Kunst er arbejde

Jeg har altid gerne ville eje et Gustav Klimt billede. Det kunne dog godt tyde på at jeg skal spare lidt op – nærmere betegnet 800 mio. kr. – såfremt det skal blive til noget. Billedet er ‘Adele Bloch-Bauer I’ fra 1907.

PS. Æres den, der æres bør! International man of leisure, jagttegnsindehaver og tvangskarboneret æresmedlem af fanklubben for filmen ‘2 ryk og en aflevering’, Kristian Stobbe, er i dag blevet ingeniør og har tilmed fået arbejde ved CSR. Der ønskes et varmt og kjærligt tillykke herfra, samt sendes en lille bøn til de højere magter om, at parringslystne musvåger ikke ødelægger dagen.

But the lie is so much prettier than the truth

Forleden dag åbnede en ny Robert Rauschenberg udstilling på AROS i Århus. Generelt har jeg altid været pjattet med popkunst, men især med Rauschenberg, fordi han på mærkværdigvis altid har kunne forny sig. Jeg anerkender fuldt ud, at Warhol, Lichtenstein, Johns, Rosenquist og de andre er store, men når først deres joke er blevet fortalt een gang (lidt groft sagt: ‘Se, jeg laver overdimensionerede tegneserier’, ‘Næh, hov, se mig: Jeg laver billeder af Campbell supper og Mao Tse-Tsung’), så er der ligesom ikke så meget mere i dem. Rauschenberg kan jeg aldrig blive træt af, han er – utroligt, men sandt – ligefrem i stand til momentant at ophæve mit notoriske had mod installationskunst. Der er et interessant interview med ham på Weekendavisens hjemmeside. Læs det, og bliv klogere på en sær kunstners krogede verden. Hvis nogle vil med på en lille ekspedition til Århus i løbet af sommerferien, så siger jeg ikke nej.

PS. Nu kan jeg huske hvorfor det var at jeg gerne ville læse på Cornell University. Til deres såkaldte ‘Slope Day’ spiller Ben Folds og Talib Kweli….(misundelig rapport fra alle amerikaneres yndlings-hadeuniversitet Duke her)! Hvordan er det nu at KU fejrer deres studerende…?

Populær drejebog til samvittighed søges

Har været lidt af en kunstdag. Startede med at køre til Humlebæk for at besøge Louisiana. Tilsyneladende havde halvdelen af Sverige fået samme idé, for det var næsten ikke til at komme frem for horderne af det ‘lysegrå guld’ (mit yndlings hadeudtryk for tiden) fra hinsidans. Jeg elsker Louisiana af hele mit sorte og onde hjerte, men deres aktuelle udstillinger er nu ikke noget som jeg synes rykker. Min mor er meget begejstret for George Baselitz særudstillingen, mens hans billeder i mine øjne mest af alt ligner noget en seksuelt frustreret tysker med et anden verdenskrigstraume kan finde på at genere sine omgivelser med. Tilsvarende kunne den aktuelle videokunst udstilling Sip my Ocean ikke hidse mig op – er vist lidt for konservativt anlagt til at synes videokunst er i samme liga som billedekunst. Museet og haven var dog skønne som sædvanligt.

De kulturelle indslag fortsatte med, at min mor og undertegnede tog forbi Charlottenborg og så ‘Den Gyldne 2006’ udstillingen. Det var ret sjovt, jeg er ikke ligefrem helt på bølgelængde med undergrunden i dansk/skandinavisk kunst, så var spas at få udvidet horisonten lidt. Det meste af det ville jeg ikke eje, men købte en lille plakat af Nils Viga Hausken til at hænge på min dør (‘Det har jeg ikke tid til’). Var også hyggeligt at gå med min mor inde i byen bagefter. Strøget var sort af turister, på trods af at der er helligdagslukket.

I går var vi som nævnt inde at se The Producers. Fremragende musical, der blev gået til den med både sangen og koreografien, så bestemt ros til det. Jeg savnede måske lidt handling, men hvis jeg vil have den slags, så er det jo nok ikke lige musicals man skal se. Var første gang jeg var i Det Ny Teater, kan godt forstå at det er populært.

Nu sidder jeg så her og blogger inden jeg drøner ud til Cecilie for at gafle aftensmad. De Gamle tager hjem i morgen, og så skal jeg vist have kigget på lidt læsning i weekenden.

Dying to say this to you

Så er der gode nyheder, børnlil! Sufjan Stevens udgiver album i juli, ganske vist kun b-sider, men hvis jeg kender ham ret, så holder også de et vanvittigt højt bundniveau. Jeg glæder mig ihvertfald. Til de hurtige af jer, så kan sangen ‘The Avalanche’ høres her og en akustisk version af ‘Chicago’ her. Oh fryd, oh gammen!

Ellers så er min dag gået med et besøg på Ordrupgaard sammen med forældrene. Der er en specialudstilling med J.F Willumsen, og ellers har de jo også selv en pænt stor samling, bl.a. med Gaugain. Jeg bliver aldrig stor fan af impressionismen, så som udgangspunkt er Ordrupsgaards fokus ikke lige min kop the. Jeg anerkender at der sikkert er tale om stor og værdifuld kunst – men den siger mig ikke rigtig noget, og i almindelighed keder alt kunst fra før 1900 mig grusomt. Med mindre maleren var sindsforvirret eller seksuelt afsporet. Så kan jeg være med igen. Willumsen synes jeg er ok, alle kender jo Bjergbestigersken, men ikke noget exceptionelt. Næh nej, giv mig Schiele, Rauschenberg eller Kaj K. Nørkjær any day.

Lige om et sekund hopper jeg på cyklen til et givetvist inspirerende læsegruppemøde. Jeg hører musik på comp’en i lange baner, siden pullermåsen (= min cd-afspiller) er til reperation ved en kaotisk herre i Farum. Herre, giv mig styrke!