Ross Douthat – ‘The Decadent Society’

Det tog lidt tid før jeg kom i gang med den, men Ross Douthat ‘The Decadent Society’ er klart en af de mest intellektuelt stimulerende samfundskritikker jeg har læst i lang tid. Bogen udkom før COVID-19 tittede forbi, men dens analyse af en intellektuelt, økonomisk, politisk og kulturelt stagnerende vestlig verden vækker genklang hos mig.

The decadent society 9781476785240 hr

Douthat er bedre til at analysere, dekonstruere og kritisere end han er til at anvise løsninger. Det er dog karaktertræk jeg til overflod deler med ham, så det vil jeg ikke lægge ham til last. Man skal læse bogen for dens indsigtsfulde og tankevækkende analyse af vores samtid, og jeg er meget enig i de positive anmeldelser. Den fortjener at blive læst.

Pendlertid er læsetid

Jeg ved godt, at nogen påstår at de arbejder i toget på vej til og fra arbejde. Og stort tillykke til jer med det. Det bliver ikke mig. Min morgen- og aftenlogistik har – uanset om det har været til fods, på cykel eller i offentlig transport – altid været min tid. Den sidste udrydningstruede periode på dagen, hvor tiden er min egen, hvor jeg ikke behøver forholde mig til noget som helst, hvor ingen spørger mig om noget. Det er her, hvor jeg kan tænke, kan lytte til min musik eller podcasts – og i min nye tilværelse som togpendler, vil det nok også være her hvor jeg kan få læst skønlitteratur.

Jeg har på ingen måde tænkt mig at lade arbejde kolonisere dette sidste lille frirum på dagen. Og hvis du kender mig og møder mig i toget, så lad være med at sige noget. I realiteten har jeg nemlig ikke den fjerneste lyst til at tale med dig. Jeg vil nemlig langt hellere få læst i mine bøger, som jeg har forsømt en anelse på det seneste.

Var glædeligt overrasket over Mitchell Hogans fine fantasydebut ‘A Crucible of Souls’, som var fængende og med et godt udtænkt univers. Ellers har de to psykologiske thrillers ‘Gone Girl’ af Gillian Flynn og ‘Girl on the Train’ af Paula Hawkins også været udmærket, men ikke speciel lødig underholdning. På non-fiction fronten har jeg de senere måneder kun fået læst Robert Caros skamroste biografi om Lyndon B. Johnson. Den var glimrende, og jeg følte mig klogere om amerikansk politik og LBJ efterfølgende.

Men nu er det ambitionen at få læst noget mere. Hvor skal man begynde?

Popkulturelt forfald

Det har været lidt trægt med popkulturforbruget dette forår og sommer (>>indsæt kedsommelig passus om tid spenderet på arbejdet og den nye tilværelse som småbørnsforældre samt den obligatorisk jamren over hvad det altsammen betyder for mængden af fritid<< ), men lidt kan jeg dog berette. Her er hvad jeg har fortæret de seneste måneder.

Bøger

Michael Rowe – ‘Enter Night’ (vampyrroman fra Canada, der starter fremragende – sikke et mord i bussen! – for siden at flade ud som en udstrakt, hendøende prut)

George R.R. Martin – ‘Fevre Dream’ (jeg ved ikke hvorfor jeg troede at hans bog om vampyrer, der sejler hjuldamperræs på Mississipi ville være god. Internettet påstod det. Internettet løj)

Tim Powers – ‘The Anubis Gate’ (bogen begynder som en hyper udgave af Indiana Jones iklædt tidsrejser, men luffede siden hen og blev et lidt kedsommeligt periodedrama fra 1870’erne. Min tålmodighed randt ud)

Jeffrey Towson & Jonathan Woetzel – ‘The One Hour China Book: Two Peking University Professors Explain All of China Business in Six Short Stories’ (brugte den som forberedelse til Kina-rejsen. Glimrende intro)

Henry Kissinger – ‘On China’ (Kissinger skriver fremragende, og hvis man er interesseret i geopolitik, kold krig, Kinas historie og udenrigspolitik, er bogen et must).

Jim Butcher – ‘Storm Front’ (første bog i ‘The Dresden Files’ serien om en efterforsker/troldmand. Jeg var fint underholdt på den kalorielette og underlødige måde. Overvejer at læse næste bind i en evt. ledig stund).

Richard K. Morgan – ‘Altered Carbon’ (måske jeg bare skal give den en chance mere. Efter 100 sider gik jeg i stå).

