Det er givetvis udtryk for fremskreden alder og uklædelig sentimentalitet at jeg er så vild med Anemone – ‘Sunshine (Back to the Start)’, som tilfældet er. De lyder jo fuldstændig som Dubstar på deres to mesterlige synthpopalbums ‘Disgraceful’ (1995) og ‘Goodbye’ (1997), hvilket gør mig uhæmmet glad indeni.

Men … jeg er begyndt at fundere over hvordan jeg kan frigøre mig fra at nostalgien spiller en så stor rolle i mit musikforbrug. Jeg burde kunne finde større glæde og entusiasme for reelt ny musik. Er usikker på om Spotifys algoritmer (som jeg forlader mig alt for meget på til at finde ny musik) har en positiv effekt på at udforske nye ting, eller om de snarere fanger mig i en bedaget og tilbageskuende boble.

Fortærede en liste med ‘The 50 Greatest Breakup Songs of All Time’, og Fleetwood Mac – ‘Dreams’ er naturligvis på. Jeg holder meget af den sang, også selv den er så stor (og så gammel), at den er i territoriet for evergreens og særudsendelser på Tv2 Charlie. Men gør alligevel dig selv en tjeneste og lyt til den ufærdige ’Take 2’-udgave. Den er rå, søgende og sårbar, og uden trommebeatet til at skjule, at Stevie Nicks synger om bruddet med sin kæreste gennem 8 år … der bogstaveligt talt sidder tre meter fra hende og spiller guitar på sangen. Det er på alle måder episk.

Jeg havde nærmest glemt alt om Badly Drawn Boy og hans ærkebritiske pop. Men så udgiver han ‘Is This a Dream’ og jeg tilgiver ham straks det lange fravær. Verset er næsten bedre end omkvædet, og det er skønt at have ham tilbage.

The Beloved

Jeg er med tiden blevet mere skeptisk over at Spotifys algoritme har opnået hegemoni over min musiksmag – ikke mindst fordi der bliver stadig længere mellem at de rammer virkelig rent i deres ugentlige musikanbefalinger.

Denne uge er dog en undtagelse; de har gravet The Beloved – ‘A Hundred Words’ frem af urtidshavet i 1986. Der er tale om en catchy indiepoppet sag, som fluks er røget ind på mine playlister.

I min bevidsthed var The Beloved ellers ensbetydende med den lidt rigeligt softporn’ede synthpopklassiker ‘Sweet Harmony’, der er en af de sange, man ikke sådan for alvor kan sætte på mens andre mennesker er til stede.

Men et par år tidligere lød de åbenbart som derivater af New Order anno ‘Dreams Never End’ og ’Age of Consent’. Dengang var sangen sikkert gudsjammerligt uoriginal og The Beloved som sølle plagiatorer, men her 34 år senere virker den slags overvejelser ganske overflødige. Jeg mener; jeg har jo dyrket The Radio Dept., gruppen der om nogen lyder som et derivat af et derivat. Hvem er jeg så til at dømme en stakkel musikers engang i midt-80’ernes tvivlsomme karrieredispositioner engang i midt-80’erne?.

‘A Hundred Words’ er i hvert fald underskøn, og sendte mig straks på videre udforskning af nye og ældre sange indenfor genren. Hvilket så absolut er en af mine favoritaktiviteter.

Er det en musikvideo-genre? Altså kvinde-går-fremmedgjort-igennem-asiastisk-storbylandskab-til-synthpop? À la hvad Tracey Thorn (og Ben Watt) gjorde tilbage i 1999 i musikvideoen til ‘Five Fathoms’? Uanset hvad, så er Oh Baby – ‘What We Do’ en sent opdaget perle for mit vedkommende. Sangen ville klart have kommet på listen over årets sange, hvis jeg altså ikke havde været så fjollet og vulgær at lave den allerede i begyndelsen af december1.

  1. Sammen med ‘Miss Macross’, ‘Yebisu’ og ‘Plastic Love’, naturligvis. []

Plastic Love

Jeg siger ikke at det drejer sig om objektivt gode sange, men siden jeg læste om Vaporwave, Future Funk og City Pop, har jeg ikke kunne få dem ud af mit hoved.

18 Carat Affair ‘Passion’ og ‘Desire’ lyder som forskruet storcentermusik, der kopulerer med en lummer soulklassiker. Jeg ved ikke helt hvordan jeg ellers skal beskrive det. Men det er fængende.

Macross 82-99 – ‘Miss Macross’ er en glitrende opdateret udgave af den franske housemusik, jeg holdt så ubærligt meget af i begyndelsen af 2000-tallet. Jeg lytter til den konstant.

Men, men men … den egentlig stjerne kommer her: Mariya Takeuchi – ‘Plastic Love’. Jeg ville gerne kunne sige at jeg er ironisk distanceret. At jeg kun mene det i spøg. Men nej. Jeg elsker dette japanske popvidunder fra 1984. Det er en smooth, ja, nærmest Hall & Oates’k lyd. Det piner mig intenst at sangen ikke er på Spotify, da jeg ellers i givet fald egenhændigt ville sikre Takeuchi indtægter de næste mange år frem.