Navlepilleri

Burde jeg skrive mere om mit intenst uinteressante liv her uge nummer ∞ inde i COVID-19-tidsalderen?

Om hvordan mit liv består af mere eller mindre (primært mindre) personlighedsudviklende hjemmearbejdsdage, daglig (forgæves) opretholdes af et meget lavt minimum af rengøring og hygiejne i hjemmet samt af at råbe af mine sagesløse kone og børn, når de kommer hjem og forstyrrer mig?

Om at jeg absolut intet udviklende eller langsigtet får foretaget mig, og ingen beslutninger får truffet (endsige ført ud i livet)?

Om at jeg ikke kan tage mig sammen til at tænke mere komplekse tanker, end hvordan jeg får overstået logistikken og afviklet driftssituationen i de kommende dage?

Om hvordan min skønlitterære læsning er gået i stå? Naturlig samtidig med at jeg ikke kan styre mig selv i læsningen sjæle- og livsglædeudslettende essays om de kommende års økonomiske og politiske apokalypse?

Om hvordan jeg ikke får motioneret nok, hvorfor det nok er meget heldigt at min arbejdsdag primært kan foregå i ikke-strammende spækvenligt tøj.

Om at jeg nu kan castes som skovtrold i en familievenlig film, da jeg ikke engang kan slæbe mig sammen til at komme forbi frisøren – og derfor nu har en hårpragt, der ville gøre Trolderik stolt?

Om hvordan jeg nu – fraset en enkelt ekspedition ud på Sjælland – ikke har været mere end 5 km i radius væk fra hjemmet siden 11. marts 2020?

Nej. Det burde jeg nok ikke skrive mere om. Dels er forkælet klynk ret ucharmerende, dels går det nøgternt vurderet ok, og jeg lider ingen nød i sammenligning med så mange andre.

Men en traurig tid? Det er det nu.

Første og eneste politiske COVID-19-indlæg

Jeg har egentlig svoret at denne blog vil være COVID-19-fri zone. I hvert fald  de politiske aspekter. Men som alle de andre indespærrede og kuldrede tosser med fire ugers akkumuleret frustration og for let adgang til nettet, så brænder jeg inde med masser af uinformerede holdninger og opfattelser af verdens sande tilstand. Ikke mindst når det handler om de verserende diskussioner om oplukningen af landet.

Jeg blev decideret gal over statsministerens fjantede pressemøde i går. 23 minutters indholdsløst nonsens, indpakket i socialdemokratiske selvgodhed. Det var rædsomt.

Hidtil har jeg ellers – på trods af min borgerlige observans og myndighedernes skiftende udmeldinger – haft en tiltro til, at strategien var den rigtige og regeringen havde det fælles bedste for øje.

Efter i går tror jeg ikke på det længere. Nu hvor der skal åbnes op og træffes vanskelige beslutninger, der ikke kun drejer sig om at lukke ned og indskrænke frihed, så handler det igen for regeringen om partipolitik og spin. Det er mit indtryk, at oplukningen kommer til at vare alt for længe og vil blive alt dyr – og at det primært vil være fordi Mette Frederiksen (den store, autoritære Strammer) ikke vil løbe en risiko med sit resolutte image.

Det ses bl.a. i den aktuelle genåbning af dagtilbud og skoler. Det er fuldstændig vanvittigt hvad pædagogerne og lærerne bliver udsat for i det hygiejne- og kontrolregime, som lige nu lægges ned over institutionerne. De vil ikke kunne udføre deres kerneopgaver i form af omsorg, tryghed og læring, når de skal holde afstand, vaske legetøj konstant og i øvrigt selv gå og være urolige. Det er dybt fremmedgørende for børnene og medarbejderne – og det er en Sisyfos-indsats, for børnene (og afledt heraf: deres forældre) vil blive smittet på et tidspunkt. Hvilket som udgangspunkt vil være ok, da børn, deres (relativt) yngre forældre og almindeligt raske medarbejdere ikke er i risikogrupperne. Så hvorfor gennemføre en masse foranstaltninger, der hverken er effektive eller meningsfulde – men som til gengæld reducerer livsglæden hos alle parter og skaber angste børn? Og altsammen for at regeringen ikke må fremstå som for overmodig. Det giver ikke mening.

