Battlestar Galactica

Jeg er nervøs for om tv-serien ‘Battlestar Galactica’ er et af de popkulturelle artefakter, som jeg A) elskede intenst i en periode i mit liv, B) i mit hoved har defineret som eviggyldigt fantastisk og som C) er bedst tjent med ikke at blive genbesøgt (da jeg er bange for at opdage at den ikke er så magisk, som jeg har defineret den som)1.

Når det så er sagt, så blev jeg mere end almindeligt kåd da jeg læste at der er en ny udgave af serien på vej. Den skal laves af skaberen af ‘Mr- Robot’, Sam Esmail, hvilket efter sigende skulle borge for kvaliteten2. Jeg har længe savnet en science fiction tv-serie at blive opslugt af, så udsigten til et nyt besøg til ‘Battlestar Galactica’ universet er meget fristende. Lad os nu se om det bliver til noget.

  1. Den kommer dermed i godt selskab med ‘Dune’-bøgerne, ‘Friday Night Lights’, ‘Casper og mandrilaftalen’ og en del andre mesterværker, jeg har elsket gennem tiden
  2. Jeg har aldrig selv set ‘Mr. Robot’, men anmeldelserne er nærmest uniformt positive. Og på det mere overordnede plan bør jeg vel prise mig lykkelig for at det ikke er J. J. Abrams, der kaster sig ud i at ødelægge endnu en af mine nostalgiske besættelser.

Seriedød

Inde på den fremragende blog The Awl er at finde et amuserende indlæg omkring sidste afsnit af Buffy the Vampire Slayer’s sæson fem. Anledningen er den omkring-sig-gribende ’hvad vil vi så huske 00’erne for’ tendens. Buffy-afsnittet, ’The Gift’ (som jeg i parentes bemærket stadig ikke har set), står for skribenten som det ypperste populærkulturen kunne byde på i 00’erne:

Yes, I lined up for Lord of the Rings tickets and obsessively analyzed The Wire. Yes, I sent my daughter to her grandparents’ for the weekend so I could read the final Harry Potter book uninterrupted by actual children. But never again would a cultural artifact make me feel the way I did on May 22, 2001.

2001 was the year that I watched so much Buffy, and the season-five finale, The Gift’, was the ecstatic peak of my fandom.

‘The Gift’ isn’t the best episode of Buffy the Vampire Slayer ever. It’s maybe in the top 20. It’s not the best season finale (that’s ‘Graduation Day’, I’m pretty sure) or even the best episode in its season (that’s ‘The Body’, obviously). But living as we were in a fever pitch of Buffy obsession, the season finale seemed enormous.

Ovenstående fik mig til at filosofere over, hvilke popkulturelle fænomener der ramte mig allerhårdest i løbet af 00’erne. Der har været megen fremragende musik, mange fremragende film, masser af storartede film, masser af gode bøger, mange hæsblæsende stykker billedkunst. Det kan derfor næppe undre, at jeg endnu ikke er kommet frem til et fyldestgørende svar. Men jeg hører gerne jeres indspil? Hvad har været de vigtigste popkulturelle ting for jer igennem de sidste 10 års tid? Altsås ikke nødvendigvis de bedste eller mestfinkulturelle ting som hipster-Søren (og hans post-post Generation X venner fra midt-90’ernes København) og New York Times synes at I skal lide, men de ting der gav ekstra meget mening for jer.

Indlægget om ’The Gift’ er dog også interessant i forhold til den kommende serieafslutning(!) af Lost i sommeren 2010. For det vil utvivlsomt være et hårdt slag for mig, at serien ikke bare bliver ved og ved. Skribenten filosoferer over sin egen optakt til at ’The Gift’ afsnittet blev vist i tv:

I’d spent all day avoiding spoilers on the Internet—infuriatingly, people on the East Coast would learn Buffy’s fate six hours before I did—and calling my wife on the phone to ask her what she thought would happen. That night, as we settled down on the ripped and tattered couch with my brother-in-law and our still-alive dog, I felt a great and awful excitement, like a child’s unbearable anticipation on Christmas morning. To this day I have never felt anything like it. There was this thing, this story, and I wanted it so much, yet I didn’t want it to end, and I didn’t want to be disappointed, and I was terrified and thrilled at the same time. I had invested 99 hours of my life in watching this show, and countless more talking about it, thinking about it, reading about it, and it was all leading up to this. My stomach hurt.

