Vennernes venner

Woop-woop, så er der pamper-alarm:

Henning G. Jensen vil på opfordring gå efter at blive medlem af bestyrelsen for AaB A/S til april

AaB A/S kan snart få en siddende borgmester i bestyrelsen.

Borgmester Henning G. Jensen (s) går nemlig til april efter at blive medlem af bestyrelsen for sportskoncernen. Det kom frem under den årlige nytårskur med borgmesteren i Erhvervs Norddanmark, hvor over 200 erhvervsfolk deltog. Her spurgte ordstyreren på mødet ind til Henning G. Jensens fremtidsplaner efter, at han i slutningen af oktober meldte ud, at han ikke genopstiller ved næste valg.

– Jeg sagde det, som det var, at jeg havde fået en henvendelse fra formanden for AaB af 1885, Jesper Møller, siger borgmester Henning G. Jensen til NORDJYSKE.

Det er dejlig læskende og forfriskende skamløst at den afgående borgmester på så diskret vis med rettidig omhu er ved at sikre sig en masse gode ben og bestyrelsespladser efter sin politiske karriere. Og når man påtænker hvordan kommunen, det lokale erhvervsliv og AaB i forvejen er fedtet gensidigt ind i hinanden, så er det ikke meget overraskende at den lokale solkonge gerne vil trone lidt over AaB A/S.

Men er det fornuftigt? Er det visionært? Hvad er det helt præcis, at Henning G. Jensen skal bidrage med i den bestyrelse? Samtidig med at han er borgmester? Vil det hive AaB op af det eksistentielle dynd og økonomiske morads, som man har befundet sig i de seneste par år?

Da Parken Sport & Entertainment for nylig valgte at smide sin (i øvrigt sympatiske) svenske træner på porten uden at han fik en fair chance for at gennemføre sin strategi, beskrev en blogger inde på Berlingske Business det således:

Topledelsen i Parken Sport & Entertainment er sammen med de to ledende aktionærer ved at forvandle Parken og især dens fodboldhold FCK til en discountvare. Ledelsesmæssigt giver Parken-ledelsen minder om ledelsen i Brøndby, som har været på en effektiv nedtur de seneste fire-fem år.

På den korte bane giver discountløsningen i Parken givetvis en pæn besparelse på lønkontoen ved at skubbe sportschefen frem i forreste geled også på fodboldbanen og lægge de to funktioner, sportschef og cheftræner, sammen (dog selvfølgelig lidt afhængig af størrelsen på den gyldne faldskærm til Roland Nilsson.) Men på længere sigt, uha-uha. Det ligner mest af alt en kræmmermentalitet med laveste fællesnævner, som kan koste på den stolthed og den attitude, som Byens Hold ellers tidligere har været udstyret med. Og vel også bør være udstyret med.

Intet kunne være mig fjernere end at sammenligne mine nordjyske yndlinge med noget så fælt og frastødende som PSE. Men alligevel. Mekanismen og tåbelighederne er analoge. Man vælger aktivt middelmådigheden til. Det er dybt mærkværdigt.

Guderne skal vide at økonomistyringen i AaB de seneste 10-15 år indikerer, at bestyrelsen i klubben i forvejen er udygtige. At man sidder der og kissemisser på nepotistisk vis med (eks-)borgmestre gør altså intet for at modificere det rodfæstede indtryk af inkompetence og komfortable vennetjeneste. Stram nu op AaB!

Stimulering i Norditalien

Italienske Udinese skal møde Arsenal i to Champions League kvalifikations kampe. Det får deres klubbens ejer til at reagere på følgende elegante vis:

“Det er en stimulerende udfordring, ligesom at besøge New York for første gang. Jo mere fascinerende modstanderen er, jo hårdere vil vores spillere kæmpe”, siger Udinese-ejer Gianpaolo Pozzo til Sky Sport Italia og fortsætter:

“Det er naturligvis en chance for, at Arsenal slår os ud, men kampene er den helt rigtige belønning for vores fantastisk sæson. Hvis vi slår dem ud, er det en historisk begivenhed, og jeg lover spillerne en særlig gave, hvis det lykkes.”

