Landene som forsvandt

Fik Bjørn Berge ‘Landene som forsvandt 1840-1975’ i julegave, og det har været fortrinlig læsning indtil videre. Berges metode i bogen er at skrive om et sted, der på et eller andet tidspunkt i historien har udstedt frimærker – og dermed i Berges øjne kvalificerer sig til at blive kaldt et ‘land’.

De enkelte landekapitler er korte og sjældent helt fyldestgørende, men de vækker til gengæld appetitten til at udforske landene noget mere. Han er ferm til at opstøve steder, der er uhyre eksotiske og obskure for en eurocentrisk og småtskåren sjæl som undertegnede. Jeg havde indtil i dag f.eks. aldrig hørt om forlængst afdøde lande som Obock, Elobey eller Alwar, men det er antageligvis mere min skyld end deres.

Berge skriver godt og oftest med et tvetydigt drag om munden. Jeg skal ikke kunne sige om han har læst James C. Scott ‘Seeing like a State’, men Berge udviser en klar grundlæggende forståelse af, at selve statsdannelsen sjældent er positivt nyt for de individer, der bebor det pågældende territorium (ikke mindst fordi der oftest er tale om kolonier eller sub-kolonier. Og med den lange liste over (bogstaveligt talt) ‘failed states’ i Berges bog in mente, kan man ikke lade være med at spekulere over, hvordan det dog skal gå med et kaotisk nyt land som Sydsudan eller et miserabelt land som den Central Afrikanske Republik.

Historien lover ikke godt.