Vintervinduet

Jeg kan ikke blive enig med mig selv om hvad jeg skal føle her efter AaB har afsluttet vinterens transfervindue.

På den ene side er jeg ganske veltilpas ved salget af Mikkel Kaufmann. 25 mio. kr. for en 19-årig spiller, som jeg aldrig for alvor fik føling for? Jo tak.

På den anden side efterlader det et tyndt besat angreb, som klubben ikke forstærkede. Van Weert er en habil angriber, men han er meget skadet. Og jeg har ikke glemt perioden i begyndelsen af sæsonen, hvor han han ikke kunne score et mål, selv hvis han fik den smidt lige i ansigtet. Hvis han lægger sig igen med en ny hjernerystelser, så er eneste direkte alternativ en U19-angriber. Det virker … ikke betryggende.

Samtidig lykkedes det ikke at få en bette skilling for Jeres Okore, der har virket umotiveret for at spille i AaB igennem længere tid. Nu hænger vi på ham til sommer, hvor han er transferfri. Det er stærkt irriterende, især fordi hans afløsere forlængst er købt. Jeg formoder det manglende salg igennem de senere transfervinduer skyldes Gaardes inkompetence. Men alligevel. Historien om ham er mildest talt nedslående.

Abildgaard håber jeg stadig når at blive solgt denne vinduer. De taler om Rubin Kazan, og det russiske transfervindue er ikke lukket endnu. Jeg håber for AaB salget går igennem, ikke mindst efter Gaarde fik smidt sommerens forhandlinger med Sparta Prag på gulvet. 15 mio. for en reservespiller vil være mere end fint. For Abildgaard personligt er jeg mere ambivalent. Hvis han er er blot moderat som de fleste andre AaB-spillere – søde drenge med akutte hjemstavnstraumer og ulyst til verden udenfor 9000 – så kommer tatarerne i Kazan til at flå ham i stumper og stykker. Man må håbe for ham at lønnen bliver god.

Men alt i alt peger AaB-pilen nedad. I hvert fald indtil de får penge i kassen for Abildgaard.

Gaarde

Jeg har brugt et ganske betydeligt antal timer på at læse og lytte til diverse nekrologer over Allan Gaardes traurige virke som sportsdirektør i AaB. Der er så mange følsomme typer der gerne vil perspektivere og nuancere hans virke. Minde om hans dedikation, hans svære arbejdsbetingelser og hans ihærdige indsats med strategien ‘Nordkraft’.

I mine øjne er det noget besynderligt lirumlarum. Som emotionelt investeret AaB-tilhænger kan jeg med fasthed i stemmen sige at Allan Gaarde skulle have været fyret for længe siden. Hvis jeg slår op under ordbogen under henholdsvis ‘middelmådighed’ og ‘livsglædedræber’, så finder man et billede af Allan Gaarde.

Selvom man naturligvis ikke ved hvem der kommer ind i stedet for – eller hvad den bebudede omstrukturering af det sportslige set-up reelt betyder – så er det en Guds lykke at han nu endelig er sat fra bestilling. Det var en rigtig og nødvendig fyring. Det eneste jeg begræder er at den kommer to-tre år for sent.

Fundamentalt set er dette mine anker mod Gaarde:

  • Han er miserabel til at ansætte trænere. Lars Søndergaard var forfærdelig. Wieghorst en forbrydelse. Jacob Friis krammer og krammer sine drenge mens han lukker feel-good klichéer ud konstant, men hverken spil eller pointsnit er blevet meget bedre af den grund. Nuvel-nuvel, økonomien skulle genoprettes, truppen skæres til og alt det der. Men det ændrer ikke på, at ingen af de tre trænere ansat af Gaarde har fået AaB til blot at minde en smule om 2014-dagene. Tværtimod har de hver især suget livsglæden og meningen ud af det at holde af AaB.
  • Gaarde er endda ligeså miserabel til at hente spillere – og dem han henter med succes er som regel indavlede typer, der helst ikke vil for langt væk fra Jomfru Ane Gade. Alle roser ham for købet af Lucas Andersen, men han er og bliver en sui generis unicorn. En hjemmefødding der var villig til nærmest at spille gratis for at komme til Nordens Paris. Seriøst, I kunne have sat mine slaske sneakers til at stå for den forhandling, og han ville stadig komme hjem til den bankelevløn han fik da han tog afsted. De eneste reelt gode ikke-gamle AaB spillere han har hentet er Rinne og måske (vi må se tiden an) Fossum og Patrick Olsen. Til gengæld er listen af flops nærmest ubærlig lang, og min skrøbelige sindstilstandforbyder mig at remse dem op. Det imponerer mig ikke når Gaarde transfervindue efter transfervindue har lavet sit ‘hente falmede folk fra 2014-holdet hjem’-stunt. Senest er Thelander hentet hjem, så nu mangler vi kun at få Thomsen og Dalsgaard hjem, så er den hellige gral velforvaret. Når man nu er for nærig i AaB til at ansætte en talentspejder, så må man som minimum forvente at sportsdirektøren har et netværk. Det har været helt tydeligt at det har været udenfor Gaardes kompetencesfære.
  • Talentkvaliteten er stagneret i hans tid. Med undtagelse af Mähle har AaB ikke udviklet en rigtig kvalitetsspiller i årene under Gaarde. Jo-jo, de har fået indsluset en masse middelmådige egenproducerede spillere på førsteholdet, Nordens Bilbao og alt det der, men ingen af dem kommer til at erobre verden. Abildgaard, Magnus Christensen, Kasper Pedersen, Ross, Børsting, Blåbjerg, Thellufsen, Abou Ali. Alle er de en kedelig del af den samme store anonyme grød, flere er sendt på leje i diverse sekundaklubber i Østtyskland og Vendsyssel. Angriberen Kaufmann kan måske blive noget stort, hvis de da ikke pisser ham væk på samme måde som Jannik Pohl. Men samlet ser har Gaarde-æraen været kendetegnet ingen udvikling, ingen fremgang, ingen klar retning. Bare grød. Middelmådig, halvkold grød.
  • Manden kan ikke sælge spillere om hans livs så afhang af det. Udover de to ud-af-ingenting salg af Bassogog (tak African Cup of Nations, tak kinesisk statskapitalisme!) og Mähle, så har Gaarde tabt det meste andet på gulvet. Hele det floppede Flores-eksperiment, denne sommers manglende salg af Okore og hans kiksede forsøg på at presse prisen op på Abildgaard er illustrativt for inkompetencen. Mon ikke det har vejet tungt for bestyrelsen i deres samlede vurdering?
  • Værst af alt: Han lod min elskede Jannik Pohl ødelægge sig selv som soloangriber. I et Wieghorst system uden seriøst offensive opbakning. Det er en veritabel skandale.