To nagende spørgsmål følger af Pozzos reaktion.

For det første: Hvad går den særlige gave mon ud på? Der er alt andet lige tale om professionelle fodboldspiller, der i forvejen tjener ganske pæne summer. Hvis ‘den særlige gave’ blot er en likvid belønning, vil det vel være en smule uopfindsomt, ja, vel nærmest lidt af et antiklimaks? Så hvad er det? En stripper til julefrokosten? En ekstra brutal træningslejr næste sommer? En gratis tatovering på ballen udført i et af Udines mere skumle kvarterer? En skriftlig undskyldning for den forbryderisk grimme hjemmebanetrøje fra 2006/2007-sæsonen? Hvad er det?! Ud med sproget, Pozzo!

For det andet: Pozzo, den stimulans du oplever netop nu, er vel ikke meget større end dengang I mødte AaB på Aalborg Stadion i september 1999? Ja, jeg var der jo selv, og godt nok vandt I 0-1 på et mål af Andrea Sottil (møgdyr!), men mon ikke det stimulerede jer voldsomt sådan at komme til Den Gyldne Stad og spille mod hædersmænd som Strandli, Gaarde, Anders Andersson, Jens Jessen, Lars ‘Kosten’ Thomsen og Ståle Solbakken? Ja, altså sidstnævnte er selvsagt ikke en hædersmand, men ellers? I blev da rigeligt stimuleret? Eller hvad? Hvad har Arsenal og London som AaB og Aalborg ikke kunne give dig dengang? Og hvilken særlig gave gav du spillerne efter jeres svineheldige sejr? Sig det nu!

Slet søndag

Havde en rædderlig søndag i Parken. Ikke at selskabet var dårligt. Min søster havde gaflet to fribilletter, så der blev søskende-socialiseret til den store guldmedalje. Så det var storartet.

Men selve kampen? Sikke noget.

FCK vandt 2-0, hvilket der ikke er så meget at sige til. AaB startede uden angribere på banen og lavede det klassiske stunt, som holdet altid laver i kampene mod FCK: En sjusket aflevering på midtbanen bliver opsnappet, FCK igangsætter en lynhurtig kontra → mål.

Første mål var på et korrekt dømt straffespark, som Karim Zaza var nødt til at lave efter netop sådan et kontraløb. Det samme gjaldt andet mål, som Pospech – efter et boldtab og kontraløb – luffede ind under en ikke helt sublimt udseende Zaza.

Resten af kampen var en lang ørkenvandring. FCK gad ikke mere end højest nødvendigt og satte autopiloten på. AaB havde ikke evnerne eller taktikken til at gøre noget ved situationen. Et par angribere blev sat ind, uden at det dog ændrede det overordnede billede af, at den nuværende AaB-trup er meget langt fra at være et top 3 hold. Det var taktisk og spillemæssigt en ensidig affære, hvor FCK aldrig var presset. Sejren er der altså ikke noget at udsætte på.

Fremadrettet er det nu tvivlsomt, at AaB får krejlet tredjepladsen til sig. Det er bekymrende så få strenge holdet har at spille på. Magnus Pehrsson lider ganske vist under manglen på kvalitetsangribere, men det er sørgmodigt at se hvor elendigt holdet er til at skabe noget fremadrettet. Tidligere fanebærere som Andreas Johansson vil helst spille på tværs eller bagud. Den eneste spiller der vil FREMAD er Ronnie Schwartz, og det er ligesom ikke helt nok mod gode hold.

FCK vinder sit mesterskab igen – og tillykke med det. Holdet har haft god fordel af finanskrisen, der har betydet, at alle konkurrenterne har været nødt til at bløde deres kvalitetsspillere ud – og niveauet ganske enkelt er blevet ringere i ligaen. FCK har derimod kunne holde på en spiller som Atiba Hutchinson, som er alt, alt for god til at spille i Danmark. Han er manden der binder hele deres spil sammen, og det skal blive spændende at se hvordan de får ham erstattet efter sommerpausen.

