At skrive

Jeg er i en underlig dialog med mig selv om det her med at skrive.

Er havnet i den bagvendte situation, at mens mit eksterne output på blogs og i offentlige fora størkner til, så skriver jeg mere end nogensinde før internt til mig selv. Roam Research har medført en renæssance i mit dagbogs- og noteskriveri, som i den grad er blomstret op. Jeg tænker og tænker, skriver og skriver. Min navle blive også i dén grad beskuet i en direkte skræmmende detaljeringsgrad. Ingen tanke, følelse eller “indsigt” er for lille til at blive griflet ned i mit byzantinske notesystem.

Men det betyder samtidig, at meget af den mentalhygiejniske funktion som mit blogskriveri – eller snarere selve processen med at få mine forvirrede narcissistiske tanker ned på skrift – har haft igennem 15 år, er blevet internaliseret. Jeg har helt enkelt færre ting på hjertet udadtil, når jeg allerede har grædt ud indadtil. Og når jeg i forvejen mest skriver her for og til mig selv, hvor efterlader det så Sofisten.dk i mit skriveunivers?

Bloggens indhold af mestendels quasi-anonymiseret karakter, har grundlæggende længe været konceptuelt meningsløs. Ikke selvudleverende nok til at være bekendelseslitteratur, ikke strategisk nok til at bruges kommercielt eller til personlig branding. Vi er i et diffust ingenmandsland.

Omvendt elsker jeg – om ikke andet, så af nostalgiske årsager – at jeg har mit eget besynderlige og lurvede hjørne på nettet, hvor jeg kan skrive om det, jeg har lyst til – uden at være indhegnet af andres krav og forventninger. Selvfølgelig vil jeg gerne sælge en bestemt persona til de af jer, der er sunket dybt nok til at læse med på regelmæssig basis. I ved nok, jeg er ham den quirky og semi-intellektuelle personage, med hang til nørdet popkultur og iført en perma-ironisk distance til verden. Det ville være løgn at påstå at jeg ikke forsøgte at binde jer den historie på ærmet.

Men jeg forsøger dog at tone det ned. Et af mine mange issues med sociale medier1 er netop det performative aspekt. At folk spiller roller og optræder på en imaginær scene2. Den konstante iscenesættelse, kuratering af tilværelsen, denne underlige transformation af én selv fra deltager til tilskuer i ens liv. Hvor jeg forventes rollen som ‘succesfuld og lykkelig mand i år 2020’, eller roller, der er endnu klammere – ikke mindst inde på de sociale mediers allermest frastødende bordel: LinkedIn.

Sofisten er stadig tænkt som mit frirum, hvor mine tanker (i teorien) kan blive læst af andre, og måske (kun måske) kan gøre en positiv forskel på et eller andet. Det er i den ånd, jeg vil fortsætte med at skrive. Og så må jeg jo blot syntetisere de klogeste dele af alt det bras, jeg smider ind i Roam.

  1. Udover at de er overvågningskapitalistiske foretagner, der lever af at sælge mine data OG at de ødelægger min evne til at fokusere og være nærværende []
  2. Ja, jeg ved det godt, Erving Goffman kigger ned fra himlen og frydes []

Magnum Opus

Jeg blev ramt af akut angst forleden aften. Havde jeg virkelig helt glemt at højtideligholde bloggens 15-års fødselsdag? Men nej, heldigvis ikke. Så langt ude er jeg dog ikke kommet. For det er først på fredag den 17. april 2020, at bloggen (igennem alle dens forskellige udgaver) officielt bliver buksemyndig.

Jeg glemte bloggens 5-årsdag mens jeg var noget mere reflekterende efter 10-årsdagen.

Det sidste magter jeg ikke helt denne gang. Har ikke rigtig lyst. Jeg siger ikke de sidste fem år har været dårlige, men de har indiskutabelt været de mest udfordrende og bekymringsfyldte i mit liv. Tilværelsen har langt fra udelukkende været progression og glæde hele tiden. Og jeg er en anden person i dag end i 2015 – for da slet ikke at tale om i 2005.

Bloggen har også skiftet karakter i denne periode. I begyndelsen af 10’erne ophørte den ligeså stille med at være en semi-anonym offentlig dagbog. Det skete i takt med at de store SoMe-siloer slog den personlige blog ihjel som koncept. Processen kulminerede for mig i 2015, hvor jeg i stedet henlagde alle mine bekendelser i en decideret dagbog. Eftersom det at betragte min egen navle altid har været min vigtigste inspirationskilde, så betød det færre og mindre personlige indlæg. Men indtil da var jeg overraskende ærlig i mine skriverier. På en måde, som man aldrig ville være det i dag. Hey, det var en anden tid dengang i 00’erne, vi vidste ikke bedre, og bla bla bla. I dag er jeg kedeligere klogere og skriver mest om bøger.