Jeg formoder, at jeg vil have det på præcis samme måde inden det uigenkaldeligt sidste afsnit af Lost. Allerede nu får jeg koldsved ved tanken om, at de ødsler hele seriens betragtelige social kapital væk på en dårlig, utroværdig afslutningen af mytologien. Sæson 4 og 5 har været gode, men dog ikke på højde med den episke sæson 3. Så er vi nu på vej mod den helt store fortællemæssige rabundus i sæson 6? Det må ganske enkelt ikke ske. Men, bevares, måske det ikke er en helt let øvelse sådan at afslutte ting på en mageløs måde. Personligt synes jeg at afslutningen på Battlestar Galactica var helt eminent, men jeg ved at der er delte meninger om det i sci-fi kredse. Bekymrende nok har skribenten følgende dystre profeti omkring sæson seks og syv af Buffy:

As it turned out, the episode was the beginning of the end for the series. Seasons Six and Seven deteriorated in quality, yielding just one great episode (the musical, duh) and a lot of irritating narrative cul-de-sacs. Buffy never again attained the heights of cultural relevance it had at that moment, and Joss Whedon—despite a decade spent creating much-loved cult objects like Angel, Firefly and Serenity, Dr. Horrible, Dollhouse —is further from stardom now than he was that night in 2001. The series came out on DVD and we bought all seven seasons; skipping through DVD menus was much easier than fast-forwarding through a six-episode videotape, so needless to say we watched Buffy much less.

Nogle die-hard Buffy-fans, der har bemærkninger hertil? Eller andre der har fulgt en tv-serie igennem længere tid for siden at se den blive ringere og ringere – inden den fik en mere eller mindre værdig død?

All this has happened before, and all of it will happen again

Nuvel, hvis jeg nu var to-tre grader mere nørdet og mavesur end tilfældet er, så ville jeg sikkert kunne få ligeså meget tid som sci-fi bloggen io9 til at gå med, at brokke mig over den manglende realisme, de (påståede) plothuller og den (vistnok) lemfældige afslutning af selve seriens grundhistorie i det sidste afsnit af Battlestar Galactica.

Men sagen er den, at jeg er overfladisk, romantiker og en sucker for drama nok til,  at jeg kan tilgive alle den slags smålige indvendinger. For afslutningen af Battlestar Galactica var præcis ligeså episk, genial og gennemført som seriens øvrige fire sæsoner har været det.

Hvor The West Wing’s serieafslutning delte karaktertræk med en særdeles langtrukken og indelukket fis, så endte Battlestar Galactica fortællermæssigt i overbevisende stil. Jeg skal ikke røbe plottet her (eftersom det ville ødelægge evt. kommende seeres oplevelse), men blot sige, at hvis Lost er i stand til at afslutte sig selv på samme overbevisende vis, så kan jeg dø med fred i sindet.

Hvad er så metafortællingen om Battlestar Galactica? For den flygtige seer kan serien umiddelbart ligne et opkog af Star Wars og Star Trek, med alt hvad det indebærer af rumskibe, faster-than-light transport og intergalaktiske kampe. Samlet set er sci-fi kreditten dog tårnhøj, hvorfor nørder som undertegnede kan elske serien ubetinget.

Men serien er så meget mere end det. For kort fortalt er Battlestar Galactica tv-historiens hidtil bedste post-11. september 2001 tv-serie, blot forklædt som space opera. Serien er lidt provokerende sagt den bedste guide til præsident Bush årene, for Battlestar Galactica ikke bange for at tage fat på de ondeste problemstillinger fra 2001-2008.

I løbet af de fire sæsoner har vi forholdt sig til (ja, nærmest workshopped os igennem) forholdet mellem religion og politik, ‘dem og os’, anvendelse af magt, fundamentalisme, terror, tortur, ytringsfrihed, reproduktive rettigheder, besættelser, valgfusk, folkemord, demokrati vs. autokrati. Det lyder måske mørkt og dystert, og det er det også. Men samtidig er det forfriskende, at serien rent faktisk behandler emnerne som det de er: Realistiske.

