Smuk og dejlig

Arj, men for fa’en. Erik, du gør det så svært at være bitter og hade verden:

Den tidligere AaB-træner Erik Hamrén blev kåret til årets træner i Danmark i 2008, på trods af, at han kun arbejdede i landet halvdelen af året. Det danske mesterskab til AaB var imidlertid nok til at sikre Hamrén titlen, inden han tog til Norge for at træne Rosenborg.

Hamrén har dog langt fra glemt tiden i den nordjyske klub, og det har ungdomsafdelingen i AaB nu nydt godt af. De 20.000 kroner Hamrén fik for at blive årets træner, er nemlig sendt videre til talentarbejdet i klubben.

– Jeg er virkelig imponeret over ham, og det viser også, hvor stort et menneske, Erik Hamrén er. Han ved, at det koster mange penge at udvikle talenter, siger ungdomsformand Kirsten Fallingborg til klubbens hjemmeside.

Erik Hamrén er det smukkeste menneske i verden. Både indvendigt og udvendigt. Ingen kommer i nærheden af ham. Af hjertet tak.

Misforstået kærlighed

Der er kærlighed i luften ovre i Svens tænketank.

Ruderne dugger til, åndedrættet bliver dybere og Barry White brummer henført. Vi er oppe i en faktor gigantisk på lummerheds-skalaen. Mmmmmmm!

Men hvorfor? Hvordan? Hvad skyldes den pludselige kådhed? Meget mod forventning, er det så absolut ikke udsigten til kortere kjoler og letpåklædte tøsepigebørn, der trykker på Svens knapper. Næh, nej. Det er tværtimod en flok friske fyre med affarvet daskehår. Og tro mig, de tager fat på alle de rigtige steder. Ikke nok med det, den kække flok er endda ejet af, hvad Sven præsenterer som et vaskeægte fyrtårn af en hædersmand. Ja. Der er naturligvis tale om AaB og sportsdirektør Lynge Jacobsen. Så vidt, så godt. Det er altid smukt når mænd elsker.

Når jeg alligevel sidder her og føler mig så underligt utilfredsstillet, så har det to årsager.

For det første kammer Svens indlæg helt over i en champagnebrusende hyldest til arketypen på den nordjyske jantelovsforfægtende knudemand. Når nu de ubestridelige fakta er at ‘Mr.AaB’ er en nærig mand, der nu i flere år har forsømt at hente en fast, skarp kvalitetsangriber, så forekommer det mig upassende at rose ham for at være en nordjysk tranlampe.

For det andet, så finder jeg det ganske urimeligt, at Sven anlægger en så utidig positiv tone. Må vi så straks få en tilbagevenden til arketypen på en AaB-fan: Den misantropiske pessimist, hvis ugentlige højde(lav)punkt er, at komme på stadion for at bande og svovle af knoldesparkerne inde på banen. Hvis AaB meget mod forventning vinder kampen, så kan vi alligevel gå hjem for at bande og svovle over TV3’s åbenlyse negligering af AaB til fordel for kjøbenhavnerklubberne. Se, sådan bør tingene hænge sammen.

Kom hjem i folden, Sven. Måske vil jeg så invitere dig hen at se Deportivo kampen på min GIGANTISKE skærm her i Jordhulen.  Adgangspasset er at du afsværger din Lynge-idolisering. Ellers har vi næppe mere at tale om, min fine ven.

En udelt fornøjelse

Egentlig havde jeg tænkt mig at bruge anseelige mængder arbejdsgiverbetalt tid på at skrive om AaB’s mesterskabstriumf i går.

Jeg kunne f.eks. berette om den AaB-kop, som nu i tre år trofast har hældt (alt for)store mængder kaffe lige lukt ned i mit sorte hul af en mave. Koppen fylder meget i min bevidsthed. Dels fordi den er et flittigt benyttet offer for mine kollegers uretfærdige, usofistikerede og spydige bemærkninger. Ja, der er sågar en tidligere chef der har forsøgt at stjæle den fra mig. Ganske vist fordi han selv holder med AaB, men alligevel. Den slags er ikke fair. Det er tydeligvis en martret og forfulgt skæbne at være en AaB-kaffekop i København.

