Opad

Jeg er blevet chef. Eller rettere: Jeg er blevet mellemleder. Med ansvar for to voksne og en studentermedhjælp. Og ansvarlig for min arbejdsgivers kommunikation.

Hvilket er spændende, men også angstprovokerende for en genert introvert, der tilmed i udpræget grad lider af ‘Imposter Syndrome‘.

Det er en udfordring. Ikke mindst fordi der i min nye rolle også er en forventning om, at jeg skal repræsentere virksomheden eksternt. Tidligere har jeg kunne undgå journalister og ekstern opmærksomhed. Men nu skal jeg netværke (suk), udtale mig (dobbelt suk) og fungere i en omnipræsent rolle på vegne af min arbejdsgiver (tripel suk).

Så pludselig finder jeg mig selv sidde og skrive ulækre corporate og falskt generøse indlæg på verdens klammeste sociale medie, LinkedIn. Indlæg, der for kort tid siden ville have fået mig til at kaste op i munden på mig selv. Der er en identitetsmæssig pris at betale for at ville op ad karrierestigen, må jeg konstatere. Jeg må passe på med at sælge for meget ud af min sjæl.

Men selvfølgelig er jeg glad for at der er sket noget i min ellers noget stagnerende dagjobs-karriere. Og jeg har længe haft brug for en sejr et eller andet sted i min tilværelse, så der kunne komme gang i min optimisme igen. Lad os håbe at det her er hvad der skal til.

Aldrig mere Horsens

Tilbragte min onsdag og torsdag i Horsens, hvor arbejdsgiveren holdt et af de fire årlige møder for ejerne. Det foregik som sædvanligt på et større konferencehotel i nærheden af indfaldsvejene. Møderne afholdes der hver gang, og det er ligeså afskyeligt som det lyder. Den trælse frokostbuffet (samspilsramte fiskefileter og voldstegt flæskesteg), den besynderlige labyrintiske opbygning af stedet, den ondskabsfulde giftshop i receptionen med alt det lokale rav og det falske læder.

Horsens er generelt et forfærdeligt sted. Dansk provinsby par excellence. Det siger alt om stedet, at det lokale fodboldhold spiller i gult og sort samt har haft en salamireklame på maven. Min morgenløbetur i den silende regn gjorde intet for at ændre mit dårlige billede af byen. Roskilde er verdens navle i sammenligning.

Værst af alt er dog konceptet ‘hotelværelset-når-du-er-afsted-med-arbejdet’. Disse vidunderlig triste 01:30 minutter fra Sopranos’ sjette sæson beskriver helt præcis, hvordan jeg ser ud på hotelværelset. Ok, måske spiller der ikke Moby i baggrunden, men ellers er billedet helt perfekt. Horsens gør den slags ved mig.

Livsprojekter

Har ansvar for at arrangere et større event på arbejdet. Det indebærer en masse koordinering og planlægning, og det er begyndt at smitte af på privatlivet.

Ikke arbejdet i sig selv (som jeg selv mener at jeg har udmærket styr på), men snarere fiksering på planlægningen, projektstyringen, flowet, produktiviteten.

Der er selvsagt masser af drift i min tilværelse – sådan er det at have børn og få logistikken til at gå op i en højere enhed – men jeg forsøger også at tænke dele af mit liv som (udviklings)projekter. For der er så mange ting jeg gerne vil nå og skabe.

Mit set-up til at styre mine livsprojekter er ikke optimalt.

Selvom jeg takket været et ganske rigidt Getting Things Done og Todoist system kun glemmer/taber uhyre få ting på gulvet, så stimulerer det ikke min kreativitet og livsglæde. Jeg har kort sagt opbygget et relativt effektivt system til at huske på opgaver og kværne tingene på to-do listen, men det er samtidig blevet en spændetrøje for mig. Og hvad værre er: Det er ikke velegnet til at planlægge, styre og afvikle længerevarende og diffuse projekter. Som der er en del af på mit arbejde og jobfunktion.

