Normalisering

Misforstå mig nu ikke: jeg nedtoner ikke farligheden af COVID–19. Jeg taler på ingen måde for at slække på hverken hygiejnen, afstanden, hensyntagen, testning eller smitteopsporing. Som gift med en læge, der har haft sin daglige gang på en COVID–19-afdeling og nu arbejder i almen praksis, så ved jeg udmærket, hvad vi har med at gøre. Dødelige pandemier skal tages alvorligt.

Selv hvis der (hvilket ville være et uhørt tempo) kommer en vaccine lige om lidt, og den tilmed kan distribueres effektivt (hvilket er tvivlsomt eller i hvert fald en logistisk udfordring) og tilpas mange lader sig vaccinere, så vurderede Anthony Fauci forleden dag, at vi tidligst er tilbage til en ‘normal’ (hvad det så end betyder) situation i slutningen af 2021. I et best case scenarie er vi med andre ord ikke engang halvvejs i pandemien.

Netop fordi COVID–19 kommer til at være her i lang tid fremover, så er der brug for en mere normaliseret måde vi taler om ‘samfundet med COVID–19’. For hvor længe kan vi som samfund egentlig leve i en oplevet lavfrekvent undtagelsestilstand? Hvilke konsekvenser får det på det lidt længere sigt?

Hver dag kl. 14 kan man regne med, at samtlige danske nyhedsmedier laver en breaking nyhed om tallene fra SSI om antal nysmittede, antal indlagte og antal døde. Så spørger de en (af de efterhånden ganske mange) eksperter, hvordan man mon skal fortolke dages udvikling. De svarer som regel noget vævende, men normalt indenfor et spektrum mellem ‘DOMMEDAG NU!’ og ‘Vi må vente og se’.

Sådan kører det dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned. Alt imens at de nationale myndigheder producerer en lind strøm af (gennem tiden meget varierende og til tider direkte indbyrdes modstridende) anbefalinger, retningslinjer, vejledninger og bekendtgørelser til implementering af de stadig mere trætte medarbejdere på landets hospitaler, dagtilbud, skoler, ældrecentre og private arbejdspladser.

Det hele foregår med den latente frygt for, at pandemien om et øjeblik trænger igennem vores fernis af normalitet og kontrol, så vi får Bergamo-tilstande i Danmark – ligesom statsministeren advarede om, dengang i marts. Things fall apart; the centre cannot hold, som Yeats så malerisk beskrev verdens ende.

Som understreget ovenfor: jeg siger ikke at frygten er uden grund. Det meste af det vi gør er rigtigt og nødvendigt. Men jeg spekulerer en del over, hvad den systemiske angstskabelse er udtryk for. Hvad dens funktion er. Og ikke mindst: hvordan den vil påvirke os som individer, socialt og samfundsmæssigt, når vi engang er ovre på den anden side af COVID–19?

Jeg ønsker virkelig, virkelig ikke at lyde som Saszeline eller de andre sølvpapirhatte. Og Guderne skal vide, at jeg afskyr den syndflod af amatør-epidemiologer og YouTube-uddannede virologer, der opstod efter COVID–19. Jeg hader de typer, der har regnet ud hvordan tingene virkelig hænger sammen. Konspirationsteorier ligger mig fjernt.

Men det er vanskeligt ikke at se den politiske magtudøvelse bag den systemiske angstskabelse. Kommunikationen af den permanente undtagelsestilstand. Udskamningen af de grupper (tidligere var det dem rejste til udlandet i ferierne, nu er det unge der holder for meget fest), der ikke udviser tilpas agtpågivenhed og overholdelse af myndighedernes krav. Alt sammen er jo uhyre effektivt til at sikre befolkningens accept af de nuværende (og fremtidige) restriktioner i den individuelle frihed.

Frihedstabet og angsten er åbenbart prisen for en samlet håndtering af en pandemi. Det egentlig spørgsmål er dog, hvad det får af langsigtede konsekvenser? Selvfølgelig dels for de somatiske sygdomme, hvor den manglende lyst til at gå til læge og udskydelsen af undersøgelser og operationer med statsgaranti vil føre til flere dødsfald og uopdagede sygdomme.

