Pinsler

Luffede over i motionscenteret i eftermiddags sammen med Den Bedre Halvdel. Et sandt overflødighedshorn af nye sanser og indtryk! For de af jer der mangler spænding i livet, kan jeg således kun anbefale fluks at titte forbi fitness.dk på Nygårdsvej.

Her er jo alt hvad hjertet kan begære af stereotyper. Pumpertyperne! Solarieskinkerne! Pensionisterne der trisser mismodigt rundt! Hipstere, der uagtet deres unikhed og jeg-er-sgu-min-egen-fiksering stadig lider under det patriarkalske samfunds krav til ungdom og skønhed! Og alle er de mere tjekket klædt på (og går mere op i at være tjekkede) end samtlige af belgierne i mit lokale center i Bruxelles. Det er stærkt påfaldende. Og lidt lidt trættende.

Efter dette mini-sociologiske eksperiment, savner jeg næsten de tungere centraleuropæiske tendenser. For de er noget mere rare og afslappede derhjemme i den lokale svedhule i Chaussée de Charleroi. Der får man kram som kvinde og håndtegn som mand. Det sker mildest talt ikke på uptight Østerbro. Vi kan stadig lære noget i Danmark.

Tinnitus i hjärtat

Når jeg engang ligger rallende på mit dødsleje og ser tilbage på begyndelsen af 2012, så tror jeg, at det vil stå lidt hen i en tåge, hvad jeg egentlig gik og foretog mig. ‘Boede og arbejdede i Bruxelles’ vil nok være overskriften. Men hvad jeg konkret foretog mig? Meh. Den er straks værre.

Man kan vel sige, at januar gik med fortvivlet vente på at Den Bedre Halvdel skulle rejse hjem til studierne i København. Februar er ligeså bedrøveligt gået med at vente på at se hende igen.

I mellemtiden har jeg fyldt tomrummet og dagene ud med at gå på arbejde, se en masse afsnit af ‘Stargate SG1’, ‘Person of Interest’ og ‘Grimm’, læse bøger, luffe i motionscentret med uhyre vekslende frekvens, gruble over fremtiden – og håndtere hvad der nu end ellers måtte have været af ad hoc begivenheder. Det er alt sammen ganske grødagtigt. Lidt af en zombietilværelse, faktisk. Ikke ubehageligt, tak, jeg har skam det fint. Men meningsfyldt og inspirerende har det ikke just været.

Men nu er tristessen aflyst i hvert fald ti dage frem. For flyver til København og hjem til Jordhule 1.0 og Den Bedre Halvdel om et par timer. Er der indtil næste fredag, hvor turen går til Aalborg og min mors fødselsdag. Jeg har vanskeligt ved at artikulere, hvor meget jeg glæder mig til det hele.

Imødese (næsten!) glade og solbeskinnede blogindlæg den kommende tid.

Hosianna i det højeste

Miraklernes tid er ikke forbi! Og det er dage som disse, hvor jeg føler mig kaldet til at citere Eurythmics:

It’s Alright/
Baby’s coming back/
And I don’t really care where he’s been

For Den Bedre Halvdels taske er vendt hjem fra sin rejse. Baggagehåndteringen i Kastrup har ingen anelse om hvor den har været på eventyr henne i verden. Men nu er den i hvert fald vendt hjem til Jordhulen – kun små tre uger efter at dens ejer landede.

Jamen, er det da ikke fortryllende? Der er megen tilfredshed i både Bruxelles og København.

Så kender man Belgien igen

Vinterens glæder i Belgien:

Heavy snowfall is causing severe disruption for drivers across northern Belgium on Friday night. West and East Flanders and Antwerp province were first to be covered in a blanket of slow that extended to the entire region in the course of the afternoon

The police have issued a snow warning for all areas of Flanders. In all up to 5cm of snow is expected. Gritting services were prepared for the worst and are busy at work on Belgium’s highways and byways. The Flemish Roads Agency is warning that even in places that have been gritted conditions may be slippery.

The evening rush hour proceeded in utter chaos as a result of the snow. There are long jams in and around Antwerp. Also on the outer Brussels orbital ring road there are major problems. The Motoring Association speaks of 1275 km of jams.

Gennem marv og ben

Det er bidsk koldt i Belgien for tiden. Her er ganske vist ikke noget sne og solen skinner fra en skyfri himmel, men der var altså -11 grader, da jeg luffede på arbejde i morges. Jeg følte mig faktisk en anelse som personerne på Pieter Bruegels ‘Jagers in de Sneeuw’ (1565).

Lokal ignorance

Jeg skal på forhånd undskylde den frit rablende stil i dette indlæg, men for tiden funderer jeg ganske meget over det at bo i et andet land – og hvordan man skal gribe den situation an.