Sat lidt på spidsen, så fokuserer jeg i dag på at få udført den til enhver tid gældende opgave så hurtigt og produktivt som muligt, mens jeg mangler redskaber til at prioritere hvad der er det rigtige, vigtige og meningsfulde.

Så jeg eksperimenterer mig lidt frem med forskellige redskaber. Evernote og Todoist er stadig to uundværlige størrelser i hverdagen, men jeg er begyndt at anvende Trello til projekter. Jeg har aldrig været rigtig solgt på principperne i LEAN, men til min overraskelse virker en mild udgave af Kanban – hvor man visualiserer sit arbejde og flow – overraskende godt for mig.

Jeg vil ihvertfald eksperimentere med et Trello-Todoist-Evernote workflow på arbejdet de kommende måneder. Forhåbentlig kan det få sparket gang i privatlivets projekter også.

We Are Beautiful, We Are Doomed!

At rejse med arbejdet er overvurderet. Jeg så ganske vist en lukket mølle på vejen i toget fra Ratingen til Essen, men herudover blev der (på trods af min udtalte fetisch for dekadent forfald) beklageligvis ingen svælgen i de post-industrielle omgivelser i Ruhr-området. Med andre ord: En-dags turen til plante- og gartnerimessen bød på masser af messe – og ikke megen overflødig sjov og ballade. Og så alligevel. På trods af den manglende pirring af min historieinteresse, var det dog både godt og nyttigt at komme en tur ud i den virkelige verden.

Vi tog flyet til Düsseldorf onsdag aften, overnattede på et hotel i den topsexede forstad Ratingen, hvorefter turen tidligt torsdag morgen gik videre til messecentret i Essen. Her vandrede kollegerne og jeg rundt i et så oprørt hav af maskiner, blomster, frugt og grønt, at man efter nogle timer var aldeles rundtosset. Formålet med turen var primært meet’n’greet med de danske planteproducenter, og sandelig: Sjældent har jeg haft så trætte lapper efter at have givet hånd igen og igen og igen.

Den slags begivenheder giver også mulighed for at se, hvordan virksomhederne brander Danmark ud ad til. Det kan da godt være at Økonomi- og Erhvervsministeriet tror at vi er kendte for dansk design og viden, men når først de fynske gartnere ruller sig ud med deres børnekorsinficerede H.C. Andersen show, så kan man vist godt pakke den illusion sammen igen. Ud over at være direkte løgnagtig i sit indhold, så scorede deres hyldestsang til Odense (“OOOOO-DEN-SEEEEEEE, cityyyyyy of faaaaairy-taaaaaaales“) tårnhøjt på både kitsch og tåkrumme skalaen.

Tilsyneladende virkede showet (I skulle se hvordan tyskerne gik amok!), men herudover havde markedsføring af Danmark som land meget få formildende omstændigheder. Hvis man spørger udlændinge, så lever vi tilsyneladende stadig i en sært tilbagestående glansbillede. Ikke så mærkeligt, hvis det er det vi fortæller dem. Tankevækkende.

Samlet set er jeg hjemvendt en hel del klogere. Jeg ved nu stort set ALT om Kalanchoe-planten, ligesom jeg kan advare om at Düsseldorf lufthavn er gudsjammerligt kedelig.

Men industrimøllens forfald var flot.