Men måske endnu mere dystert: hvordan har den mentale sundhed det, når vi kommer om på den anden side? Kommer vi til at få generationer af børn og unge, der lider af angst, OCD, depression og håndeksem? Hvordan klarer de i forvejen psykisk sårbare sig igennem denne tid, hvor nærværet er mindre og der er skruet op for angsten? Og er COVID–19 blot ouverturen til næste store angstøvelse i form af håndtering af klimakrisen? Hvor store veksler kan man egentlig trække på sammenhængskraften i et samfund ved at indføre permanent undtagelsestilstand?

Samlet set tror jeg, at der er brug for en ‘normalisering’ af måden vi opfatter og omtaler COVID–19. Den samlede indsats og den enkeltes ansvar for at vise agtpågivenhed, skal der naturligvis ikke lempes på. Men vi kan ikke vedblive med at opretholde det nuværende angstniveau og den mentale undtagelsestilstand. Myndighederne og medierne må skrue ned for retorikken.

I stå

Det står lidt stille med skriveriet for tiden. I hvert fald når vi taler den eksterne del. For efter at have opdaget det ret fantastiske note-/skriveværktøj Roam, så får jeg egentlig dagligt nedfældet en masse tanker og noter til mig selv. Indholdet af dem er dog primært småflæbende solipsistisk nonsens af terapeutisk og mentalhygiejnisk karakter. De egner sig mildest talt ikke til at blive publiceret for andre end mig selv.

Samtidig mangler jeg relevante meninger og indsigter i øjeblikket.

Med mindre noget handler om det helt nære – min familie, min hverdag – så har det en tendens til at flyde forbi min bevidsthed. Ser vi bort fra AaB’s sommertransfervindue (HVAD LAVER DU, INGE?!), så er der vitterligt ingen udefrakommende begivenheder, der har kunne fremkalde større reaktioner end et ‘nå nå’ og/eller mild irritation hos mig. Black Lives Matter? Hviderusland? Mundbind? Kommende økonomisk krise? Pensionsreform? Næh, tak, det magter jeg ikke lige at forholde mig til for tiden. Ring igen næste år.

Jeg får heller ikke læst bøger, set spændende film eller forholdt mig dybt til noget. Min politiske aktivitet er tilsvarende helt tørret ind. Jeg passer mit arbejde, læser nyhederne, forsøger at orkestrere vores kommende flytning til Odsherred, følger den ældstes skolestart. Og det er så nogenlunde, hvad min kapacitet rækker til.

Om det er COVID-19-tiden, der har bedøvet min intellektuelle nysgerrighed og paralyseret mit emotionelle engagement, kan jeg ikke afgøre. Måske er et engagementmæssigt lockdown ganske enkelt den måde, jeg håndterer tilværelsen i en periode med fundamental usikkerhed og bekymringer på.

Uanset hvad, så håber jeg på at udvikle lidt mere overskud, så jeg kan få hovedet ud af røven på mig selv / hovedet op ad sandet (kan ikke helt blive enig med mig selv om hvilken af de to metaforer, der er mest rammende). Verden stopper jo ikke bare fordi jeg er blevet COVID-19-apatisk og kronisk lavfrekvent bekymret.

Navlepilleri

Burde jeg skrive mere om mit intenst uinteressante liv her uge nummer ∞ inde i COVID-19-tidsalderen?

Om hvordan mit liv består af mere eller mindre (primært mindre) personlighedsudviklende hjemmearbejdsdage, daglig (forgæves) opretholdes af et meget lavt minimum af rengøring og hygiejne i hjemmet samt af at råbe af mine sagesløse kone og børn, når de kommer hjem og forstyrrer mig?

Om at jeg absolut intet udviklende eller langsigtet får foretaget mig, og ingen beslutninger får truffet (endsige ført ud i livet)?

