Jeg har ganske vist aldrig set eller læst ‘Dragonball Z’, men Thundercat – ‘Dragonball Durag’ er hysterisk smooth. Jazzet hiphop skræddersyet til den tilsyneladende uendelige pandemivinter 2021 🎵
Dagens sang
Jeg er småoprørt over The Guardians liste over de 30 bedste New Order sange. ‘True Faith’ er da ikke deres bedste sang. Og hvad i alverden laver ‘Thieves Like Us’ på tredjepladsen? Lad os få det på det rene én gang for alle, at den korrekte top 3 er: ‘Blue Monday’, ‘Temptation’ og ‘Age of Consent’.
Det er ikke en klassisk smuk sang, men Liaisons Dangereuses – ‘Los Niños Del Parque’ er et vaskeægte electropop-monster. Det ondskabsfulde beat er ikke blevet træt siden 1982.
DJ Kicks
Der er mange enerverende ting ved at flytte, men det er entydigt positivt, at jeg har fået mine cd’er op ad deres skærsildtilværelse i flyttekasserne i kælderen. Det har givet mig mulighed for at lytte til et af de (begrædeligt mange) album, som stadig ikke er på streamingtjenesterne: DJ Kicks: Erlend Øye.
Det er et helt forrygende mix album, der indeholder mindst to mashup-mesterværker: ‘Sheltered Life/Fine Day’ og den uforlignelige krydsning af Röyksopp – ‘Poor Leno (Silicone Soul’s Hypno House Dub’ og The Smiths – ‘There Is a Light That Never Goes Out’. Albummet er værd at opstøve alene for disse to, om end ‘Uusi Fantasia – Lattialla Taas’ også kan noget.
Jeg kommer ikke til at erstatte mit Spotify (mis)brug med de mange cd’er, der lige nu ligger usorteret i diffuse bunker på gulvet ved siden af mig (cd-reolerne røg ud for en flytning eller to siden).
Men jeg kunne godt tænke mig, at jeg igen blev bedre til at lytte til albums fremfor playlister. Mit musikindtag er de senere år blevet mere diverse (hvilket er positivt), men også mere flakkende og ADD’et. Vil gerne begynde at fokusere lidt mere på den enkelte kunstner igen.
Administrativ note: Jeg købte albummet tilbage i foråret 2006, kan jeg læse af et gammelt indlæg.
🎵 Dagens sang her inden de nye restriktioner må være Julia Jacklin – ‘To Perth, Before the Border Closes’.
Det siger sikkert mest om min manglende musikalske nysgerrighed i disse år, men jeg kan stadig ikke se at der har været en bedre og mere talentfuld dansk musiker end Emil Kruse. Han holder et nærmest absurd højt niveau i alt hvad laver. Det nye album, ‘December’, er fremragende fra den ende til anden. Lige nu har jeg ‘Bare sig’ på repeat. Perfekt til aftengåturen.
Selve sangen er såmænd udmærket nok. Lidt hyggeindierock med en blasert sangerinde og tekster om fremmedgørelse og det menneskelige grundvilkår. Men det er musikvideoen (og dens vidunderlige Windows 95-æstetik), der gør Liz Lawrence ‘None of My Friends’ til et mindre mesterværk.
OK, jeg indrømmer at coverbilledet spillede en rolle, da jeg opdagede Lianne La Havas – ‘Bittersweet’ på en playliste. Og ja, det er sikkert både klamt og upassende at indrømme i disse tider, men jeg kunne altså ikke stå for det. Se da lige den glæde, der strømmer ud af billedet! Det solbeskinnede portræt er tilmed en kontrast til selve sangen, der er en aldeles henrivende melankolsk sag om et forhold i opløsning – endda baseret på en lummer Isaac Hayes sample. Det er er perfektion. Intet mindre.
COVID-19-musik
Jeg lavede en COVID-19-playliste tilbage under nedlukningen i marts måned, men har ikke siden haft den store lyst til at lytte til pandemimusik. Men … nu hvor smitteudbruddene blusser op igen og nye restriktioner er på vej, så bør listen suppleres af et par sange, der indkapsler situation:
- C. J. Johnson – ‘You Better Run to the City of Refuge’
- Gil Scott-Heron – ‘Winter in America’
- Beach Boys – ‘I Just Wasn’t Made For These Times’
- Matthew Sweet – ‘Sick of Myself’
- Low – ‘Just Make It Stop’
- Beth Orton – ‘Concrete Sky’
- Camera Obscura – ‘Let’s Get Out of This Country’
- Liz Phair – ‘Fuck and Run’
- Miracle Legion – ‘All For the Best’
- The Mountain Goats – ‘Color in Your Cheeks’
- Richard & Linda Thompson – ‘I Want to See the Bright Lights Tonight’
Blue Monday
Jeg havde egentlig – inspireret af de senere ugers begivenheder i dansk politik – besluttet mig for at dagens sang skulle være ‘Age of Consent’ fra New Orders prægtige synth-juvel af et album ‘Power, Corruption & Lies’. Det forekom mig tidligere på aftenen at være en tilpas vrængende metakommentar til det hele.
Men … jeg endte naturligvis ud af en tangent, da jeg først begyndte at lytte til musik her efter en lang arbejdsdag hjemme med en forkølet søn. Og som vanligt endte den tangent langt ude i et bizart parallelunivers i form af talrige lyt af New Order – ‘Blue Monday-95 (Hardfloor Mix)’.
Jeg kan slet ikke understrege, hvor meget det remix influerede mig dengang i 1995. Jeg var 13 år den sommer, (præ?)pubertær og meget beklageligt påvirkelig for min storebrors daværende interesse for techno. Lad mig blot sige, at Marusha – ‘Deep’, Underworld – ‘Born Slippy’ og diverse remixes af Moby blev spillet mere på anlægget end godt er. Og hvis man ser musikvideoen til ‘Blue Monday-95 (Hardfloor Mix), som jeg så ofte og gerne på MTV, så er det vist et ikke ubetydeligt mirakel at jeg ikke endte som storforbruger af psykedeliske stoffer og/eller ecstasy.
Nuvel, det er ikke en musikalsk periode i mit liv, der medfører megen stolthed i dag. Men jeg har hørt, at erkendelsen af et problem er første trin mod tilgivelse og frelse. Så jeg indrømmer at jeg i årene 1994-1996 var på vildspor musikalsk. Det var … utiltalende. Og var åbenlyst nogle grumme sidste år i folkeskolen. Jeg skal gøre mit bedste for at skåne mine børn for, at de nogensinde kommer ud i samme deroute.