Men de første 8-10 års blogindlæg var anderledes. Hvilket måske er en del af problemet. Jeg mistænker mig selv for at følelserne af melankoli og bittersødme er de uerkendte årsager til, at jeg her fem år senere stadig ikke har fået gennemgået, systematiseret og publiceret de resterende 1.260 blogindlæg i perioden april 2007 – maj 2013. Det er ikke altid ubetinget rart at hilse på den person, jeg var engang. Derudover er det et kæmpe arbejde. Ikke at jeg ønsker at efterredigere mit liv – jeg skrev jo hvad jeg skrev – men det tager afsindigt lang tid at give alle indlæggene en kategori og tags.

Det er et andet aspekt af de 15 år. Tiden, altså. Jeg har brugt uendelige mængder tid her. Skrevet flere ord end i de fleste romaner. Tænkt på bloggen, puslet med bloggen, haft lyst til at skrive på bloggen. Bogstaveligt talt hver dag. Der har været min konstant igennem alle årene, min foretrukne overspringshandling. Rent intellektuelt giver det ikke mening, at en person ofrer så mange tanker, energi og kreative processer på et så egoistisk foretagne, som en personlig blog uden særlig mange læsere.

Men … det er selve kernen, tror jeg. At jeg skriver her fordi jeg ikke kan lade være. Fordi det gør en forskel for mig og mit mentale velvære. Bloggen har altid været helt usandsynlig vigtig for mig. Den er – hvor trist det end lyder og uanset om jeg kan lide det eller ej – nok mit hovedværk.

Så jeg ser allerede frem til indlægget ved 20-års jubilæet. Det vil jeg ikke gå glip af.

Flyttedag

Det er flyttedag. Ligesom David Bowie havde et kreativt og kommercielt behov for konstant at skifte udseende og koncept, så har min blogaktivitet siden april 2005 været igennem ganske mange forskellige udgaver.

Efter et stykke tid kører jeg som regel sur i det, og det punkt har jeg nået med Udkastet. Det er vanskeligt at beskrive, men jeg har behov for at føle at jeg starter på en frisk.

Som et twist vender jeg dog tilbage til et tidligere hjem: Sofisten.dk. Grundlæggende vil der udover en ny url ikke være nogen dybere forskel. Skribenten er den samme, emnerne er de samme, ja, selv bloggens designtemplate er det samme.

Sofisten er den blogidentitet, der (næstefter overspringshandlingen.dk, som desværre er ejet af andre nu) igennem tiden føltes mest naturlig for mig. Det føles godt at komme tilbage dertil.

Udkastet.nu vil forblive online. Siden kommer til at tjene som mit blogarkiv (2005-2018), og det er derfor stadig min ambition at genoplive alle mine indlæg i perioden 2006-2014. Det er dog en større opgave. Ja, ikke at lægge dem på, det er sådan set enkelt nok og kan klares med et par klik. Men jeg vil gerne genlæse dem alle, tænke over den, give dem kategorier, tags og den slags. Jeg var sjusket i min arkiveringspraksis dengang og det rammer mig i nakken nu. Så at restaurere gamle blogindlæg er mit store afstressningsprojekt i den kommende tid.

Men alle nye indlæg kommer i fremtiden på Sofisten. Håber vi ses derovre.

Nye steder

Har puslet og rodet og skramlet med mit skrivesetup den senere tid.

Jeg har længe været i vildrede om hvad jeg skulle gøre med sofisten.dk. Bloggen er ligesom fanget i midten. Her er forsvindende få læsere, en egenhostet blog har ingen relevante distributionskanaler, der findes bedre steder for mig at græde ud på skrift – dvs. i min private dagbog – og at skrive under pseudonym umuliggør samtidig også enhver form for (ydrk! bvadr! gyyyylp!) personlig branding.

Så nu supplerer jeg den (nok engang) med en offentlig profil, omend jeg forsøger mig med en flig af innovation. De tidligere gange lavede jeg blot endnu en WordPress-baseret blog. Det virkede aldrig. Jeg endte med at skrive om de samme ting, med den samme blogskabelon og i det samme ekkokammer. Noget skal derfor være anderledes denne gang.