Af andre kuriøsiteter valgte FCK tilskuerne at buhe af deres egen angriber undervejs. At manden så vitterligt ikke er specielt imponerende er en ting, men mon ikke nedre C burde overveje hvordan det ser ud, når et stadion buher højlydt af en af de få sorte spillere på banen. Det var mildest talt hverken kønt eller sympatisk.

Momentant afbræk i superliga depressionen

Halli-hallo, var det lige verdenshistoriens bedste superligarunde, eller hvad?

Først var der AaB’s triumf mod Silkeborg. Nu to sejre i træk, endda over de to oprykkere, yay! Jeg har næsten glemt vores ikke-eksisterende angreb samt træner Magnus Pehrssons enestående evner til ikke at sætte holdet op til dåd. Det er jo overdådigt. Mageløst. Enestående!

Så var der FCK’s hjertevarmende nederlag i Parken til FC Nordsjælland. Bevares, Ståle Solbakken nægtede vanen tro at anerkende modstanderens evner, men bevares, hans manglende class og stil overrasker mildest talt ikke længere. Nederlaget blev kun det sødere af, at OB samtidig vandt over Esbjerg – og at guldkampen derfor er åben igen. ’Anyone But United’, som Manchester haderne siger ovre på de britiske øer.

Endelig kan og bør man svælge betragteligt i Brøndby og AGF’s forsmædelige nederlag til de to fremmeste nedrykningskandidater. Brøndbys 1-3’er mod upåagtede Køge var vel det mest ikoniske syndefald, I ved nok, med Kent Nielsens efterfølgende fyring og Faxetribunens dolkestøds attitude overfor spillertruppen. Der er næppe noget så opmuntrende og konstruktivt som bannere med teksten ‘Kent raus’. Det markerede velsagtens det hidtil sorteste øjeblik i Brøndbys snart femårige deroute. Flot af Køge, men en falliterklæring af Brøndbytruppen. Mon ikke de bør revidere deres langsigtede ambitioner, derude på Remouladekysten?

AGF er også stille og uroligt ved at falde fra hinanden. Først og fremmest som følge af en tynd spillertrup plaget af skader. Tilsyneladende har det heller ikke hjulpet af den fortabte søn, Martin Jørgensen, kom hjem i vinterpausen. I hvert fald ikke så længe at han stadig luffer halvskadet rundt. Det kan ikke vare længe, før at Erik Rasmussen bliver verfet ud af Danmarks mest usympatiske og brutale fodboldspiller/sportsdirektør: Brian Steen Nielsen. Alt sammen dejligt og herligt og læskende.

Nuvel. Koldt vand i blodet. AaB møder Nordsjælland i næste kamp, og efterfølgende er jeg med garanti nede i kulkælderen igen. Ørkenvandringen stopper ikke lige foreløbigt.

Naturlig forklaring

Trøjens hævn fornægter sig ikke.

Man fjerner ganske enkelt ikke ustraffet striberne fra AaB’s hjemmebanetrøje. Anden forklaring på de nordjyske yndlinges forsmædelige nederlag til AGF, har jeg ikke.

Mærk jer mine ord: Det er trøjen der gør det. Altid. Jyllands-Posten har ganske vist andre – og mere profane – forklaringer på 0-1 lussingen. Men de er helt ude i hampen:

Forbløffelsen stod malet som Pjerrot i ansigterne på nordjyderne, da målscorer Peter Graulund befandt sig ved mållinjen og kæmpede med at holde sig på benene, mens syv-otte holdkammerater pressede deres jubel mod hans beskedne krop.

AaB-forsvarerne skældte ud på hinanden, så lidt på dommeren, så igen på hinanden og dernæst på linjedommeren. For så til sidst bare at svine hinanden til på kryds og tværs. Deres forvirrede gestikulationer signalerede, at der ikke var offside på den løse bold, der med kampens første egentlig boldberøring blev sendt frem mod AaB’s forsvar og Graulund. Lasse Nielsen og Thomas Gaardsøe var slet og ret elendigt posteret og åbenbart ikke mentalt klar til premieren.

