Arrietty

Så kom der sgu farver på! Mens jeg forsøgte at koordinere kommunikationen af kommunens Covid-19-indsats, blev arvingerne parkeret foran ’Arriettys hemmelige verden’. Noget af en farveeksplosion:

Det er selvfølgelig unfair at sammenligne en dansk tegnefilm fra 1986 med en langt nyere animé fra et Japans absolut største og vigtigste studier. Men det er slående hvor meget smukkere og bedre håndværk Studio Ghibli er udtryk for. Efter ‘Valhallas’ tristesse er ’Arrietty’ kort og godt en visuel og lydmæssig nydelse.

Endnu vigtigere, så var børnene fænget af historien om de små ’lånere’, der er navnet på de miniput væsener der lever skjult for mennesker i gamle huse. Vi følger låner-pigen Arrietty, der mod alle odds bliver venner med den hjertesyge menneskedreng Shō. Det er ikke en actionfilm, men der var rigeligt med nervepirrende stunder til at arvingerne måtte gemme sig under en dyne et par gange undervejs.

Jeg er usikker på om de helt forstod den melankolske slutning, hvor Arietty og hendes familie må rejse fra huset. Det gør dog ikke så meget. Grundlæggende er ‘Arrietty’ en sympatisk historie om venskab på trods af forskelle, og uden at lyde alt for speltagtig, så er det på den måde en god og opbyggelig film.

Måske filmen er for stille og eftertænksom til de lidt større børn, men lige nu er min dreng lille og følsom nok til, at han er åben for andet end speedet action. Den er klart værd at se sammen her under karantænen, især i sofaen under en dyne med en kop varm kakao.

Ghost in the Shell

Er ambivalent om den nye ‘Ghost in the Shell’ film. For anime-forlægget fra 1995 er et af de mere definerende popkulturelle artefakter i mit liv.

Min far havde filmen med hjem på VHS fra London i 1997, købt i en siden for længst lukket HMV. Og jeg har reelt ikke tal på hvor mange gange jeg så filmen dengang – om end jeg ikke helt forstod hele handlingen.

Dels er den relativt kompleks, dels var mit engelske alt andet lige ringere end nu. Men jeg var vild med dens smådystopiske cyberpunk-univers og de smukke animationer. Og så rummer filmen intet mindre end to helt fabelagtige actionsekvenser:

Den første er scenen, hvor Motoko Kusanagi og Batou forfølger og til sidste er i slagsmål med en mistænkt. Fra og med jagten gennem frugtmarkedet i Tokyo, er det en noget nær poetisk slåskamp – afsluttende med demonstrationen Kusanagis (den dag i dag fascinerende) thermo-optiske dragt. Selv her 20 år efter er det en futurisk scene.

Den næste er den mindst ligeså episke tankkampscene. Ikke siden tankrobotten ED-209 i Robocop har en kamprobot været så gennemført laber. Scenen kan stadig begejstre mit nørdede science fiction hjerte!

Men jeg er spændt, grænsende til bekymret, over hvordan nyindspilningen monstro behandler det oprindelige materiale.

Det gør mig ikke så meget at rollerne nu bliver spillet af ikke-asiater, men ‘Ghost in the Shell’ må ikke blive mindre mærkelig eller mindre filosofisk. Den oprindelige anime stillede spørgsmål hvordan man skal opfatte kunstig intelligens, og hvad der egentlig konstituerer at være et menneske. Jeg er nervøs for, at en tur igennem Hollywoods-vridemaskine vil ødelægge historien i bestræbelserne på at gøre filmen mere spiselig for et vestligt publikum.

Nu må vi se. Tror jeg får slæbt mig selv i biografen til den nye film. Skeptisk anlagt, javist, men jeg bør få den set.

And She Would Darken the Memory

Ud over at blive ydmyget på det groveste af to tv-serie ignoranter, forkælede jeg mig selv i går med at se julegavefilmen fra Rie: ‘Det Levende Slot’. Det er første japanske tegnefilm jeg har set siden ‘Akira‘, ‘Ghost in the Shell‘ og ‘Patlabor‘. Som sådan er det ikke en anime/manga film, men den ER meget, meget anderledes end den standardvare som Disney og Pixar disker op med. Jeg har ikke set instruktør Hayao Miyazaki gennembrudsfilm i vesten, ‘Chihiro og heksene’, men hvis den er bare halvt så fortryllende, anderledes, sær og eventyrlig end Det Levende Slot, så skal det ikke vare længe før jeg får den set!

Handlingen i Det Levende Slot er lidt for mærkværdig til at referere her (groft sagt en kjærlighedsfortælling mellem pige Sofie, der bliver forvandlet til en 90 årig af Ødeheksen, og derefter opsøger troldmanden Hauru for at få løftet forbandelsen og og og…..hmmm, you get the picture!), men persongalleriet og billede- og lydsiden er fabelagtige. Det er vist tænkt som en børnefilm (men i så fald en poetisk een af slagsen), men det skal ikke afskrække folk med hang til en god fantasyfilm fra at se den. Det er den mest innovative tegnefilm jeg har set i årevis. Anbefalet herfra.