Årets sange 2020

Medusa2

Som alle andre Spotify-brugere har jeg også fået min ‘wrapped’-liste med de sange, som jeg har lyttet mest til det seneste år. For mig var den dog relativt ubrugelig. Den er fyldt med den musik, som jeg streamer når jeg skal fokusere, hvilket vil sige musik fra gamle videospil og min ungdoms japanske rollespil. Derfor er her de sange, som jeg vil mene betød mest i 2020:

Richard Hawley – ‘Tonight’
‘Tonight’ var min COVID-19-karantænesang – og årets sang, selvom den har 15 år på bagen. En meget smuk og trist sag om knuste hjerter, fortvivlede eksistenser og natlige vandreture i Sheffields bakker

Emil Kruse – ‘Lad det gå’ eller ‘Bare sig’
Kruse fortsætter med at være Danmarks bedste musiker. Jeg kan ikke beslutte mig for hvilken af de to sange, der er bedst – så de er

London Grammar – ‘Baby It’s You’
Elegant electropop og en storslået kærlighedssang

Marcus Gordon – ‘Sig mig’
Bedste danske popsang

Susumu Yokota – ‘Long Long Silk Bridge’
Mystisk instrumentalt mesterværk, der tryllebandt mig store dele af året

Chris Stapleton – ‘Joy of My Life’
Kæft, det er en sød kærlighedssang. Stapleton er typen, man kun kan knuselske

Drive-By Truckers – ’Thoughts and Prayers
Verdens bedste rockband med en smuk sag om skyderier i USA

Flowerpot Men – ‘Beat City
Mesterværk, der ikke kan købes eller streames nogen steder – så I må se den på YouTube. Det er en forbrydelse.

Anemone – ‘Sunshine (Back to the Start)’
Årets Pet Shop Boys/Dubstar-klon, som jeg elskede sørgerligt højt

The Style Council – ‘The Lodgers (Or She Was Only a Shopkeeper’s Daughter)’
Style Council er svære at få ind i mit liv. De er hvide mænd, der spiller sort musik, hvilket mange sikkert kan finde at klage over. Jeg har elsket ‘Shout to the Top’ i mange år, men det er først for nylig, jeg opdagede den svært forførende ‘The Lodgers’.

The Human League – ‘Tell Me When’
Skammeligt glemt synthpopperle fra 1995. Jeg læste et sted, at de sange der hittede det år man fyldte 14 år, intuitivt vil være dem man glædet mest over. Det er tilsyneladende sandt i dette tilfælde

Lou Halter – ‘My Baby Just Cares for Me’
Egentlig har jeg et problem med Hayters persona som ‘DJ ved modelfester’. Og måske er ‘My Baby Just Cares for Me’ for kalkuleret og en pastiche, snarere end en rigtig sang. Men den virker på mig. Det må jeg blankt erkende

Lianne La Havas – ‘Bittersweet’
Årets soulsang, og den måske grummeste break-up sangen siden ‘Ex-Factor

Roedelius – ‘Geradewohl’
Absurd og underlig instrumental electronica. Jeg kan ikke forklare på en meningsfuld måde, hvorfor jeg har lyttet så meget til den. Sangen er lidt som at være fanget i et vortex af morsekoder

The Makers – ‘Don’t Challenge Me’
Et højest besynderligt gadekryds af electronica, reggae, jazz og blip-blop lyde fra 1972. Hvis jeg var selvoptaget nok, ville jeg bruge et adjektiv som ‘idiosynkratisk’ om sangen, men måske ‘mærkelig’ er mere dækkende

Porches – ‘I Miss That’
Jeg tror jeg hader vokalen intenst og at jeg er for gammel til Porches teenangst’ede image. Men ‘I Miss That’ er ikke desto mindre et mesterværk

Aaron Copland – ‘Clarinet Concerto: 1. Slowly and Expressively’
Jeg ved ikke hvilken ‘Classical Music for Studying’-playliste jeg fandt den, men Copland er som balsam på min betændte sjæl

PATINA – ‘Flammer Rammer’
Ja-ja, det bliver ikke mere normcore end det her, men det er en skøn og uforpligtende popsang

Macross 82-99 – ‘葛城 ミサトYEBISU’
Macross 82-99 og Vaporwave/City pop/Future Funk styrede store dele af min musiksmag i 2020. YEBISU er måske endnu bedre i remix-udgaven, men jeg kan ikke stå få den støjede lyd og den forvrængede sample af den vidunderlige Khemistry – ‘Can You feel My Love?’