Min nye skriveplatform er ganske vist igen på mit eget domæne, men motoren bagved er micro.blog. Platformen er enkel at bruge og minimalistisk i sit design og tilgang. Den giver mig gode distributionsmuligheder til sociale medier. Og endelig tiltaler hele den bagvedliggende indieweb-tilgang mig meget.

Jeg vil ikke garantere at min nye offentlige blog ikke igen ender med at løbe ud i sandet. Det vil stadig i sin essens være en personlig blog, og den slags er notorisk vanskelige at få til at overleve. Jeg vil stadig skrive her på Sofisten – det er stadig den ægte blog for mig – men hvis I vil have alting med, så kig forbi det nye sted engang imellem også.

Forhåbentlig bliver det interessant.

Udenfor siloerne

Besøger du stadig nettet? Altså det internet, der lever udenfor de lukkede siloer i form af sociale medier, betalingsnyhedssiderne og de webshops, som Googles søgemekanisme leder dig ind til?

Har du i nyere tid oplevet glæden ved at opdage nye ting, steder og mennesker ved at surfe (planløst) rundt? Giver det arkaiske begreb ‘at surfe på internettet’ overhovedet mening for dig? Hvornår var du egentlig sidst inde på en (ikke-kommerciel) hjemmeside, som du aldrig har besøgt før? Har du frekventeret et debatforum, som ikke var på Facebook?

Sandsynligheden taler for, at det ikke sker særlig tit for dig længere.

Læste for nyligt den rammende artikel ‘I don’t know how to waste time on the internet anymore’, suppleret i dag af ‘Is surfing the internet dead?’.

De har lidt divergerende konklusioner. Den første er en klassisk post-moderne jeremiade, sidstnævnte artikel mener at Twitters søgefunktion i dag har afblæst behovet for den gammeldags internetsurfen. Men begge er grundlæggende enige om, at det gamle start-midt 2000’er internet er dødt og ikke kommer tilbage. De sociale medier har vundet, algoritmerne har talt, folk er kommet på Facebook for at blive, der er ikke andre relevante distributionskanaler eller netværkssteder. Internettet i form af personlige hjemmesider, blogs eller debatfora om obskure ting er der ikke mere.

Jeg ved godt, at det her er et emne – det åbne internets deroute, de sociale mediers monopolisering af menneskers digitale liv – jeg skriver alt for meget om. Men jeg er optaget af det. Og det er ikke kun fordi nærværende personlige blog mangler læsere (p.s. det gør den), eller at min besættelse af emnet er udtryk for en nostalgisk længsel efter noget der var engang (selvom alting faktisk var bedre for 10 år siden).

Mine egne vaner er håbløst gammeldags. Jeg elsker det net, der var engang. Jeg skriver selv en personlig blog. Og det bedste jeg ved er at opdage en skribent, som stadig skriver for sig sig selv på sin egen platform. Jeg følger tilmed stadig en lang række sider via en RSS-reader. Det bliver næppe bliver mere bagudskuende end det.

Jeg er stemplet ud af Facebook og forstår i disse post-Cambridge Analytica tider ikke helt de mennesker, der frivilligt lægger deres tanker, billeder og indhold ind på stedet. Jeg kan til nøds forstå at man bruger steder som Twitter og Facebook til at videredistribuere ens indhold fra ens egen platform. Det er trods alt på de sociale medier, at de fleste potentielle læsere befinder sig. Men at bruge platformene som ens primære digitale ‘hjem’? Nej. Ikke på vilkår. Jeg vil eje mig selv og det jeg skriver.

Jeg ved at jeg kæmper mod vindmøller. Det net jeg holdt af, kommer ikke igen uanset hvor meget jeg sidder her og vrider hænder. Men derfor vil jeg alligevel fortsætte med skrive som om, at der stadig findes folk som opdager ting online ved tilfældigheder og ikke får alt deres input fra deres algoritme-styrede feed i Facebook.

Bare skriv

Jeg begynder at eksperimentere lidt med Udkastet for tiden. For det er ingen hemmelighed at min skrivefrekvens har været for nedadgående igennem flere år. Så noget må der gøres for ikke at hensynke fuldstændig i irrelevans og glemsel.

Årsagerne til derouten er mangfoldige og ikke særlig interessante. Tidsmangel, manglende fokus, bekymringer, manglende ting på hjertet. Det sædvanlige. Og efter at jeg begyndte at føre en vaskeægte gammeldags dagbog (som jeg i parentes bemærket er uhyre flittig til at skrive i), så er mit behov for at græde ud på internettet blevet mærkbart mindre.