Heller ikke personerne i Battlestar Galactica er på nogen måde perfekte. De er hverken entydigt onde eller gode, men bare uhyre menneskelige. Selv seriens hovedpersoner er grådige, egenrådige, stolte og sætter deres egen integritet over styr – præcis som i virkeligheden. Deres problemer går ikke væk af sig selv. De har svært ved at tilgive hinanden, og tingene ender ikke altid godt.

Aller ondest (og bedst!) bliver serien, når den tvinger beskueren ud i moralske dilemmaer. På et tidspunkt i sæson tre er seriens helte – bedst at betegne som en flok forhutlede, fattige og stærkt religiøse flygtninge – under besættelse af de teknologisk overlegne og mere velhavende Cylons på planeten New Caprica. Cylonernes formål med besættelsen af planeten er at skabe orden i samfundet samt at lære de – i cylonernes øjne – primitive mennesker på planeten de rigtige værdier og måder at leve på.

Ser man kanske en parallel til virkeligheden? Hvis ikke, så gør man det måske, når først seriens hovedpersoner iværksætter selvmordsbombeaktioner imod besætterne og de mennesker, som melder sig til cylonerne politikorps.

Som beskuer er man splittet. Man ved, at det som hovedpersonerne iværksætter er så grundlæggende forkert, men alligevel kan man ikke befri sig fra en vis forståelse for deres handlinger. Samtidig er serien så ambivalent, at cylonerne heller ikke er entydigt onde – for de vil på dette tidspunkt rent faktisk gerne sameksistens. Det er djævelsk godt tv!

Den normalt så feterede og ‘politisk realitiske’ The West Wing blev afkoblet fra virkeligheden og terrorangrebet. Efterfølgende var serien nødt til at drømme sig til en helt urealistisk situation. West Wing’s fiktion var groft sagt en verden hvori præsident Bush aldrig fandt sted, hvor mennesker grundlæggende – efter tilpas  meget rundbordsdiskussion – kan overtales til at handle rigtigt og hvor filosofkongen Jed Bartlet konsekvent gjorde det gode.

Som antydet ovenfor, så går Battlestar Galactica aldrig i den fælde. Tiltrods for sin sci-fi status er serien derfor markant mere realistisk, og er slet ikke ligeså naiv i sin skildring af historiens gang. Kombineres dette med et gennemtænkt sci-fi univers og en levende fortællerlyst, så får man i Battlestar Galactica et overbevisende bud på tv-historiens hidtil bedste og mest naturalistiske sci-fi serie. Ja, det er vel nærmest kun den ligeledes vidunderlige ‘Firefly’ der kommer i nærheden rent kvalitetsmæssigt.

Heldigvis sluttede serien også på det rigtige tidspunkt, eftersom at Obamas valgsejr forhåbentlig betyder en ende på mange af seriens emner. Ifølge The Onions falske nyheder, så er præsidenten dog selv meget nedbøjet over ikke længere at have Battlestar Galactica til at fylde sit liv:

According to sources in the White House, President Barack Obama has been uncharacteristically distant and withdrawn ever since last month’s two-hour series finale of Battlestar Galactica.

“The president seems to be someplace else lately,” said one high-level official, speaking on condition of anonymity. “Yesterday we were all being briefed on the encroachment of Iranian drone planes into Iraq, when he just looked up from the table and blurted out, ‘What am I supposed to watch on Fridays at 10 p.m. now? Numb3rs?'”

Since the end of the series, Obama has reportedly brushed off key budgetary decisions, ignored his wife and children, and neglected his daily workouts, claiming that he no longer cares if he lets himself go.

In addition, sources confirmed that instead of meeting with Treasury Secretary Timothy Geithner on Monday, the depressed president sat alone in the Oval Office, scouring Internet message boards for posts by other fans about the series conclusion.

“I’m a little concerned,” first lady Michelle Obama was overheard saying at a fundraising event Tuesday. “When Firefly was canceled, he walked around like a zombie for a week, and Serenity was the only thing that snapped him out of it. Last night he said he felt like he had just discovered David Axelrod was one of the Final Five, whatever that means.”

Battlestar Galactica anbefales hermed varmt af Obama og jeg, samt også af Maria, som endte med at blive (næsten) større fan end os andre.