Det er bedrøveligt sjældent at jeg har mulighed for at være utvetydigt og uironisk lykkelig over et sportsresultat. Så tilgiv mig at jeg keder jer med Denver Nuggets’ episke play-off sejr mod Los Angeles Clippers, men det ER altså strålende og et lyspunkt i et ellers traurigt 2020.

Det har været en mildest talt blandet omgang siden vi så dem spille mod Utah Jazz i Pepsi Center tilbage i 2012. I årene siden har jeg tilmed – det tilstår jeg – haft en momentan platonisk flirt med Golden State Warriors. Det klæder mig ikke, men det er ikke desto mindre sandheden, og erkendelse er jo første trin mod at forbedre sig selv.

Et sted inderst inde har det dog altid været Nuggets jeg kiggede efter først, når jeg hver morgen tjekker ESPN’s hjemmeside for at få resultatet af nattens kampe. Så når de slår storfavoritterne i serien og nu er i Western Conferencen finalen mod købeholdet Lakers, så giver det mig en intens glæde. Ser meget frem til de kommende ugers kampe 🏀

Last Dance

Det er rart når hypen for én gang skyld holder: den nye Netflix-dokumentar om Michael Jordan virker efter de to første afsnit til at blive fuldstændig sublim.

Det ville være løgn hvis jeg sagde, at jeg for alvor var opmærksom på Jordan tilbage i hans prime i start-/midt-90’erne. Bevares, jeg har altid været bevidst om at han var et gigantisk popkulturelt fænomen og den største basketspiller igennem tiden – ikke mindst fordi det narrativ er blevet reproduceret igen og igen i de amerikanske sportsmedier jeg læser – men jeg fulgte ikke NBA aktivt dengang. Det var tiden før internettet, og de sportsresultater jeg tjekkede hver morgen på tekst-tv(!) var Pittsburgh Penguins’ seneste bedrifter i ishockey.

Men når man ser ‘The Last Dance’ bliver det klart for én, præcis hvor ikonisk han var (og er) i USA. Vi taler Muhammad Ali-klassen. Nutidens NBA-stjerner er ikke i nærheden af at have samme brede betydning. Kan mærke at de ti afsnit bliver helt essentielle for mig at få set, ikke mindst i disse tider, hvor der ingen sport er for mig at obsessese over. Og jeg synes oprigtig talt at det er ufint at jeg skal vente en uge til de to næste bliver frigivet.

Det ærgrer mig en smule at Wizards ikke spiller hjemme, når vi tager til Washington i december. Ikke at jeg nærer nogen større sympati for holdet, men en NBA-kamp er dog noget af det, jeg har tørstet mest efter siden vores seneste USA-tur i 2013. Eneste mulighed for en sportsoplevelse under besøget er at se en NHL-kamp med det lokale ishockeyhold Capitals. Priserne for billetter er dog pænt groteske, så jeg grubler lidt over om det virkelig er værd at betale så meget for at se organiseret-vold-på-skøjter. Sidst jeg så en kamp var det en forholdsvis anæmisk oplevelse 🏒

Basket er klart den mest underholdende amerikanske sport, ikke mindst fordi alt er uforudsigeligt. Dels selve spillet, dels alt det udenom. Her til morgen har NBA’s bedste spiller Kawhi Leonard således vendt op og på næsten alt ved med sit trade til LA Clippers. Det er en vild udvikling og forrykker magtbalancen i ligaen igen. Glæder mig allerede til næste sæson 🏀

Golden State

 

Det var en ganske episk aften i Oakland. Jeg havde varmet mentalt op længe til kampen mellem Golden State Warriors og Toronto Raptors, men havde næppe regnet med en så spændende og dramatisk kamp. De særligt interesserede kan læse et referat af kampen, men meget kort fortalt: Golden State var bagud med 27 (27!!!) point langt inde i 3. quarter. Rudy Gay (som siden er draget til Sacramento Kings …), DeMar DeRozan og Kyle Lowry var sindssvagt effektive for Toronto, mens Golden States stjerne, Steph Curry, ikke kunne ramme noget som helst. Der var lagt op til en sand hjerteknuser for de to tilrejsende skandinavere.

Det blev så grelt, at jeg lavede et rask lille væddemål med Fruen: Hvis Golden State kom tilbage og vandt kampen, så ville jeg øjeblikkeligt gå ud og købe spillertrøjen med min favoritspiller (Harrison Barnes). Og minsandten! Jeg kan ikke helt forklare hvordan de gjorde det, men i løbet af et helt forrykt fjerde quarter fik Golden State indhentet og passeret Toronto. Oracle Arena gik helt amok. Det var en oplevelse af en anden verden, og det fik sidste års NBA-kamp mellem Denver og Utah til at virke ganske blodfattig i sammenligning. Og jeg er nu en smuk baskettrøje rigere.