Men jeg har stadig et behov at skrive og kommunikere med andre. Jeg er ikke længere aktiv på facebook, twitter eller instagram, så de steder kan (eller rettere: vil) jeg ikke anvende til at udtrykke mine tanker. Samtidig kan jeg godt kan lide konceptet at have en personlig blog, men er dog ikke er helt modig eller produktiv nok til at have en offentlig een af slagsen.

Så Udkastet (fejl, mangler og manglende læsere til trods) forbliver den kanal, hvor jeg får udløb for mine eksterne kommunikationsbehov.

Den senere tid har jeg læst et bjerg af indlæg fra det såkaldte indieblogmiljø, hvor det er målet at vende tilbage en præ-facebook tilstand anno ca. 2003/2004/2005. I ved nok, til dengang at verden stadig var ung og håbefuld. Man skal redde det åbne internet, sige adieu til sociale medier, skrive på en egenhosted personlig blog, vende tilbage til old-school microblogging og bryde ud af de monopolkapitalistiske siloer (facebook, google etc.), hvor alt og alle reduceres til en algoritme med henblik på videresalg til reklameindustrien.

Jeg er selvsagt enig i alt ovenstående, bortset fra at jeg aldrig for alvor har bedrevet microblogging. Men måske tiden er inde til at afprøve formatet.

Jeg har ganske vist aldrig (heller ikke dengang i slut-00’erne, hvor folk stadig ikke havde udviklet et sundt-skeptisk forhold til det at dele ting på nettet og før facebook for alvor blev et dystopisk mareridt) været typen der skrev mange statusopdateringer. Men derfor kan det måske alligevel være befordrende for min kreativitet, at jeg ikke nødvendigvis skal logge ind på WordPress, skal skrive 500 ord, skal finde på en interessant overskrift og skal krydre det hele med et tilpas ironisk-distanceret billede. Jeg kan i stedet grifle noget ned på mobilen, dele en hurtig betragtning, gøre det kort. Lidt som på twitter, dog uden det notoriske hysteri eller performanceræs, der plager den platform. Jeg kan fokusere på det, det hele burde handle om: At skrive og udtrykke mig, i kort eller længere form.

Så se frem til flere korte indlæg med mine umiddelbare tanker. Selvfølgelig suppleret med mine længere indlæg om dette og hint. Jeg skal bare se at komme i gang med at skrive.

De lukkede haver

Stødte på denne tegning i dag, som er meget sigende:

I har nok glemt den forlængst, men tilbage i 2005 lavede svenske Moneybrother et veritabelt mesterværk med sangen ‘They’re Building Walls Around Us’. Den spiller i mit hoved netop nu. For det er det, som Facebook er blevet; en lukket have, hvorom man har bygget høje mure med henblik på at tvinge brugere til at betale beskyttelsespenge for at få opmærksomhed.

Da jeg havde min (lykkeligvis) korte karriere som kandidat til det kommende kommunalvalg, oprettede jeg en side på Facebook til at udbrede mit kedsommelige politiske vrøvl og ensidige propaganda. Der skrev jeg så mange indsigtsfulde og dybsindige tekster, der blev læst af lige præcis … ingen. Altså, lige indtil at jeg begyndte at betale for at få Facebook til at booste indlæggende og derved påtvinge stakkels fremmede mennesker at få mine tågede og forløjede tekster i deres feed.

Ikke at det gav likes og followers i tusindevis (dertil betalte jeg alt for lidt), men det var trods alt bedre end nul opmærksomhed. Så tro mig når jeg siger det: Facebook er en mafiøs pengemaskine, som til det yderste udnytter sit usunde de facto monopol på distributionskanalen for opmærksomhed.

Murene om alle brugerne inde i haven har også betydning for et anakronistisk fænomen, som en personlig og egenhosted blog a la udkastet.nu. For jeg er aktuelt ikke på Facebook og bloggen har heller ikke en dedikeret side derinde. Udkastet er afskåret fra den distributionskanal og -platform, som Facebook udgør. Og det i særdeleshed, når jeg ikke betaler. Derfor er der meget få der af egen drift opdager hvad jeg skriver her på siden.

