Middelalderligt

For et stykke tid siden læste jeg en artikel (som jeg ikke kan finde nu), der kritiserede George R. R. Martins ‘Game of Thrones’ univers for at være overdrevent voldeligt og urealistisk.

Nu kan man selvfølgelig undres over, at et fantasyunivers med drager og evige vintre skal kritiseres for at være urealistisk. Men skribentens pointe var, at når nu Martin har valgt en faux europæisk middelalder setting OG at meget af handlingen i bøgerne kredser om krig, religion og magtpolitik, så burde den faktiske europæiske middelalder i det mindste agere kontekst.

Hvilket er et argument, jeg egentlig har en vis sympati for.

Nu er det ganske vist længe siden jeg læste bøgerne (tak for ingenting, George!), men jeg undrede mig dengang selv ofte over den kynisme, blodtørst og ligegyldighed overfor andre mennesker, som personerne i Martins bøger udviser. Intet andet end magt tæller for dem, ingen af dem er kendetegnet af nogen form for værdier eller idealisme. Og den eneste blot moderat moralsk og etiske karakter i bøgerne – Ned Stark – får som bekendt en grum skæbne allerede tidligt i forløbet.

Jeg skal ikke sidde her og spille historisk ekspert. Men den altødelæggende krigsførelse, totalitarismen, det fuldstændige fravær af menneskelighed? Dét er altså et fænomen, der først opstod i krigene i det 20. århundrede (og, måske, til en vis grad under trediveårskrigen).

Ikke at middelalderens mennesker var mere oplyste, vel nærmest tværtom. Men efter på at have læst en række bøger om Europa i perioden år 500 til 1500 – aktuelt Chris Wickhams udmærkede – og til tider endda fremragende – ‘Medieval Europe’ – så irriterer Martins handling mig endnu mere.

For det virker som at Martin har taget et 21. århundredes magtmenneskes verdensbillede, og applikeret det på sine hovedpersoner i en falsk verden med middelalderlig teknologi og terminologi, parret med drager og udøde vintervæsener.

Middelaldermennesker var ligesom os, ja, men de var også meget anderledes. Deres verdensbillede, æreskultur og ikke mindst: Religionens altoverskyggende betydning efter kristningen i år 800 og frem. At portrættere en middelalderverden i en sekulær kontekst er grundlæggende meningsløst.

95% af alle mennesker var bønder, der stort set aldrig rejste væk fra deres hjemstavn. For byerne var infernalske steder fulde af sygdomme, og det var farligt at rejse. Efter romerrigets sammenbrud var der heller ingen vedligeholdte veje på et kontinent, der var helt dækket af skov – så hvordan skulle man komme frem og hvor skulle man tage hen? Og det var kun endnu værre i egne nord for den romerske civilisation. Indtil år 1000 hvor kirken kom til med latin og skriverkarle, så var der ingen skriftlige kilder til noget som helst i en udørk som Danmark. Jo-jo, der er da masser af arkæologisk fund og den slags. Men ret beset aner vi reelt ikke hvordan folk levede, boede, elskede for blot 1000 år siden.

Naturligvis forfulgte de også egeninteresser dengang, men at visualisere middelaldermennesker som kyniske, amoralske og sekulære magtmennesker? Det giver ingen mening. Men ok, at skrive en bogserie om det cirkulære, korte og triste liv i en bondeby i Böhmen? Ja, det ville nok ikke være ligeså godt tv på HBO.

Nå, men blot for at sige, at man kan blive udmærket oplyst af Wickhams bog. Anbefales hvis du er blot en smule interesseret i middelalderen.

Bogfronten

Ikke meget skønlitteratur jeg får fortæret for tiden. Har vanskeligt ved at fokusere, synes jeg. Nok mest på grund af permatrætheden. Men også fordi jeg er begyndt at blive træt af at læse på min Kindle. Den er ikke befordrende for min dybe læsning. Skimmer for meget, læser ikke sætninger tilpas grundigt.

Det går dog lidt bedre for de fysiske bøger. Hvis jeg formår at iPad’ens nyhedsside og underlødige fristelser fra mig, så går boglæsningen faktisk slet ikke så ilde.

Fik den første sending non-fiction i umindelige tider for nylig. Af den har jeg som nævnt læst dele af John S. Strongs ‘Buddhisms: An Introduction’, som dog er kommet midlertidigt en tur på boghylden.

