Opad

Jeg er blevet chef. Eller rettere: Jeg er blevet mellemleder. Med ansvar for to voksne og en studentermedhjælp. Og ansvarlig for min arbejdsgivers kommunikation.

Hvilket er spændende, men også angstprovokerende for en genert introvert, der tilmed i udpræget grad lider af ‘Imposter Syndrome‘.

Det er en udfordring. Ikke mindst fordi der i min nye rolle også er en forventning om, at jeg skal repræsentere virksomheden eksternt. Tidligere har jeg kunne undgå journalister og ekstern opmærksomhed. Men nu skal jeg netværke (suk), udtale mig (dobbelt suk) og fungere i en omnipræsent rolle på vegne af min arbejdsgiver (tripel suk).

Så pludselig finder jeg mig selv sidde og skrive ulækre corporate og falskt generøse indlæg på verdens klammeste sociale medie, LinkedIn. Indlæg, der for kort tid siden ville have fået mig til at kaste op i munden på mig selv. Der er en identitetsmæssig pris at betale for at ville op ad karrierestigen, må jeg konstatere. Jeg må passe på med at sælge for meget ud af min sjæl.

Men selvfølgelig er jeg glad for at der er sket noget i min ellers noget stagnerende dagjobs-karriere. Og jeg har længe haft brug for en sejr et eller andet sted i min tilværelse, så der kunne komme gang i min optimisme igen. Lad os håbe at det her er hvad der skal til.

Aldrig mere Horsens

Tilbragte min onsdag og torsdag i Horsens, hvor arbejdsgiveren holdt et af de fire årlige møder for ejerne. Det foregik som sædvanligt på et større konferencehotel i nærheden af indfaldsvejene. Møderne afholdes der hver gang, og det er ligeså afskyeligt som det lyder. Den trælse frokostbuffet (samspilsramte fiskefileter og voldstegt flæskesteg), den besynderlige labyrintiske opbygning af stedet, den ondskabsfulde giftshop i receptionen med alt det lokale rav og det falske læder.

Horsens er generelt et forfærdeligt sted. Dansk provinsby par excellence. Det siger alt om stedet, at det lokale fodboldhold spiller i gult og sort samt har haft en salamireklame på maven. Min morgenløbetur i den silende regn gjorde intet for at ændre mit dårlige billede af byen. Roskilde er verdens navle i sammenligning.

Værst af alt er dog konceptet ‘hotelværelset-når-du-er-afsted-med-arbejdet’. Disse vidunderlig triste 01:30 minutter fra Sopranos’ sjette sæson beskriver helt præcis, hvordan jeg ser ud på hotelværelset. Ok, måske spiller der ikke Moby i baggrunden, men ellers er billedet helt perfekt. Horsens gør den slags ved mig.

Livsprojekter

Har ansvar for at arrangere et større event på arbejdet. Det indebærer en masse koordinering og planlægning, og det er begyndt at smitte af på privatlivet.

Ikke arbejdet i sig selv (som jeg selv mener at jeg har udmærket styr på), men snarere fiksering på planlægningen, projektstyringen, flowet, produktiviteten.

Der er selvsagt masser af drift i min tilværelse – sådan er det at have børn og få logistikken til at gå op i en højere enhed – men jeg forsøger også at tænke dele af mit liv som (udviklings)projekter. For der er så mange ting jeg gerne vil nå og skabe.

Mit set-up til at styre mine livsprojekter er ikke optimalt.

Selvom jeg takket været et ganske rigidt Getting Things Done og Todoist system kun glemmer/taber uhyre få ting på gulvet, så stimulerer det ikke min kreativitet og livsglæde. Jeg har kort sagt opbygget et relativt effektivt system til at huske på opgaver og kværne tingene på to-do listen, men det er samtidig blevet en spændetrøje for mig. Og hvad værre er: Det er ikke velegnet til at planlægge, styre og afvikle længerevarende og diffuse projekter. Som der er en del af på mit arbejde og jobfunktion.

Sat lidt på spidsen, så fokuserer jeg i dag på at få udført den til enhver tid gældende opgave så hurtigt og produktivt som muligt, mens jeg mangler redskaber til at prioritere hvad der er det rigtige, vigtige og meningsfulde.

Så jeg eksperimenterer mig lidt frem med forskellige redskaber. Evernote og Todoist er stadig to uundværlige størrelser i hverdagen, men jeg er begyndt at anvende Trello til projekter. Jeg har aldrig været rigtig solgt på principperne i LEAN, men til min overraskelse virker en mild udgave af Kanban – hvor man visualiserer sit arbejde og flow – overraskende godt for mig.