Om at jeg ikke kan tage mig sammen til at tænke mere komplekse tanker, end hvordan jeg får overstået logistikken og afviklet driftssituationen i de kommende dage?

Om hvordan min skønlitterære læsning er gået i stå? Naturlig samtidig med at jeg ikke kan styre mig selv i læsningen sjæle- og livsglædeudslettende essays om de kommende års økonomiske og politiske apokalypse?

Om hvordan jeg ikke får motioneret nok, hvorfor det nok er meget heldigt at min arbejdsdag primært kan foregå i ikke-strammende spækvenligt tøj.

Om at jeg nu kan castes som skovtrold i en familievenlig film, da jeg ikke engang kan slæbe mig sammen til at komme forbi frisøren – og derfor nu har en hårpragt, der ville gøre Trolderik stolt?

Om hvordan jeg nu – fraset en enkelt ekspedition ud på Sjælland – ikke har været mere end 5 km i radius væk fra hjemmet siden 11. marts 2020?

Nej. Det burde jeg nok ikke skrive mere om. Dels er forkælet klynk ret ucharmerende, dels går det nøgternt vurderet ok, og jeg lider ingen nød i sammenligning med så mange andre.

Men en traurig tid? Det er det nu.

Første og eneste politiske COVID-19-indlæg

Jeg har egentlig svoret at denne blog vil være COVID-19-fri zone. I hvert fald  de politiske aspekter. Men som alle de andre indespærrede og kuldrede tosser med fire ugers akkumuleret frustration og for let adgang til nettet, så brænder jeg inde med masser af uinformerede holdninger og opfattelser af verdens sande tilstand. Ikke mindst når det handler om de verserende diskussioner om oplukningen af landet.

Jeg blev decideret gal over statsministerens fjantede pressemøde i går. 23 minutters indholdsløst nonsens, indpakket i socialdemokratiske selvgodhed. Det var rædsomt.

Hidtil har jeg ellers – på trods af min borgerlige observans og myndighedernes skiftende udmeldinger – haft en tiltro til, at strategien var den rigtige og regeringen havde det fælles bedste for øje.

Efter i går tror jeg ikke på det længere. Nu hvor der skal åbnes og træffes vanskelige beslutninger, der ikke kun drejer sig om at lukke ned og indskrænke frihed, så handler det igen for regeringen om partipolitik og spin. Det er mit indtryk, at oplukningen kommer til at vare alt for længe og vil blive alt dyr – og at det primært vil være fordi Mette Frederiksen (den store, autoritære Strammer) ikke vil løbe en risiko med sit resolutte image.

Det ses bl.a. i den aktuelle genåbning af dagtilbud og skoler. Det er fuldstændig vanvittigt hvad pædagogerne og lærerne bliver udsat for i det hygiejne- og kontrolregime, som lige nu lægges ned over institutionerne. De vil ikke kunne udføre deres kerneopgaver i form af omsorg, tryghed og læring, når de skal holde afstand, vaske legetøj konstant og i øvrigt selv gå og være urolige. Det er dybt fremmedgørende for børnene og medarbejderne – og det er en Sisyfos-indsats, for børnene (og afledt heraf: deres forældre) vil blive smittet på et tidspunkt. Hvilket som udgangspunkt vil være ok, da børn, deres (relativt) yngre forældre og almindeligt raske medarbejdere ikke er i risikogrupperne. Så hvorfor gennemføre en masse foranstaltninger, der hverken er effektive eller meningsfulde – men som til gengæld reducerer livsglæden hos alle parter og skaber angste børn? Og altsammen for at regeringen ikke må fremstå som for overmodig. Det giver ikke mening.

Nå, så fik jeg raset ud. Jeg er fuldstændig tryg ved at mine børns børnehave kommer til at gøre alt hvad de kan for at skabe en tryg og omsorgsfuld (anderledes) hverdag, så længe det urimelige genåbningsregimet kører. Men jeg synes ikke det er fair overfor hverken dem eller børnene, at de skal udsættes for det. Og jeg stoler ikke længere på statsministeren. Nu er det desværre politisk hverdag igen.

