Æstetisk perfektion

Jeg nærer stadig varme følelser for Belgien, der vel efterhånden er blevet til mit femte hjemland (Danmark, Sverige, Schweiz og Tjekkiet er trods alt stadig foran). Derfor er det så pokkers irriterede, at deres ellers absurd talentfulde landshold ikke herskede enevældigt ved sommerens EM i fodbold. Derfor er det ligeledes fordømt ærgerligt, at Club Brugge ikke smed PSE ud af Champions League på røv og albuer. Nuvel, så må de nordfranske minearbejdertyper fra Lille klare den opgave for mig.

Blev dog straks i markant bedre humør, da jeg tidligere i dag rituelt læste Football Shirt Culture. Ja, så afsporet er jeg, jeg følger faktisk blogs dedikeret til fodboldtrøjer. Og minsæl om de ikke i dag præsenterede det belgiske landsholds nye trøje for 2012/2013-kampagnen. Tro mig, der er tale om perfektion. Hvis ikke spillerne på ’Rode Duivels’ er glade, er der noget fundamentalt galt med dem.

Bemærk eksempelvis, at trøjemærket er BURRDA. Har du nogensinde hørt om dem? Heller ikke jer. Men Wikipedia fortæller mig, at det er et sportsmærke fra…..Schweiz! Hvor vidunderligt er det ikke lige? Det eneste der kan slå et sponsorat fra et eksotisk, obskurt og esoterisk schweizisk tøjmærke, ville være hvis det var trøjen blev lavet af en af mine all-time favoritter fra Umbro, Diadora eller Errea.

Moving on, så ser vi hvordan designerne på sublim vis har formået at få penslet hele det belgiske flag ud over trøjen. Jeg er vild med det sort-gule bånd på den røde baggrund på hjemmebanetrøjen. Den er skæppeskøn! Og sikke en sød model, der har den på. Ikke så sød som Marouane Fallaini naturligvis (men på den anden side, hvem er egentlig det?), men hvor ser hun glad og frisk ud.

Trøjen når dog nærmest religiøst ekstatiske højder, når den placeres på billedet, som den gør. For se lige på den belgiske landstræner Marc Wilmots. Nyd ham. I fulde drag. Se hans svedige pande. Hans jeg-er-svulmet-noget-op-siden-min-fodboldkarriere pondus. Hans skamløst slutty nedknappede skjorte. Hans flirtende lok i panden. Hans hænder, der griber så naturligt om de unge pigers taljer. Hans smil, der kunne smelte selv den koldeste fimbulvinter. Hvordan kan jeg, nej, undskyld: Hvordan kan NOGEN ønske sig andet end at være kæreste med Marc Wilmots? Det vil for altid forblive mig en gåde.

Jeg har tænkt mig at bestille den himmelstræbende trøje på nettet snarest. Det er faktisk kun AC Bellinzonas bad boy af en ny trøje, som jeg ønsker mig mere. Dén må en af de behjertigede læsere gerne give mig i gave. Tak.

Pinsler

Luffede over i motionscenteret i eftermiddags sammen med Den Bedre Halvdel. Et sandt overflødighedshorn af nye sanser og indtryk! For de af jer der mangler spænding i livet, kan jeg således kun anbefale fluks at titte forbi fitness.dk på Nygårdsvej.

Her er jo alt hvad hjertet kan begære af stereotyper. Pumpertyperne! Solarieskinkerne! Pensionisterne der trisser mismodigt rundt! Hipstere, der uagtet deres unikhed og jeg-er-sgu-min-egen-fiksering stadig lider under det patriarkalske samfunds krav til ungdom og skønhed! Og alle er de mere tjekket klædt på (og går mere op i at være tjekkede) end samtlige af belgierne i mit lokale center i Bruxelles. Det er stærkt påfaldende. Og lidt lidt trættende.

Efter dette mini-sociologiske eksperiment, savner jeg næsten de tungere centraleuropæiske tendenser. For de er noget mere rare og afslappede derhjemme i den lokale svedhule i Chaussée de Charleroi. Der får man kram som kvinde og håndtegn som mand. Det sker mildest talt ikke på uptight Østerbro. Vi kan stadig lære noget i Danmark.

Tinnitus i hjärtat

Når jeg engang ligger rallende på mit dødsleje og ser tilbage på begyndelsen af 2012, så tror jeg, at det vil stå lidt hen i en tåge, hvad jeg egentlig gik og foretog mig. ‘Boede og arbejdede i Bruxelles’ vil nok være overskriften. Men hvad jeg konkret foretog mig? Meh. Den er straks værre.

Man kan vel sige, at januar gik med fortvivlet vente på at Den Bedre Halvdel skulle rejse hjem til studierne i København. Februar er ligeså bedrøveligt gået med at vente på at se hende igen.