Yung Bae – ‘Bad Boy’
Hvis der havde eksisteret dansegulve i 2020, så burde denne have været en decideret banger. Nu må den nøjes med at blive voldspillet af grånende 39-årige mænd i den ydre provins

Smokey Brights – ‘Flash Your Lights (Rudy Willingham Remix)
God, gammeldags housekreation. Burde have lagt gaderne øde

Yves Tumor – ‘Noid’
Paranoidt støjhelvede. Og fremragende

Steve Reich – ‘Duet for Two Violins and String Orchestra
Jeg ville gerne kunne skrive noget mere begavet end ‘smuk klassisk musik’, men det er ikke desto mindre, hvad der er tale om

Årets sange 2019

På mange måder et udmærket, om end ikke ligefrem innovativt år. 2019 var formodentlig det første år, hvor jeg ikke lyttede til et decideret album. Det nærmeste vi kommer det er soundtracket til ‘Octopath Traveler’, som er fortrinligt at lytte til løbet af arbejdsdagen. Jeg har også en fornemmelse af at min musiksmag er blevet tiltagende ‘stille’ og ‘melankolsk’. Der er ikke mange uptempo sange på listen, hvilket måske fint afspejler min sindsstemning i disse år. Der er heller ikke et eneste hiphop nummer, hvilket sikkert siger noget om at jeg er afkoblet fra mainstream.

Årets sange

2018 var endnu et fragmenteret musikår. Generelt lod jeg mig viljeløst styre af, hvad Spotifys ‘Discover Weekly’ algoritme mente jeg burde opdage. Jeg købte ingen nye albums og det var samtidig året, hvor cd-samlingen blev lagt i kælderrummet og alt musik i hjemmet nu kører via Sonos og streamningtjenester.

Det er ikke en udvikling jeg glædes over.

Dels er jeg glad for min musiksamling, dels fornemmer jeg et behov for et mindre friktionsløst musikforbrug. Mine seneste 5 års småhysteriske fokus på streaming, enkelte sange, playlister og helt ubesværet adgang til nærmest alt musik, gør det for nemt for mig. Jeg skifter sang for hurtigt, fordyber mig sjældent i en kunstner. Det hele er for flakkende og frenetisk.

Der er brug for at jeg igen (med en arkaisk vending) sætter et album på anlægget – og rent faktisk lytter det til ende. Som i så mange andre facetter af livet, skal jeg kæmpe for at få min opmærksomhed og nærvær tilbage igen. 

Når det så alt sammen er sagt, så synes jeg egentlig at nedenstående sange er en fornuftig blanding af nyt og gammelt. Genremæssigt må jeg konstatere, at der ikke er meget hiphop, jeg gider lytte til længere. Fraværet af danske kunstnere er også markant. Måske det er noget jeg bør opdyrke mere det kommende år. 

Årets sange 2017

Musikalsk har 2017 ikke været den store åbenbaring for mig. Grundlæggende stod jeg af ny musik for flere år siden, så mine opdagelser er mestendels retrospektive. Hvilket da også er hvad min ‘Your Top Songs in 2017’ liste på Spotify – nænsomt udvalgt af deres algoritme – kraftigt afspejler.

Ikke at jeg ikke har forsøgt.

For jeg lyttede faktisk til (nogle af) sangene på The Ringer’s og GQ’s liste over årets bedste sange. Og jeg måtte indse at nej, jeg stadig ikke kan lide Kendrick Lamars nyere værker. Nej, jeg synes heller ikke om Julia Michaels, Cardi B eller Lorde. Og det bliver også et nej tak til det rædderlige bras, som prægede listerne over mest streamede sange i Danmark i 2017.

Nå. Men når nu jeg har øffet og ørlet færdigt over verdens forfald, hvad lyttede jeg så rent faktisk til i løbet af året?

Emil Kruse: ‘Hverdag’, ‘Hvorhen’, ‘Hva det er’ og ‘Hver gang du er nær’

Jeg opdagede Emil Kruse under en løbetur tilbage i februar måned. Siden har jeg lyttet ganske intenst til hans nyere materiale, og det er konsistent fremragende. Melankolsk og introvert electro-hiphop? Mon ikke! Han er den eneste danske musiker jeg for alvor har sat pris på i 2017.

Real Lies: ‘Dab Housing’, ‘One Club Town’ og ‘North Circular’

Jeg skrev i august et hyldestindlæg til Real Lies og deres genreblanding af synth-pop, tropisk reggae og hip-hop. De er stadig et højdepunkt for mig.

Tennis – ‘My Emotions Are Blinding’

Tennis er mit favorit popband i 2017. De laver melodisk håndspillet Saint Etienne-agtig pop, og de holder et nærmest grotesk højt niveau i alle deres sange. ‘My Emotions are Blinding’ er et primaeksempel på deres styrker. Varmt anbefalet.