I stedet har jeg læst den rablende gale Alexander Dugins ‘Eurasian Mission: An Introduction to Neo-Eurasianism’. Bogen kan nok bedst beskrives som Putins ideologiske og geopolitiske kampskrift. Den er således både interessant og provokerende, om end ikke ligefrem munter. Kom efter endt læsning til at tænke på George Orwells anmeldelse af Hitles ‘Mein Kampf’ i 1940. Heri skrev han:

“Also Hitler has grasped the falsity of the hedonistic attitude to life. Nearly all western thought since the last war, certainly all ‘progressive’ thought, has assumed tacitly that human beings desire nothing beyond ease, security and avoidance of pain. In such a view of life there is no room, for instance, for patriotism and the military virtues. The Socialist who finds his children playing with soldiers is usually upset, but he is never able to think of a substitute for the tin soldiers; tin pacifists somehow won’t do. Hitler, because in his own joyless mind he feels it with exceptional strength, knows that human beings don’t only want comfort, safety, short working-hours, hygiene, birth-control and, in general, common sense; they also, at least intermittently, want struggle and self-sacrifice, not to mention drums, flags and loyalty-parades. However they may be as economic theories, Fascism and Nazism are psychologically far sounder than any hedonistic conception of life. The same is probably true of Stalin’s militarised version of Socialism. All three of the great dictators have enhanced their power by imposing intolerable burdens on their peoples. Whereas Socialism, and even capitalism in a more grudging way, have said to people ‘I offer you a good time,’ Hitler has said to them ‘I offer you struggle, danger and death,’ and as a result a whole nation flings itself at his feet.”

Dugin er nået frem til Hitlers erkendelse, tror jeg. Hans ideologi tilbyder i hvert fald samme type logik om selvopofrelse, vold og og totalitarisme.

Guld, røgelse og myrra skær

Noget mere opløftende er Chris Wickham ‘The Inheritance of Rome: A History of Europe from 400 to 1000’. Endnu et af disse upåklageligt saglige, dybdegående og indsigtsfulde historiske værker af en Oxbridge professor, hvis digre værker i diverse anmeldelser konsekvent kaldes ‘magisterial’.

Det er en interessant tidsperiode, synes jeg, altså Europa i århundrederne efter at det vestromerske rige falder fra hinanden. Vi er i den tidlige middelalder, hvor der er folkevandringer og regulær tilbagegang i det store perspektiv. Jeg fandt det eksempelvis meget tankevækkende, at de arkæologiske fund fra perioden år 450-700 viser, at samhandlen på tværs af Europa (og Afrika) gik mere eller mindre i stå og den ellers minutiøst organiserede romerske skatteopkrævning brød sammen. Måske endnu mere konkret blev kvaliteten af håndværk af eksempelvis potteri forringet henover tid. Det er med andre ord ingenlunde en historisk konstant, at vi som samfund vil opleve permanent vækst og fremgang. I realiteten er det løgn, vi har gået og fortalt hinanden de sidste 2-300 år siden oplysningstiden og den industrielle revolution. Normaltilstanden i menneskets historie har for langt størstedelen af befolkningen været stagnation eller svag tilbagegang. Det er da en skræmmende tanke, er det ikke?

Wickham er i bogen meget påpasselig med at konkludere eller postuleret noget, som han ikke har historiske kilder til at dokumentere. Hvilket jo er agtværdige egenskaber i en historiker. Omvendt gør det ham også kedeligere end nødvendigt – og gør hans job det meget sværere, fordi der er jo er meget færre bevarede kilder til denne ‘dark age’ end der var til romerriget nogle århundreder i forvejen.

Man støder derfor ofte på formuleringer i bogen i stil med “… men det ved vi ikke med sikkerhed” og “kilderne er ikke entydige, og det er vanskeligt at konkludere x, y, z”. Det gør den samlet set lidt trættende, men jeg hænger i. Jeg skal nu til at i kast med afsnittet ‘The Empires of the East: Byzantine survival 550-850’, hvilket jeg som en gammel fan af Byzans ser meget frem til at fordybe mig i.

Øvrige bøger? Jo, jeg er begyndt på ‘City of Miracles’, der er bind tre i Robert Jackson Bennetts ‘The Divine Cities’ trilogi. Jeg går ind til den med åbne og lidt skeptiske øjne. Første bind var fremragende og nytænkende fantasy, mens bind to ikke rigtig fungerede for mig. Så det kan blive både en dreng og pige, som de siger.