Stødte på denne tankevækkende lydbid:

Imagine if this virus had emerged two decades ago – perfectly plausible, and nothing in historical terms. Scientists would have not have had the wherewithal to crack the code of the virus or to share it globally and instantaneously. Office workers, in firms and in governments, would not have been able to meet over video, businesses would have not been able to reinvent themselves. Friends and family would have even less connection with the outside world than before. Food and other essential goods and indeed non-essential goods would have not have remained accessible to nearly so many people. Neighbours wouldn’t have been able to look after each other as easily. Governments, health services and businesses wouldn’t have been able to gather data or share information nearly so efficiently. A huge part of the reason we were able to adapt as we have is down to technologies that didn’t exist or were not in widespread use twenty or even ten years ago. It’s enough to make you believe in progress.

Det er altid vanskeligt med kontrafaktisk historieskrivning. Men perspektivet er relevant. Hvordan ville vi som samfund have håndteret en pandemi som COVID-19, hvis den havde fundet sted i f.eks. 1997? Vi er et noget andet sted i dag. Måske min hidtidige fornemmelse af at have levet i en teknologisk sekulær stagnation var forfejlet.

Midt i driften

Hvad kan jeg egentlig fortælle om den seneste måneds tid? Tingene og dagene flyder sammen. Hver eneste dag er grundlæggende den samme; statisk og tvangsritualiseret (KL. 14 KOMMER DAGENS TAL og derefter endnu en mere eller mindre videnskabeligt baseret vurdering fra en af mediernes 3-4 roterende virusvismænd). De latent-rædselsslagne rutiner og Teamsmøderne bliver blot momentvis afbrudt af endnu et pressemøde, hvor en utilpas (og ældre, meget ældre) udseende sundhedsminister udlægger situationen med eksotiske varianter og kontakttal.

Imens holder vi driften af Småbørnsfamilie A/S kørende under COVID-19-restriktionerne, med alt hvad det indebærer af logistik, indkøring i ny børnehave af den yngste og nødtørftig varetagelse af papirnusseropgaverne på hjemmearbejdspladsen. Indtil i dag foregik det i kombination med hjemmeundervisning af en stadig mere traurig 6-årig, der savner sin gamle klasse, aldrig har prøvet andet end coronaskole og først i dag – halvanden måned forsinket – mødte sin nye klasse fysisk. Hvad mon det egentlig gør af skade på sådan et lille menneske, at de isoleres på den måde fra andre børn i så lang tid? Hvordan påvirker det at vokse op i en fundamentalt usikker tid, hvor de voksne er bange og verden er farlig? Forældrene undertrykker tankerne om de langsigtede konsekvenser, der dog har det med at dukke op i de mørkere stunder.

Læg dertil en ufuldstændige indflytning i nyt hus, click-and-collect ture til i Bauhaus Holbæk (mit tempel) efter elradiatorer, da gulvvarmen i den ene halvdel af huset selvsagt valgte at sætte ud midt i permafrostperioden. Drys dertil tristesse over manglende mulighed for at se bedsteforældrene i Nordjylland og i Sverige.

Men det kører da. Vi mosler videre. Der er ikke noget, der falder på gulvet sådan for alvor. Vi gør det vi skal. Håret vokser vildt, hvilket jo er en uventet bonus. Men det kunne være godt med en smule optimisme snart. Så der bliver overskud til andet og mere end drift. Det kunne være rart med lidt plads til drømme. Mon ikke de fleste har det sådan lige nu.

Svært at artikulere indsigtsfulde og sammenhængende tanker på en dag, hvor vi på flere måder befinder os i limbo.

De tæller stadig i USA, og det gør de muligvis også i logistikenheden i Fødevarestyrelsen. Det er trods alt ikke en helt lille opgave at aflive 17 mio. mink i mobile gaskamre. Men det er åbenbart et minkholocaust der skal til for at forhindre at Hjørring bliver til Wuhan 2.0. Det er på alle måder en katastrofe. Både for minkavlerne, nationaløkonomien og potentielt også for udviklingen af en vaccine.