Manning Marable – ‘Malcolm X: A Life of Reinvention’ (jeg har igennem længere tid været fascineret af Malcolm X. Bogen er fremragende).

Paul Cornell ‘The Severed Streets’ (efterfølgeren til den STÆRKT underholdende ‘London Falling’, som jeg læste i efteråret. Toeren er en tand for polemisk til min smag, men har dog en slutning, som gør at jeg nok også hapser en eventuel treer med)

Musik

Jeg føler mig kalder til at knytte et par ord til ovenstående. Især at jeg er noget knuget indvendigt over at jeg stort set INTET ny musik har tilføjet mine Spotify playlister siden sønnen blev født. Tror det især skyldes, at jeg efterhånden lytter mere til podcasts end musik, når jeg er på vej til og fra arbejde.

Derudover vil jeg gerne have ført til referat, at ‘Under the Pressure’ med stor sandsynlighed ender med at være årets sang i 2014 for mig. Slutteligt er det snart 20 år gamle(!) New Order remix kommet pludseligt snigende ind i mit baghoved. Jeg er ikke sikker på at det er objektiv god musik, og egentlig havde jeg glemt alt om sangen i 18 år. Indtil at jeg forleden aften sad og overspringshandlede ved at finde nye ringetoner til mobilen (hører I pludselig Josh Rouse ‘Directions’, Mazzy Star ‘Fade Into You’ eller Elastica ‘Stutter’ i det offentlige rum, så er det antageligvis mig der ringes til), og i den forbindelse flygtigt overvejede en New Order sang. Det blev altså ikke Hardfloor remixet af ‘Blue Monday’, jeg spiller når I ringer, men sangen spillede en enorm rolle i at forme min musiksmag. Det er med en vis sandsynlighed den sang jeg lyttede mest til som 14 årig. Sammen med Pet Shop Boys’ ‘Discography’ album, velsagtens.

Så nu kender I mit kulturpolitiske udgangspunkt. Alt andet i min mismodige eksistens er udsprunget fra et technoremix af en 80’er sang, suppleret af en trippet musikvideo indeholdende de mest vidunderlige midt-90’er computeranimationer, man kan forestille sig.

Tv-serier og film Vi er gået lidt i stå. De fleste af de tv-serier jeg gerne vil se (Supernatural, Defiance, The Americans, Revolution, Game of Thrones, Continuum) er stadig ikke i kommet i de nyeste sæsoner på Netflix, eller også er de kun i crappy kvalitet på notoriske underpræsterende HBO Nordic.

Lige nu er vi ved at afslutte første sæson af Homeland, en serie jeg ellers har haft vanskeligt ved at engagere mig i. Efter en sløv start er den blevet nervepirrende spændende, må jeg indrømme. Faktisk så spændende, at jeg alvorligt overvejer at vi bør se anden sæson også. Om Udover Homeland? Så har vi set Nashville (topkvalitets soap!) og de nyeste sæsoner af Californication og Mad Men. Inden da så vi Grimm, Les Revenants, Arrow og sikkert nogen andre, jeg i skrivende stund har glemt. Nåhr, jo, også True Detective og House of Cards.

Film? Ikke rigtig nogen. Kan ikke huske hvad der var den seneste film jeg så. Måske en dokumentar fra ESPN. Var meget begejstret for ‘Once Brothers’ om Vlade Divac og Dražen Petrović, og ‘The Fab Five’ om det legendariske Michigan Wolverines baskethold fra 1991. De kan begge varmt anbefales.

Koncerter Ingen. Med mindre man da regner den kaskade af crazy-ass kinesere, der optrådte med sang, opera og underlødig dans under turen til Kina, som en koncert.

Finkultur Intet. Absolut intet. Ingen muséer, ingen kunst, ingen teaterstykker. Nada. Null. Formoder at det er noget, jeg egentlig burde være mere bekymret over, end jeg er i skrivende stund.

Rejsende læsehest

December har vist sig at være en produktiv læsemåned. Tre ugers bryllupsrejse er således en aldeles velegnet mulighed for at få kværnet nogle bøger. Her er listen i al sin magt og vælde:

Peter Baker – ‘Days of Fire. Bush and Cheney in the White House’ (2013)

Læste oprindeligt en positiv anmeldelse i The Economist, og føjede herefter bogen til min ønske inde på Amazon. Undervejs på rejsen opdagede jeg, at New York Times havde bogen på sin liste over årets ti bedste non-fiction bøger, hvilket fluks fik mig til at investere i den, da jeg stod i lufthavnen i San Francisco. Her 200 sider inde i bogen er jeg enig i, at den er ganske fascinerende. Jeg havde (og har) et ganske ambivalent forhold til George W. Bush, men har igennem årene også ofte tænkt, at der må være mere til historien om ham end det notorisk kritiske billede, der blev tegnet i de europæiske medier op igennem 2000-tallet. Såvel Bush som Cheney fremstår som mere nuancerede skikkelser i bogen, end man skulle tro. Det kan godt gå hen og blive en egentlig klassiker, tror jeg.

