Giv mig mit keyboard tilbage

Jeg troede egentlig at jeg havde fået opbygget et tilpas repressivt og omfattende selvbedrag til, at jeg ikke længere havde et problem med det miserable keyboard på min MacBook Pro. Se bare hvor jeg skriver løs, tast tast tast.

Men … det er ikke sandt.

For jeg nyder ikke at skrive på keyboardet. Det er fladt, føles som at taste på en skærm, larmende og går i stykker. Jeg vil vove den påstand, at de flade taster udgør en mental barriere for at jeg får sat mig ned og griflet. For at lindre den kroniske tilstand af lavfrekvent utilfredshed, købte jeg derfor for nylig et absurd dyrt Topre keyboard til mit desktop setup – og det er simpelthen så himmelstræbende vidunderligt at skrive på i forhold til Mac’ens provokerende flade taster. Og når jeg i arbejdsregi arbejder på en ThinkPad, så bliver jeg også der mindet om hvor meget mere behagelige de er at skrive på. 

Nu læser jeg så at Apple eftersigende vil gå væk fra den forhadte keyboardmodel. Det er en glimrende idé. Apple har i for lang tid ofret brugernes skrivekomfort til fordel for at udleve deres designortodoksi. Det kan være fint nok at være dogmatisk og principiel, især hvis man som Apple indiskutabelt er en markedsleder indenfor design. Men fanatismen har taget overhånd, og jeg skriver ganske enkelt bedre og mere på andre maskiner end min MacBook. Hvilket er en smertefuld erkendelse, ikke mindst fordi jeg gerne vil forblive i Apples økosystem.

For når det nu er evident at tastaturet ikke fungerer og mange af de flade taster ender med at være defekte – Politiken skriver jeremiader om det og jeg lever selv i en eksistentiel angst for at min Y-tast skal sætte sig fast – så er tiden inde til at  gøre noget. Der burde ikke være et trade-off mellem et fremragende keyboard og en fremragende laptop, især ikke til Apples priser.

Nu håber jeg blot at Apple er fundet tilbage på keyboardsporet, når tiden om et par år igen er inde for mig til at købe en ny laptop.

Ellers står den på en ThinkPad igen. 

Apple præsenterede en ny udgave af MacBook Air i dag. Jeg elsker tastaturet på min ThinkPad, men savner Apples styresystem og økosystem af apps. Windows er brugbart, men også mere … trist. Jeg er fristet af Apple igen. Virkelig fristet.

Savner æblet

Den kommer altid snigende med et års mellemrum: Lysten til at købe en ny computer.

Jeg har hungret efter at købe en iMac lige siden Apple præsenterede en opdateret udgave tilbage i juni måned. Det passer med ca. et års tid efter at jeg i sommeren 2016 købte min nye svinedyre Lenovo T460s laptop. Som jeg forinden brugte måneder og år på at researche og gruble over, og som jeg egentlig er glad for. Især fordi Lenovoen har det bedste tastatur, jeg nogensinde har skrevet på.

Men maskinen hæmmes af et stort minus: Den er Windows-baseret. Og selvom jeg tidligere har bedyret at skiftet fra MacOS til Windows skam ikke var et problem for mig, så nuvel, jeg har skiftet mening.

For når man som jeg er så investeret i Apples økosystem via min iPhone og iPad, så savner jeg det sømløse samspil. Jeg savner at programmerne ganske enkelt bare er bedre end det, jeg i skrivende stund må slå mig til tåls med i Windows. Jeg savner at kunne sende iMessage beskeder fra min hovedcomputer.

Det er luksusproblemer, jeg ved det, men en attraktiv arbejdsstation betyder meget for en papirnusser som mig.

Derfor var jeg meget interesseret i Apples stationære 5K iMac. Guddommelig skærm og smukt design. En entre tilbage til det styresystem, som jeg har lært at elske siden 2012. Og jeg ville slippe for de rædderlige keyboards, som Apple det seneste år er begyndt at påklistre samtlige deres keyboards.

Men den er dyr. Urimeligt dyr. For dyr. Jeg kan ikke forsvare et køb af den overfor mig selv og ambitionerne om at spare op udbetalingen til boliglån.

Så egentlig havde jeg udskudt købte af en ny Applemaskine på ubestemt tid. Men så læste jeg endnu et af de her indlæg på en af de utallige Mac blogs jeg abonnerer på.

Og det gentændte lysten.

For der er en kampagne i gang. Et vaskeægte oprør! For at få Apple til at udskifte de miserable tastaturer på deres bærebare MacBooks. Og som det måske fornemmes af teksten ovenfor, så er tastaturer noget jeg kan bruge betragtelige mængder energi på.