Nå, så fik jeg raset ud. Jeg er fuldstændig tryg ved at mine børns børnehave kommer til at gøre alt hvad de kan for at skabe en tryg og omsorgsfuld (anderledes) hverdag, så længe det urimelige genåbningsregimet kører. Men jeg synes ikke det er fair overfor hverken dem eller børnene, at de skal udsættes for det. Og jeg stoler ikke længere på statsministeren. Nu er det desværre politisk hverdag igen. 

The Soft Bulletin

The Flaming Lips’ ’The Soft Bulletin’ er et af de albums, der kræver man er i et særligt humør – for alt ved sangene er STORT og EPISK og MONUMENTALT. Men hvis man så ER i den rette stemning, så er det til gengæld noget nær det perfekte COVID-19-musikalbum.

Det har jeg opdaget det seneste døgn, hvor jeg stødte på en liveudgave. Koncerten er optaget i Denver, og bandet hælder lige ekstra 38% fløde oveni den i forvejen TUNGE ret i form af et symfoniorkester. Og mærk jer mine ord: det er LÆKKERT.

Nå, men ’The Soft Bulletin’ fra 1999 (og den næsten ligeså vidunderlige opfølger ’Yoshimi Battles the Pink Robots’ fra 2002) er begge fra den periode i Flaming Lips’ karriere, hvor de genopfandt sig selv i form af faux-science fiction konceptalbums.

Sangene udgør en delvist sammenhængende historie, og de kan snildt tolkes i en let forskruet pandemiretning. Bedste eksempel er ’Race for the Prize’, hvor to videnskabsmænd er i frenetisk, altfortærende og monoman jagt på KUREN:

Two scientists were racing for the good of all mankind
Both of them side by side so determined
Locked in heated battle for the cure that is their prize
But it’s so dangerous but they’re determined

Theirs is to win if it kills them
They’re just humans with wives and children

Men der er også andre mesterværker: ‘Waiting for a Superman’ (HOLD UD), ‘Suddenly Everything has Changed’ (DU SAD OG KEDEDE DIG, SÅ KOM DØDSANGSTEN), ‘The Gash’ (KÆMP VIDERE), ‘Feeling Yourself Disintegrate’ (DEN MENNESKELIGE TILSTAND) og ‘A Spoonful Weighs a Ton’ (KUREN ER FUNDET, HVAD NU?!).

Som sagt kræver albummet (og vel egentlig Flamings Lips i almindelighed) at man er i humør til det. Men hvis man er, så er det vanskeligt ikke at blive revet med her midt i pandemien.

Raghuram Rajan – The Third Pillar

Er så småt gået igang med Raghuram Rajan ’The Third Pillar: How Markets and the State Leave the Community Behind’. Jeg er kun på side 142, men det er en tankevækkende bog – ikke mindst her under den aktuelle COVID-19-situation.

Rajans grundlæggende argument er indkapslet i bogen undertitel. Et samfund står i hans analyse på tre ben: ‘staten’, ‘økonomien/markedet’ og ‘civilsamfundet’. Rajan mener at vi siden i hvert fald midten af det 20. århundrede har set hvordan staten og markedet i stigende grader er vundet frem – på bekostning af det tredje ben i form af civilsamfundet og sammenhængskraften. 

I Danmark ses det ved, at vi i vid udstrækning har outsourcet mange funktioner til markedet og staten, som tidligere blev løst af familien og i lokalsamfundet.

Vi har med tiden udformet en stor samfundskontrakt med hinanden om, at vi allesammen skal på arbejdsmarkedet og betale en forrygende høj skat. Til gengæld staten leverer enorme mængder skatteyderfinansierede serviceydelser, akkumuleret i det vi kalder for ‘velfærdssamfundet’.

Staten passer, uddanner og opdrager vores børn, ligesom den er ansvarlig for at give vores ældre pleje og omsorg. Det er også staten der sørger for, at den almindelige dansker ikke behøver at forholde sig til de fattige, dumme, svage, tossede eller hjemløse. Slidsomme omsorgsfunktioner, der før i tiden traditionelt blev betragtet som ‘kvindeopgaver’ er nu statsliggjort, men bliver paradoksalt nok alligevel løst af kvinder (se: pædagoger, SOSU-assistenter) til alt for lave lønninger. 