Morrissey – ‘Autobiography’ (2013)

Den her var vanskelig for mig. Jeg elsker The Smiths og store dele af Morrisseys sangkatalog, men Morrissey har igennem årene udviklet sig til at blive mere og mere selvhøjtidelig. Men nuvel, som fan var jeg jo nødt til at læse hans selvbiografi, jeg mener, vi taler jo trods alt om et mine største musikalske idoler. Det fortryder jeg nu. Magen til selvoptaget vås skal man lede længe efter. Der bliver gjort regninger op med alle de mennesker, som den stadigt mere vrantne Morrissey mener har forsmået ham eller ikke forstået hans artistiske geni. Vi taler om en noget nær uendelig lang omgang bitching. Og så alle disse manierede udfald mod hans gamle lærere, kongehuset og folk der spiser kød. De var kedelige i begyndelsen af 90’erne, og de er nærmest fossilerede i al deres skabagtige plathed. Musikken eller kreative processer hører vi ikke meget om, det er blot biting i Morrisseys sørgmodige selvfejring af egne herlighed. Undgå denne bog, med mindre du er meget forelsket i manden i forvejen. Jeg efterlod bogen i en af skufferne på värelse 2286 på Waikoloa Beach Marriott på Big Island, hvis du er interesseret i et gratis eksemplar.

Dan Simmons – ‘Carrion Comfort’ (1989)

Det er lidt blandet hvor stor en succes det er, når jeg har været i Fantask og bedt dem om input til nye spekulative bøger, jeg bør læse. Nogle gange er det store triumfer (John Scalzi og Robert Charles Wilson), andre har været rädsomme (ingen nævnt, ingen glemt). Så det var med let bævende mund og rystende händer, at jeg gav mig i kast med Simmons’ gyser. Marvel Morten anbefalede den varmt, da jeg nævnte at jeg godt kunne lide krydsningen mellem sci-fi og horror i Peter F. Hamiltons böger. Og det var heldigvis et hit! Simmons skriver fremragende og blodtørstigt, så man bliver herligt skidt tilpas. Ikke siden Justin Cronins ‘The Passage’ har jeg haft så stor fornöjelse 700 siders effektivt gys. Anbefales varmt, især hvis du kan lide Stephen King. Der forefindes et gratis eksemplar i skrivebordsskuffen i værelse 26 på Holiday Inn Fisherman’s Wharf i San Francisco.

Oliver Burkeman – ‘The Antidote: Happiness for People Who Can’t Stand Positive Thinking’ (2013)

Burkeman har en ugentlig klumme i The Guardian (‘This Column Will Change Your Life’), hvor han gør op med diverse selvhjælpsbøger – herunder især hele det varmtluftsdrevne konsult-crap befængte selvhjælps-industrielle kompleks, der er bygget op om myten om positiv tænkning. Når man som udgangspunkt er misantrop og sortseer, så er Burkemans bog en lise for sjælen. Hans grundlæggende pointe er, at der ikke er evidens for at positiv tænkning skaber resultater eller højere lykke. Tværtimod medfører ideologien om positiv tænkning, at folk bliver mere ulykkelige. Løsningen er, siger Burkeman, at blive inspireret af stoikerne – og anvende såkaldt negativ projicering. Tesen er interessant, men kan ikke bære en hel bog. Læs derfor dele af den, det kan være inspirerende. Der findes et eksemplar af bogen i vaskerummet på Hotel Hale Pau Hana i Kihei, Maui.

Dan Simmons ‘Song of Kali’ (1985) & Jonathan Aycliffe: ‘Naomi’s Room’ (2013)

Her er et lille paradoks: Jeg hader og afskyr gysefilm. Er alt for angst og nervøs til at kunne holde ud at se dem. Men jeg holder meget af gyserbøger, især når de kan udfylde ventetiden under lange flyrejser. Jeg investerede i en iPad Air i San Francisco, og siden jeg var i USA (og dermed kunne slippe for at betale de drakoniske toldsatser), købte jeg to saftige gysere til min Kindle App.