The Soft Bulletin

The Flaming Lips’ ’The Soft Bulletin’ er et af de albums, der kræver man er i et særligt humør – for alt ved sangene er STORT og EPISK og MONUMENTALT. Men hvis man så ER i den rette stemning, så er det til gengæld noget nær det perfekte COVID-19-musikalbum.

Det har jeg opdaget det seneste døgn, hvor jeg stødte på en liveudgave. Koncerten er optaget i Denver, og bandet hælder lige ekstra 38% fløde oveni den i forvejen TUNGE ret i form af et symfoniorkester. Og mærk jer mine ord: det er LÆKKERT.

Nå, men ’The Soft Bulletin’ fra 1999 (og den næsten ligeså vidunderlige opfølger ’Yoshimi Battles the Pink Robots’ fra 2002) er begge fra den periode i Flaming Lips’ karriere, hvor de genopfandt sig selv i form af faux-science fiction konceptalbums.

Sangene udgør en delvist sammenhængende historie, og de kan snildt tolkes i en let forskruet pandemiretning. Bedste eksempel er ’Race for the Prize’, hvor to videnskabsmænd er i frenetisk, altfortærende og monoman jagt på KUREN:

Two scientists were racing for the good of all mankind
Both of them side by side so determined
Locked in heated battle for the cure that is their prize
But it’s so dangerous but they’re determined

Theirs is to win if it kills them
They’re just humans with wives and children

Men der er også andre mesterværker: ‘Waiting for a Superman’ (HOLD UD), ‘Suddenly Everything has Changed’ (DU SAD OG KEDEDE DIG, SÅ KOM DØDSANGSTEN), ‘The Gash’ (KÆMP VIDERE), ‘Feeling Yourself Disintegrate’ (DEN MENNESKELIGE TILSTAND) og ‘A Spoonful Weighs a Ton’ (KUREN ER FUNDET, HVAD NU?!).

Som sagt kræver albummet (og vel egentlig Flamings Lips i almindelighed) at man er i humør til det. Men hvis man er, så er det vanskeligt ikke at blive revet med her midt i pandemien.

Raghuram Rajan – The Third Pillar

Er så småt gået igang med Raghuram Rajan ’The Third Pillar: How Markets and the State Leave the Community Behind’. Jeg er kun på side 142, men det er en tankevækkende bog – ikke mindst her under den aktuelle COVID-19-situation.

Rajans grundlæggende argument er indkapslet i bogen undertitel. Et samfund står i hans analyse på tre ben: ‘staten’, ‘økonomien/markedet’ og ‘civilsamfundet’. Rajan mener at vi siden i hvert fald midten af det 20. århundrede har set hvordan staten og markedet i stigende grader er vundet frem – på bekostning af det tredje ben i form af civilsamfundet og sammenhængskraften. 

I Danmark ses det ved, at vi i vid udstrækning har outsourcet mange funktioner til markedet og staten, som tidligere blev løst af familien og i lokalsamfundet.

Vi har med tiden udformet en stor samfundskontrakt med hinanden om, at vi allesammen skal på arbejdsmarkedet og betale en forrygende høj skat. Til gengæld staten leverer enorme mængder skatteyderfinansierede serviceydelser, akkumuleret i det vi kalder for ‘velfærdssamfundet’.

Staten passer, uddanner og opdrager vores børn, ligesom den er ansvarlig for at give vores ældre pleje og omsorg. Det er også staten der sørger for, at den almindelige dansker ikke behøver at forholde sig til de fattige, dumme, svage, tossede eller hjemløse. Slidsomme omsorgsfunktioner, der før i tiden traditionelt blev betragtet som ‘kvindeopgaver’ er nu statsliggjort, men bliver paradoksalt nok alligevel løst af kvinder (se: pædagoger, SOSU-assistenter) til alt for lave lønninger. 