Som udstationeret lever man lidt i en boble. Eller, tillad mig at præcisere: Med ‘man’ menes ‘jeg’. Det skyldes selvsagt mine ganske begrænsede evner ud i fransk og flamsk. Det går mig lidt på. For jeg er en stærk tilhænger af, at man af et ærligt hjerte forsøger at integrere sig i det land man nu engang er flyttet til. Og jeg ønsker helt oprigtigt, at jeg forstod noget mere af hvad der står i Le Soir, så jeg også kunne forstå Belgien og belgiske forhold noget bedre. Det er pinligt, at jeg har så lidt styr på hvad der sker her i landet.

Men udfordringen er, at jeg ikke har brug for fransk i dagligdagen. På kontoret tales der dansk og engelsk. Det samme er tilfældet ved alle de møder og konferencer jeg deltager i. Min sociale omgangskreds hernede er stadig først og fremmest danskere, så heller ikke i fritiden er fransk strengt nødvendigt. Naturligvis kunne det være rart at blive bedre til small-talk med EU-bureaukraterne på fransk. Men så mange af dem kender jeg heller ikke endnu. Så som det er i dag, er indkøbsturene det eneste tidspunkt, hvor jeg udsættes for fransk. Min kontakt med de arme belgiere er med andre stærkt begrænset.

Burde jeg så fluks drøne til et franskkursus? Jeg er lidt i tvivl.

Hvis man anlægger et langsigtet perspektiv bør svaret naturligvis være ‘ja’. Det er useriøst at bosætte sig i et fremmed land uden at lære sproget. Men som udgangspunkt har jeg ingen planer om at have en livstidskarriere i Bruxelles. Jeg har en kontrakt på to år og den vil jeg selvfølgelig opfylde. Men min fremtid visualiserer jeg mig enten derhjemme (og med derhjemme menes ‘Skandinavien’ i bred forstand) eller måske i et engelsktalende land. Ikke i Belgien og ikke i et fransktalende land.

Så spørgsmålet er egentlig om jeg ikke hellere burde koncentrere mig om at blive knivskarp til engelsk i skrift og tale i stedet? Jeg har alt andet lige kun et begrænset antal måneder at gøre indsatsen i. Ud fra en marginalnytte betragtning forekommer det at være det mest rationelle valg.

Noter fra dagligdagen

Jeg har ikke glemt jer. Men får bare ikke rigtig sat mig ned og udøset mit hjerte til the internets for tiden. Men af mere eller mindre væsentlige begivenheder kan nævnes:

Besøg af Den Bedre Halvdel indtil på onsdag.
Fået verdens bedste fritter hos Frit Flagey. Jeg bliver kuglerund inden værnepligten her i Belgien er udstået.
Restaurantbesøg med et medlem af Europa-Parlamentet. Uagtet deres anonymnitet er de faktisk nogle hædersmænd/-kvinder.
95 pct. afklaring af boligsituationen (nu venter der blot et inferno af flytteforberedelser, plus min første dialog med det kafkaske system af bureaukrati og skrankepaveri de kalder Ixelles kommune).
Fik fædiggjort Robert Kaplan: ‘Monsoon’ og ‘Dancing in the Glory of Monsters’ af Jason Stearns.
Har ligeledes fået set sæson to af verdens bedste tv-serie færdig.
Var til fornøjelig fest fredag, med dertilhørende druk, dans og en udsøgt musikquiz, som jeg var ansvarlig for i selskab med en kollega.

Jammer, klage og tungt sløvsind

Er uventet hårdt ramt af mathed oven på endnu en fredagsøl-udvikler-sig-til-decideret-druk seance. Vågnede af uransagelige årsager allerede kl. 7, hvilket er en anelse fjollet, når man er kommer kommet sent i seng. Ingen planer resten af weekenden, ud over at få slæbt kadaveret ud på en løbetur og/eller i motionscenteret.

Det går ellers mindre godt for tiden.

Arbejdet er vel sådan nogenlunde og mine kolleger rare. Men jeg mangler naturligvis Den Bedre Halvdel, ligesom at der er bøvl med boligsituationen.

Havde egentlig fundet en underskøn lejlighed, som Den Bedre Halvdel også var pjanket med, da vi besøgte den i sidste weekend. Problemet er bare, at udlejere i Belgien i almindelighed insisterer på tre års lejekontrakter, hvor man ud over tre måneders opsigelse også skal kompensere udlejeren økonomisk, hvis man er så næsvis at opsige lejligheden inden de tre år er gået.

Hvis jeg opsiger lejligheden i det første år, har udlejer krav på tre måneders husleje som kompensation. En opsigelse i år to garanterer ham to måneders kompensation, og en opsigelse i år tre medfører én måneds kompensation.

Med den model kan jeg teoretisk set stå i den situation, at hvis jeg nu bliver nødt til at tage hjem allerede til næste forår, så skal jeg inden for tre måneder rask ud betale hvad der svarer til seks måneders husleje. Det er de facto det samme som stavnsbåndet, og vil være en hel uacceptabel privatøkonomisk risiko at løbe.

