Det menneskelige sorte hul

Jeg er pinligt bevidst om at intet af det følgende er særlig originalt eller dybsindigt.

Men det er vanskeligt for mig at forstå, hvordan nogenlunde rationelle, afbalancerede og normalt begavede begavede personer kan betragte Donald Trump og tænke: “Dette menneske vil jeg overlade ansvaret for vores fælles bedste. Jeg har tillid til, at han besidder intellektet, personligheden, følelseslivet og visdommen til at træffe de rigtige beslutninger, når det virkelig gælder”.

USA er selvfølgelig et meget anderledes samfund, med alt hvad det indebærer af divergerende historie, kultur, politik, sociale relationer og økonomiske forhold. Man kan og skal derfor ikke vurdere amerikanske politikere ud fra danske normer. Jeg er heller ikke blind for at de større samfundsstrømninger – populismen, polariseringen, uligheden, de demografiske forandringer – er mere præsente i USA end i Danmark.

Men alt dette til trods. Se dog på manden. Lyt til ham. Vurder hans intellekt og menneskelige kvaliteter (eller mangel på samme). Analyser de ting han gør. Uanset ens ideologiske standsted, så må samtlige alarmklokke da ringe? Hvordan kan man ikke se, hvilket moralsk, intellektuelt og menneskeligt sort hul der står foran én? Hvordan kan man se igennem den altfortærende korruption og løgnagtighed, som strømmer ud af ham? Hvordan kan man i blot en flig af et sekund overveje at overlade ham ansvaret for noget? Hvordan kan man tro, at han vil træffe gode beslutninger? Det er helt, helt ubegribeligt for mig.

Som Maya Angelou engang så rammende sagde: “When someone shows you who they are, believe them”. Det er et godt råd. Trump viste os det længe før han blev valgt i 2016. Han har vist det uafbrudt i fire år. Og han viste det i særklasse ved den første debat med Joe Biden.

Der er et intet mystisk ved ham. Han er det, han er. Joe Biden er mildest talt ikke en fremragende kandidat, men han er dog ikke et eksistentielt fallitbo. Lad os håbe amerikanerne gør det rigtige ved valget i november.

Bekymrende underholdning

Man kan selvfølgelig diskutere hvor meningsfuldt det er at læse en bog, der bliver irrelevant lige om lidt. Men givet al den omtale bogen har fået, så kunne jeg simpelthen ikke lade være med at begynde at læse Michael Wolffs famøse bog om Trumps første år som amerikansk præsident.

Lad det være sagt med det samme: ‘Fire and Fury’ er noget værre snask.

Her 41% inde i Kindle-udgaven føler jeg mig snavset til og lurvet. Bogen er fuld af sladder, bagtaleri, udokumenterede påstande og problematisk brug af kilder. Wolff er tidligere journalist ved New York Times og er indiskutabelt en velskrivende herre. Men han er også en nederdrægtig, intrigant og kynisk anlagt dramaqueen, der åbenlyst elsker at lange spidse bemærkninger og ondskabsfuldheder ud i rigelige mængder. Og han er samtidig for dygtig og velrenommeret til at man blot kan afskrive bogens indhold som det rene fiktion.

Bogen er derfor noget værre snask, som på besynderlig vis formår at være både ustyrligt underholdende og dybt urovækkende på én og samme tid. For hvis blot dele af bogens portræt af Trump som person er korrekt, så bliver de resterende tre år af hans embedsperiode nogen meget lange og risikofyldte år.

Det er ikke en klassisk god bog eller en udødelig politisk klassiker. Men bogen er vigtig lige nu, hvilket den megen furore den har medført også mere end antyder. Læs den hvis du tør.

America

Jeg er til salg for gode reklamer, herunder naturligvis også valgvideoer.

Selvom kynikerne sikkert vil finde det morsomt (og lidt sørgeligt), at en venstreorienteret 68’er bruger Simon & Garfunkel som underlægningsmusik, så synes jeg Bernie Sanders valgvideo ‘America’ fungerer som politisk kommunikation. Den får ikke for lidt med rustikke almindelige mennesker, kreative post-hipsters, jublende tilbedere og håndtrykkeri. Sekvensen ved 00:28, hvor det episke omkvæd (“They’ve All Come to Look for America”) sætter ind, er genialt udført.

Kan næsten ikke vente til at se, hvad de andre finder på. Tvivler dog på at nogen af dem vil dog kunne slå dette mesterværk i genren. Den er decideret fremragende.