Jeg vil ihvertfald eksperimentere med et Trello-Todoist-Evernote workflow på arbejdet de kommende måneder. Forhåbentlig kan det få sparket gang i privatlivets projekter også.

Have Love, Will Travel

Blot et kort ad notam om jeres yndlings-Sofist. Jeg har netop i dag opsagt min stilling her i Bruxelles. Pr. 1. maj foretager jeg et karriereskifte og tiltræder en ny stilling i Nordjylland. Her bliver jeg (relativt) kort tid efter gjort selskab af Den Bedre Halvdel, som skal aftjene sin værnepligt/turnus/kliniske basisuddannelse ved et af sygehusene i enten Aalborg eller Hjørring.

Der bliver tale om et livssituationsskifte af de større. Læs evt. mere om baggrunden her. Jeg glæder mig ustyrligt meget til at komme i gang med et nyt og spændende kapitel i livet. Det vil I utvivlsomt høre mere om.

We Are Beautiful, We Are Doomed!

At rejse med arbejdet er overvurderet. Jeg så ganske vist en lukket mølle på vejen i toget fra Ratingen til Essen, men herudover blev der (på trods af min udtalte fetisch for dekadent forfald) beklageligvis ingen svælgen i de post-industrielle omgivelser i Ruhr-området. Med andre ord: En-dags turen til plante- og gartnerimessen bød på masser af messe – og ikke megen overflødig sjov og ballade. Og så alligevel. På trods af den manglende pirring af min historieinteresse, var det dog både godt og nyttigt at komme en tur ud i den virkelige verden.

Vi tog flyet til Düsseldorf onsdag aften, overnattede på et hotel i den topsexede forstad Ratingen, hvorefter turen tidligt torsdag morgen gik videre til messecentret i Essen. Her vandrede kollegerne og jeg rundt i et så oprørt hav af maskiner, blomster, frugt og grønt, at man efter nogle timer var aldeles rundtosset. Formålet med turen var primært meet’n’greet med de danske planteproducenter, og sandelig: Sjældent har jeg haft så trætte lapper efter at have givet hånd igen og igen og igen.

Den slags begivenheder giver også mulighed for at se, hvordan virksomhederne brander Danmark ud ad til. Det kan da godt være at Økonomi- og Erhvervsministeriet tror at vi er kendte for dansk design og viden, men når først de fynske gartnere ruller sig ud med deres børnekorsinficerede H.C. Andersen show, så kan man vist godt pakke den illusion sammen igen. Ud over at være direkte løgnagtig i sit indhold, så scorede deres hyldestsang til Odense (“OOOOO-DEN-SEEEEEEE, cityyyyyy of faaaaairy-taaaaaaales“) tårnhøjt på både kitsch og tåkrumme skalaen.

Tilsyneladende virkede showet (I skulle se hvordan tyskerne gik amok!), men herudover havde markedsføring af Danmark som land meget få formildende omstændigheder. Hvis man spørger udlændinge, så lever vi tilsyneladende stadig i en sært tilbagestående glansbillede. Ikke så mærkeligt, hvis det er det vi fortæller dem. Tankevækkende.

Samlet set er jeg hjemvendt en hel del klogere. Jeg ved nu stort set ALT om Kalanchoe-planten, ligesom jeg kan advare om at Düsseldorf lufthavn er gudsjammerligt kedelig.

Men industrimøllens forfald var flot.

Ikke helt kække grise

For en samfundsvidenskabelig generalist ansat i en erhvervsorganisation, kan det være sundt at komme ud at få et virkelighedstjek i ny og næ. Til min store skuffelse og afmagt, så lærer man nemlig sørgeligt nok ikke så meget omkring at drive en fødevarevirksomhed ved at sidde inde og flytte papirbunker. Derfor var jeg i går på tur med afdelingen til henholdsvis Lammefjordens Grøntsagslaug og Danish Crowns slagteri i Ringsted. Turen blev bundet sammen af en køretur rundt i det Midt- og Vestsjællandske, så der var alt i alt masser af nye indtryk og oplevelser for en Østerbro-fikseret eksilnordjyde.