Men egentlig spekulerer jeg mest over, hvordan jeg monstro skal finde en gravør der på nænsom vis kan indgravere årstallet 2008 i ‘Dansk mester’ feltet lige til venstre for hanken. Det er en reel problemstilling. For den oprindelige designer mente åbenbart (i alt sin uklædelige nordjyske beskedenhed), at der kun var behov for plads til årstallene 1995 og 1999. Som om at mine brave rød-hvide matodorer aldrig skulle ende på førstepladsen igen. At dømme ud fra præstationen i år, så var det åbenbart en fejlagtig vurdering.

Jeg kunne også berette om de kager jeg blev nødt til at give min kolleger i dag. De påstod at jeg skyldte fra min fødselsdag i december. Men jeg insisterede på at jeg KUN ville købe, såfremt vi var enige om at italesætte det som en hædring af Danmarks bedste fodboldhold. Så kunne de lære det, kunne de. God kage lærer tydeligvis sulten Brøndbyfan at spinde! Og således kunne vi alle gå tilfredse hjem.

Taget i betragtning af der nok venter ti års venten på det næste mesterskab, så vil jeg også mene at det var helt i orden at jeg tog AaB-trøjen med på arbejdet i dag. Og forståelsen var stor. Ja, selv den lille erhvervsorganisations præsident så svært tilfreds ud ved synet.

Det har været et par dejlige fodbold dage. Ser frem til Champions League. Nu vil jeg hjem og have familiebesøg i weekenden.

Det er ganske vist: AaB elsker også svenskere

Hvis denne nyhed er sand, så er jeg ikke længere så småtrist efter AaB’s salg af Rade Prica:

Tipsbladet.dk erfarer, at Aab snarligt præsenterer den 26-årige svenske angriber Lars ”Lasse” Nilsson som ny mand i klubben. Nordjyderne har lavet en lejeaftale, der går sæsonen ud med den svenske offensivspiller.  

Lasse Nilsson blev denne sommer solgt til St. Etienne fra hollandske Heerenveen for ca. 30 millioner, men han har stort set ikke fået spilletid i det franske, og da han har ambitioner om at spille sig i den svenske EM-trup, er det nødvendigt, at han får spilletid i foråret. De franske klubber Sochaux, Auxerre, Lens og Lorient har været nævnt i pressen som mulige klubber for Lasse Nilsson, og også La Liga-klubber skulle have forhørt sig om svenskeren. Men det bliver altså Aab, der får glæde af den komplette angriber, og dermed har Aab reageret hurtigt og dygtigt på transfermarkedet efter det nylige salg af Rade Prica. Nilsson vurderes af Tipsbladets kilder til at være en spiller af minimum samme spillemæssige kategori som Rade Prica.

Lasse Nilsson startede karrieren i Brage, men kom i 2002 til Elfsborg, hvor han i to sæsoner scorede 16 mål. Herefter blev han købt af hollandske Heerenveen, hvor han scorede 22 gange i 76 kampe. Han skiftede i sommer til St. Etienne og skønnes at have en årsløn på 12 millioner. På trods af den manglende spilletid i klubben, har St. Etienne ikke tidligere været interesseret i at sælge Lasse Nilsson, og spilleren selv har indtil nu heller ikke været interesseret i et salg.

Aabs sportsdirektør Lynge Jacobsen har ingen kommentarer.

Øj. Det her kan blive rigtig, rigtig godt! Ok, han trænger ganske vist til at blive klippet, men det burde en havesaks jo nok kunne klare. Jeg afventer spændt om AaB bekræfter rygtets sandhed.

Update! I dag bekræftede AaB så historien. På klubbens jævnt oldnordisk udseende hjemmeside kan man tilmed se billeder fra dagens træning, hvor vores nye svenske ven var med. Tragisk nok er han ikke blevet klippet. Lad os nu se hvad han kan. Når han nu koster tre millioner kr. for et halvt år, så har han bare af at være god.