Jeg tror, at det er det særligt fascinerende ved basket. En kamp er meget sjældent afgjort før til allersidst – og det er som regel vældig, vældig spændende. Endelig må man give amerikanerne, at de kan det der med at skabe et underholdningsprodukt. Den får aldrig for lidt. Der var nationalsange (Toronto er som bekendt fra Canada), cheerleaders og underholdning i stride strømme stride. Turens måske bedste burger fik vi ligeledes på stadion.

Efter kampen er det bølget noget op og ned for Golden State Warriors. De kommer antageligvis med i slutspillet, men de dårlige vaner med at lade modstanderen komme solidt foran, er de ikke sluppet af med.

Golden State Disappointments

Det er jo forrykt. Salget af ‘single game tickets’ åbnede for to timer siden, og der er stort set ingen billetter tilbage til opgøret mellem Golden State Warriors og Toronto Raptors d. 3. december.

Bevares, jeg kan læse mig til, at der er solgt 15.000 sæsonkort til 2013/2014 sæsonen, hvilket blot efterlader små 4.800 løse billetter til hver kamp i Oracle Arena. Men alligevel. To timer! Det kunne de nu godt have været lidt mere betænksomme omkring.

Det er trods alt ikke hver dag, at vi er på bryllupsrejse og lægger vejen forbi Oakland.

Fast break

Forleden læste jeg under en af de uendelige busture til og fra arbejde en fremragende artikel om basketholdet Oklahoma City Thunder og deres superstjerne Kevin Durant. Den er anbefalelsesværdig, selv hvis man ikke er stærkt optaget af basket. Og Thunder er et sympatisk hold.

Jeg har været interesseret i basket lige siden jeg fik en af Charlotte Hornets smukke kemisk affald-farvede t-shirts under en sommerferie i Italien i de tidligere 1990’ere. Der var således en del år, hvor jeg hver morgen klikkede ind på text-tv’et (ja, det var før internettet, kids!) på den nu hedengangne tyske sportskanal DSF for at blive opdateret på nattens resultater i basket (NBA) og ishockey (NHL). DR og TV2 leverede ikke den service, men det gjorde de altid prisværdige tyskere. Mit humør den dag kunne således gå fra svimlende dybder til euforiske højder, alt efter hvordan kampene med Hornets og Pittsburgh Penguins havde udartet sig.

Men tiden går jo, og jeg fik andre og mere pekuniære interesser. Jeg selv kom kun på Aalborg Katedralskoles pænt ringe B-hold på i gymnasieturneringen (vi vandt dog over Hasseris Gymnasiums om muligt endnu mere elendige dittohold), Charlotte Hornets gik nedenom og hjem (franchisen flyttede til New Orleans), min yndlingspiller Muggsy Bugues (den mindste spiller i NBA nogensinde) gik på pension, og AaB og Lazio begyndte at vinde mesterskaber (hvorfor mit fokus blev flyttet til andre sportsgrene).

Det står dog forhåbentlig nu klart for de hårdtprøvede læsere, at basket er en gammel kjærlighed for skribenten. Derfor var det en stor, ja, nærmest ENORM oplevelse, da vi forrige fredag var til mit livs første NBA-kamp. Det foregik i Pepsi Center i Denver, og opgøret stod mellem Denver Nuggets og Utah Jazz.

Egentlig havde jeg ikke det store forhold til Nuggets før vi skulle af sted til Colorado, men man skulle da være en skidt fugl, hvis man ikke elsker sin første, rigtige NBA-kæreste.

Og vi fik mere at glædes over. Denver vandt med 104-84 efter en stærkt underholdende kamp. Meget kan man sige om amerikanerne, men de formår altså at gøre deres sport til noget sjovt. Beklager det ikke specielt fremragende billede, men det var altså hvad jeg og min iPhone kunne bedrive det til. Jazz har straffekast. Vi buede naturligvis.

Jeg er også ret optaget af den elitisme, som amerikanerne dyrker deres sportsgrene med. Deres gennemført professionelle afvikling af basket og football på high school og universitetseniveau er dybt imponerende. Collegesporten og identificeringen med ens alma mater er enorm. I Boulder gik stort set alle rundt i trøjer fra University of Colorado’s hold (Buffaloes, eller mere alment: Buffs).

Hvis man tænker over det, så er alle spillerne på ovennævnte billede konsekvent være blandt de to-tre bedste på samtlige deres hold igennem hele livet. Der er kun 30 professionelle hold i USA, så man skal virkelig være creme de la creme for at slå igennem. Det er dybt imponerende.

Samlet set var det en kæmpe oplevelse at se en NBA-kamp. Stemningen var fremragende uden skyggen af europæisk hooliganisme (et fravær, jeg også bemærkede da vi var inde at se New York Yankees sidste maj). Og niveauet var i sagens natur lysår højere end da vi var inde og se Jämtland Basket sidste jul. Hvis I kommer i nærheden af en NBA-kamp i fremtiden, kan jeg kun anbefale at investere i en billet. For vores eget vedkommende bliver næste amerikanske sportsoplevelse antageligvis en college football kamp i Texas. Det skulle være noget af det største.