Denne store upersonlige aftale om professionel velfærd gør det muligt for os at arbejde fuld tid. Til gengæld bliver flertallet befriet allesammen for det, der engang var det personlige ansvar for vores børn, ældre, svage og nærmiljøet. Samtidig køber vi i dag på markedet de ydelser, der før i tiden i højere grad blev løst i lokalsamfundet og i familien – f.eks. håndværksydelser. Alle disse logikker betyder samtidig, at de mindre samfund i ‘Udkantsdanmark’ bliver tømt for jobs, muligheder og sammenhold. Funktioner centraliseres og de unge flytter væk. Mulighederne er i de store byer, hvor staten og markedet er stærkest.

Rajans mere normative pointe er, at vi på det helt store metasamfundsniveau er nødt til at styrke civilsamfundet. Erosionen af de lokale fællesskaber og et overdrevent fokus på markedet er en af drivkrafterne bag økonomisk ulighed. En yderligere statsliggørelse af de mellemmenneskelige relationer er heller ikke vejen frem.

Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv om, hvad jeg tænker om Rajans analyse. Jeg kan følge den noget af vejen, og jeg har også en sværmerisk sympati for stærke lokale relationer og decentralisering.

Men … står det nu virkelig så slemt til?

Danmark er stadig i vid udstrækning et foreningsland. Ok, måske de fleste ikke gider engagere sig i bestyrelserne, men landets sportshaller er stadig fyldt med frivillige. Mange er frivillige på plejehjem. Vi ser også hvordan mange mennesker engagerer sig i bevægelser, f.eks. indenfor bæredygtighed eller ligestilling. Det vidner jo ikke umiddelbart om civilsamfundets nært forestående død.  

Men så er der jo COVID-19-situationen, hvor vi i den grad må sige at staten har slået til – og aflyst markedet og civilsamfundet. Det bliver en udfordring og en læringsperiode. Både i de kommende uger, hvor mange ældre i kommunernes hjemmepleje vil kunne opleve, at de får brug for deres familie til at hjælpe dem med madlavning, rengøring og nærvær. Dén fordring for at hjælpe vores ældre familiemedlemmer har de færreste oplevet de sidste 60 år. Her skal civilsamfundet stå sin prøve, ligesom det gør lige nu rundt om de mange små hjem, hvor man pludselig kommer hinanden meget ved.

Men det bliver også interessant bagefter, når samfundet åbner op igen.

Hvor vi som civilsamfund skal havde genskabt de sociale relationer ovenpå en nedlukning, hvor staten fylder alt, alt for meget. Hvor vores politikere rent faktisk har besluttet sig for, at staten bør kunne gå ind i private hjem, hvis de vurderer at der er for mange mennesker samlet. Hvor man i ramme alvor indførte en stik-din-nabo-ordning (før den blev trukket tilbage), og vil give lade den samme myndighed, der i 2016 sendte ukrypterede sundhedsoplysninger om 5 mio. danskere til Kina, ret til at monitorere mobilbrugernes lokationer. 

Det bliver kort sagt interessant at se om og hvordan vores regering – der også før COVID-19-krisen udviste en bekymrende stor tiltro til statens evne til at vide bedst – vil rulle de voldsomme tiltag tilbage, og hvordan nedlukningen af samfundet påvirker den måde vi omgås. Jeg – og Rajan – bør nok være bekymrede.

Jeg går olmt fnysende rundt her i karantænebunkeren hele dagen – vred, irritabel, frustreret – og forsøger at passe arbejdet fra distancen. Mens Den Bedre Halvdel redder verden på sygehuset, er jeg alene hjemme med to børn på 3 og 6. De har underligt nok ikke den store sympati eller forståelse for at jeg ikke er tilgængelig for leg, opmærksomhed og pleje hele tiden. Det fungerer kort sagt ad helvede til.

Det eneste jeg ønsker er ro, fred og muligheden for at fordybe mig mere end 30 sekunder af gangen. Når det mirakel så endelig indtræffer her ved aftenstide, så er jeg ør, drænet og kan ikke samle mig om noget.

De her fire uger (måneder?) bliver de længste nogensinde. 