Årets vigtigste kamp

Blot en lille opfordring til at nærværende læsere krydser fingre, arme og ben (eller hvad lemmer de nu end måtte være i besiddelse af) for, at AaB klarer sig godt i aftenens UEFA-Cup kamp mod Sampdoria. Selvom hjemstavnens helte noget mirakuløst klarede 2-2 på udebane i Genova, så bliver det svært. Rigtigt svært endda. Undertegnede kan ikke huske hvornår et dansk hold sidst har slået et italiensk ud af de europæiske turneringer. Og Sampdoria er ikke hvem som helst. De har nogle pænt giftige spillere. Et smukt stadion. Og sidst, men bestemt ikke mindst, en af de mest knitrende og lækre trøjer indenfor fodbolden. Men een gang skal jo være den første. Og med den nuværende optur som AaB oplever i Superligaen, så er det vist nu, hvis det overhovedet skal være.

Kampen ses på storskærm sammen med Sven og jeg vil i dagens anledning iføre mig de rød-hvide farver. Har ikke glædet mig så meget til en fodboldkamp, siden sidst AaB gav Parken Sports & Entertainment prygl. Jeg tror på 1-1 og AaB i UEFA-cuppen. Der håbes og ønskes og drømmes.

Update! Jeg tillader mig at rane overskriften fra Jyllands-Postens artikel om den største fodboldtriumf i nyere tid: “Et af de største øjeblikke i AaB’s historie“. Hænderne kan slet ikke komme ned igen, jeg er så glad, så glad. Faktisk er jeg så eksalteret at jeg mangler ord. Derfor atter et lille JP citat:

Sikke en fight, sikke en bedrift.

AaB havde det hele torsdag aften. Hjerte, forstand, krampe, held og til sidst evnen til at udstyre 10.000 frysende mennesker med smertende gåsehud af den skønne slags.

Nøj, hvor jeg glæder mig til lodtrækningerne tirsdag!

Alting kan gå itu…..

 

Min gode kollega er Brøndbyfan. Det kan han ikke helt selv gøre for (når man er vokset op i Albertslund, så giver ens fodboldsympatier ligesom sig selv), og derfor har det været en særligt sørgelig affære at følge ham i foråret. For hver weekend, og for hver rædderlig kamp de blå-gule har præsteret, er han blevet mere og mere nedbøjet, krumrygget og trist. For han holder jo virkelig af de vestegnsbøller. Ja, han har endda anlagt sig et obligatorisk bittert drag om munden og himlende hvad-skal-jeg-sige-min-sjæl-gør-ondt-hver-gang-jeg-tænker-på-det blik, hver gang man drister sig til at tale fodbold i frokostpausen.

Sætte mig ind i hans valg af fodboldklub kan jeg selvsagt ikke, men som tilhænger af et notorisk ustabilt og svingende hold, så kan jeg sagtens forstå hans kvaler. Og på trods af at Brøndby er (og forbliver, med mindre FCK udbygger sit fæle hegemoni) den traditionelle arvefjendeklub, så skulle man da være et hjerteløst bæst, hvis man sådan gik og godtede sig over hvordan den arme mand lider i stilhed.  

Og så alligevel. Ovenpå AaB’s smertelige nederlag på 1–2 til slavehandlerne kræmmersjælene FC Midtjylland (og dermed ingen Europa Cup, kun muligheden for en 3. plads i ligaen), så har man brug for trøst. Og hvor kan man finde den? Jo, såmænd: I det faktum at nedrykkerne Silkeborg vandt sæsonens første(!) hjemmebanesejr. Over hvem mon? Korrekt: Ingen ringere end Brøndby. Andres ulykke er som bekendt ikke at foragte, så selvom jeg selv går rundt og græder indeni, så hjælper det alligevel en lille smule at se kollegaen gå og græmme sig. Han har endda undladt at drikke af sin Brøndby kaffekop i dag. Stakkels pjevs.

Nu gælder det så AaB’s sidste kamp på søndag mod holdet-fra-landsdelen-der-burde-laves-om-til-parkeringsplads. Tredjepladsen er på spil, det tyder på udsolgt på Aalborg Stadion, så jeg tror og håber at de nordjyske yndlinge ikke atter knuser mit sammenlimede i tusinde stykker. Hvis fuldmægtigens beretninger fra de sidste odensianske bedrifter holder stik, så burde det være rimeligt at have et knitrende lille håb. Nærværende læsere bedes krydse fingre.