I mellemtiden har jeg fyldt tomrummet og dagene ud med at gå på arbejde, se en masse afsnit af ‘Stargate SG1’, ‘Person of Interest’ og ‘Grimm’, læse bøger, luffe i motionscentret med uhyre vekslende frekvens, gruble over fremtiden – og håndtere hvad der nu end ellers måtte have været af ad hoc begivenheder. Det er alt sammen ganske grødagtigt. Lidt af en zombietilværelse, faktisk. Ikke ubehageligt, tak, jeg har skam det fint. Men meningsfyldt og inspirerende har det ikke just været.

Men nu er tristessen aflyst i hvert fald ti dage frem. For flyver til København og hjem til Jordhule 1.0 og Den Bedre Halvdel om et par timer. Er der indtil næste fredag, hvor turen går til Aalborg og min mors fødselsdag. Jeg har vanskeligt ved at artikulere, hvor meget jeg glæder mig til det hele.

Imødese (næsten!) glade og solbeskinnede blogindlæg den kommende tid.

Hosianna i det højeste

Miraklernes tid er ikke forbi! Og det er dage som disse, hvor jeg føler mig kaldet til at citere Eurythmics:

It’s Alright/
Baby’s coming back/
And I don’t really care where he’s been

For Den Bedre Halvdels taske er vendt hjem fra sin rejse. Baggagehåndteringen i Kastrup har ingen anelse om hvor den har været på eventyr henne i verden. Men nu er den i hvert fald vendt hjem til Jordhulen – kun små tre uger efter at dens ejer landede.

Jamen, er det da ikke fortryllende? Der er megen tilfredshed i både Bruxelles og København.

Så kender man Belgien igen

Vinterens glæder i Belgien:

Heavy snowfall is causing severe disruption for drivers across northern Belgium on Friday night. West and East Flanders and Antwerp province were first to be covered in a blanket of slow that extended to the entire region in the course of the afternoon

The police have issued a snow warning for all areas of Flanders. In all up to 5cm of snow is expected. Gritting services were prepared for the worst and are busy at work on Belgium’s highways and byways. The Flemish Roads Agency is warning that even in places that have been gritted conditions may be slippery.

The evening rush hour proceeded in utter chaos as a result of the snow. There are long jams in and around Antwerp. Also on the outer Brussels orbital ring road there are major problems. The Motoring Association speaks of 1275 km of jams.

Gennem marv og ben

Det er bidsk koldt i Belgien for tiden. Her er ganske vist ikke noget sne og solen skinner fra en skyfri himmel, men der var altså -11 grader, da jeg luffede på arbejde i morges. Jeg følte mig faktisk en anelse som personerne på Pieter Bruegels ‘Jagers in de Sneeuw’ (1565).

Den har altid gerne ville rejse

Afventer stadig Den Bedre Halvdels taske fra hendes Bruxelles-København rejse den 19. januar. Kastrup afviser blankt at have modtaget den, Zaventem har ingen anelse om hvor den er henne (“currently, we don’t know where your bag is, Sir”). Daglige telefonopkald til Air Brussels centrale tracing enhed har endnu ikke på magisk vis fået fremtryllet tasken. Så dem fortsætter jeg selvfølgelig med at foretage.

Det er meget, meget frustrerende, for der var en del ting i tasken, som har enorm affektionsværdi for den unge dame. For at dulme min nysgerrighed undersøgte jeg hvilke andre Air Brussels afgange, der fandt sted nogenlunde samtidig med den famøse Bruxelles-København tur. I ved, bare lige for at tjekke hvilke destinationer monstro tasken kunne være havnet, hvis de udygtige baggagefolk i Zaventem havde lastet forkert. Det var ganske grufuld læsning:

  • Moskva
  • Geneve
  • Berlin
  • Beijing
  • Ouagadougou
  • Conakry
  • Cotonou

Hvis vi nu formoder at baggagefolkene i Zaventem har blandet ‘CPH’ sammen med enten ‘COO’ eller ‘CKY’, så har vi potentielt en ensom tasken luffende rundt i enten Guinea eller Benin. Hvilket jo er uhyre betryggende.

Fortsættelse følger.

Lokal ignorance

Jeg skal på forhånd undskylde den frit rablende stil i dette indlæg, men for tiden funderer jeg ganske meget over det at bo i et andet land – og hvordan man skal gribe den situation an.

Som udstationeret lever man lidt i en boble. Eller, tillad mig at præcisere: Med ‘man’ menes ‘jeg’. Det skyldes selvsagt mine ganske begrænsede evner ud i fransk og flamsk. Det går mig lidt på. For jeg er en stærk tilhænger af, at man af et ærligt hjerte forsøger at integrere sig i det land man nu engang er flyttet til. Og jeg ønsker helt oprigtigt, at jeg forstod noget mere af hvad der står i Le Soir, så jeg også kunne forstå Belgien og belgiske forhold noget bedre. Det er pinligt, at jeg har så lidt styr på hvad der sker her i landet.

