Blind Faith – Can’t Find My Way Home’

Var med børnene på burgerrestaurant i dag. Mens vi ventede på maden studsede jeg over, at indretningen er uniformt ens sådanne steder. Den samme kitschede Americana, de samme udvandede iterationer af, hvordan en diner så ud i 50’erne – hvis man skal tro Hollywood.

Selv deres baggrundsmusik er mere eller mindre identisk. Dér spiller de Israel Kamakawiwoʻole udgaven af ‘Somewhere Over the Rainbow’, hér spiller de ‘Wonderwall’. Og så lige suppleret af glimt-i-øjet-covers af 60’er soul. De må abonnere på de samme lurvede playlister på streamingtjenesterne, går jeg ud fra.

Hvilket altsammen er helt fint. Det er åbenbart sådan at en konceptrestaurant som Halifax skal se ud, her +10 år efter det igen blev populært med burgerrestauranter.

Men det fik mig til at længes efter noget, der ikke er en distanceironisk, mimetisk og størknet reproduktion af fortidens popkultur. Noget med en original kerne, noget, ja, autentisk (i ordets egentlige betydning, ikke den perverterede postmoderne instagram-influencer udgave).

Måske det er derfor, jeg her til aften har lyttet en del til Blind Faith ‘Can’t Find My Way Home’. Det er en fantastisk sang, der selv her mere end 50 år senere lyder frisk og ægte – og principielt kunne være udgivet på et hvilket som helst givet tidspunkt i perioden.

Jeg er smerteligt klar over, at ingen længere laver den type sange. Men ‘Can’t Find …’ har alligevel en tidløs melankolsk kvalitet, der stadig fungerer. Hvem ved, måske de burde spille den på burgerrestauranter?