En skamstøtte over ‘Danmarks Dynamite’

I går præsenterede DBU den officielle danske sang til den kommende slutrunde. Jeg har ikke set en landskamp i årevis, da jeg ikke er interesseret i konglomeratet af Brøndby og FCK-spillere. Men da det her er internettet og jeg er en indebrændt midaldrende mand, så har jeg naturligvis MENINGER. Og Alphabeat – ‘Danmarks Dynamite’ er objektivt set rædsom og bør aflyses snarest. Ikke kun fordi den er bøvet, bovlam og kluntet, men mest af alt fordi den fejler i alt det, som en god fodboldslagsang skal kunne:

  • Fængende melodi, høj ørehængerværdi og et omkvæd, der er umuligt at få ud af hovedet: ❌  
  • Langtidsholdbarhed – skal kunne holdes ud at blive lyttet til ved næste slutrunde: ❌ 
  • Et intellitgentlyrisk koncept, der inkluderer sport, fællesskab og noget ‘dansk’ (på en ikke-ekskluderende facon): ❌ 

‘Danish Dynamite’ lyder som en træt Rollo & King produktion, vi er få meter fra at der står et billede af dig på mit bord. Melodien er gumpetung, grimassen anstrengt. Konceptet i sangen giver ingen mening. Hvad er fortællingen? Hvad er det, jeg skal føle, Alphabeat? Titlen er selvsagt et kip med hatten til 80’ernes ‘Danish Dynamite’. På den måde er Alphabeats bras meget tidstypisk, da den mest af alt er en træt og ikke særlig begavet mimetisk klon af fortidens popkultur. Ingen originale selvstændige tanker her, tak.

Klassiske fodboldsange er nogen, der er tænkt over. De kræver en genial melodi og de kræver en indsigt i nationalkarakteren. Lad os tage de to bedste: Del Amitri – ‘Don’t Come Home Too Soon’ (Skotland, 1998) og Lightning Seeds – ‘Three Lions (Football’s Coming Home)’ (England, 1996).

Alene titlen på Del Amitri sangen siger det hele. Den rammer 100% plet hos en lille fodboldnation, der er vant til skuffelser og at andre ser ned på dem. En nation, der endelig har kvalificeret sig til en slutrunde, og nu med misantropi, trodsig optimisme og kærlighed sender det hold afsted, de godt ved er oppe mod overmagten:

So long, go on and do your best
Let all France have whiskey on its breath
The world may not be shaking yet but you might prove them wrong
Even long shots make it

So go then, out into history
And show them how easy it can be
And you might not believe it yet but pretty soon you’ll see
Even long shots make it

Just don’t come home too soon

Elegant, ikke? Vi får en skotsk reference og hele den nationale selvforståelse foldet ud.

I don’t care what people say
We can laugh it all away
If I have a dream at all it’s that for once you won’t be on that stupid plane

And the world may not be shaking yet
But you might prove them wrong
Even long shots make it

Just don’t come home too soon

Ser I trodsigheden? Håbet? Drømmen? Om at ja, vi kan selvfølgelig sagtens smile af det hvis det går galt, jeg holder ikke mindre af dig af den grund … men tænk nu hvis vi bryder deres fordomme om os? Tænk nu hvis vi gjorde det? Det er en vidunderlig fodboldsang, da den netop er kompleks og Del Amitri faktisk har tænkt over, hvem det er de synger på vegne af.

‘Three Lions’ er blevet spillet alt for mange gange siden 1996. Men det er fordi den er genial og har fodboldslagsangenes mest syng-med-egnede omkvæd. Og så rammer den noget eksistentielt. Håb, drømme, desillusion, stolthed på trods. Den geniale frase “Thirty years of hurt/Never stopped me dreaming”. Hvilken fodboldfan (med et knust hjerte hæftet nødtørftigt sammen) kan ikke relatere til det? Tilmed er smerten ikke blevet mindre relevant af at der er kommet yderligere 25 år oven i de 30. Og det egentlige mestertræk: henvisningen til et mytologisk HJEM. Slutrunden i 1996 var i England og sporten kom dermed ‘hjem’. Det er godt set af Lightning Seeds, ikke mindst fordi det har så stærk en dragende karakter. Hvem vil ikke gerne HJEM? Til en mytologisk fiktion, fællesskabet, til det vi engang delte med hinanden (før alting gik galt, åh Gud, jeg elskede dig sådan dengang)? Igen: der er tænkt over tingene. Sangen skriver sig ind i et nationalt narrativ om fortidig stortid (det engelske imperiekompleks forsvinder nok aldrig), en forfaldsfortælling og nu, nu, NU er tiden inde til at finde HJEM til os selv, til storheden, til kærligheden, SAMMEN. Genialt. Ganske enkelt genialt.

Pointen er her, at Alphabeat ikke er i nærheden af at have hverken Del Amitri eller Lightning Seeds indsigt i, hvad der skaber en god fodboldslagsang. De er ikke engang tæt på at de næst- og tredjebedste. 

GES – ‘När vi gräver guld i USA’ fra 1994 er eksempelvis en gedigen popsang, der kan synges med på – og spillede begavet på slutrundens lokation og da 1,3 mio. svenskere emigrerede vestpå for at søge et nyt og bedre liv. Vi graver guld på alle mulige metaforiske planer. Ja, sangen er kitsch, nej, den skal ikke lyttes til hver dag, men der var begavede mennesker, der havde tænkt og følt noget, da de lavede sangen. Hvad tænkte I, Alphabeat, da I skrev teksten? Ikke noget dybsindigt i hvert fald.