AaB overvandt chokket og arbejdede sig langsomt tilbage. Der havde med sikkerhed stået 1-1, hvis 2008-topscoreren Jeppe Curth havde været i nærheden af tidligere tiders skarphed. Et velkomponeret kontraangreb skulle bare afsluttes med en lilleput-inderside i det tomme mål, men Curth endte som genstand for aftenens største latterbrøl, da han sparkede over bolden.

Jeg er sådan set helt enig i, at Peter Graulund har en yderst beskeden krop. Men bortset fra det, lyder ovenstående analyse så realistisk og sandfærdig? Næppe.

Skulle AaB virkelig have et uforberedt og rystende ringe midterforsvar? Nej, nu må jeg le! Skulle Jeppe Curth være uskarp foran mål? Har man hørt magen? Skulle Magnus Pehrsson være aldeles rådvild omkring strategi og taktik? Sikke dog en skidtspand af løgn og det pure opspind.

Nej, den egentlig årsag til, at AaB nu ikke har vundet i 16 kampe i træk kan udelukkende være, at de røde striber brillerer med deres fravær på hjemmebanetrøjen. Indtil de er tilbage på rette plads, så fortsætter ørkenvandringen.

Det må I gerne hænge mig op på.

Ydmyge håb

Skal i Parken og se de nordjyske yndlinge spille pokalfinale imod Parken Sport & Entertainment i dag.

Det vil jeg ikke sige så meget om før efter kampen (hvem ved, måske vi risikerer at vinde?), men blot konstatere, at Poker-One-Kenobi fra AaB’s debatforum rammer fuldstændig plet i sit svar på spørgsmålet om hvilken Tifo (= koreografi udført af fans på tribunerne i forbindelse med en sportsbegivenhed) man må forvente af AaB’s fans i dag:

Hvis Tifo’en ikke ligner en blanding af Cirque du Soleil og Ole Henriksen som danser “Svanens Død” bliver jeg mega skuffet!

Det er så sandt, så sandt. Kom så, AaB; vi har ordnet større klubber end FC Lalandia!

Update fredag!

Nuvel, uagtet ovenstående løfter, så har jeg i dag ikke et stort behov for at uddybe torsdagens pænt jammerlige pokalfinale i Parken. AaB tabte sin 7. pokalfinale på stribe, og har nu ikke vundet i 13 kampe i træk dette forår. Det står samlet set rigtig skidt til.

En del af AaB spillerne tuder til medierne over fejlagtige dommerkendelser og manglende dømte straffespark. Bevares, dommeren var bestemt venlige overfor FCK, men det klæder nu ikke AaB-spillerne at jamre sådan. Den slags udtalelser stinker nemlig langt væk af dårlige tabere – specielt fordi det var helt fortjent at vi tabte i går. FCK var ikke gode, men AaB var bare pivringe.

Set højt oppe fra Parkens endetribune var det en særdeles tynd, viljeløs og blodfattig indsats AaB leverede. Holdet magtede ikke at presse et tilbageholdende og passivt FCK-hold, der ikke skulle have noget i klemme. Det var ganske horribelt at overvære et rådvildt AaB være aldeles ude af stand til at skabe kampen. Vi sad 8-10.000 rød-hvide AaB tilskuere og følte os groft taget et vist sted.

Træner Magnus Pehrsson havde tilsyneladende regnet med at FCK ville lægge et tungt pres og angribe med 120 km/t. Som konsekvens heraf havde han udtaget en defensiv anlagt trup og taktik. Det gav bagslag mod et kompakt og velspillende FCK forsvar. AaB kunne igennem hele kampen stort set kun producere lange  afleveringer, som oftest uden modtager (og hvis de en sjælden gang dumpede ned hos en AaB-spiller, så kunne man være ganske sikker på at vedkommende ikke anede hvad han skulle gøre ved den). Jeg kan i skrivende stund ikke komme på én eneste rigtig stor målchance til AaB, hvilket nok er ganske symptomatisk for kampen. FCK ville ingenting, AaB kunne ingenting.