Så hermed et løfte: Hvis Apple udskifter deres tastatur på en af de nye modeller der kommer i 2018, så slår jeg til. HAPS!

Au revoir, Apple

Brugte evigheder på at researche og købe en ny bærbar. Jeg ventede og ventede og ventede på Apple. Ville gerne have en ny Mac som afløser for min kaffespilds-ramte MacBook Pro. Men de nægtede at udgive en ny model. Det antog farceagtige proportioner. Efter halvandet år opgav jeg. Købte min elskede Lenovo T460s, hvis tastatur nu dagligt giver mig fortryllende skriveoplevelser.

I går præsenterede Apple så endelig deres opdaterede MacBook Pros. Der er intet revolutionerende ved dem. De er lidt hurtigere, lidt lettere, lidt bedre skærm. Har fået en eller anden touch screen funktion, som det er vanskeligt at vurdere begavelsen af ud fra billeder. Selvfølgelig kommer maskinerne kun i prisklassen ’svinedyr’ til ’økonomisk ruin’. Så det er sikkert glimrende alt sammen.

Apple har dog også indført det gudsjammerlige tastatur fra deres infame MacBooks.

Og det er en deal breaker.

For efter at have nydt min Lenovos intet mindre end fabelagtige tastatur, så nægter jeg at gå over til Apples inferiøre plastiktaster. Det er umuligt at skrive på henover længere tid. Det ville efterlade mig deprimeret og absolut drænet for kreativitet.

Så selvom jeg savner Apples styresystem, deres økosystem af apps, samspillet med min iPhone og de bedre skærme på en MacBook Pro, så bliver jeg sammen med Lenovo og Windows fremadrettet. Min skriveglæde er simpelthen større sammen med dem.

Gået over til den anden side

For nylig ankom den så. Den nye laptop jeg har anskaffet mig efter mere end et års overspringshandlinger og frenetisk internetresearch.

Det afgørende skub kom, da min ellers så højtelskede MacBook Pro gik småagurk. Dens batteri har længe været upålideligt efter et begrædeligt uheld med en kop kaffe, men det var først da menuerne i styresystemet begyndte at hoppe og danse, at digerne som holdt min købelyst tilbage bristede.

Og efter at have været dybt, dybt investeret i Apples økosystem siden 2012, er jeg nu tilbage på Windows platformen med min nye elskerinde: Lenovo T460s.

T460s

Paradigmeskiftet skyldes dels en tiltagende lyst til at prøve noget nyt, dels at Apple igennem længere tid har gået mig på nerverne. Deres inkrementelle hardwareforbedringer og eksorbitante prisniveau blev i sidste ende for meget. De bliver ved at præsentere produkter, jeg ikke vil have – og de produkter jeg gerne vil have, forringer de (i.e: Deres telefoner bliver større, deres laptops bliver mindre).

Lenovoen blev valgt, da den i samtlige tests har fået hæderen for ‘best laptop keyboard’, et exceptionelt vigtigt kriterium for en wannabe-skribent som undertegnede. Jeg betragter min hjemmelaptop som et uundværligt medium for udlevelsen af min kreativitet og skabertrang, så jeg ville ikke kunne leve med et dårligt keyboard.

Derudover har Lenovoen en ond, ond processor, en smuk skærm og er slank og let som en mynde (i hvert fald sammenlignet med min blytunge MacBook 15″). Den er muligvis ikke så æstetisk besnærende som en laptop fra Apple, men den er stærk og beregnet til at skabe ting på.

Her er mine umiddelbare refleksioner efter lidt over en uge i selskab med Lenovoen:

  • Tastaturet er en fornøjelse at arbejde på, også selvom jeg primært bruger laptop’en koblet op til min eksterne skærm og med et tilsvarende eksternt tastatur. Lenovoen er dejlig at skrive med, både mens man sidder i sofaen eller til politiske møder
  • Skærmopløsningen er næsten for høj til mine gamle øjne. Det er issue, især når jeg snyder i Bundesligaen i mit gamle Football Manager 2012. Øjnene blev knebet en del sammen indtil jeg fik bakset mig frem til en håndterbar opløsning
  • Relateret hertil: Jeg savner ikke Apples styresystem som sådan, men af og til er Windows ikke ligeså elegant og brugervenligt. Eksempelvis var skærmopløsningsproblematikken et eksempel på noget, der i MacOS kan fikses med to-tre klik og lækkert intuitivt design, men i Windows 10 kræver adskillige klik og tidskrævende indstillinger af opløsningen og skaleringen. Der er flere justeringsmuligheder i Windows, men det er også mere komplekst og gumpetungt. MacOS virker lidt mere … intelligent end Windows 10
  • Et klart minus og stort trin ned i forhold til hardware fra Apple: Jeg savner i høj grad MacBook’ens trackpad. Den er klasser bedre end Lenovoens, som virker tung, upræcis og bøvet i sammenligning. Det ødelægger ikke tastaturet som sådan, men hvis Lenovo blot kunne finde ud af at konstruere en trackpad af samme kvalitet som Apple, ville det være noget nær det ultimative sæt af skriveværktøjer
  • Lenovoen larmer mere end jeg er vant til fra Mac’en, også på tidspunkter, hvor den ikke er videre belastet. Det undrer mig lidt, men måske det bare er noget jeg skal vænne mig til efter at have arbejdet med de facto lydløse Macs i nogle år

