Dagens sang
Max Pope
Der er en reel sandsynlighed for at ‘Hologram’ er den bedste popsang, du kommer til at lytte til i 2020. Nu har jeg sagt det. Eller ‘Just Friends’ for den sags skyld. Måske den indiepoppede ‘6AM’ mere er noget for dig? Hvis intet af det fungerer, hvad så med hans dejlige coverudgave af ‘Didn’t I’? Gør den ikke noget ved dig? Jo, det tror jeg nok at den gør. Uanset hvad, så er Max Pope en kommende superstjerne. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om.
Det er alt, alt for længe siden jeg har haft en god gammeldags lesbisk rocksang her på bloggen. Så her har I Sofia Bolt – ‘Get Out of my head’, som er intet mindre end forrygende 🎵
Det er en på alle måder besynderlig morgen. Først Kåre Mølbaks livsbekræftende udmelding om behovet for sociale afstand i mindst et år (og al den eksistentielle rædsel det medførte), siden fik jeg den stenede Bran Van 3000 – ‘Drinking in L.A.’ på hjernen på vej hjem fra børneaflevering. Den sang har jeg ellers ikke skænket en tanke i en menneskealder, men den er helt overvældende god (og dybt underlig) her på 23 års afstand. Det er i retrospekt helt uforståeligt at den blev et hit1, men 90’erne var vel et grundlæggende absurd årti.
- Eller gjorde den? Jeg husker det blot som at de spillede den ofte i radioen og på MTV. Måske jeg igen betrager fortiden gennem et rosenrødt skær. [↩]
Læste en positiv anmeldelse af Yves Tumors nye album i The Guardian. Efter en hurtig tour-de-Spotify gennem deres bagkatalog, så er jeg officielt pirret. Singlerne ‘Kerosene!’, ‘Gospel For A New Century’ og den lidt ældre ‘Noid’ er intet mindre end fabelagtige.
Det er fuldstændig åndssvagt så god Emil Kruse er. Jeg tøver ikke et sekund med at udråbe ham som musikalsk geni, og hans nye single ‘La det gå’ er naturligvis eminent.
Det er givetvis udtryk for fremskreden alder og uklædelig sentimentalitet at jeg er så vild med Anemone – ‘Sunshine (Back to the Start)’, som tilfældet er. De lyder jo fuldstændig som Dubstar på deres to mesterlige synthpopalbums ‘Disgraceful’ (1995) og ‘Goodbye’ (1997), hvilket gør mig uhæmmet glad indeni.
Men … jeg er begyndt at fundere over hvordan jeg kan frigøre mig fra at nostalgien spiller en så stor rolle i mit musikforbrug. Jeg burde kunne finde større glæde og entusiasme for reelt ny musik. Er usikker på om Spotifys algoritmer (som jeg forlader mig alt for meget på til at finde ny musik) har en positiv effekt på at udforske nye ting, eller om de snarere fanger mig i en bedaget og tilbageskuende boble.
Fortærede en liste med ‘The 50 Greatest Breakup Songs of All Time’, og Fleetwood Mac – ‘Dreams’ er naturligvis på. Jeg holder meget af den sang, også selv den er så stor (og så gammel), at den er i territoriet for evergreens og særudsendelser på Tv2 Charlie. Men gør alligevel dig selv en tjeneste og lyt til den ufærdige ’Take 2’-udgave. Den er rå, søgende og sårbar, og uden trommebeatet til at skjule, at Stevie Nicks synger om bruddet med sin kæreste gennem 8 år … der bogstaveligt talt sidder tre meter fra hende og spiller guitar på sangen. Det er på alle måder episk.
Jeg havde nærmest glemt alt om Badly Drawn Boy og hans ærkebritiske pop. Men så udgiver han ‘Is This a Dream’ og jeg tilgiver ham straks det lange fravær. Verset er næsten bedre end omkvædet, og det er skønt at have ham tilbage.
Jeg er med på at de færreste har samme ukritiske affektion for electropop som undertegnede – og derfor næppe vil forstå hvorfor jeg er så uironisk begejstret for PVA – ‘Divine Intervention’. Men for mig er det perfekt musik. Jeg kunne lytte til den, ‘What We Do’ og ‘Delorean Dynamite’ nonstop for evigt.