web analytics

Ben Lerner – ‘The Topeka School’

På trods af min jeremiade forleden, så fik jeg faktisk læst Ben Lerner ‘The Topeka School’ færdig her til aften.

Ikke 100% grundigt måske, men nok til at jeg med god samvittighed kan sætte den på hylden. Det er jeg svært tilfreds med, må jeg indrømmme.

Lerner skriver i almindelighed uhyre selvforelsket om et emne, han finder særdeles spændende: sig selv og hvordan hans oplevelser (med en anelse fiktionsfernis strøget ud over) kan anvendes til at forstå større samfundsmæssige udviklinger. Det er ikke en selvbiografi, men hovedpersonen er en karbonkopi af Lerner selv, og handlingen følger i store stræk Lerners eget liv (ligesom bogens forgænger ‘Leaving the Atocha Station’ også gjorde). En slags modificeret Knausgaard, bortset fra at Lerner er mindre interessant og har et større ego end Knaugård. Det er en 7 (eller 8) ud af 10 bog, der rummer rørende sentimentale og oprigtige sekvenser, men hvor det samlede indtryk er skæmmet af Lerners autoerotiske nydelse over sig selv. Jeg er glad for at jeg fik læst ‘The Topeka School’, den rummede fine (ja, ligefrem fremragende) afsnit, men behøver nu ikke flere stykker med Lerner de næste par årtier. Jeg er i den grad blevet mæt.

En mere administrativ note: Jeg lånte ‘The Topeka School’ på biblioteket, og det er den første skønlitterære bog, jeg har læst i fysisk form i en evighed. Det føltes rart, og var en påmindelse om, at jeg mister et eller andet ved primært at læse på min Kindle. Og at jeg kan bruge biblioteket til andet og mere, end blot at låne ting til børnene.

Læsning

Er der en sammenhæng mellem personlighedstyper og litteraturpræferencer?

Jeg er JTI-mæssigt et sted mellem INTP og ENTP, alt afhængigt af vindretningen den pågældende dag. Men uanset graden af I eller E, så er jeg til det store billede, de overordnede koncepter, de fejende bevægelser. Måske det er en af forklaringerne på at jeg er så fokuseret på plottet i bøger, på at der er drive i handlingen. Jeg får ikke noget nydelse af sproglig ekvilibrisme eller finlitterære excesser, jeg vil have eskapisme og spænding. Det er de store bevægelser og de udfoldede drømmefaner, der begejstrer mig i min læsning.

For nylig gjorde en af mine venner nar af mine præferencer. Han er ligeglad med handling, påstod han, det vigtige for ham er kunsten, det sproglig niveau, den litterære kvalitet – ikke hvordan person A når frem til punkt B. Det perspektiv kan der være noget om, for jo, jeg står også skumlende af en bog hvis min (genre)litteratur er for sjasket skrevet.

Faldende bogstaver

Men nu hvor jeg har læst blot et par af de uendelig mange sider i Don DeLillo’s ‘Underworld’, så er jeg stensikker på at jeg aldrig kommer igennem den. Han skriver utvivlsomt på sublim postmoderne vis, og der er vistnok tale om et hovedværk indenfor literary fiction. Der findes dem, der mener han bør have Nobels litteratur pris. Men teksten keder mig – og jeg er nervøs for at det samme også gælder for en anden bog, jeg lånte i dag på biblioteket: Ben Lerner ‘The Topeka School’. Endnu en overuddannet mand fra New York, der skriver sprogmasturberende om sig selv og sin ungdom. Suk. 

Jeg ved ikke om det er for sent i en alder af 38 år at lære at læse litteratur på en anden måde, end jeg gør. At lære at skimme mindre og afkoble mig fra den adrenalinjagende handlingsfiksering, for i stedet virkelig at fordybe mig i teksten og sproget. Så jeg vitterligt kan sætte pris på litteraturen som kunst

Men burde jeg det i det hele taget gøre det? Er det vigtigt, at man forsøger at leve op til et eller andet postuleret ideal for “god læsning”? Jeg vil ikke kunne bære, hvis en af mine store glæder i livet – at læse – pludselig blev et spørgsmål om pligt og andre menneskers kriterier for god smag.