COVID-19 Playlisten

Lost in the Plot

Jeg havde egentlig forbudt mig selv at læse mere om Covid-19 og dens konsekvenser, men det er vanskeligt at lade være, når verden tilsyneladende er i fuld gang med at nedsmelte. To artikler har fået mig til at tænke lidt ekstra efter endt læsning. Den første er rablende og alt for lang, men dens indledning siger noget klogt:

For the fourth time in my adult memory, humanity has collectively, visibly lost the plot at a global level. My criteria are fairly restrictive: The dotcom bust and the 2007 crash don’t make my list for instance, and neither do previous recent epidemics like SARS or Ebola. Global narrative collapse is a fairly severe condition, but apparently no longer as rare as it once was. Here’s my shortlist:

Fall of Berlin Wall (1989, I was 14)

9/11 (2001, I was 27)

Trump election (2016, I was 42)

Coronavirus (2020, I am 45)

It always seems to happen relatively suddenly (but is not always entirely black-swan-level unanticipated; it is typically a gray swan), and in each of the first three cases, by my estimate, it took humanity 1-2 years to reorient. I expect this one will take about 18 months, unless a bigger gray or black swan eats this one (one I’m watching out for is Trump losing in 2020 and refusing to honor the electoral verdict). We will find the plot again after the first vaccines are administered at a large scale, presumably during the 2021 southern hemisphere flu season. We will learn how effective the vaccines are, and the markets will decide how to reprice modern pandemic risks correctly.

So what do we do in the meantime?

Global narrative collapse events tend to have a very surreal glued-to-screens quality surrounding them. That’s how you know everybody has lost the plot: everybody is tracking the rawest information they have access to, rather than the narrative that most efficiently sustains their reality.

Jeg har i den grad lost the plot i den nuværende usikkerhed. At dømme ud fra medierne og min bekendtskabskreds reaktioner, så er jeg langt fra den eneste. Vi søger efter et nyt narrativ, nu hvor det gamle med ét er blevet forkastet.

Søndag publicerede Altingets redaktør – som jeg ellers normalt finder ulideligt selvsmagende – så en tankevækkende kronik, der måske kan tjene til at strukturere tankerne en anelse. Bevares, ingen af os ved hvor slem eller hvor lang den kommende økonomiske krise bliver. Men vi ved at den kommer, at det vil påvirke vores handlemuligheder (og klimaindsatsen) de næste mange år frem og at nedlukningen af Danmark bliver dyr – og at der på et tidspunkt kommer et opgør med den måde regeringen har valgt at håndtere krisen1.

I forhold til narrativet, så er det vigtigt for mig som liberal, at den aktuelle nødsituation ikke udvikler sig til en permanent tilstand. At frihedsrettighederne ikke bliver eroderet. At staten trækker sig tilbage fra menneskers liv igen.

Bevares, de dybt indgribende og vidtgående hastelove udløber af sig selv om et år, men alligevel … statsmagten er jo på både speed og steroider lige nu. Den slags er vanedannende, ikke mindst under den nuværende regering.

Allerede før krisen var der tegn på, at Mette Frederiksen havde autoritære tendenser og grundlæggende mente, at staten ved bedst og handler bedst – se bare diskussionen om tvangsfjernelser af børn. Civilsamfundet og markedet var ikke noget, som regeringen havde den store fidus til. Hvorfor skulle den nuværende situation, hvor Socialdemokratiet har kunne udleve statens magt i sit absolutte zenit, reducere Mette Frederiksens tendenser til magtfuldkommenhed og L’état, c’est moi?

Selv nu under krisen ser vi regeringen træffe vidtgående beslutninger, der har et politisk snarere end et sundhedsfagligt formål. Dét er farligt og i mine øjne bliver opgøret med statens omklamring den afgørende kamp for de borgerlige i årene frem. Udover at fremlægge det bedste bud på den økonomiske genopretning, så skal det borgerlige Danmark insistere på frisindet, på den personlige frihed og på at ægte fremskridt skabes af mennesker der indgår i ægte fællesskaber – ikke af en altdominerende socialdemokratisk stat.

På positivsiden i forhold til fremtidens narrativet: livet og stemningen i karantænelande må føles i stil med det, befolkningerne oplevede i 1. og 2. verdenskrig samt under depressionen. Naturligvis langt mere bekvemt i dag, og selvfølgelig kan man ikke sammenligne fem ugers hjemmearbejde med fem års besættelse. Men der er den samme grundlæggende usikkerhed, bekymring for fremtiden, forvirringen og følelse af at noget er GALT. Den bevidsthed som de generationer bevarede forsvandt indledningsvist med 68’erne og blev så siden udslettet i 1989, hvor fremtiden virkede lys for den vestlige verden (for så flygtigt at genopstå efter 9/11). Måske vi vil reagere på samme måde, som generationerne dengang. Sige ‘aldrig igen!’ og opbygge mere bæredygtige institutioner, som de opbyggede FN og EF. Og sætte mere pris på, at vi lever (har levet?) i en unik fredelig og velstående epoke i menneskehedens historie.