Efter succesen med ‘Carrion Comfort’ kastede jeg mig ud i Simmons’ første bog, der er meget rost og tilmed vandt en fin fantasypris tilbage i midtfirserne. Den foregår i Calcutta i 1977, hvor en forfatter bliver involveret i noget snavs med en kult, der dyrker gudinden Kali. Bogen er ikke decideret uhyggelig, men bevares, det lykkes bestemt for Simmons at få Calcutta til at lyde som et uhyre uelskeligt sted. Läs den, hvis du synes hinduistiske dødsguder og deres dyrkere er spændende.

‘Naomi’s Room’ er til gengæld exceptionelt creepy. Bogen er for 4/5 vedkommende en spøgelseshistorie, der sådan set er urovækkende nok i sig selv. I den sidste 1/5 af bogen stikker det dog helt af. (SPOILER) Skurken i bogen er en læge i 1860’erne, der i sindssyge (vist nok fremkaldt af syfilis) misbruger, torturerer og eksperimenterer på sin kone og børn på mest bestialsk vis. Både han, konen og börnene hjemsøger nu det hus, hvor hovedpersonen Robert og frue bor. Kort sagt bliver vores hovedpersonen mere og mere besat af den onde ånd, hvorefter slutningen kammer helt over i bloddryppende og sadistiske beskrivelser af hvordan den nu helt besatte hovedpersonen forlyster sig med sin kone, søster og niece (SPOILER SLUT). Det blev lidt for meget, må jeg nok indrømme, da jeg sad der i flyet et sted mellem Newark og Kastrup. Læs den hvis du kan lide film i torturpornogenren, såsom Saw serien.

Derudover fik jeg læst en masse aviser (San Francisco Chronicle, West Hawaii Today, Honolulu Star Advertiser, Wall Street Journal, Los Angeles Times) og magasiner (The Economist, Spectator, New Yorker, Foreign Affairs, The New Republic, Maui Yoga Living), så alt i alt føler jeg mig ladet op med inspiration til det nye år.

Hey Nostradamus!

Very good, I must say I’m amazed…! Til den i sandhed indsigtsfulde sjael der kunne gaette hvem der har lavet “Alone in Kyoto” (vedkommende er anonym, saa jeg ved ikke hvem det er), saa udlover jeg intet mindre end en pakke Gevalia naar jeg kommer hjem – ja, jeg ER gavmild og storslaet ud over alle graenser. Forioevrigt var svaret naturligvis Air.

Bortset fra det, saa er jeg nu ikke helt alene i Kyoto. Det er loerdag, og tilsyneladende er det den dag hvor samtlige indbyggere tager ind for at shoppe og rufle rundt. Derudover var der en stoerre parade af hvad der saa ud som Shoguner, samuraier, gaishaer og andet godtfolk, saa alt i alt har det vaeret en festlig dag. Har faaet koebt lidt mere ind og – wooohooo – set mere kultur.

Imorgen hopper vi igen paa Shinkansen, denne gang til Hiroshima. Vi skal kun vaere der en enkelt nat, foer vi koerer videre til Hakata/Fukoaka. Her overnatter vi igen kun een nat, hvorefter vi skal sejle til Korea. Med andre ord, saa tror jeg ikke at jeg faar grabberne paa en computer det naeste stykke tid, saa opdateringer maa nok vente lidt. Vender dog naturligvis frygteligt tilbage saa snart jeg faar mulighed for det…..

Lige i musikgenren igen, saa skulle jeg lige hilse at sige, at det er en sand plage at Mew tilsynladende er blevet et megahit i Japan – de er ihvertfald overalt. Men ok, rygterne siger jo ogsaa, at Michael Learns to Rock var store herovre. Suk.

Uj, koebte forresten tre Douglas Coupland boeger i Tokyo. Har allerede kvaernet ‘Hey Nostradamus’ og er nu igang med ‘Eleanor Rigby’. Foerstnaevnte var en positiv overraskelse (men hvad skete der egentlig med Jason, sig det nu, Doug!!!), mens jeg har det lidt svaert med Eleanor Rigby. Han mistede ligesom sit gyldne touch efter ‘Girlfriend in a coma’….allermest glaeder jeg mig til at laese ‘City of glass’ om min yndlingsdroemmeby Vancouver….den ligger hjemme paa hotelsengen og venter, saa cheerio til jer allesammen….