Men udfordringen er, at jeg ikke har brug for fransk i dagligdagen. På kontoret tales der dansk og engelsk. Det samme er tilfældet ved alle de møder og konferencer jeg deltager i. Min sociale omgangskreds hernede er stadig først og fremmest danskere, så heller ikke i fritiden er fransk strengt nødvendigt. Naturligvis kunne det være rart at blive bedre til small-talk med EU-bureaukraterne på fransk. Men så mange af dem kender jeg heller ikke endnu. Så som det er i dag, er indkøbsturene det eneste tidspunkt, hvor jeg udsættes for fransk. Min kontakt med de arme belgiere er med andre stærkt begrænset.

Burde jeg så fluks drøne til et franskkursus? Jeg er lidt i tvivl.

Hvis man anlægger et langsigtet perspektiv bør svaret naturligvis være ‘ja’. Det er useriøst at bosætte sig i et fremmed land uden at lære sproget. Men som udgangspunkt har jeg ingen planer om at have en livstidskarriere i Bruxelles. Jeg har en kontrakt på to år og den vil jeg selvfølgelig opfylde. Men min fremtid visualiserer jeg mig enten derhjemme (og med derhjemme menes ‘Skandinavien’ i bred forstand) eller måske i et engelsktalende land. Ikke i Belgien og ikke i et fransktalende land.

Så spørgsmålet er egentlig om jeg ikke hellere burde koncentrere mig om at blive knivskarp til engelsk i skrift og tale i stedet? Jeg har alt andet lige kun et begrænset antal måneder at gøre indsatsen i. Ud fra en marginalnytte betragtning forekommer det at være det mest rationelle valg.

Noter fra dagligdagen

Jeg har ikke glemt jer. Men får bare ikke rigtig sat mig ned og udøset mit hjerte til the internets for tiden. Men af mere eller mindre væsentlige begivenheder kan nævnes:

  • Besøg af Den Bedre Halvdel indtil på onsdag.
  • Fået verdens bedste fritter hos Frit Flagey. Jeg bliver kuglerund inden værnepligten her i Belgien er udstået.
  • Restaurantbesøg med et medlem af Europa-Parlamentet. Uagtet deres anonymnitet er de faktisk nogle hædersmænd/-kvinder.
  • 95 pct. afklaring af boligsituationen (nu venter der blot et inferno af flytteforberedelser, plus min første dialog med det kafkaske system af bureaukrati og skrankepaveri de kalder Ixelles kommune).
  • Fik fædiggjort Robert Kaplan: ‘Monsoon’ og ‘Dancing in the Glory of Monsters’ af Jason Stearns.
  • Har ligeledes fået set sæson to af verdens bedste tv-serie færdig.
  • Var til fornøjelig fest fredag, med dertilhørende druk, dans og en udsøgt musikquiz, som jeg var ansvarlig for i selskab med en kollega.

Jammer, klage og tungt sløvsind

Er uventet hårdt ramt af mathed oven på endnu en fredagsøl-udvikler-sig-til-decideret-druk seance. Vågnede af uransagelige årsager allerede kl. 7, hvilket er en anelse fjollet, når man er kommer kommet sent i seng. Ingen planer resten af weekenden, ud over at få slæbt kadaveret ud på en løbetur og/eller i motionscenteret.

Det går ellers mindre godt for tiden.

Arbejdet er vel sådan nogenlunde og mine kolleger rare. Men jeg mangler naturligvis Den Bedre Halvdel, ligesom at der er bøvl med boligsituationen.

Havde egentlig fundet en underskøn lejlighed, som Den Bedre Halvdel også var pjanket med, da vi besøgte den i sidste weekend. Problemet er bare, at udlejere i Belgien i almindelighed insisterer på tre års lejekontrakter, hvor man ud over tre måneders opsigelse også skal kompensere udlejeren økonomisk, hvis man er så næsvis at opsige lejligheden inden de tre år er gået.

Hvis jeg opsiger lejligheden i det første år, har udlejer krav på tre måneders husleje som kompensation. En opsigelse i år to garanterer ham to måneders kompensation, og en opsigelse i år tre medfører én måneds kompensation.

Med den model kan jeg teoretisk set stå i den situation, at hvis jeg nu bliver nødt til at tage hjem allerede til næste forår, så skal jeg inden for tre måneder rask ud betale hvad der svarer til seks måneders husleje. Det er de facto det samme som stavnsbåndet, og vil være en hel uacceptabel privatøkonomisk risiko at løbe.

Jeg forhandlede derfor løs med udlejeren, der dog på ingen måde ville give afkald på sin ret til kompensation. Og så faldt den lejlighed jo lissom til jorden.

Så pt. er jeg stadig boligløs pr. 1. august, ligesom jeg konceptuelt leder efter en måde at undgå, at jeg bliver fanget i en ubehagelig lejlighedssituation Bruxelles. Er i dialog med arbejdsgiveren om en vej udenom, og så må vi se hvordan det ender.

Men jeg skal ikke nægte, at uvisheden om boligen medfører en del frustrationer og bekymringer.  Håber på bedring snart.