Lånte fjer

Jeg har bestræbt mig flittigt på ikke at gå alt for meget op i det amerikanske præsidentvalg i år. Det er nemmere nu, end det var i 2008. Hvis man har haft fornøjelsen af at læse John Heilemann & Mark Halperins fremragende bog ’Game Change’, ved man at valgkampene (både primærvalgene og selve præsidentvalget) dengang næppe bliver overgået i dramaturgi, melodrama, fejende violiner, markante personligheder og højstemt symbolik.

Det var bedre underholdning end selv de mest kalkulerende tårerpersere fra Hollywood. Alene primærvalgenes opgør mellem Obama og Clinton kunne have båret en sæson af ’The West Wing’ i sig selv. Selve præsidentvalget var ekstra spændende for undertegnede, da jeg havde en gammel forkærlighed for John McCain i hans ikonoklastiske ’maverick’-dage. Hans nødvendige højredrejning i valgkampen dæmpede beundringen en smule, men alligevel: Jeg havde en favorit, og det var ikke ham, som stort set alle andre var forelskede i. Den slags trods-situationer sætter jeg stor pris på.

Men 2012-valget? Jeg kan godt se, at medierne går i overdrive og overrapporterer voldsomt fra USA. Alligevel er jeg næppe den eneste, der har et noget mere distanceret forhold til begivenheden i år. Obama har om ikke skuffet, så i hvert fald haft for vanskelige forhold i sin første embedsperiode til at kunne leve op til de mange (muligvis uberettigede) tro, håb og drømme, som mange tolkede ind i hans valgsejr. Modkandidaten Romney er ganske ualmindeligt kedelig. I sin essens er han vist en nogenlunde moderat forvaltertype, der (ligesom McCain) har været nødt til at slå værdipolitisk højre om for at kompensere for sin (i manges øjne sære) religion og overklassefremtoning. Ud over at være søvndyssende har Romney tilmed formået at køre en jævnt inkompetent kampagne. Obama har derfor – til trods for sin ikke overbevisende første periode – ikke behøvet anstrenge sig voldsomt for at fremstå som det rationelle og fornuftige valg. Samlet set: Et opgør mellem en skuffelse og en kedsommelighed, ja, det har altså været vanskeligt at hidse sig sådan rigtig op over.

Lige indtil nu. For efter sin overraskende stærke præstation ved den første tv-debat mellem de to kandidater i sidste uge, har Romney haft travlt med at italesætte sig selv som det store comeback kid. Det er sådan set helt i orden, hvis ikke det var fordi han havde krænket min religion samt stjålet og vanhelliget mit livsfilosofiske slogan: Clear Eyes, Full Heart, Can’t Lose!

Jeg har ikke hang til metafysik. Faktisk har jeg kun sekulære guder. Og den største af disse er Coach Taylor fra tv-serien ’Fridag Night Lights’. Han er den mand, man kun i sine drømme kan stræbe efter at blive. Ærlig, har integritet, hjertet på rette sted. Når hans football hold fra den fiktive lorteby Dillon, Texas gik på banen råbte han: “Clear eyes, full hearts,” hvortil hans hårdtkæmpende spillere ville brøle:  “Can’t lose!” hvorefter de ville gennemføre et helt usandsynligt comeback imod alle odds.  Hvis man misbruger Coach Taylor, misbruger man mig. Og når Romney vil gøre Coach Taylor til sin, så vækkes min indre fundamentalist.

Et så godt slogan som ”Clear Eyes, Full Heart, Can’t Lose!” er selvfølgelig brugt før, herunder af vores allesammens Obama under en football kamp på Soldier Field i Chicago. I det mindste anvendte han det rigtigt. Eftersom at Romney er Romney (dvs. en tabula rasa, der adopterer holdninger og slogans som vinden blæser), kan han ikke finde ud af citere korrekt. Således lyder på debatmøder:  “Full eyes, clear hearts, can’t lose”. Nej, jeg laver ikke sjov.