De tæller sikkert også i SSI for at se, hvorvidt de landsdækkende restriktionerne, der blev indført for nylig, har en effekt. De tæller sikkert også dage i regeringen, nu hvor halvdelen af dem er gået i selvisolation. Så vi venter og tæller allesammen.

I det større billede, så var minkpressemødet i dag måske dér, hvor vi i Danmark for alvor gik ind i en ny og langt mere uhyggelig fase af COVID-19. En critical juncture, som jeg lærte om engang på statskundskab for alt for længe siden. Perspektivet er i hvert fald skræmmende.

Update 16/11-2020: Siden dette indlæg blev skrevet har hele minksagen udviklet sig til noget af en skandale, inkl. nedlukning af 7 nordjyske kommuner, et grundlovsbrud fra regeringens side og kraftig kritik af det videnskabelige grundlag for de drastiske indgreb. Jeg har ikke for alvor magtet at skrive en klog tekst, der løfter tingene op på et højere niveau. Vi lever i den grad i interessante tider.

Nå, men jeg ved sådan set stadig ikke om jeg har COVID-19. Ganske vist blev jeg testet i går kl. 11.40, men der var ikke svar klar et døgn senere – og siden kl. 13 har sundhed.dk været brudt ned, så ja, hvem ved? Egentlig tror jeg mest af alt det er en krasbørstig omgang forkølelse eller influenza, jeg har krattet til mig. Det føltes i hvert fald sådan, da jeg lå og havde så ondt, så ondt af mig selv i bedste ‘man flu’-stil. Men man skal jo ikke tage chancer i denne tid. Så må håbe at systemet snart kommer op at køre igen. Update: Det var bare en forkølelse og mig der var pjevset.

Normalisering

Misforstå mig nu ikke: jeg nedtoner ikke farligheden af COVID–19. Jeg taler på ingen måde for at slække på hverken hygiejnen, afstanden, hensyntagen, testning eller smitteopsporing. Som gift med en læge, der har haft sin daglige gang på en COVID–19-afdeling og nu arbejder i almen praksis, så ved jeg udmærket, hvad vi har med at gøre. Dødelige pandemier skal tages alvorligt.

Selv hvis der (hvilket ville være et uhørt tempo) kommer en vaccine lige om lidt, og den tilmed kan distribueres effektivt (hvilket er tvivlsomt eller i hvert fald en logistisk udfordring) og tilpas mange lader sig vaccinere, så vurderede Anthony Fauci forleden dag, at vi tidligst er tilbage til en ‘normal’ (hvad det så end betyder) situation i slutningen af 2021. I et best case scenarie er vi med andre ord ikke engang halvvejs i pandemien.

Netop fordi COVID–19 kommer til at være her i lang tid fremover, så er der brug for en mere normaliseret måde vi taler om ‘samfundet med COVID–19’. For hvor længe kan vi som samfund egentlig leve i en oplevet lavfrekvent undtagelsestilstand? Hvilke konsekvenser får det på det lidt længere sigt?

Hver dag kl. 14 kan man regne med, at samtlige danske nyhedsmedier laver en breaking nyhed om tallene fra SSI om antal nysmittede, antal indlagte og antal døde. Så spørger de en (af de efterhånden ganske mange) eksperter, hvordan man mon skal fortolke dages udvikling. De svarer som regel noget vævende, men normalt indenfor et spektrum mellem ‘DOMMEDAG NU!’ og ‘Vi må vente og se’.

Sådan kører det dag efter dag, uge efter uge, måned efter måned. Alt imens at de nationale myndigheder producerer en lind strøm af (gennem tiden meget varierende og til tider direkte indbyrdes modstridende) anbefalinger, retningslinjer, vejledninger og bekendtgørelser til implementering af de stadig mere trætte medarbejdere på landets hospitaler, dagtilbud, skoler, ældrecentre og private arbejdspladser.