PS: Har I nogensinde funderet over hvorfor mormonerne i Utah skulle være specielt jazzede? Det skyldes – ved jeg nu -, at den oprindelige franchise hed ’New Orleans Jazz’, men at ejerne flyttede holdet til Salt Lake City tilbage i 1979. På samme måde, som at ikke specielt søagtige ’Los Angeles Lakers’ oprindeligt stammer fra markant mere vådlandsprægede Minneapolis.  Og nu ved I så også, hvorfor at New Orleans kunne stjæle Hornets franchisen fra Charlotte.

Suk.

Nye sportslige horisonter

Var til mit livs förste basketkamp igår. En ganske fortrinlig oplevelse. De lokale yndlinge, Jämtland Basket, vandt således 86-70 over topholdet LF Basket. Basket er lidt af passion i svigerfamilien. Svigerfaderen var på ungdomslandholdet i sine yngre dage, mens Den Bedre Halvdel var lidt af bisse som centerspiller på Bollstanäs’ damehold. At se basket live passede derfor lige i deres kram.

Närvärende skribents egen aktive basketkarriere sträkker sig til én (vundet!) kamp over Hasseris Gymnasium, som alleryderste-mandats-spiller på Aalborg Katedralskoles b-hold hin efteråret 1998. Altså marginalt mindre glamouröst end svigerfamiliens bedrifter. Men sporten har alligevel altid tiltalt mig. Har set en del NBA på tv igennem årene, og drömmer stadig om at se en amerikansk kamp live. Er ingen tilfäldighed, at vi besögte Madison Square Garden som noget af det förste under vores New York tur sidste maj.

At dömme ud fra de svenske forhold, er basket en aldeles fremragende publikumssport. Kampen var spändende, blev först afgjort sent og er meget afhängig af teamgejst og taktik. Jeg havde nok undervurderet, hvor meget det sidste egentlig betyder. Der troppede 1064 mennesker op i sportshallen en tilfäldig torsdag aften, hvilket må siges at väre pänt i en provinsby med knap 60.000 indbyggere. I almindelighed er basket vist stort i det nordlige Sverige. Det er vel ikke så märkeligt taget i betragtning af at det i skrivende stund bliver mörkt heroppe seneste kl. 14.30. Noget skal man jo lave i de kolde og mörke vinterdage, og hvorfor ikke basket?

Bemärkelsesvärdigt nok blev kampen indledt med at spille den jämtlandske nationalsang. Muligvis mest af alt en kuriösitet, men man må tage hatten af for den regionale stolthed. Hvad mon AaB skulle spille til hjemmekampene, hvis noget lignende blev indfört på hjemstavnen? Lars Lilholt? Tanken gör mig ganske syg. De bör nok holde sig til Tina Turners ‘Simply the Best’ indtil videre.

Final four

Jeg har altid været lidt pjattet med basketball. Ganske vist var jeg kun lige middelmådig nok til at skrabe mig ind med det yderste af neglene på Aalborg Katedralskoles b-hold dengang i de glade slut-90’ere (men hey, vi vandt over Hasseris i finalen!), og måske hedder hedengangne Charlotte Hornets – jeg var fan af deres legndariske spiller Muggsy Bogues, i øvrigt den mindste spiller i ligaens historie – i dag noget helt andet (og væsentlig mere kikset), men derfor kan jeg jo stadig godt synes at det er en spændende sport. NBA interesserer mig ikke så meget længere – i gamle dage kunne jeg dog bruge laaaaaang tid på at se de nyeste basketresultater på Eurosports tekst-tv og NBA Jam var mit yndlings Super Nintendo spil i store perioder – snarere synes jeg at collegebasket er det mest interessante.

Tilsyneladende er der en del amerikanere der er enige med mig. NCAA holder en årlig turnering her i marts (det såkaldte March Madness), hvilket er guf for enhver basketfan. Duke University er de evigt tilbagevendende storfavoritter og er holdet man elsker at hade (Update: De blev slået ud af Louisiana State! Se en ‘You’re the man now, dog’ reaktion her). Der er også de hold som amerikanerne elsker at holde med, den evige underdog, dvs. de små, ikke så rige, men ædle/glade amatører som kæmper mod de store, onde og aristokratiske universiteter (læs: Duke). I år er det hold som Bradley, George Mason og Wichita State (for et opgør med underdog illusionen, læs denne interessante artikel på Slate).

March madness medfører åbenbart en voldsom debat blandt sportsinteresserede om hvem der vi vinder turneringen og hvem man identificerer sig med (se f.eks. denne lille humoristiske gennemgang af holdene), og det brændende spørgsmål der optager jer nu er selvfølgelig: Hvem holder brilleaben med? Og hvem skal jeg satse familieformuen på? Til det første spørgsmål burde svaret give sig selv: Jeg holder naturligvis med Pitts. Da de desværre valgte at lade sig slå ud af førnævnte Bradley, så må vi jo kigge på de tilbageværende hold, hvor jeg tror på Memphis. Opdateringer følger!