web analytics

Declare a new state

Investerede forleden dag i et par cd’er til at forsøde min hverdag. Det drejer sig bl.a. om Badly Drawn Boy ‘Born in the UK’. Den blev ganske vist sablet ned hos de indestængt-bitre anmeldere hos Pitchfork (“Even the so-so ‘Have You Fed the Fish?’ seems like a masterpiece in comparison to the downtrodden piano banalities that slosh all over this latest nadir. To realize his LCD vision, the cloth-hatted troubadour taps into the easy-listening ivory drones of Billy Joel, Burt Bacharch, and Elton John at their appeasing worst. Furthermore, every speck of the songwriter’s Hobbit-like wackiness and humor is flushed out in favor of meaningless nuggets of Dr. Phil babble that would even have Zach Braff’s eyes rolling“. Ouch, baby, VERY ouch!), men jeg kan nu ikke nægte, at jeg synes det er et aldeles glimrende album. Et par af sangene kan høres på hans MySpace side. Og ligegyldigt hvad de siger, så er det altså et væsentligt bedre album end hans forrige – og mildt sagt rædsomme – ‘One plus One is One’ fra 2004.

Derudover fik jeg gjort min Håkan Hellström samling nogenlunde komplet (selvom min far nok vil hævde at det teknisk set var ham der købte ‘Det är så jag säger det’, men nu er den jo annekteret i min pladesamling, såeh…) ved at hapse ‘Ett kolikbarns Bekännelser’. Jeg må indrømme at jeg er lidt lunken. Bortset fra den motown-inspirerede (sic) Gårdakvarnar Och Skit så er de fleste af sangene lidt stillestående. Tror måske jeg bedst kan lide Håkan Bråkan (som jeg fra svensk side er blevet belært om at jeg bør kalde ham) når han er skamløst hedonistisk og energisk – men samtidig klædeligt melankolsk. Ligesom på Pumpehuset i 2003. Suk. Hvor blev min ungdom af?

PS. Jes Høgh er blevet ramt af en blodprop i hjernen. Det er i sandhed dårligt nyt. Som et af AaBs gamle koryfæer har han altid haft en særlig plads i mit lille sorte hjerte. Herfra ønskes han god bedring.

Please, please, please let me get what I want

Nogle gange er jeg ikke alt for kvik. Opdagede f.eks. først i dag, at min yndlings sangerinde Aimee Mann (ok, måske hun deler førstepladsen med Tracey Thorn fra Everything But The Girl) udgiver et nyt album, One More Drifter in the Snow, på tirsdag. Desværre er det tilsyneladende et såkaldt ‘julealbum’, hvilket som regel ikke lover godt. Netop julemusik og udsigten til igen i år at skulle høre Absolute Christmas for gang nummer 10 milliard til samtlige julefrokoster, er med til at fremme visse suicidale tendenser hos undertegnede. Anyway så plejer Mann at have kant og tæft nok til ikke at blive alt for retro-kitschet, så måske min bekymring er unødvendig. Normalt er det mig der er musikimperialisten over dem alle – jeg ved som bekendt intet bedre end at tvinge andre til at elske det musik jeg tvangsfodrer dem med – men i Manns tilfælde gik det faktisk den anden vej rundt. Det var Stine der oprindeligt introducerde mig til filmen Magnolia og dens dertilhørende soundtrack, skrevet og fremført af Mann. Filmen er i dag nok min all-time favorit, og sangen Wise Up den jeg helst lytter til på en regnvejrssøndag. Mann er i alt sin enkelthed uofficiel verdensmester i at skrive melankolske sange, og mon ikke også hendes nye album bliver en succes i min lille verden? Af andre musikalske nyheder man kan glæde sig til er det nye album, Born in the UK, fra Badly Drawn Boy. Han er en af de bedste britiske sangskrivere, samt normalt garant for skæv popmusik. Desværre er det ikke lykkedes mig at finde nye mp3’er fra hverken Mann eller BDB, så I må nøjes med nogle lidt ældre sange og så tage mit ord for at det er to kunstnere der fortjener at blive udforsket nærmere.