Romney påstår at han er Coach Taylors sande arving, da forfatteren bag bogen ‘Friday Night Lights’ har anbefalet ham. At hverken Coach Taylor eller det forkromede slogan indgår i bogen er en ubekvem siutuation, mener  ikke det, der gør Romneys tyveri og forkerte citation til en decideret forbrydelse. Nej, det skyldes, at for os der elsker ’Friday Night Lights’ betingelsesløst, er Coach Taylor vores pave, vores profet, vores moralske klippegrund, vores lys i mørket. Han gav halvlegstaler, der var prædiker om smerte, menneskelivets grundvilkår og om hvordan samarbejde vinder over grådighed og selvglæde. Coach Taylor prædikede med andre ord om håb og forandring. I det første afsnit beder holdet til Gud i halvlegen (vi er vel i Texas), og det sker med en bøn, der ville give Billy Graham mindreværdskomplekser:

 “Give all of us gathered here tonight the strength to remember that life is so very fragile. We are all vulnerable, and we will all, at some point in our lives… fall. We will all fall. We must carry this in our hearts… that what we have is special. That it can be taken from us, and when it is taken from us, we will be tested. We will be tested to our very souls. We will now all be tested. It is these times, it is this pain, that allows us to look inside ourselves.”

I et senere afsnit rådgiver han den Vince Howard – den problemfyldte, men ekstremt talentfulde quaterback – om at blive en bedre person. Vince har problemet med sin kriminelle far, der nu er flyttet ind hos moderen og lever på nas og udnyttelse af moderens følelser:

 “Coach, my dad just got out of prison. He’s staying with me in my house… and I can’t stand him. My mom, she asked me to forgive him. To be ‘better’. And you’re asking me to be ‘better’. I don’t know how to be ‘better’ because he never taught me how!” said Vince.

“Listen to me. I said you need to strive to better than everyone else. I didn’t say you needed to be better than everyone else. But you gotta try. That’s what character is. It’s in the try,” said Coach Taylor.

‘Character’ er også hvad du gør, når ingen kigger. Man må spørge sig selv om Coach Taylor mon ville være enig i følgende udsagn:

“Forty-seven percent of Americans pay no income tax. So our message of low taxes doesn’t connect. So he’ll be out there talking about tax cuts for the rich. I mean, that is what they sell every four years. And so my job is not to worry about those people. I’ll never convince them they should take personal responsibility and care for their lives.”

‘Friday Night Lights’ er i sin essens god og smuk og ægte. Det giver derfor mening for Romney at forsøge at række ud til de 47 pct. ved at citere (eller i dette tilfælde: Fejlcitere) ”Clear Eyes, Full Heart, Can’t Lose!”. Hvem ved, måske det hjælpe ham til rent faktisk at skabe et ægte emotionelt bånd til et vaskeægte menneske.

Men Coach Taylor snerrede ikke foragtende af de svage. Og da rige ’boosters’ tvang ham ud af West Dillon, så løftede han de ressourcesvage og fattige unge på East Dillon til et state championship ved at få dem til at tage ansvar for sig selv og deres liv. Coach Taylor var en ’moulder of men’. Vi kendte ham. Han var vores ven.

Og du, Mitt Romney? Du er ingen Coach Taylor. Tag det tilbage. Nu.

Sinologi

Jeg har tænkt over noget de senere dage. Jeg tror, at vi går op i de forkerte ting, når vi diskuterer udenrigspolitiske forhold.

Får læst en masse Financial Times for tiden. Tager avisen med hjem efter arbejde, fordi der alligevel ikke er nogle af mine kolleger, der får den læst. De har kørt en masse artikler om partikongressen i Kina og eksklusionen af ham et-eller-andet Bo fra politbureauet.

Det fik mig til at tænke. Vi ofrer så meget opmærksomhed på det amerikanske præsidentvalg. Der sidder mennesker i Vordingborg og spekulerer over, hvad mon det vil betyde for de stakkels homoseksuelle, hvis Rick Santorum bliver præsident. Og der sidder personer i Baden Baden og nærstuderer Obamas taler ved AIPAC-konferencen i forrige uge. Alt imens er de fleste mennesker ret ligeglade med antageligvis ligeså homoseksuelle mennesker i Kina, og det er de færreste, som går sådan rigtig meget op i kinesernes Mellemøst-politik.

På en måde kan jeg godt forstå det monomane fokus på USA.

Vi får det meste af popkulturen derfra. Landet er stadig hegemonen i den globale økonomi og sikkerhedspolitik. Og amerikansk politik er mere iscenesat, mere skuespilsagtigt. Eller: Det er i hvert fald nemmere for journalister, at vinkle deres rapportager på den måde. I ved nok: Gode, kloge Obama vs. de gale, kristne højrefløjsfundamentalister. God vs. ond. Det er lige efter det store manuskript for episke politiske dramaer med klart definerede helte og ligeså klart definerede skurke. Enhver der har et West Wing er allerede lune i trussen. Amerikansk politik er bare sjovere og nemmere at have en mening om.