Jeg forhandlede derfor løs med udlejeren, der dog på ingen måde ville give afkald på sin ret til kompensation. Og så faldt den lejlighed jo lissom til jorden.

Så pt. er jeg stadig boligløs pr. 1. august, ligesom jeg konceptuelt leder efter en måde at undgå, at jeg bliver fanget i en ubehagelig lejlighedssituation Bruxelles. Er i dialog med arbejdsgiveren om en vej udenom, og så må vi se hvordan det ender.

Men jeg skal ikke nægte, at uvisheden om boligen medfører en del frustrationer og bekymringer. Håber på bedring snart.

Flandern rundt

Den Bedre Halvdel og jeg tog til Leuven i dag. Belgien viser sig fra sin pæne side denne weekend. Vejret er ikke perlende, men passer glimrende til ekspeditioner ud i landet. Vi talte om Belgiens tvedeling og den kuriøsitet, at landet lige om lidt har været uden regering i et år – og at belgierne tilsyneladende ikke savner politikerne alt for meget. Alt imens drønede landets velnærede provins forbi udenfor togvinduerne, og jeg kom til at tænke på omslaget til Saint Etienne vidunderlige single ‘How We Used To Live’ fra 2000.

Bevares, jeg ved da godt at det er sommer nu. Men bortset fra det, så ser Belgien altså sådan her ud udenfor storbyerne.

Sangen er foriøvrigt fortryllende. I bør lytte til den her. Den er et opus i tre dele, hvoraf den tredje (med start ca. 07:00) er det mest sejtrækkende og funky pop I kommer til at forkæle jer selv med i de kommende syv-otte istider.

An Ever Closer Union

Bruxelles behandler mig ret godt i disse dage. I weekenden var jeg bl.a. til jazzfestival sammen med to kolleger på Fernand Cocq pladsen i Ixelles. Jazzmusik siger mig (stadig) ikke noget, men det var hyggeligt at bælle øl og snakke. Småsent blev det også, 02:30, men det var en af de bedre byture: Den var spontan, improviserende og i godt selskab. Jeg lærte endog hvornår man skal klappe til jazzkoncerter (hint: Efter en solo). Det var min kollega Sune uhyre stolt af at kunne lære fra sig.

Der er også så småt nyt på boligfronten. Jeg har kredset mig ind på en lejlighed i Woluwe-Saint-Pierre, som jeg nu har set to gange. Den ligger på en rar gade midt i et rart kvarter, afstanden til arbejde er ok (15 min på cykel, 20 med off. transport) og da jeg trådte ind i lejligheden tænkte jeg: ’Her kunne man da godt blive lykkelig, hvis det endelig skulle være’.

Kun to udfordringer udestår. Ok, to-og-en-halv. Den første er, at den nuværende lejer har malet den i aparte farver. Vi taler om chokoladebrune vægge i stuen. Der udestår derfor en forhandling om hvorvidt udlejeren ikke har lyst til at klaske lidt hvid maling på. Den anden udfordring er, at den ikke har vaskemaskine. Sådan en må jeg jo så købe, med mindre at jeg vil ofre mit unge liv i helvedes-sessioner på offentlige vaskerier. Og den halve udfordring er, at jeg ikke kan/vil sige ja før end at Den Bedre Halvdel har været nede at se og godkende lejligheden. Vi er sammen i Bruxelles den 11. juni, så jeg må jo satse på at den ikke bliver hapset af nogle andre inden da.

Udlejeren er også flink. I går talte vi vældig længe om alt muligt, så nu ved jeg at underboen arbejder i DG Agri og hvad virksomheden SWIFT laver. Vi drøftede selvsagt også det neo-klassiske diskussionsemne her til lands: Belgiens fremtid. Han er selv fra Flandern, men flyttede til Bruxelles for at studere. Han kan især godt lide byen, fordi den har en vis ’live and let live’ attitude, som man ikke har i de mindre samfund ude på landet. Jeg tror sådan set han ret, selvom det vel i bund og grund ikke er et særligt Bruxelles fænomen, men snarere den klassiske forskel på storbyen og provinsen.

Men at det er en by med mange forskellige mennesker, er klart noget man mærker. Den typiske belgier findes åbenbart ikke. Folk – belgiere! – har i min tid hernede nu spurgt mig om vej fem gange, så jeg må åbenbart glide fint ind i bybilledet. Det er selvfølgelig meget tilfredsstillende ikke at ligne en turist, om end jeg er ikke ganske tryg ved at ligne en centraleuropæer.

Så alt i alt skrumler tingene ligestå stille fremad. De kommende par dage er kontoret lukket, så jeg har god tid til at organisere alskens ting og sager. Næste uge byder på en del dage i Danmark, da jeg skal til møder og siden på tur med afdelingen i København. Rygterne vil vide der er sommer deroppe. Det bliver godt altsammen.