Stille i Parken

Det var næsten synd. Vejret var jo så dejligt. 32.500 medløbere (og ca. 500 AaB fans) i Parken. Parken Sport & Entertainment FCK manglede kun tre point for at blive danske mestre 2006/2007. De havde endda uddelt små dumme og grimme hatte til tilskuerne. Og Flemming Østergaard havde kådt og kækt (næsten) lovet gratis øl til tlskuerne, når nu walk-over kampen mod AaB var overstået. Den rene barnemad. Ja, i pausen spankulerede han da også forbi nedre-C med en øl. Man kunne jo nærmest ligeså godt fejre triumfen på forhånd. Ejeren af Lalandia var jo også foran 1-0 på et usædvanligt heldigt frisparksmål. Og Judas 1 og Judas 2 spillede begge fremragende. Hvad kunne gå galt?

Såmænd ikke andet end at AaB scorer to gange og kører sejren hjem. Det var en dejlig kamp at se fra AaB sektionen i Parken. Der blev sunget så rigeligt. Første halvleg var ganske hård at komme igennem, mens der blev gået til den i anden. Vi fik brølet de obligatoriske ‘JIMMÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆH!!!!!‘ råb adskillige gange. Det var en mere spændende kamp end ved sidste triumf i august, men også en god bid sjovere. Alt i alt en fabelagtige lørdag eftermiddag!

Når det så er sagt, så hersker der nok ikke den store tvivl om at FCK blive mestre. Det siger en hel del om et hold når det kun taber to gange i en sæson. At det så heldigvis er to gange til AaB, kan jeg jo kun fryde mig over når jeg støder på FCK fans i min omgangskreds. Tager i betragtning at AaB også baskede Brøndby for nylig, så bliver det en god sommer med håneretten på min side. Og jeg er med garanti at finde til næste AaB kamp i Parken. Det kan jo ikke gå galt når jeg er der. Eller noget.

You’ve Always Known When Best To Say Goodbye

Ach so, så skal de trommespillende individer blandt Danmarks måske mest selvbedrageriske fans (det så åbenlyst urimelige og usandfærdige udsagn ‘Guldet ryger til Aalborg i år!‘ er jævnligt at finde på fanklubbens debatforum) til at lære sambarytmer: AaB købte i dag den brasilianske angriber José Mota af Viborg F.F. Jeg er splittet. Ganske vist er han en målfarlig med henholdsvis 13 og 14 mål de to seneste sæsoner, men så igen: Hvorfor sælger Viborg ham? AaB’s sportschef Lynge Jacobsen er dansk fodbolds ubetinget største kræmmer, gnier og hestehandler, så det er næppe fordi Viborg har fået det helt store økonomisk ud af handlen. Jeg håber ihvertfald at den gode Mota ikke er den dvaske, skadesplagede og svingende humørspiller, som han ellers er berygtet for at være. Det er efterhånden en del år siden at AaB har haft en rigtig giftig angriber i truppen. Prica startede ganske vist fint, men har ikke scoret i efterhånden et par lysår. Caca, Nomvethe og Curth er alle glimrende, men er næppe gode for 15 mål hver på en sæson. Det bliver spændende at se om de kan få angrebsspillet til at køre.

Alt i alt har jeg ikke de store forventninger til forårssæsonen. FCK ser ud til at være umulige at hente igen i år, men hvis AaB kan undgå at gå ned som de plejer – jeg er så dødtræt af forsømte forår! – så skulle en top 3 vel være til at nå. Altså, såfremt opkomlingene fra Midtjylland og Odense ikke er lige så obsternasige som de plejer. Sæt igang, Mota!

Hjemme ved verdens ende

En kort lille hilsen fra Nordens Venedig (øh, ja, eller noget. Det stod i en turistbrochure jeg læste engang), hvor der ikke er så meget nyt. Bruger mestedelen af min tid på at granske bøgerne, snakke med mine forældres hund (den er så god til at varme ens fodende), hjælpe min far med at blande cement (sic) og ellers være familiesocial – jvf. billedet fra et par dage siden. Søndag var jeg endvidere på Aalborg Stadion for at se den ulyksagelige kamp mellem AaB og OB. Her vandt de forbistrede fynboer 1-0 efter en miserabel AaB indsats, så det kan jeg stadig gå at skumle over. På positiv siden vandt de borgerlige som bekendt valget i Sverige, hvilket vakte udelt tilfredshed hos undertegnede – især fordi den kommende statsminister har en umiskendelig lighed med Alfons Åbergs far.