Men Kina? Der sidder 9 mænd i politbureauet. De ligner alle hinanden. Ingen kan huske deres navne. I FT’s analyse af flokken havde de delt dem op i ’liberals’, ’conservatives’ og ’unknowns’. Pudsigt nok var begge de to gamle mænd i ’unknowns’-kategorien henholdsvis den kommende premierminister og den kommende præsident!

Vi har med andre ord at gøre med et politisk system, hermetisk afsondret fra resten af verden, hvor ikke engang nogle af bedste analytikere og journalister reelt aner hvem fanden de kommende beslutningstagere er. Vi aner ikke hvad de mener, de er umulige at skelne fra hinanden, ingen kender deres evner eller kompetencer. Vi aner ikke hvordan det spiller sammen med den øvrige styring af de mange milliarder kinesere regionalt og lokalt. Største drama i sidste uge var som nævnt eksklusionen af ham Bo, lederen af en region, som jeg ikke kan huske navnet på, men der bor vist nok 55 mio. mennesker. Ignorancen fra min side er total (og jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er alene om det). Alt imens går folk op i om Newt Gingrich har kaldt Obama for en socialist. ’Wauw’, må man bare sige.

I gamle dage sad der såkaldte kremnologer og beskæftigede sig med det sindrige magtspil i den øverste sovjetiske ledelse. Og forhåbentlig er der i dag beijingologer, der er ligeså optaget af at forstå hvad i alverden der foregår, dér bag de lukkede døre. For det er formentlig uhyrlig vigtigt for verdensøkonomien, klimaet, menneskerettighederne og sikkerhedspolitikken, hvem der sidder i Kinas ledelse.

Men det er noget nær umuligt at finde ud af eller at forstå. Så ingen i danske medier går rigtig op i hvilken af de ens-udseende kinesere med uhuskelige navne, som kommer til at bestemme. Så hellere skrive endnu en artikel om Ron Paul (dette absolut irrelevante politiske fænomen) eller Santorums seneste homohadende tale i en bonderøvs-stat i Midtvesten.

Anyway, jeg tror ikke, at jeg selv har evnerne eller energien til at sætte mig ind i, hvad der foregår i Kina for tiden. Men jeg tror, at det er vigtigt at blive bedre til det. Og jeg tror, at vi retter fokus mod forkerte eller irrelevante ting. Vi kommer næppe til at forstå verden bedre, hvis vi fortsætter med kun at beskæftige os med let kommunikerbare ting og personhistorier om Mitt Romneys mormonbaggrund. Det er jo i sidste ende fuldstændig irrelevant. Underholdende, måske, men irrelevant.

Årets bedste politiske video

Start ugen med lidt kreativ inspiration. Som I sikkert ved, er Super Bowl finalen det mest eftertragtede reklame-slot overhovedet. Derfor laver man hvert år nogle aldeles fremragende reklamer, som alle er dyre, lækre etc.

Årets bedste fra finalen i nat er ubetinget Chryslers fabelagtige ’It’s Halftime, America’. Jeg vil ikke sige så meget andet end at jeg stemmer på Clint Eastwood næste gang.

Eller jo, jeg vil gerne sige mere. Reklamen er genial i sig selv, men det skyldes også at titlen selvsagt er en reference til Reagans legendariske ’It’s Morning Again in America’ video fra valgkampen i 1984.

Det er måske lidt rigelig West Wing over min tolkning. Men seriøst, se det for jer. Flere hundrede millioner mennesker sidder i to minutter i mere eller mindre andægtig tavshed og hører Clint udlægge teksten. Stemmen er næsten for ru, men han virker jo. Også fordi han er vanskelig at placere politisk. Han er jo nok demokrat, men er vel den skuespiller, der appellerer allermest til konservative også.

’Engines roar’ afslutningen er exceptionelt godt skrevet. Dels som reference til Chrysler selv, men også fordi billedet af produktion og industri er milliarder af kilometer væk fra dem, som alle hader: Bankerne, den berygtede ‘1 pct’. osv.

Jeg tror samlet set ikke, at der bliver lavet en bedre politisk video i 2012. Ligegyldigt hvor mange inspirerende taler så end at Obama klipper sammen.