Jeg har altid ment at vegetarer er dybt forskruede. Samtidig har den trygge opvækst i byen givet mig et blasert og distanceret forhold til slagterier. Kød har i min begrebsverden altid været noget man køber i et supermarked og rent mentalt har jeg aldrig koblet min saftige bøf med herlige maskiner som hår-aftæskeren, endetarmsfjerneren, knogleudtrækkeren og skær-grisen-midtover robotten. Det er bestemt imponerende og enormt højteknologisk. De der tror at dansk fødevareproduktion er gammeldags må hellere tænke om igen. Man må tage hatten af for det målrettede arbejde man gør i slagterierne for at innovere og effektivisere produktionsmetoderne. Der gøres samtidig en stor indsats for at gøre det manuelle arbejde mindre nedslidende og samlebåndagtigt.

Alt sammen meget godt, og den effektivitet skal der vel til, hvis man vil eksportere dansk svinekød i høj kvalitet og til konkurrencedygtige priser……men…..som man står der midt i blodbadet, og ser på maskinen der kan skære kødet omkring ribbenene præcist så tykt eller tyndt som man gerne vil have dem….så er det svært ikke at tænke tanken: ‘Hvor var det at det hele gik galt?’. Misforstå mig ikke: Jeg holder utroligt meget af kød og vil også spise det med stor fornøjelse i aften, men der er et eller andet i institutionen ‘et slagteri’ som er dybt fremmedgørende for mig. Der er jo tale om en evig søgen efter den mest højeffektive og automatiske metode at dræbe dyr på. Og ja, der bliver tænkt meget på dyrenes velbefindende og velfærd, men hold da op, hvor det er mange dyr der ryger sig en tur når slagteriet i Horsens ‘ordner’ 110.000 dyr om ugen. På en eller anden måde ville jeg ønske at jeg havde kunne bevare mit romantificerede billede af hvordan slagterier fungerer. Men nu er jeg desværre blevet tvunget til at tage stilling, hvilket irriterer mig grænseløst. Jeg vil tilbage til Babe – den kække gris tilstanden.

Back in the USSR

Det er altid gråvejr i Bruxelles. Nej, jeg lyver ikke. Det er ligesom i Brno i Tjekkiet. Der regner det altid. Måske er det kun når jeg kommer forbi, men indtil andet er bevist, så vil jeg fastholde at Bruxelles er en gråvejrsby. Således også mandag-tirsdag, hvor jeg slog mine folder på et kursus omkring EU. Det var spændende og lærerigt. Vi fik set og hørt en masse. Det ubetinget største højdepunkt var et besøg i Kommissionen, der blev afholdt i kommissærernes mødesal. Jeg har siddet i Neelie Kroes stol, og har dermed taget forskud på min kommende strålende karriere som EU-Kommissær. Ja, nemlig, ja. Var også fornøjeligt at få talt med de kolleger man ellers kun hilser på engang imellem. Samlet set en rigtig fin omgang.

Turen til Horsens gik også fint, selvom de ingeniørstuderende på Vitus Bering stirrede vantro på mig. Tsk tsk, siger jeg bare. Hvad er der nu galt i at være iført jakkesæt når man skal til møde? Kan da ikke gøre for at I møder til undervisning i hippedihop tøj. Jeg følte mig aldeles stigmatiseret og ramt. På den positive side, så skal ret være ret – DSB var utroligt nok punktlige og ankom præcist frem og tilbage. Så en lille ros skal de da have. Også selvom 2,5 timers togtur hver vej kan pacifisere selv dem mest aktive. Jeg fik kværnet samtlige aviser, men formåede alligevel at være aldeles uvidende om den royale forlovelse da jeg var i København igen ved 16 tiden. Naturligvis til stor forargelse og morskab for kontorets sekretærer. Er jeg den eneste der undres over at ‘partyprinsen’ (som Ekstra Bladet så smagfuldt døbte ham efter hans eskapader på diverse diskoteker i Silkeborg) igen og igen scorer over sit eget niveau? Hvordan gør han? Jeg er MEGET imponeret.

Wanderlust

Det er dage som disse at man får lyst til at citere den vigtigste kunstner i musikhistorien, thi jeg er i sandhed en af ‘The Last of the Famous International Playboys’. Eller dvs., jeg kommer i hvert fald lidt ud i verden den kommende uge. Ikke mere papirnusseri til mig, næh nej, jeg skal nemlig en tur til hjertet af imperiet de kommende mandag og tirsdag. Arbejdet synes de vil sende en række medarbejdere afsted på kurset ‘Lobby i EU’ – og hvem er jeg til at sige nej til den slags? Programmet ser spændende ud, så jeg ser bestemt frem til det. Fritiden og adgangen til nettet bliver til gengæld nok en anelse begrænset, hvorfor der nok må imødeses en vis tavshed fra denne kant. Der har hersket en livlig og drabelig debat for nylig i internationale medier omkring Belgiens relevans som land. Jeg lover derfor at vende tilbage med førstehåndsberetninger omkring hvorvidt flanderne og wallonerne er røget fuldstændigt i totterne på hinanden.