Og giv mig nu for Guds skyld et omkvæd. Det må gerne være fjollet, Frank Arnesen må gerne skabe sig. Men både ‘Re-Sepp-ten’ og ‘En for alle’ kan synges højt (i både fuld og ædru tilstand) og er intuitivt gode melodier. ‘Re-Sepp-ten’ kørte endda et eventyr/H.C. Andersen tema, der nok var lidt forceret, men dog havde en funktion og var tænkt over. Rocazinos ‘En for alle, alle for en’ er den bedste danske fodboldsang, sandsynligvis fordi det er Danmarks bedste synthesizerepopband der stod bag. Omkvædet er uangribeligt og teksten kan forstås bogstaveligt og i overført betydning. Den er et mesterværk.

Og Alphabeat, hvorfor er jeres makværk en blanding af dansk og engelsk? Det er konceptuelt meningsløst. Det var åndssvagt allerede med Nephew, hvad er formålet med den slags start-00’er idioti? Det virker så frygtelig provinsielt, at man ikke har selverkendelsen og selvværdet til at stå på egne sproglige ben, men i stedet forlader sig på nonsens som “Vi er red og white, Danmarks dynamite/Vi står side by side, sammen du og jeg”. Men … hvorfor? Det er ikke begavet, det er ikke fængende, det er bondsk. Hvad havde I håbet på at fremmane? Min uhæmmede foragt? I så fald er I lykkedes.

‘Danmarks Dynamite’ er blot endnu et argument for, at vi her i husstanden bør prioritere at holde med Den Bedre Halvdels hjemland Sverige. Der bør rejses en skamstøtte over Alphabeat på en indfaldsvej i Silkeborgs periferi. Det er dér, de hører hjemme. 

Læste en interessant artikel om Britfunk æraen (1976-1982), og satte mig efter endt læsning til at udforske genren en smule. Især gruppen Freeez bør fremhæves. De skabte to deciderede mesterværker: post-disco juvelen ‘Southern Freeez’ (1981) og electro-klassikeren ‘IOU’ (1983). Det glæder mig, at jeg stadig kan blive barnligt begejstret over at opdage ny-gammel musik. Nu mangler jeg bare at blive ligeså åbensindet overfor musik fra 2021.

Mine Spotify-anbefalinger er blevet aldeles forskruet af, at jeg i løbet af den typiske hjemmearbejdsdag stort set kun lytter til instrumentelle soundtracks fra JRPGs fra 1990’erne, obskur Vaporwave, depraveret Future Funk og sirupindsmurt City Pop. Mine Discover Weekly og Release Radar playlister er dermed kommet så desperat langt ud af en besynderlig tangent, at de ikke længere giver mening i en større epistemologisk og ontologisk forstand. Når det så er sagt, så kælver playlisterne dog af og til et mindre mesterværk ud. Det gælder lige nu Bobby Oroza – ‘I Got Love’, der er en forførende soulsag, der nok kan få safterne til at stige med årstiden.

I temaet lyt-til-hele-albums-i-løbet-af-arbejdsdagen satte jeg Bon Ivers selvbetitlede album fra 2011 på anlægget. I Guder, hvor er det rædselsfuldt. Hvorfor købte jeg dog det dengang? Hvordan kunne datiden ikke gennemskue ham? Hans vokal er gyselig. Jeg får myrekryb af hans selvhøjtidelige fremføring. Hvorfor lyder musikken lejlighedsvis som Enya? Hvad laver de saxofoner dér? Jeg var nødsaget til at stoppe seks sange inde. Begår aldrig den fejl igen.

The Saint

Lytter her til aften til soundtracket til filmen ‘The Saint’, en James Bond-klon med Val Kilmer og en absurd lækker Elisabeth Shue i hovedrollerne. Jeg købte cd’en tilbage i 1997, og den har haft overnormal betydning for mig. 

Måske vigtigst: soundtracket er årsagen til at jeg opdagede Everything But The Girl. ‘Before Today’ er stadig på min top 5 over yndlingsange. Altså, jeg kendte godt EBTG inden da – det var svært ikke at gøre det efter ‘Missing’ – men det var ‘The Saint’ soundtracket, der gav mig motivationen til at undersøge deres bagkatalog.

Der var et par urimeligt stærke kærlighedssange for en melankolsk anlagt teenager på albummet. Førnævnte ‘Before Today’, naturligvis, men også Duncan Sheik – ‘In the Absence of the Sun’ og den mystiske (ikke på streamingtjenersterne) Superior – ‘Polaroid Millenium’. Kombineret med 90’er-electronica/techno (se: Daft Punk – ‘Da Funk’, Moby – ‘Oil 1’, Underworld – ‘Pearl’s Girl’) gav det en herlig spændvidde. 

Sidst, men på ingen måde mindst soundtrackets MVP: Sneaker Pimps ‘Six Underground’. Der er til dato ikke lavet en bedre triphoppet popsang end den. 

Internettet fortæller mig at soundtracket fik en BAFTA Award i 1998, hvilket jeg godt kan forstå. Det er en fortrinlig samling af fremragende sange.

Den er nogle år gammel efterhånden, men BADBADNOTGOOD – ‘In Your Eyes’ er et mesterværk. Og ja, jeg ved udmærket godt, at det er en hyldest jeg slynger om mig for meget og for ofte. Men lyt lige til sangen. Den James Bond-agtige intro. Den silkebløde soulmelodi. Alle detaljerne. Den fuldfede vokal. Den sjasklumre tekst. De forførende strygere. Vokalharmonierne i omkvædet. Hvordan kan man undgå at fortabe sig i den sfæriske vellyd?