Nu kan man selvfølgelig argumentere for, at en ydmyg personlig blog, der omhandler indholdet i min navle (og i øvrigt har et alt for bredt og ufokuseret emnefelt) ikke i første omgang ville have mange læsere. Men tænk engang over det: Hvornår opdagede du sidst noget nyt, spændende og selvstændigt på internettet udenfor Facebook? Via en google-søgning? Eller i kommentarfeltet til en artikel eller blogindlæg? Nej, vel?

Jeg spekulerer selv over om jeg burde gå over på en platform som Medium i stedet for selv at have en egenhosted blog. Det vil måske ikke løse distributionsproblemet – Medium har trods alt en begrænset dansk brugerskare – men det vil forsimple tingene, og lade mig slippe væk fra det tunge WordPress. Omvendt kan jeg godt lide, at jeg selv ejer mine ting og selv bestemmer. Noget jeg under ingen omstændigheder ville gøre på Facebook.

Men det er da et dilemma.

For er det meningsfuldt at udfolde sin kreativitet i tekstform på en platform (personlig, egenhosted blog), hvis natur tilsiger lavt læsertal og hvor internettets infrastruktur i stadig stigende grad tilgodeser de lukkede haver som Facebook og Medium?

Jeg vil jo, trods alt, også gerne læses. Så det helt klare svar mangler stadig.

Day One

Jeg er begyndt at skrive dagbog! Nej, men alvorlig talt, det er jeg altså. Det er i appen ‘Day One‘, der altid har fået afsindige mængder ros. Første gang jeg forsøgte mig med den var i sommeren 2013, men gik så siden i stå. Har stort set ikke få skrevet i hele Arvingens levetid, men nu prøver jeg så igen.

Det kommer nok til at gå lidt ud over den kvantitative aktivitet på Udkastet, men forhåbentlig ikke ud over kvaliteten. Mange af de ting jeg grifler i Day One vil være af så privat, bagatelagtig eller flygtig natur, at det ikke har noget at gøre på en offentlig tilgængelig blog. Det meste vil være intuitivt, og hvad der lige falder mig ind. Til gengæld vil den mere fritflydende skriveproces i Day One forhåbentlig betyde, at jeg bliver i stand til at prioritere det tynde indhold fra – for så at kunne syntetisere mine lidt dybere tanker til indlæg af en bedre og mere reflekteret kvalitet.

Vi må håbe det bedste.

At skrive

Den Bedre Halvdel og Arvingen er i Sverige på svigerfamiliebesøg i weekenden. Det betyder masser af tid til lediggang, Champions League finaler, Netflix1, læsning – og min yndlingsoverspringshandling: Spekulationer over min skribentvirksomhed.

Det er evigt tilbagevendende metaemner her på stedet (se blot den noget nær uendelige række af indlæg om bloggens form og indhold). For tiden aktualiseres det yderligere af mit 10 års jubilæum som blogger.

Jeg skrev mit første blogindlæg i april 2005.

Siden da er det blevet til flere tusinder af slagsen, der i dag lever deres stille, arkiverede liv på de forskellige iterationer af min blogaktivitet. Mine tekster ligger stadig rundt om i nettets afkroge, som skævvredne vragstumper fra et forlængst nedstyrtet fly.

Oprindelig var min inspiration til at skrive Douglas Couplands bog ‘Microserfs’ (1995). Bogen formede min opfattelse af, hvad en onlinejournal eller blog kunne være og gøre.

I bogen følger vi den socialt akavede programmør Daniel, der skriver en dagbog i en form, der vel bedst kan beskrives som en prototype af den personlige blog. Daniel blander navlepilleri, hverdagsbeskrivelser og lommefilosoferen i et fængende melankolsk mix. ‘Microserfs’ er som alle andre Coupland bøger et sandt overflødighedshorn af Generation X-ironi, fremmedgjorthedsangst og popkulturelle betragtninger2. Det er stærkt givende. Læs selv bogen, der sin noget arkaiske Microsoft-centrering til trods, stadig er aldeles fremragende og måske Couplands blivende værk.

Pointen er vel blot, at Daniels form for onlinetilstedeværelse – ja, måske blogformen som sådan – siden er blevet noget nær udslettet af smidigere sociale medier.

Der er ikke længere mange, der skriver personlige blogs. Billeder vises bedre på Instagram. Twitters hurtige 140 tegn, hurtige feedback og uendelige strøm passer flere folk bedre end blogindlæggets længde og permanens. Og hvis de endelig skal publicere længere personlige tekster, så er Facebook mere populært og garanterer et publikum.