Det hele foregår med den latente frygt for, at pandemien om et øjeblik trænger igennem vores fernis af normalitet og kontrol, så vi får Bergamo-tilstande i Danmark – ligesom statsministeren advarede om, dengang i marts. Things fall apart; the centre cannot hold, som Yeats så malerisk beskrev verdens ende.

Som understreget ovenfor: jeg siger ikke at frygten er uden grund. Det meste af det vi gør er rigtigt og nødvendigt. Men jeg spekulerer en del over, hvad den systemiske angstskabelse er udtryk for. Hvad dens funktion er. Og ikke mindst: hvordan den vil påvirke os som individer, socialt og samfundsmæssigt, når vi engang er ovre på den anden side af COVID–19?

Jeg ønsker virkelig, virkelig ikke at lyde som Saszeline eller de andre sølvpapirhatte. Og Guderne skal vide, at jeg afskyr den syndflod af amatør-epidemiologer og YouTube-uddannede virologer, der opstod efter COVID–19. Jeg hader de typer, der har regnet ud hvordan tingene virkelig hænger sammen. Konspirationsteorier ligger mig fjernt.

Men det er vanskeligt ikke at se den politiske magtudøvelse bag den systemiske angstskabelse. Kommunikationen af den permanente undtagelsestilstand. Udskamningen af de grupper (tidligere var det dem rejste til udlandet i ferierne, nu er det unge der holder for meget fest), der ikke udviser tilpas agtpågivenhed og overholdelse af myndighedernes krav. Alt sammen er jo uhyre effektivt til at sikre befolkningens accept af de nuværende (og fremtidige) restriktioner i den individuelle frihed.

Frihedstabet og angsten er åbenbart prisen for en samlet håndtering af en pandemi. Det egentlig spørgsmål er dog, hvad det får af langsigtede konsekvenser? Selvfølgelig dels for de somatiske sygdomme, hvor den manglende lyst til at gå til læge og udskydelsen af undersøgelser og operationer med statsgaranti vil føre til flere dødsfald og uopdagede sygdomme.

Men måske endnu mere dystert: hvordan har den mentale sundhed det, når vi kommer om på den anden side? Kommer vi til at få generationer af børn og unge, der lider af angst, OCD, depression og håndeksem? Hvordan klarer de i forvejen psykisk sårbare sig igennem denne tid, hvor nærværet er mindre og der er skruet op for angsten? Og er COVID–19 blot ouverturen til næste store angstøvelse i form af håndtering af klimakrisen? Hvor store veksler kan man egentlig trække på sammenhængskraften i et samfund ved at indføre permanent undtagelsestilstand?

Samlet set tror jeg, at der er brug for en ‘normalisering’ af måden vi opfatter og omtaler COVID–19. Den samlede indsats og den enkeltes ansvar for at vise agtpågivenhed, skal der naturligvis ikke lempes på. Men vi kan ikke vedblive med at opretholde det nuværende angstniveau og den mentale undtagelsestilstand. Myndighederne og medierne må skrue ned for retorikken.

I stå

Det står lidt stille med skriveriet for tiden. I hvert fald når vi taler den eksterne del. For efter at have opdaget det ret fantastiske note-/skriveværktøj Roam, så får jeg egentlig dagligt nedfældet en masse tanker og noter til mig selv. Indholdet af dem er dog primært småflæbende solipsistisk nonsens af terapeutisk og mentalhygiejnisk karakter. De egner sig mildest talt ikke til at blive publiceret for andre end mig selv.

Samtidig mangler jeg relevante meninger og indsigter i øjeblikket.

Med mindre noget handler om det helt nære – min familie, min hverdag – så har det en tendens til at flyde forbi min bevidsthed. Ser vi bort fra AaB’s sommertransfervindue (HVAD LAVER DU, INGE?!), så er der vitterligt ingen udefrakommende begivenheder, der har kunne fremkalde større reaktioner end et ‘nå nå’ og/eller mild irritation hos mig. Black Lives Matter? Hviderusland? Mundbind? Kommende økonomisk krise? Pensionsreform? Næh, tak, det magter jeg ikke lige at forholde mig til for tiden. Ring igen næste år.