Billy Bragg – ‘Greetings to the New Brunette’

I disse uger det den underskønne Billy Bragg ‘Greetings to the New Brunette’ fra 1986, der fylder i mine høretelefoner. Efter The Smiths erobrede mit sårbare hjerte i gymnasiet, kommer jeg mig nok aldrig for alvor over de ringlende guitarer, de finurlige tekster og de melodiøse harmonier, der hører hjemme på collegeradiostationer i midt/slut-80’erne. Det er i hvert fald den type sange og kunstenere, jeg har det med hele tiden at vende tilbage til.

Glen Campbell – ‘Witchita Lineman’

Glen Campbell døde her i 2017 og det var vældig sørgeligt. Jeg sætter stor pris på hans melodiske og melankolske country, så ‘Witchita Lineman’ var en stensikker favorit hos mig.

No Joy – ‘Hellhole’

Sangen folder sig først ud for alvor, når de My Bloody Valentine’ske guitarer sætter ind ved 00:37. Så bliver den til gengæld også fremragende.

Johan Hedberg – ‘Kickar Grus’

Hedbergs Stockholm-epos er et popmesterværk. Når først gospelkoret siger goddag, er det vanskeligt ikke at drømme sig en tur til Söder.

Nick Garrie – ‘Can I Stay With You’

Intet musikår uden en besynderlig lille folkpop-sag fra 60’erne, inkl. strygere og tværfløjte. Jeg er vild med den labyrintiske og selvmodsigende tekst.

Astrud Gilberto – ‘Ponteio’

Bossanova er objektivt set vidunderligt. Hvis du er i stand til at lytte til ‘Ponteio’ uden at vugge med, så er der gået eller andet i stykker inden i dig. Nu er det sagt.

Pet Shop Boys – ‘Undertow ‘Tuff City Kids Remix’

Ikke meget behagede mig ved Pet Shop Boys nyeste album, men dette remix er en stroboskop-lysende rejse til 80’erne. Generelt var det året, hvor jeg tilgav Pet Shop Boys. Købte de nye reissues af deres albums fra 00”erne og 10’erne, og de er væsentlig bedre end jeg oprindeligt gav dem kredit for1

Slowdive – Star Roving’

Årets shoegaze indslag. Episk i ordets bedste betydning.

Boxed In – ‘Pushing On’

Årets techno indslag. Hvis Pet Shop Boys var unge i dag, var det den her slags de ville lave. Det er fremragende.

Säkert – ‘Snooza’ og ‘Tjacket’

Ingen – og jeg mener virkelig ingen – kan slå Säkert i disciplinen skandinavisk popmelankoli.

Miracle Legion – ‘All For the Best’

Jeg tror dette er den bedste college rock sang nogensinde. Lyttede til den et urimelig højt antal gange.

Amber Arcades – ‘It Changes’

Mere 90’er-inspireret kvinderock. Årets mest syngbare omkvæd?

Det var min samling. Hvilke sange gjorde en forskel for jer i år?

  1. Undtagen ‘Fundamental’. Det er stadig et lortealbum. []

Årets sange 2016

Musikåret 2016 var fragmenteret, let kaotisk og præget af Spotifys ‘Discover Weekly’ funktion plus min tendens til at bruge shuffle til at tæmme den alt, alt for store og ustyrlige ‘bruttoplayliste’, jeg har opbygget siden 2013. Med det sagt, så er her de sange, der fyldte mere end andre i løbet af året

Real Lies ‘North Circular’ (2014) Lyder som et smukt gadekryds mellem New Order, Air France, Pet Shop Boys, Saint Etienne og The Streets. Bedre kan jeg ikke beskrive det Det er sfærisk electropop med blaserte tekster. Hele deres album ‘Real Life’ er vidunderligt.

Kitchens of Distinction ‘Drive That Fast’ (1990) En sen tilføjelse her i december. Jeg er vild med den ringlende guitar, den episke – nærmest stadionrockende – stemning og det fængende omkvæd

Cotton Jones ‘I am the Changer’ (2009) Meget beroligende og folket dreampop. Særdeles velegnet at skrive bureaukratiske notater til

Boxed In ‘Jist’ (2016) VIDUNDERLIG lille elektronisk popperle

Pale Saints ‘Kinky Love’ (1991) Det er ikke så tit at man kan kombinere ordene ‘lummer’ og ‘shoegaze’, men Pale Saints leverer det ypperligt i ‘Kinky Love’

Yumi Matsutoya ‘‘ひこうき雲’ (Hikōki-gumo)’ (1973) Betagende melankolsk japansk easy-listening popjuvel (med pornoorgel og det hele), opdaget i traileren til animéfilmen ‘The Wind Rises’

Sturgill Simpson ‘In Bloom’ (2016) Jeg bliver aldrig fan af hverken Nirvana eller grunge, men vil da ikke fornægte, at dele af råmaterialet er godt. Simpsons countryudgave af ‘In Bloom’ illustrerer på bedste vis hvordan en coverversion i visse tilfælde kan være lysår bedre end originalen

Nej, 2016 var ikke undertegnedes mest musikalske år. Stiftede bekendtskab med en del nye kunstnere, men næppe nogen der kommer til at revolutionere min tilværelse. Min ambition for 2017 er at få lyttet noget mere til elektronisk musik (føler mig ganske koblet af) – samt ikke mindst komme ud til nogle koncerter.