Samlet indtryk er et stort minus (trackpad) og et stort plus (tastaturet) kombineret med en ‘neutral’ (fra MacOS til Windows 10). Jeg savner ikke rigtig nogle apps fra Apple økosystemet (dem jeg brugte mest i min Mac-tid var i forvejen platforms-agnostiske), og jeg har en forhåbning om at det alt sammen vil booste min skriveproduktivitet og kreativitet. Om ikke andet, så får jeg nu frigjort opmærksomhed og tid fra at sidde og drømme om hvilken laptop, jeg gerne ville købe!

Træt æble

Ved ikke hvor jeg sådan for alvor mistede min værdighed, anstændighed og sjæl, men jeg tilbragte intet mindre end 1 time og 45 minutter i går aftes i selskab med at livestreame Apples produktpræsentation.

Det er første gang i mit liv, at jeg på den måde har været slave af kapitalen og erhvervslivet. Kønt var det ikke, som jeg sad der på sofaen og håbede på at blive forført.

Grundlæggende identificerer jeg ikke mig selv som Apple-fan, men der er efterhånden et uhørt højt antal Apple devices i husstanden. Et par af dem er ganske vist arbejdsrelaterede, fortæller jeg mig selv, men grundlæggende er alt vores elektronik at finde i Apples økosystem.

Tidligere på året flirtede jeg med Android og Windows.

Men da jeg indså hvor dyrt og opsparingskrævende det er at blive husejer, fik jeg aldrig handlet på mine pludseligt opståede og irrationelle må-have-ny-elektronik-behov. Selvom fornuften dermed satte en stopper for den affære, så er lysten til at udskifte mine devices ikke forsvundet. Og derfor sad jeg i går aftes og håbede på, at Apple ville introducere noget, som end ikke barn, bolig og bugflæsk kunne forhindre mig i at købe.

Det er nok derfor, at de ting, de rent faktisk fremviste føltes som sådan et antiklimaks.

De fortsatte med at pølse rundt i deres ligegyldige ur og introducerede en iPad på størrelse med en hest. De prøvede ihærdigt med gøgl og røgelse at forlede folk til at tro, at de nyeste iterationer af iPhonen er et stort trin op, men der skal altså mere end en ekstra trykfølsom skærm til. Eneste rigtig gode nyhed er den nye udgave af Apple TV, som jeg med statsgaranti kommer til at investere i.

Men for mig er bundlinjen efter i går:

  • Den nye udgave af Apple TV ser spændende ud, selvom jeg næppe kommer til at anvende Siri funktionen
  • Jeg elsker min nuværende iPhone 5S, og kan ikke forstå, at Apple nægter at lave nye modeller i samme størrelse. Det forbliver en gåde for mig, hvorfor i alverden forbrugerne ønsker smartphones på størrelse med murstene. Når det så er sagt, så kommer jeg antageligvis til at rekvirere en 6S eftersom batteriet på min 5S’er er døende
  • Der kommer en ny udgave af iPad Mini, som jeg godt kan lokkes til at købe. Den ser snazzy ud og min nuværende Air er lidt for stor til at jeg finder den rigtig handy. Hvis jeg køber en Mini, kan min nuværende Air passende blive legetøj for Arvingen
  • Mit egentlige hjertebarn – Apples computere – blev slet ikke nævnt i går. Jeg håber dog, at de snart vil introducere en ny udgave af deres 21″ iMac, så den får en Retinaskærm. Sådan en snack vil jeg gerne have!

Samlet set står tilbage, at det efterhånden føles som meget længe siden at Apple præsenterede noget radikalt innovativt, som vil forandre hverdagen, markedet og måden man tænker devices på. iPhonen var revolutionerende. iPad’en var revolutionerende i sin tid. Apple har reelt ikke leveret noget lignende side at Jobs døde. Måske det heller ikke er nødvendigt.