Denne store upersonlige aftale om professionel velfærd gør det muligt for os at arbejde fuld tid. Til gengæld bliver flertallet befriet allesammen for det, der engang var det personlige ansvar for vores børn, ældre, svage og nærmiljøet. Samtidig køber vi i dag på markedet de ydelser, der før i tiden i højere grad blev løst i lokalsamfundet og i familien – f.eks. håndværksydelser. Alle disse logikker betyder samtidig, at de mindre samfund i ‘Udkantsdanmark’ bliver tømt for jobs, muligheder og sammenhold. Funktioner centraliseres og de unge flytter væk. Mulighederne er i de store byer, hvor staten og markedet er stærkest.

Rajans mere normative pointe er, at vi på det helt store metasamfundsniveau er nødt til at styrke civilsamfundet. Erosionen af de lokale fællesskaber og et overdrevent fokus på markedet er en af drivkrafterne bag økonomisk ulighed. En yderligere statsliggørelse af de mellemmenneskelige relationer er heller ikke vejen frem.

Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, hvad jeg tænker om Rajans analyse. Jeg kan følge den noget af vejen, og jeg har også en sværmerisk sympati for stærke lokale relationer og decentralisering.

Men … står det nu virkelig så slemt til?

Danmark er stadig i vid udstrækning et foreningsland. Ok, måske de fleste ikke gider engagere sig i bestyrelserne, men landets sportshaller er stadig fyldt med frivillige. Mange er frivillige på plejehjem. Vi ser også hvordan mange mennesker engagerer sig i bevægelser, f.eks. indenfor bæredygtighed eller ligestilling. Det vidner jo ikke umiddelbart om civilsamfundets nært forestående død.  

Men så er der jo COVID-19-situationen, hvor vi i den grad må sige at staten har slået til – og aflyst markedet og civilsamfundet. Det bliver en udfordring og en læringsperiode. Både i de kommende uger, hvor mange ældre i kommunernes hjemmepleje vil kunne opleve, at de får brug for deres familie til at hjælpe dem med madlavning, rengøring og nærvær. Dén fordring for at hjælpe vores ældre familiemedlemmer har de færreste oplevet de sidste 60 år. Her skal civilsamfundet stå sin prøve, ligesom det gør lige nu rundt om de mange små hjem, hvor man pludselig kommer hinanden meget ved.

Men det bliver også interessant bagefter, når samfundet åbner op igen.

Hvor vi som civilsamfund skal havde genskabt de sociale relationer ovenpå en nedlukning, hvor staten fylder alt, alt for meget. Hvor vores politikere rent faktisk har besluttet sig for, at staten bør kunne gå ind i private hjem, hvis de vurderer at der er for mange mennesker samlet. Hvor man i ramme alvor indførte en stik-din-nabo-ordning (før den blev trukket tilbage), og vil give lade den samme myndighed, der i 2016 sendte ukrypterede sundhedsoplysninger om 5 mio. danskere til Kina, ret til at monitorere mobilbrugernes lokationer. 

Det bliver kort sagt interessant at se om og hvordan vores regering – der også før COVID-19-krisen udviste en bekymrende stor tiltro til statens evne til at vide bedst – vil rulle de voldsomme tiltag tilbage, og hvordan nedlukningen af samfundet påvirker den måde vi omgås. Jeg – og Rajan – bør nok være bekymrede.

Jeg går olmt fnysende rundt her i karantænebunkeren hele dagen – vred, irritabel, frustreret – og forsøger at passe arbejdet fra distancen. Mens Den Bedre Halvdel redder verden på sygehuset, er jeg alene hjemme med to børn på 3 og 6. De har underligt nok ikke den store sympati eller forståelse for at jeg ikke er tilgængelig for leg, opmærksomhed og pleje hele tiden. Det fungerer kort sagt ad helvede til.

Det eneste jeg ønsker er ro, fred og muligheden for at fordybe mig mere end 30 sekunder af gangen. Når det mirakel så endelig indtræffer her ved aftenstide, så er jeg ør, drænet og kan ikke samle mig om noget.

De her fire uger (måneder?) bliver de længste nogensinde. 

COVID-19 Playlisten