Med andre ord har jeg det godt og returnerer frisk og afslappet hjem til København torsdag aften. Denne gang bliver det gudsketakoglov med fly. På vejen herover i toget kunne jeg kun få plads i familievognen, og jeg røber vist ingen hemmeligheder ved at afsløre, at jeg var ganske få milimeter fra at gennetæve dampbarnet Victoria (eller som hendes mor hele tiden – virkningsløst – sagde: ‘Hold så OP, VicTOria!”) der sad overfor mig hele vejen til Århus. Hvor trist at det ikke er alle der har søde familiemedlemmer som Ingrid at læse pixi-bøger med.

Sweetness

På talrige opfordringer kommer her min lille beretning fra en fantastisk aften i Parken. Tog afsted sammen med Morten fra arbejdet (om end han snart rykker til DI) og to af hans venner. Alle tre er fra Vodskov og tidligere statskundskabsstuderende fra Århus, der nu er flygtet østpå i søgningen efter jobs.

Det er altid lidt af en oplevelse at være til AaB kampe, paradoksalt nok havde jeg næsten glemt hvor sjovt det er at se fodbold live med et hold man reelt holder med. Kan ikke bedømme hvor mange AaB fans der var tilstede, men der er nok tale om nogle hundrede. Ihvertfald var vi i stand til at synge Parken op, på trods af at de 19.500 andre mennesker nok havde andre sympatier end vores. Er meget underholdende at følge de svinere og hylderster som fodboldtilskuere uddeler. AaBs notoriske målmand Jimmy Nielsen er et yndet sang- og råbeemne. Når han står godt, brøler alle ‘JIMMÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆÆH!!!!!!!’, mens han efterfølgende får en del verbale tæsk for sine mildt sagt elendige udspark. Andre populære skikkelser er den brutalt tacklende Michael Jacobsen og holdets egentlige stjerne Rasmus Würtz (måske bedre kendt som ‘Pølsen’). Endelig er der jo modstanderholdet, i almindelighed blot tituleret ‘Parken Sport and Entertainment’ (ligesom for at understrege at der ikke er tale om en fodboldklub) eller ‘FC Zulu’, når de dyrt indkøbte stjerner spiller som en pose nødder.

Nu gik det jo godt i går, Aab vandt som bekendt 2-0 og spillede tilmed aldeles glimrende. Holdet dominerede i første halvleg, forsvarede sig i anden – og allervigtigst, så kæmpede de en vis legemesdel ud af bukserne. Det var dejligt at se og som skeptisk eksil-nordjyde, så troede man næsten ikke sine egne øjne. Og der blev så frygteligt stille i Parken, måske en indikator på kvaliteten af PS&E’s medløber fans? Derfor skal man ikke undervurdere det rare i at have håneretten på sin side. En stor del af omgangskredsen er af PS&E observans og har tidligere flittigt benyttet de mange lejligheder til at mobbe en hårdtprøvet aalborgenser for hans fodboldpræferencer. Men hævnen bliver sød, gør den!

PS. En ph.d-afhandling fra Institut for Statskundskab i Århus undersøger børns politiske bevidsthed. Til såvel Politiken som Informations store skræk, ville en tredjedel af børnene stemme på Dansk Folkeparti. Men er børn virkelig fødte fascister? Vi bliver beroliget af cand.phil Pia Vedel Andersen: “Som otteårige har børnene endnu ikke en partipolitisk bevidsthed. De har også svært ved at komme med deres egne forestillinger i forhold til for eksempel Det Konservative Folkeparti eller Det Radikale Venstre, mens man ikke behøver samme abstraktionsevne, når det gælder Dansk Folkeparti. Børn elsker Dansk Folkeparti, fordi de allerede som otte-årige har knyttet sig til det sociale begreb ‘dansk’ og samtidig har dannet nogle forestillinger, som kan strukturere deres følelser omkring begrebet. Men det betyder ikke, at de deler holdning med Dansk Folkeparti“. Pyyyyha. Nu fik jeg ellers lige min latté galt i halsen, men heldigvis er Dansk Folkeparti tydeligvis noget der går over med alderen.