Men jeg begejstres ikke af inkrementelle forandringer. Hvis jeg skal glemme alt om alle andre producenter OG betale de absurd høje priser for Apple-produkter, så forventer jeg noget mere. Leverpostej og blålys gør det ikke for mig.

Maskinen er skør

Min elskede Mac er muligvis dødssyg. Jeg er ikke sikker, men det er sandsynligt. Hvilket er en ubærlig situationen for mig. Ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv.

Havde hende med på arbejde – jeg er simpelthen mere produktiv, når jeg er sammen med hende – og i et sløset øjeblik … spilder jeg kaffe ud over hende.

Jeg forbander mig selv nu. Det var naturligvis ikke med vilje, at jeg skamferede hende. Men som hun lå der med bugen i vejret og dårlig automatkaffe løbende ud af sig, døde min sjæl lidt.

Har aldrig haft en maskine, som jeg er mere forelsket i end min 15″ Retina Mac. Hun er vidunderlig at arbejde på. Skærmens kvalitet gør mig lykkelig. Hun er hurtig og effektiv. Jeg hader at skulle henlægge mit dagarbejde på Windows-maskiner, når jeg i stedet kunne være sammen med hende. At jeg har skadet hende giver mig mavekramper og ticks ved øjet.

Så nu venter jeg uroligt.

Jeg har fulgt næsten alle gode råd til at tørre en gennemblødt Mac. Og hun fungerer, men der er urovækkende tegn. Hun skal bruge meget lang tid på at vågne. Jeg synes hun bliver varm meget hurtigt, og batteriet virker små-screwed up. Hvis hun en dag pludselig bare bliver liggende der, og ikke vil stå op, så ved jeg hvad der er galt. Og jeg vil vide, at det er min skyld.

Det er nærmest ikke til at holde ud.

Klarsynet

Jeg obsesser ganske usundt meget. Især om hvordan jeg skaber de rette rammer for, at min såkaldte kreativitet kan få rum til at udfolde sig.

I praksis vil det sige: Hvordan får jeg inspiration til at skrive? Og ikke mindst: Hvordan undgår jeg at overspringshandle / spilde tiden med alt muligt unyttigt. Jeg har kort sagt brug for rammer, programmer, apps, et eller andet, der kan få ordene til at flyde.

Den værste hindring for, at der sker – at være nødt til at bruge en windows-PC i arbejdsøjemed – kan jeg ikke gøre så meget ved. Word og Excel er ganske vist dræbende for min livslyst, men det får begrædeligt nok ikke min arbejdsgiver til at gå over til Apple.

Men i privatlivet, kan jeg trods alt vælge selv. Her kører jeg kun Apple.

Min glæde ved at arbejde på en Mac er af nyere dato. Indtil slutningen af 2011 mente jeg, at Apple-produkter var skamløst overvurderede. Jeg havde ikke meget andet end foragt til overs for dem, der brugte ustyrlige summer på deres iPhones, iPads og MacBook Airs. Hvorfor dog betale overpris, når man kunne få gode, driftsikre og robuste alternativer til en lavere pris?

Så købte Den Bedre Halvdel imidlertid en MacBook Pro.

Efter at have smugprøvet den lidt, var jeg solgt. Alting var så let, enkelt og elegant. Hvor windows var bøvlet, kluntet og notorisk tungt, var styresystemet på Mac’en designet med henblik på at enkelhed og elegance. Underskoven af Apps var sjovere, end hvad Microsoft & co. kunne tilbyde, især når de talte sammen med ens iPhone. Det var en gamechanger. I 2012 købte jeg selv en Mac, og er nu dybt filtret ind i Apple-infrastrukturen. Kan ikke rigtig se mig selv skifte til Android telefoner/tablets, endsige frivilligt opsøge et windows-styresystem igen.

Nå, men den gamle Mac fra dengang er begyndt at halte. Den har kun 4GB ram, og var begyndt at blive sløv i optrækket allerede sidste år, da Apple udsendte Mavericks styresystemet. Helt grelt blev det fredag aften, da jeg installerede den nye Yosemite opdatering. Intet fungerede rigtig godt mere. Noget måtte der gøres.

Så nu har jeg investeret i en ny kreativitetsfremmende model: En MacBook Pro 15″ med retinaskærm.

Og jeg siger jer: Den er vidunderlig. Jeg elsker den. Alting glider som smurt, og alt på skærmen fremstår knivskarpt og … tør jeg sige det, smukt. Brugervenligheden er den samme, og med et Office 365 abonnement behøver jeg ikke engang lade som, at en windows-PC er nødvendig.

Fornemmer, at det her bliver den computer, jeg kommer til at blive gladest for at arbejde på – og forhåbentligt kommer kreativiteten til at blomstre her på bloggen.