Onsdag drager jeg afsted igen. Der findes sikkert de der vil mene at en tur til et møde i min faders fødeby ikke ligefrem skriger langt væk af glamour og drama. Men da jeg jo som bekendt altid sætter pris på at bruge utallige timer i nært samvær med DSB (sic), så skal der ikke lyde nogle klager herfra. Med mindre de vælger at være grotesk forsinkede. Hvilket de jo nok gør. Måske man kan istemme denne lille sang?

Up on Crutches

Et par let travle dage nærmer sig afslutningen. Mandag stod først på en fire timers seance omkring fundraising indenfor forskning, siden tre timers møde i vores Udvalg for Forskning og Fødevarer. Det var ganske spændende og rart at få afviklet, da vi har her i sekretariatet har lagt ganske meget arbejde i at få arrangeret det hele. Grundet en ondsindet konspiration mellem personalemanglen i Arlanda, ineffektiv baggagehåndterring i Kastrup og herligt langsommelige tog til Østerport, kom jeg først sent i seng efter hjemturen fra Stockholm. Derfor indtog jeg så uhørt mange kopper rå og brutal kaffe i løbet af mandagen, at jeg til tider overvejer hvornår min mave imploderer sammen til et sort hul. Udsættes jeg for flere mishandlinger fra diverse lufthavnspersonales side, så kan det næppe vare længe.

Her til morgen slæbte jeg så det dvaske legeme til Danisco’s lokaler på Amager, hvor IFAU holdt jubilæumskonference om ‘Globaliseringens betydning for landbrugs- og fødevaresektoren – i dag og om 25 år’. De fleste af oplægsholderne var ganske veloplagte, bl.a. var der et spændende indslag om klimaforandringers betydning for jordbruget rundt om i verden (= varmere klima er plus for Nord, nedture for Syd) og et andet om trends/forbrugsmønstre indenfor fødevarer. Fik også en berigende samtale med den ansvarlige for brugerdreven innovation hos Danisco. Måske jeg ikke er alt for skarp, men jeg blev ikke meget klogere omkring hvordan man rent konkret udfører projekter omkring brugerdreven innovation. Hvem ved, måske jeg engang om føje år kan hidbringe svaret her på bloggen? Alt i alt en udbytterig dag, om end ingen af talerne nævnte ‘sundhed’, ‘fødevareforskning’, ‘energipolitik’, ‘fødevaresikkerhed’ eller ‘dyrevelfærd’ med et ord. Lidt overraskende taget i betragtning af, at de fleste analytikere mener at netop sundhed/fedmebekæmpelse er det område som fødevareerhvervet skal redde rumpen igennem. En taler fra Max Havelaar holdt endvidere et langt oplæg omkring fairtrades lyksageligheder, uden at komme ind på hvordan producenterne i den tredje verden udvælges eller hvordan fairtrade konceptet spiller sammen med bæredygtig produktion. Hvordan hænger CO2/klima regnskabet sammen med fairtrade, når man opfordrer bønder i den tredje verden til at dyrke økologisk, hvorefter man sender varer (der principielt kunne være produceret i Europa) med skib/lastbil til den anden ende af verden? Det lyder ikke just som en bæredygtig løsning rent miljømæssigt. Der er med andre ord masser at tænke over næste gang man køber aflad igennem fairtradeprodukterne i Super Brugsen og Irma! I venten på reel frihandel kan fairtrade være en lappeløsning, men jeg ser nu mere frem til at man får hanket op i WTO-forhandlingerne igen.

I aften skal dog meget gerne stå på noget mindre tankekrævende, nemlig yndlingsserien C.S.I.  Min kære heldige kartoffel storesøster er draget til Hong Kong og Japan i små tre uger, så jeg har lovet at agere blomstervander i den periode. Det betyder så samtidigt at jeg får nærmest uhyrlig fri adgang til et fjernsyn med masser af kanaler, en luksus som er svær ikke at rane til sig når man ellers bor på et Fernsehen-frei kollegium.