Kristi Himmelfartsdag i Parken var samlet set et gigantisk antiklimaks ovenpå en sæson der startede elendigt, havde et smukt midterparti i de europæiske kampe – og så igen slutter noget så fesent.

Nu skal de to sidste kampe bare overstås, og så må genopbygningen i gang. Der trænger seriøst til at blive luftet ud i AaB’s lokaler på Hornevej. For der stinker oprigtig talt af sur, gammel fis ovenpå 90 minutters lalleindsats i Parken.

Hearts get broken every day

Nuvel. Det var det. AaB blev sendt ud af UEFA-cuppen af Manchester City. Den ordinære kamp blev vundet 2-0, efter en fokuseret indsats. City var i knæ. Verdens rigeste klub fik prygl af en flok nordjyske opkomlinge, hvis samlede lønbudget næppe er 1/10 af hvad Citys stjerneangriber Robinho kan sætte ind på kontoen. Stillingen over de to kampe var altså helt lige, 2-2, så der måtte forlængelse og straffesparkskonkurrence til.

Men lige meget hjalp det. Da det kom til straffesparkene, var Shay Given desværre en klassemålmand. Han tog både Shelton og Augustinussens forsøg. Sidstnævnte var i opløsning, da han missede. Imens var Zaza tre gange i træk milimeter fra at redde Citys spark. Det var tæt på, men samtidig så langt fra. Nu er der stor set kun den danske pokalturnering tilbage at spille for i denne sæson. Den europæiske drøm over de seneste to sæsoner er forbi, og kommer næppe igen lige foreløbigt.

Personligt er jeg afklaret. Straffesparkskonkurrencer kan man ikke gardere sig imod. Det er fodboldens svar på at spille lotto. Det er så tilfældigt. Naturligvis er det ærgerligt at ryge ud så tæt på, men jeg synes ikke der er noget at skamme sig over. AaB har leveret dansk fodbolds største præstation siden Brøndby i start- og midthalvfemserne, hvilket vel selv Fjeldaben i FCK må erkende.

Mest af alt er jeg ked af det på Augustinussens vegne. Ud over at være et pragteksemplar af en anfører, så han altså en vaskeægte hædersmand. Det er ganske himmelsk uretfærdigt, at det blev ham der brændte et straffespark. Det var heller ikke rigtig rart at se Anders Due blive interviewet lige efter kampen. Han lignede en mand af glas, der var få sekunder fra at splintre fuldstændigt. Man forstår smerten.

På mandag venter slavehandlerne FC Midtjylland. En sejr over dem vil kunne få humøret på ret kurs igen. Op på hesten igen!

Smuk og dejlig

Arj, men for fa’en. Erik, du gør det så svært at være bitter og hade verden:

Den tidligere AaB-træner Erik Hamrén blev kåret til årets træner i Danmark i 2008, på trods af, at han kun arbejdede i landet halvdelen af året. Det danske mesterskab til AaB var imidlertid nok til at sikre Hamrén titlen, inden han tog til Norge for at træne Rosenborg.

Hamrén har dog langt fra glemt tiden i den nordjyske klub, og det har ungdomsafdelingen i AaB nu nydt godt af. De 20.000 kroner Hamrén fik for at blive årets træner, er nemlig sendt videre til talentarbejdet i klubben.

– Jeg er virkelig imponeret over ham, og det viser også, hvor stort et menneske, Erik Hamrén er. Han ved, at det koster mange penge at udvikle talenter, siger ungdomsformand Kirsten Fallingborg til klubbens hjemmeside.

Erik Hamrén er det smukkeste menneske i verden. Både indvendigt og udvendigt. Ingen kommer i nærheden af ham. Af hjertet tak.

Misforstået kærlighed

Der er kærlighed i luften ovre i Svens tænketank.

Ruderne dugger til, åndedrættet bliver dybere og Barry White brummer henført. Vi er oppe i en faktor gigantisk på lummerheds-skalaen. Mmmmmmm!

