Fortidens skygge

På SVT viser de en romantisk komedie, og det eneste jeg kan tænke på mens den huserer i baggrunden er, at en af skuespillerne ligner en fed og beskægget udgave af Riley fra ‘Buffy The Vampire Slayer’.

Så jeg går ind på det dersens internet, og hey presto!, wikipedia fortæller mig at ja, det ER ganske rigtigt ham.

Så nu sidder jeg her og ved oprigtigt talt ikke om jeg er mest tragisk fordi jeg ser pladderromantiske film eller fordi jeg har set ‘Buffy’ nok (dvs. samfulde syv sæsoner) til jeg er skadet nok til at genkende de mere perifære personager i obskure filmroller 10 år senere.

Seriedød

Inde på den fremragende blog The Awl er at finde et amuserende indlæg omkring sidste afsnit af Buffy the Vampire Slayer’s sæson fem. Anledningen er den omkring-sig-gribende ’hvad vil vi så huske 00’erne for’ tendens. Buffy-afsnittet, ’The Gift’ (som jeg i parentes bemærket stadig ikke har set), står for skribenten som det ypperste populærkulturen kunne byde på i 00’erne:

Yes, I lined up for Lord of the Rings tickets and obsessively analyzed The Wire. Yes, I sent my daughter to her grandparents’ for the weekend so I could read the final Harry Potter book uninterrupted by actual children. But never again would a cultural artifact make me feel the way I did on May 22, 2001.

2001 was the year that I watched so much Buffy, and the season-five finale, The Gift’, was the ecstatic peak of my fandom.

‘The Gift’ isn’t the best episode of Buffy the Vampire Slayer ever. It’s maybe in the top 20. It’s not the best season finale (that’s ‘Graduation Day’, I’m pretty sure) or even the best episode in its season (that’s ‘The Body’, obviously). But living as we were in a fever pitch of Buffy obsession, the season finale seemed enormous.

Ovenstående fik mig til at filosofere over, hvilke popkulturelle fænomener der ramte mig allerhårdest i løbet af 00’erne. Der har været megen fremragende musik, mange fremragende film, masser af storartede film, masser af gode bøger, mange hæsblæsende stykker billedkunst. Det kan derfor næppe undre, at jeg endnu ikke er kommet frem til et fyldestgørende svar. Men jeg hører gerne jeres indspil? Hvad har været de vigtigste popkulturelle ting for jer igennem de sidste 10 års tid? Altsås ikke nødvendigvis de bedste eller mestfinkulturelle ting som hipster-Søren (og hans post-post Generation X venner fra midt-90’ernes København) og New York Times synes at I skal lide, men de ting der gav ekstra meget mening for jer.

Indlægget om ’The Gift’ er dog også interessant i forhold til den kommende serieafslutning(!) af Lost i sommeren 2010. For det vil utvivlsomt være et hårdt slag for mig, at serien ikke bare bliver ved og ved. Skribenten filosoferer over sin egen optakt til at ’The Gift’ afsnittet blev vist i tv:

I’d spent all day avoiding spoilers on the Internet—infuriatingly, people on the East Coast would learn Buffy’s fate six hours before I did—and calling my wife on the phone to ask her what she thought would happen. That night, as we settled down on the ripped and tattered couch with my brother-in-law and our still-alive dog, I felt a great and awful excitement, like a child’s unbearable anticipation on Christmas morning. To this day I have never felt anything like it. There was this thing, this story, and I wanted it so much, yet I didn’t want it to end, and I didn’t want to be disappointed, and I was terrified and thrilled at the same time. I had invested 99 hours of my life in watching this show, and countless more talking about it, thinking about it, reading about it, and it was all leading up to this. My stomach hurt.

Jeg formoder, at jeg vil have det på præcis samme måde inden det uigenkaldeligt sidste afsnit af Lost. Allerede nu får jeg koldsved ved tanken om, at de ødsler hele seriens betragtelige social kapital væk på en dårlig, utroværdig afslutningen af mytologien. Sæson 4 og 5 har været gode, men dog ikke på højde med den episke sæson 3. Så er vi nu på vej mod den helt store fortællemæssige rabundus i sæson 6? Det må ganske enkelt ikke ske. Men, bevares, måske det ikke er en helt let øvelse sådan at afslutte ting på en mageløs måde. Personligt synes jeg at afslutningen på Battlestar Galactica var helt eminent, men jeg ved at der er delte meninger om det i sci-fi kredse. Bekymrende nok har skribenten følgende dystre profeti omkring sæson seks og syv af Buffy:

As it turned out, the episode was the beginning of the end for the series. Seasons Six and Seven deteriorated in quality, yielding just one great episode (the musical, duh) and a lot of irritating narrative cul-de-sacs. Buffy never again attained the heights of cultural relevance it had at that moment, and Joss Whedon—despite a decade spent creating much-loved cult objects like Angel, Firefly and Serenity, Dr. Horrible, Dollhouse —is further from stardom now than he was that night in 2001. The series came out on DVD and we bought all seven seasons; skipping through DVD menus was much easier than fast-forwarding through a six-episode videotape, so needless to say we watched Buffy much less.

Nogle die-hard Buffy-fans, der har bemærkninger hertil? Eller andre der har fulgt en tv-serie igennem længere tid for siden at se den blive ringere og ringere – inden den fik en mere eller mindre værdig død?