De blogs, der trods alt overlever, er i dag specialiserede og nicheorienterede. I hvert fald hvis de ønsker at have læsere. Ingen gider længere læse generalistblogs, der skriver om alt mellem himmel og jord – eller bare skribentens eget liv.

Alligevel holder jeg stædigt og reaktionært fast i den personlige blog.

Dels fordi mit liv og min person selvsagt er så uendelig interessante, at de sagtens kan bære en personlig blog … Og måske mere seriøst: Fordi det er den slags, jeg selv bedst kan lide at læse.

Emnebaserede blogs er ok og kan være givende. Hvis jeg skal læse om sydkoreansk indenrigspolitik eller anmeldelser af science fiction, så gør jeg det helst hos en dertil indrettet ekspert. Men jeg vil også stadig gerne læse om, følge og være i dialog med rigtige mennesker med ting på hjertet. Og de personer har det med stadig at grifle tekster, der er længere end tweets og som er mindre selvpromoverende, end hvad der foregår på Facebook.

Status på Udkastet.nu i juni 2015 er ganske tvetydig

  • Der er få, grænsende til ingen læsere
  • Der er få, grænsende til ingen kommentarer
  • Jeg skriver under anonymitet (næsten)
  • Det er stadig givende for mig at skrive. Jeg sætter pris på, at jeg har noget der er mit – og som jeg selv skaber

Med andre ord skriver jeg mere end nogensinde før Udkastet for min egen skyld. Jeg er glad hvis nogen stadig kigger med, men jeg regner ikke længere med det.

Som alle andre har jeg dog også behov for at blive læst, anerkendt, rost og diskuteret. Mine tidligere modstridende meldinger til trods, vil jeg derfor også forsøge at genstarte min ikke-anonyme blog. Udkastet forbliver stedet, hvor jeg skriver om det, der falder mig ind. Til gengæld vil jeg så også forsøge at opdyrke mit officielle ansigt udadtil.

Nu må vi se hvordan det går. Og om jeg skifter mening, næste gang at Den Bedre Halvdel er udenbys.

  1. Har set ‘Edge of Tomorrow’, der var udmærket, og et afsnit af ‘Sense8’, som jeg ikke helt kan vurdere kvaliteten af endnu []
  2. Hvis dit liv var syv Jeopardy-kategorier, hvad ville det så være? []

Erase/Rewind

Har brugt en del af helligdagen til at pusle om bloggen. Det er min favoritdisciplin, når jeg ikke har noget jeg absolut skal – og jeg gerne vil koble helt af.

Er for det første vendt tilbage til mit gamle design. Jeg har ellers investeret ganske betydelige summer i et par snazzy themes på det seneste, men de lider alle af at være mere moderne og æstetiske end mig.

De præsenterer sådan set teksten på en udmærket og appetitlig måde. Typografien og designet er læskende. Men grundlæggende skal de suppleres af noget, jeg interesserer mig meget lidt for: Lækre billeder til at supplere ordene. Det magter jeg ikke at levere. Det eneste kamera jeg nogensinde har ejet, sidder i min iPhone. Jeg tager simpelthen ikke særlig mange inspirerende eller pirrende billederne, og da slet ikke nok til at holde en visiuelt stimulerende billedeblog kørende. Har derfor brug for et design, der fokuserer på ordene – og kun ordene. Det synes jeg er tilfældet med det nuværende.

Dernæst har jeg ændret mening om arkiverne. For nylig deklarerede jeg ellers frejdigt, at jeg nu havde offentliggjort alle mine skriverier tilbage fra 2005. Det føltes rigtigt dengang, også med mit 10 års blogjubilæet in mente. Men … jeg har fortrudt. Der er simpelthen så meget sniksnak, vås og tidsspecifikt nonsens i 10 års indhold. Og værre: Jeg er ikke særlig anonym i en lang række af de 2000+ indlæg. Det strider mod at jeg gerne vil kunne udfolde mig frit her på Udkastet i et mere eller mindre imaginært anonymt frirum. Derfor går arkiverne nu kun tilbage til og med januar 2012. Det giver mig mere ro i sindet.

Endelig har jeg efterhånden opgivet at holde min offentlige blog kørende ved siden af Udkastet. Jeg har ganske vist tilstrækkeligt på hjertet til at grifle nogenlunde regelmæssigt her, men slet ikke nok til også at holde en mere … professionel blog kørende. Dertil er mit liv ganske enkelt for kedeligt, min indsigt for lille og mine meninger for få. Så jeg regner med at afvikle den inden alt for længe.