Men hvorfor? Hvordan? Hvad skyldes den pludselige kådhed? Meget mod forventning, er det så absolut ikke udsigten til kortere kjoler og letpåklædte tøsepigebørn, der trykker på Svens knapper. Næh, nej. Det er tværtimod en flok friske fyre med affarvet daskehår. Og tro mig, de tager fat på alle de rigtige steder. Ikke nok med det, den kække flok er endda ejet af, hvad Sven præsenterer som et vaskeægte fyrtårn af en hædersmand. Ja. Der er naturligvis tale om AaB og sportsdirektør Lynge Jacobsen. Så vidt, så godt. Det er altid smukt når mænd elsker.

Når jeg alligevel sidder her og føler mig så underligt utilfredsstillet, så har det to årsager.

For det første kammer Svens indlæg helt over i en champagnebrusende hyldest til arketypen på den nordjyske jantelovsforfægtende knudemand. Når nu de ubestridelige fakta er at ‘Mr.AaB’ er en nærig mand, der nu i flere år har forsømt at hente en fast, skarp kvalitetsangriber, så forekommer det mig upassende at rose ham for at være en nordjysk tranlampe.

For det andet, så finder jeg det ganske urimeligt, at Sven anlægger en så utidig positiv tone. Må vi så straks få en tilbagevenden til arketypen på en AaB-fan: Den misantropiske pessimist, hvis ugentlige højde(lav)punkt er, at komme på stadion for at bande og svovle af knoldesparkerne inde på banen. Hvis AaB meget mod forventning vinder kampen, så kan vi alligevel gå hjem for at bande og svovle over TV3’s åbenlyse negligering af AaB til fordel for kjøbenhavnerklubberne. Se, sådan bør tingene hænge sammen.

Kom hjem i folden, Sven. Måske vil jeg så invitere dig hen at se Deportivo kampen på min GIGANTISKE skærm her i Jordhulen.  Adgangspasset er at du afsværger din Lynge-idolisering. Ellers har vi næppe mere at tale om, min fine ven.

En udelt fornøjelse

Egentlig havde jeg tænkt mig at bruge anseelige mængder arbejdsgiverbetalt tid på at skrive om AaB’s mesterskabstriumf i går.

Jeg kunne f.eks. berette om den AaB-kop, som nu i tre år trofast har hældt (alt for)store mængder kaffe lige lukt ned i mit sorte hul af en mave. Koppen fylder meget i min bevidsthed. Dels fordi den er et flittigt benyttet offer for mine kollegers uretfærdige, usofistikerede og spydige bemærkninger. Ja, der er sågar en tidligere chef der har forsøgt at stjæle den fra mig. Ganske vist fordi han selv holder med AaB, men alligevel. Den slags er ikke fair. Det er tydeligvis en martret og forfulgt skæbne at være en AaB-kaffekop i København.

Men egentlig spekulerer jeg mest over, hvordan jeg monstro skal finde en gravør der på nænsom vis kan indgravere årstallet 2008 i ‘Dansk mester’ feltet lige til venstre for hanken. Det er en reel problemstilling. For den oprindelige designer mente åbenbart (i alt sin uklædelige nordjyske beskedenhed), at der kun var behov for plads til årstallene 1995 og 1999. Som om at mine brave rød-hvide matodorer aldrig skulle ende på førstepladsen igen. At dømme ud fra præstationen i år, så var det åbenbart en fejlagtig vurdering.

Jeg kunne også berette om de kager jeg blev nødt til at give min kolleger i dag. De påstod at jeg skyldte fra min fødselsdag i december. Men jeg insisterede på at jeg KUN ville købe, såfremt vi var enige om at italesætte det som en hædring af Danmarks bedste fodboldhold. Så kunne de lære det, kunne de. God kage lærer tydeligvis sulten Brøndbyfan at spinde! Og således kunne vi alle gå tilfredse hjem.

Taget i betragtning af der nok venter ti års venten på det næste mesterskab, så vil jeg også mene at det var helt i orden at jeg tog AaB-trøjen med på arbejdet i dag. Og forståelsen var stor. Ja, selv den lille erhvervsorganisations præsident så svært tilfreds ud ved synet.

Det har været et par dejlige fodbold dage. Ser frem til Champions League. Nu vil jeg hjem og have familiebesøg i weekenden.