, hvor Jay-Z laver freestyle på et af Funkmaster Flex’ beats. Jeg lånte albummet tilbage i gymnasietiden på det Nordjyske Landsbibliotek. Kom i tanke om sangen under en af mine talrige gennemlytninger af ‘Otis’ på vej hjem fra arbejde. Rodede derfor rundt i mine gamle MiniDiscs, og fandt ‘Freestyle’ igen igår aftes.

Det er en fornøjelse. Manden er jo et geni. Nyd den. Fra mig til jer. Værsgo.

Ugens sange

Beck – ‘Debra’

Jeg var aldrig cool nok til at holde af Beck dengang at jeg var ung. Eller yngre. Eller hvad man nu end kalder ens tidlige 20’ere. Eller, jo, lidt måske. Ejer trods alt hans ‘Sea Change’ album. Synes tilmed endda at det er godt. Men dengang at han var hip og skæv i ‘Odelay’ tiden, well, der kunne jeg ikke rigtig være med. Indtil fornylig, altså. For der opdagede jeg hans eminente Prince-imitation ‘Debra’ fra ‘Midnite Vultures’ albummet. Kæft, hvor er det sublimt. Han er jo så uforskammet lummer, at det næsten kammer over i det slibrige. Vi taler noget nær R. Kelly højder. Det er forrykt godt.

Soundgarden – ‘Fell on Black Days’

Grunge er en røvballe musikgenre, men ‘Fell on Black Days’ er alligevel et mesterværk. Tonsertung og ikke til at gemme sig for. Perfekt gå-til-arbejde-i-regnvejr-musik.

The Cure – ‘Open’

En gammel og sørgerligt glemt sag fra 1992. Efter min mening det bedste Cure nummer overhovedet. Ja, også bedre end ‘Boys Don’t Cry‘. Robert Smith var vist ikke i særskilt lyst humør dengang han skrev den.

Ray Lamontagne – ‘Let It Be Me’

Musikhistoriens største jeg-er-følsom-smid-så-de-trusser sang? Jeg tror det. Lamontagne må have flere groupies end Keith Richards og Justin Bieber tilsammen.

DJ Krush – ‘Four Elements’

Hvor er det sørgeligt, at ingen gider lave trip-hop længere! Musikbranchen tvinger mig altså til at pølse rundt i de samme gamle sange, men nuvel, så længe det er DJ Krushs sjælfulde udgave af ‘Dub Be Good to Me’, så bør jeg næppe jamre alt for højt.

Band of Horses – ‘Detlef Schrempf’

Fik jeg skrevet, at Ray Lamontagne har flest groupies i verden? Det passer ikke. Det må være Band of Horses. Ellers er der da ingen retfærdighed til. Og ‘Detlef Schrempf‘ er 2010-2011 største emo-sang i min verden.

Everything But The Girl – ‘Five Fathoms’

Jeg ved godt, at Tracy Thorn har udgivet mere end godkendte  soloværker siden seneste EBTG-album fra 1999. Men derfor kan jeg jo godt savne hendes værker sammen med Ben Watt. Hendes nuværende producere pakker hende ind i for meget electronica, mens han bare gjorde hende bedre. ‘Five Fathoms’ var første single fra ‘Temperamental’ albummet, og den er stadig blændende god her 12 år efter.

Fused – ‘Saving Mary’

Er det stadig ufikst at kunne lide electropop? Svenske Fused havde mig bekendt ikke andre hits end denne lille perle fra 2001, men det skal ikke komme dem til last. Der er næppe lavet bedre meget bedre houseinspireret pop siden denne sang.

 

The Knife – ‘Pass This On’

Jeg forstod aldrig The Knife dengang de var über-hippe for fem-seks år siden, men videoen til ‘Pass This On’ var og er blandt de mest uhyggelige nogensinde. Sangerinden er fæl at se på. Den legemeliggjorte fremmedgørelse. Sangen er dog fremragende, det er ikke tit at man oplever olietønder i populærmusik.