Jeg håber det. Men som måske fornemmes, så leder jeg selv efter plottet lige nu.

Som det er nu, så er det sundhedspersonalet som skal træffe den konkrete beslutning og prioritering. Men der kommer et tidspunkt, hvor vi på samfundsniveau skal beslutte os for hvor meget vi er klar til at betale for at redde X-tusinder 80 årige. Man gør det jo allerede med dyr medicin. Så hvor mange milliarder og hvor mange jobs skal det her koste? Hvornår kan man genåbne samfundet? Jeg er glad for at det ikke er mig, der skal træffe den beslutning

  1. I kronikken rejser Altingets redaktør også diskussionen om, hvornår den aktuelle nedlukning bliver for dyr rent samfundsøkonomisk. Der kommer et tidspunkt, hvor vi (dvs. regeringen) på samfundsniveau skal beslutte os for hvor meget vi er klar til at betale for at redde X-antal tusinder 80-årige. Hvor mange milliarder og hvor mange jobs skal det her koste? Hvornår kan man genåbne samfundet? Hvad er et menneskeliv værd? Jeg er glad for at det ikke er mig, der skal træffe den beslutning.

Du drømmer om et andet sted

Jeg er nødt til at gøre et eller andet ved mit medieindtag for tiden. Der er brug for en stoisk tilgang. Jeg kan ikke bestemme hvad der sker, men jeg kan bestemme (eller i hvert fald forsøge på at bestemme) hvordan jeg reagerer på begivenhederne. Og hvad er egentlig pointen i at manisk at læse alle artiklerne, alle analyserne, alle tweets, alle de seneste (dårlige og urovækkende) nyheder? Intet af det løser Covid-19 pandemien eller den kommende økonomiske krise, det gør mig blot endnu mere sortseende og apatisk.

I teorien burde jeg (i pauserne fra børn og arbejde) søge eskapistisk frelse i læsning af god skøn- og faglitteratur. Det plejer at virke for mig. Men det virker som om at noget af det første, der er forsvundet, er min koncentrationsevne. Alle de mange usikkerheder, bekymringer, ‘known unknowns’ og ‘unknown unknowns’ … det giver en baggrundsstøj, som reducerer min lyst og evne til at sætte mig ned og læse en bog. Hvilket ellers nok ville være det bedste for mig at gøre – især i en tid som denne.

Life During Wartime

Nå, det gik stærkt, hva’?

Sikke en uge. Meget kan man sige om vores regering, men den er ikke bange for at lukke samfund ned og udleve sit fulde autoritære potentiale. Det lød måske kritisk, men det er jeg nu egentlig ikke. Som gift med en af dem, der har den tvivlsomme at stå på sygehusafdelingen om de 10-12 dage, når epidemien raser og sundhedssystemkollapset truer, så ved jeg godt hvorfor de nuværende tiltag er nødvendige.

Men jeg er nervøs for hvad den her uhæmmede statsmagt, de vidtgående og meget indgribende hastelove, de lukkede grænser kommer til at gøre ved os som samfund – og den sociale kontrakt mellem stat, borger og civilsamfund. Det er svært for en hegemonisk og autokratisk tænkende statsleder at fralægge sig magtinstrumenter, når de først har været i hænderne på dem. Og Mette Frederiksen var i ikke-krisetid en politiker med en udpræget ‘staten-ved-bedst/Socialdemokratiet-er-staten’-tankegang. Lad os nu se. Det bliver spændende hvad der sker, når (hvis?) vi kommer tilbage til en normaltilstand igen. 

Men der er langt derhen. I dag gik både Frankrig og Spanien i fuldt lockdown, og jeg forventer at vi senest tirsdag aften får endnu et af de rædselsvækkende pressemøder, hvor Frederiksen melder næste restriktion ud – hvilket bliver et egentlig udgangsforbud.

Og, ja, indrømmet: jeg glæder mig ikke til at arbejde hjemme alene sammen med to børn på 3 og 6 år. Hvordan skal jeg få lavet noget? Hvordan skal jeg forhindre dem i at blive bindegale, hvis de ikke kan komme udenfor eller lege sammen med andre børn? 

Det bliver en grum tid. Og selvsagt endnu grummere, hvis alle dommedagsprofetierne jeg kan læse på nettet i denne tid går i opfyldelse.