Jeg får heller ikke læst bøger, set spændende film eller forholdt mig dybt til noget. Min politiske aktivitet er tilsvarende helt tørret ind. Jeg passer mit arbejde, læser nyhederne, forsøger at orkestrere vores kommende flytning til Odsherred, følger den ældstes skolestart. Og det er så nogenlunde, hvad min kapacitet rækker til.

Om det er COVID-19-tiden, der har bedøvet min intellektuelle nysgerrighed og paralyseret mit emotionelle engagement, kan jeg ikke afgøre. Måske er et engagementmæssigt lockdown ganske enkelt den måde, jeg håndterer tilværelsen i en periode med fundamental usikkerhed og bekymringer på.

Uanset hvad, så håber jeg på at udvikle lidt mere overskud, så jeg kan få hovedet ud af røven på mig selv / hovedet op ad sandet (kan ikke helt blive enig med mig selv om hvilken af de to metaforer, der er mest rammende). Verden stopper jo ikke bare fordi jeg er blevet COVID-19-apatisk og kronisk lavfrekvent bekymret.

Navlepilleri

Burde jeg skrive mere om mit intenst uinteressante liv her uge nummer ∞ inde i COVID-19-tidsalderen?

Om hvordan mit liv består af mere eller mindre (primært mindre) personlighedsudviklende hjemmearbejdsdage, daglig (forgæves) opretholdes af et meget lavt minimum af rengøring og hygiejne i hjemmet samt af at råbe af mine sagesløse kone og børn, når de kommer hjem og forstyrrer mig?

Om at jeg absolut intet udviklende eller langsigtet får foretaget mig, og ingen beslutninger får truffet (endsige ført ud i livet)?

Om at jeg ikke kan tage mig sammen til at tænke mere komplekse tanker, end hvordan jeg får overstået logistikken og afviklet driftssituationen i de kommende dage?

Om hvordan min skønlitterære læsning er gået i stå? Naturlig samtidig med at jeg ikke kan styre mig selv i læsningen sjæle- og livsglædeudslettende essays om de kommende års økonomiske og politiske apokalypse?

Om hvordan jeg ikke får motioneret nok, hvorfor det nok er meget heldigt at min arbejdsdag primært kan foregå i ikke-strammende spækvenligt tøj.

Om at jeg nu kan castes som skovtrold i en familievenlig film, da jeg ikke engang kan slæbe mig sammen til at komme forbi frisøren – og derfor nu har en hårpragt, der ville gøre Trolderik stolt?

Om hvordan jeg nu – fraset en enkelt ekspedition ud på Sjælland – ikke har været mere end 5 km i radius væk fra hjemmet siden 11. marts 2020?

Nej. Det burde jeg nok ikke skrive mere om. Dels er forkælet klynk ret ucharmerende, dels går det nøgternt vurderet ok, og jeg lider ingen nød i sammenligning med så mange andre.

Men en traurig tid? Det er det nu.

Første og eneste politiske COVID-19-indlæg

Jeg har egentlig svoret at denne blog vil være COVID-19-fri zone. I hvert fald  de politiske aspekter. Men som alle de andre indespærrede og kuldrede tosser med fire ugers akkumuleret frustration og for let adgang til nettet, så brænder jeg inde med masser af uinformerede holdninger og opfattelser af verdens sande tilstand. Ikke mindst når det handler om de verserende diskussioner om oplukningen af landet.

Jeg blev decideret gal over statsministerens fjantede pressemøde i går. 23 minutters indholdsløst nonsens, indpakket i socialdemokratiske selvgodhed. Det var rædsomt.

Hidtil har jeg ellers – på trods af min borgerlige observans og myndighedernes skiftende udmeldinger – haft en tiltro til, at strategien var den rigtige og regeringen havde det fælles bedste for øje.