 

Det Vackra Livet – ‘Viljan’

Det bedste New Order-esque band i nyere tid. I deres engelske udgave kalder gruppen sig ‘The Mary Onettes’, men deres svenske nebengeschäft er mindst ligeså godt. Fængende omkvæd. Er det en saxofon man aner? Jeg håber det virkelig ikke. Så er jeg nødt til at hade dem. Saxofoner er et ondskabsfuldt instrument.

 

Familjen – ‘Det Var Jag’

Fik aldrig købt Familjens andet album, og det sidder jeg så her i langt-væk-Belgien og fortryder nu. ‘Det Var Jag’ rummer alle de kvaliteter der kendetegnede neoklassiske underskønheder som ‘Det snurrar i min skalle’ og ‘Feber’. Hvis man vil have den fulde über-prollede udgave af Familjen, bør man lytte til Adam Tensta remixet af ‘Huvudet i sanden’. Det er en fremragende tour de force i snart sagt samtlige boligblokkede forstæder nord for Stockholm.

Where did your sense of adventure go?

Fordømt, så skete det alligevel. Selvsamme dag hvor jeg har skrevet et alenlangt indlæg om den forfærdende ringe standard som nutidens musik holder sig, så får jeg det mest perlende stykke pop-perfektion smidt lige i nakken. Det er tilsyneladende forbudt at være en vranten gammel mugost i længere tid. Fnys.

Lørdag aften blev spenderet i Sydhavnen, hvor der var intet mindre end italiensk samskudsgilde hos Fuldmægtigen. Det var vældigt. Masser af god mad, rigelige mængder god vin og snik-snak i lange baner. Og det var så her at septembers nyeste musikalske åbenbaring viste sig:

Og ja. Jeg ved da godt at Ghosts – The World is Outside skriger langt væk af P3. Og ja, måske er de blot endnu en i rækken af Keane/Phoenix/The Changes/Tahiti 80 lydende bands. Og ja, de er givetvis blot et one hit wonder. Og nej, musikvideoen er ikke særlig spændende. Men hold da op, det omkvæd kan jo dræbe selv den værste depression.

Du är det vackraste jag har sett ju

Er du til pop? Bare lidt? Hvad så med obskure og skrmalede samples af fejende strygere? Hæmningsløst fængende melodier? Plinky-plonky detaljer? 60’er soul? Lystig crooning? Tekster om den store kærlighed og avocado snitteri?Eller måske blot genial musik i almindelighed? Jamen, så tør de salte tårer af din kind, thi din redningsmand er her.

Jeg har nu adskillige gange namedroppet det svenske unikum Jens Lekman. Da jeg ikke er typen der lader petitesser som ‘pli’, ‘underholdningsværdi’ eller ‘synes andre menneskers emnet er interessant?’ stå i vejen for at skvalre løs om mine besættelser, så vil jeg atter benytte lejligheden til at propagandere skamløst for den unge mands nye album ‘Night Falls Over Kortedala’. Jeg fik endeligt lagt de begærlige fingre på mesterværket under Stockholms turen, og har hørt det på repeat nogenlunde konstant lige siden. Det er helt og aldeles fantastisk. I skrivende stund ved jeg ikke helt hvem jeg skal sammenligne ham med. Hans musik er som soundtracket til den roadmovie du aldrig kom afsted på, før du blev gammel, grå og fik forpligtelser. Det er solskin direkte ind i de mest drømmeriske og melankolske gemmer i sjælen, som du til daglig forsøger at gemme væk bag dit grundlæggende ligegyldige arbejde og hverdagssysler. Det er den musik du skal høre når du stikker af med ham/hende du elsker! Afsted – det kan kun gå for langsomt!

* Jens Lekman – Maple Leaves

* Jens Lekman – Your Arms Around me

* Jens Lekman – You are the Light

* Jens Lekman – I Don’t Know if She’s Worth 900 kr.