Første gang bliver 25. januar, hvor svenske The Radio Dept. spiller i Lille Vega. Ser jeg meget frem til. Savner den svenskofile musikbesættelse jeg led af i slutningen af 00’erne.

Musikåret 2015

2015 har været et overraskende produktivt musikår.

Jeg fik lyttet til en hel del, som jeg ikke tidligere har stiftet bekendtskab med. Havde stor glæde af Apple Musics playlistefunktion i de måneder jeg havde prøveabonnement, ligesom jeg altid lytter til min Discover Weekly på Spotify. Og i forbindelse med at jeg endelig fik overført cd-samlingen til min netværksharddisk, har jeg også lyttet til en del fremragende musik, som mest af alt har henslumret glemt alle andre steder end i min underbevidsthed. Det er ambitionen, at jeg skal (gen)opdage ligeså store mængder musik i 2016. Med alt dette in mente, er her 2015’s absolut vigtigste sange for mig:

Årets sange 2013

 

Læste et interessant indlæg på sci-fi bloggen Tor, der stillede spørgsmålet: ‘Is There a Right Age to Read a Book?’. Og ja, det tror jeg helt givet der er. Nogle bøger kræver en vis modenhed eller intellektuel ud-/afvikling før man sætter pris på dem. Eksempelvis husker jeg Isaac Asimovs ‘Foundation’ bøger med enorm affektion fra da jeg læste dem som teenager, men jeg tør ikke læse dem i dag af frygt for at ødelægge glansbilledet.

Det samme gælder for musik, tror jeg. Store dele af den musik der er på min ‘årets sange 2013’ liste, ville jeg ikke have rørt med en ildtang for år tilbage. Der sniger sig stadig flere genre ind. Musikåret 2013 var for undertegnede righoldig på både folk, country-rock og slige sager. Faktisk er det vel nærmest kun heavy, reggae og visse elektroniske subgenrer, der stadig er tabu.

Som kulturpessimist og generelt gnaven midaldrende mand smerter det at måtte indrømme, men det har været et overraskende godt musikår. Bevares, der var ingen albums der bjergtog mig, men jeg opdagede en række for mig ukendte musikere og ekspanderede som nævnt til nye musikgenrer. Nedenfor er mine 20-30 favoritsange fra året der gik.

  • Lydia Loveless – ‘More Like Them‘ (Gammelskolet country-rock fra en snerrende, asocial vred kvinde, der ikke gider mere pis. Det er ganske fortryllende. Og ikke på YouTube.)
  • The 1900’s – ‘Age of Metals’ (Sangen har floreret på min iPod og siden på spotifylisterne i et par år, og det er sært dragende melankolsk pop)
  • Pet Shop Boys – ‘Vocal’ (Electric var et udmærket album, og ‘Vocal’ er en skarp single. Den kan næsten gøre en til fan af EDM/umstch-umstch-umstch dancemusik. Næsten. Episk er den i hvert fald)
  • Foreign Exchange – ‘Von Sees’ (et pudsigt lille hiphop nummer, der bygger på den mest fængende instrumentelle sample jeg har hørt i de sidste par årtier. Det er tilsyneladende et obskur lille stykke fra Les Baxters filmmusik ‘Sunken City’ fra 1961 – spol til 07:53 i denne video)
  • Jesse Boykins III – ‘Amorous’ ELLER ‘Pantyhose’ (jeg kan ganske enkelt beslutte mig for hvilket af disse to storlumre mesterværker, jeg synes bedst om)
  • Whiskeytown – ‘Crazy About You’ (Jeg kunne have valgt 7-8 andre sange, herunder Whiskeytowns mere alt-country rockede mesterværker, men det blev altså deres mest poppede kreation. Hvis ikke man bliver forelsket i omkvædet, er der noget helt fundamentalt galt med ens følelsesliv)
  • Laura Nyro – ‘Wedding Bell Blues’ (Jeg blev gift i år, for Guds skyld! Hvordan kan man undlade at elske dette poppragteksemplar?)
  • Todd Terje – ‘Inspector Norse’ (er det verdenshistoriens bedste blip-blop sang? Det er vanskeligt at ihukomme noget yppigere. Videoen er i øvrigt optaget i Hjørring Kommune. Hep-hep!)
  • Ive Mendes ‘A Beira Mar’ (der findes dem, der ikke kan lide bossanova’ede popsange fremført af bedårende sangerinder. Jeg er ikke en af dem)