Efter i går tror jeg ikke på det længere. Nu hvor der skal åbnes og træffes vanskelige beslutninger, der ikke kun drejer sig om at lukke ned og indskrænke frihed, så handler det igen for regeringen om partipolitik og spin. Det er mit indtryk, at oplukningen kommer til at vare alt for længe og vil blive alt dyr – og at det primært vil være fordi Mette Frederiksen (den store, autoritære Strammer) ikke vil løbe en risiko med sit resolutte image.

Det ses bl.a. i den aktuelle genåbning af dagtilbud og skoler. Det er fuldstændig vanvittigt hvad pædagogerne og lærerne bliver udsat for i det hygiejne- og kontrolregime, som lige nu lægges ned over institutionerne. De vil ikke kunne udføre deres kerneopgaver i form af omsorg, tryghed og læring, når de skal holde afstand, vaske legetøj konstant og i øvrigt selv gå og være urolige. Det er dybt fremmedgørende for børnene og medarbejderne – og det er en Sisyfos-indsats, for børnene (og afledt heraf: deres forældre) vil blive smittet på et tidspunkt. Hvilket som udgangspunkt vil være ok, da børn, deres (relativt) yngre forældre og almindeligt raske medarbejdere ikke er i risikogrupperne. Så hvorfor gennemføre en masse foranstaltninger, der hverken er effektive eller meningsfulde – men som til gengæld reducerer livsglæden hos alle parter og skaber angste børn? Og altsammen for at regeringen ikke må fremstå som for overmodig. Det giver ikke mening.

Nå, så fik jeg raset ud. Jeg er fuldstændig tryg ved at mine børns børnehave kommer til at gøre alt hvad de kan for at skabe en tryg og omsorgsfuld (anderledes) hverdag, så længe det urimelige genåbningsregimet kører. Men jeg synes ikke det er fair overfor hverken dem eller børnene, at de skal udsættes for det. Og jeg stoler ikke længere på statsministeren. Nu er det desværre politisk hverdag igen.

The Soft Bulletin

The Flaming Lips’ ’The Soft Bulletin’ er et af de albums, der kræver man er i et særligt humør – for alt ved sangene er STORT og EPISK og MONUMENTALT. Men hvis man så ER i den rette stemning, så er det til gengæld noget nær det perfekte COVID-19-musikalbum.

Det har jeg opdaget det seneste døgn, hvor jeg stødte på en liveudgave. Koncerten er optaget i Denver, og bandet hælder lige ekstra 38% fløde oveni den i forvejen TUNGE ret i form af et symfoniorkester. Og mærk jer mine ord: det er LÆKKERT.

Nå, men ’The Soft Bulletin’ fra 1999 (og den næsten ligeså vidunderlige opfølger ’Yoshimi Battles the Pink Robots’ fra 2002) er begge fra den periode i Flaming Lips’ karriere, hvor de genopfandt sig selv i form af faux-science fiction konceptalbums.

Sangene udgør en delvist sammenhængende historie, og de kan snildt tolkes i en let forskruet pandemiretning. Bedste eksempel er ’Race for the Prize’, hvor to videnskabsmænd er i frenetisk, altfortærende og monoman jagt på KUREN:

Two scientists were racing for the good of all mankind
Both of them side by side so determined
Locked in heated battle for the cure that is their prize
But it’s so dangerous but they’re determined

Theirs is to win if it kills them
They’re just humans with wives and children

Men der er også andre mesterværker: ‘Waiting for a Superman’ (HOLD UD), ‘Suddenly Everything has Changed’ (DU SAD OG KEDEDE DIG, SÅ KOM DØDSANGSTEN), ‘The Gash’ (KÆMP VIDERE), ‘Feeling Yourself Disintegrate’ (DEN MENNESKELIGE TILSTAND) og ‘A Spoonful Weighs a Ton’ (KUREN ER FUNDET, HVAD NU?!).

Som sagt kræver albummet (og vel egentlig Flamings Lips i almindelighed) at man er i humør til det. Men hvis man er, så er det vanskeligt ikke at blive revet med her midt i pandemien.