Nu kan du få mig så lätt

Så er der mindre end to uger til afleveringen af det famøse speciale. Efterhånden bliver det sværere og sværere at benægte at den der ‘virkelige verden’ truer lige om hjørnet. Inden længe bliver jeg så voksen, så voksen: Tjener penge, får mavesår, hårtab, børn, hus og have i forstæderne, min sjæl dør + jeg begynder at synes det meste nye musik er dårligere end dengang jeg var ung yngre (næh, hov, vent! Det synes jeg jo allerede!). Efter mentalt at have skudt det om bag i hovedet – fortrængninger er jo trods alt min specialitet – så er diverse jobovervejelser nu vendt tilbage. Den gode Nordsborg skubbede lidt til min generelle utilpashed ved ikke at have fremtiden på plads endnu, så ud over et specialemøde og færdigpudsning af specialeperspektiveringen, så er dagen gået med at oprette CV’er på diverse jobportaler. Den slags er slet ikke nemt, især hvis man ikke er så trænet ud i selvpromoveringens ædle kunst. Hvad jeg mener er: Det er sådan set enkelt nok at lave semi-ironiske og kække beskrivelser af sig selv, men når man skal til at fremhæve kompetencer, erfaringer osv. osv. osv., så er det straks en del værre. For hvad kan man egentlig som nyuddannet generalist? Jeg har det i skrivende stund lidt ligesom dengang før jeg fik mit første studierelevante job.  Dengang skulle jeg overbevise om at man skulle ansætte en grøn stud.scient.pol, hvis joberfaringer bød på så eksotiske indslag som ‘rengøringsassistent’, ‘smørrebrødsjomfru’ og ‘Netto medarbejder’. Det lykkedes som bekendt – hvad visse personer i min familie stadig synes er et fantastisk morsomt og ironisk faktum – at blive studentermedhjælp i Kirkeministeriet. Det kan man sige more sig længe over, men egentlig var det fint nok. At have det på CV’et fik mig til Ambassaden i Prag, så man skal bestemt ikke kimse af sit første job – ligesom Stines ansættelse i selvsamme gejstelige ministerium ledte hende til Videnskabsministeriet. Det er da også med de forløb i baghovedet at jeg søger jobs i den kommende tid. Når man først har foden indenfor, så er det som regel nemmere at søge videre. Kryds jeres små pølsehorns-fingre for mig!

My history of dead ends

Hovedet er tungt, tømmermændene hærger, øjnene er jævnt blodsprængte og kaffen slubres hurtigere end du kan nå at daske René Dif med en velhængt porre, men hey: Jeg er på specialepladsen og jeg skal være faglig de næste mange timer. Nemlig. Nærværende læsere bedes lægge ansigterne i behørigt imponerede folder.

Min nærmest umenneskelige viljestyrke (ok, man skal jo smøre tykt på!) demonstreres på baggrund af indflytterfest på kollegiet. Det var sjov og ballade, masser af rødvin og en glimrende lejlighed til diverse udskejelser og ekskapader. Fredag var jeg til en variation også ude at fulde mig: Da var jeg som nævnt til socialt arrangement med de øvrige studenter fra arbejdet. Det gik rigtig godt, det gør det sjovere at være på arbejde når man rent faktisk har talt med alle de ansigter man i dagligdagen ellers bare hilser på. Vi endte med at sidde og bælle øl et frygteligt (eller, som svenskerne ville sige: fruktansvärd) sted. Jeg tror faktisk jeg vil lade AOK.dk’s kommentar stå for sig selv. Den er meget rammende for mit eget indtryk af stedet:

“Alle der har set The Big Lebowski ved, at til en rigtig bowlingbane hører en bar. Og således også til Axelborg Bowling. Her hedder den Piccadilly og er, som navnet antyder, indrettet som en engelsk pub. Her findes også en natklub ved navn Piccadilly. Om John Goodman eller John Turturro dukker op og giver et nummer, er uvist, til gengæld er chancen for at rende ind i en giftefærdig ungmø ganske høj, for kvinder nu om dage synes, at noget af det sjoveste er at lade deres allerede afsatte veninder bowle og synge karaoke.

Efter de fysiske og musikalske aktiviteter kan man proppe sig med spareribs med pommes fritter eller bagte kartofler.”

Den kommende uge står som sædvanlig på specialeskrivning og arbejde. Mit fædrende ophav fylder år mandag og i weekenden tager han, min mor og søster så et par uger til USA, hvor de skal køre rundt i nogle af de sydøstlige stater. Tirsdag falder de gyldne lokker atter på frisørskolen (kryds venligst fingre for resultatet, tak), onsdag skal jeg ud at spise hos Cecilie og fredag er der så kulturnatten i København. Arbejdsgiveren holder åbent hus, så der er noget nær frivillig tvang for studentermedhjælperne til at melde sig som billig arbejdskraft. Fra kl. 17 til 01 skal jeg lege tourguide. Kig forbi, jeg skal nok love at smile høfligt. Søndag får jeg besøg fra Japan, hvor Rie kommer forbi for at se kollegiet. I skrivende stund kalder specialets metodeafsnit dog mest af alt, spændingskurven er ved at nå sit klimaks…..

PS. Så skal der vist tjenes penge på os arme fans igen: Pet Shop Boys udsender et livealbum den 23. oktober. Tracklisten ser forholdsvist interessant ud. Og på en sær og afvigende måde glæder jeg mig til at høre Robbie medvirke på ‘Jealousy‘.

Broken social scene

Weee, så kom der en whopper-opgave på arbejdet. I slutningen af november skal jeg agere såkaldt ‘factfinder’ til Energy Camp’06. Formuleret med tilpas floskelagtige vendinger, så er Energy Camp en såkaldt ’30 timers intens innovationslejr’, hvor man smider 60 eksperter indenfor energipolitik sammen i et forholdsvist lille rum og så beder dem komme med bud på løsninger til de fremtidige udfordringer på energiområdet (begrænsede fossile brændstoffer, hvad rolle skal vedvarende energi spille, er biobrændstoffer fremtiden osv. osv. osv.).

I år er fokus rettet mod mulighederne for eksport af miljø- og energiteknologier. Derfor skal der op til selve camp’en laves analyser af forholdene for vedvarende energiteknologier på forskellige markeder – og da vores hidtidige factfinder har meldt fra, så har jeg fået smidt opgaven med at analysere USA i nakken. Og det skal være færdigt til på fredag. Sandsynligvis er jeg aldeles doomed, men nu må vi se – jeg agter ihvertfald at arbejde som en dopet dingo for at nå det.

Bortset fra det, så skal jeg ud at vifte med ørene i aften. Der er socialt arrangement for alle studentermedhjælperne på arbejdet, så vi skal bl.a. ud at spise på Spicylicious. Efterfølgende er der lagt op til en bytur, så der er potentiale for en aldeles underholdende aften.

Overspring

En af ulemperne ved at vælge en uddannelse som papirnusser er, at man må imødese et arbejdsliv fyldt med møder. Den slags kan som bekendt antage mange former. Visse er oplysende, inspirerende og berigende, men en god tommelfingerregel er, at majoriteten er kedelige, dræbende, banale og ikke særligt relevante for ens arbejde. Derudover har kaffen det med at være aldeles rædderlig.

Det var dog ikke helt tilfældet i dag, selvom det i den grad har været en møde-dag. Afdelingen holdt udvidet kontormøde hos min chef i Virum, så det var en helt lille ekspedition. Vi spiste frokost, evaluerede forårets forløb, lagde arbejdsplaner for 2006/2007 og fik diskuteret forholdene i organisationen generelt. Kl. 17 var vi alle godt brugte, så kombineret med en enkelt fyraftens øl og lidt for hurtigt spist aftensmad, så gik jeg godt og grundigt i brædderne for lidt siden. Nu burde jeg så se at få kigget lidt på fagbøgerne, men det kræver vist en kop kaffe eller to inden da…

PS. Næste gang en mødedeltager siger at der er ‘god proces omkring tingene’, så giver jeg vedkommende en solid omgang buksevand.

You look like Brett from Suede

Som trofaste læsere måske kan fornemme, så bruger jeg en del tid i disse uger på at overveje fremtiden, tænke over specialeemner og den slags. Tag nu i dag f.eks. Har regnet lidt på hvor meget jeg kan arbejde uden at det går udover SU’en (ikke gode udsigter), men ellers er dagen indtil videre blevet en kende sumpet. Er ikke særlig efficient de her dage hvor jeg har fri fra arbejdet. Skal til japansk igen i aften, så må vi se om det er mere inspirerende end i sidste uge. I dagens anledning har jeg også bragt et billede af Anders fra mit arbejde. Han var så venlig at posere som model for min højtbesungne Vrå Andel kasket – tak for det! Og nej, den er IKKE til salg.