Samlet set står vi med et AaB, der i den grad er uforløst, middelmådigt, blodfattigt, livsglædeforladt og uden relevans. Med mindre man selv er fra Nordens Paris, så er der ingen grund til at et raskt ung menneske i dag skulle vokse op og identificere sig selv som AaB’er. Hvad skal jeg sige til min søn og datter, jeg mangler argumenter den dag de (Gud forbyde det!) ønsker sig en trøje fra Parken Sport & Entertainment.

Så her er mine ydmyge ønsker til en ny sportschef:

  • En ikke-AaB’er. Der skal tages et opgør med den indavlede rekrutteringsstrategi. Hvis nogen kan fortælle mig hvad Thomas Bælum egentlig laver som direktør i AaB, så er jeg åben for input. Hamrén kom ind og gav AaB-organisationen et ordentligt lods i røven. Det er der brug for igen – der er alt, alt for for meget indavl i den klub.
  • Én fodboldfaglig kapacitet der kan afhjælpe tabet af Poul Erik Andreasen.
  • Et stort netværk – så vi kan få hentet andet end afdankede spillere fra 2014. Og måske tilmed en, der kan sælge spillere til rigtige penge.
  • Et mandat til at opruste på scoutingdelen. Det kan ikke passe at AaB i 2019 ikke har en talentspejder der kan supplere sportsdirektøren.
  • En person der ikke lyder som en indelukket prut fra kommunikationsfaget på CBS. Giv mig en sportschef der vil noget og kan kommunikere i andet end floskler.

Er det så meget at forlange? Det synes jeg faktisk ikke.

Ad AaB’s forventede fadæse i sæsonens første kamp, så er det bedste ved at være misantrop, dommedagsprædikant og sortseer at man altid ender med at få ret på et eller andet tidspunkt.

Sloth 2.0

AaB er efter sigende tæt på at skrive kontrakt med Patrick Olsen. Sjældent har en fodboldtransfer fyldt mig med så meget rædsel og vrede. Udover at han er gammel Brøndby-spiller (i sig selv ildevarslende), så besidder han et forkvaklet ego og en evne til selvbedrag, at vi nærmest er i Bendtner’ske dimensioner. 

Ser vi på Olsens CV er det en perlerække af et-årige ophold, manglende spilletid, trænere der pludseligt (og efter Olsens egne udsagn helt, helt uforståeligt) vælger at bruge andre spillere. Altsammen kulminerende med to nedrykninger i træk med Helsingør.

Det hele lugter langt væk af en Casper Sloth 2.0. Jeg ville være i tvivl selv hvis Olsen blev hentet på en fri transfer, og hvis han så ligefrem koster 1 mio. kr., sådan som Nordjyske rapporterer? Det er vanvid. Og det her bliver det længste og værste transfervindue nogensinde.

Sæsonen er forbi

Næsten. Lige om lidt. Der resterer jo stadig en enkelt eller to runde i diverse fodboldligaer rundt om i Europa. Men min hjerteklub AaB blev i dag sendt på sommerferie med endnu et pinligt og ugideligt nederlag til AGF. Ud i glemslen, irrelevansen, mørket.

Lige nu kan jeg ganske enkelt ikke samle livsmodet eller kræfterne til at skrive en elegi over AaB. For den klub fylder mig med så megen fortvivlet smerte og ulykke, at jeg ikke stoler på mig selv. Så her til aften er ikke det rette tidspunkt at evaluere klubbens sæson, ledelse eller hold. Der kommer intet godt ud af at et cri de coeur så kort tid efter endnu en fadæse, endnu en jammerlig indsats, endnu en ydmygende middelmådighed. Må hellere se tiden an. Hvem ved, måske malstrømmen i mit indre er væk på det tidspunkt? Om et par årtier, kanske?

Hvis det så blot var AaB, som piner mit hjerte. Men lad os være ærlige: 2018/2019 har været en decideret forfærdelig sæson over hele linjen. Tingene kan stadig nå at blive bedre, men jeg tør ikke tro på. Lad os tage en hurtig tour de Europa:

Lazio roder rundt på en 8. plads i den italienske Serie A. Hvilket klubbens økonomi og bizarre spillertrup taget i betragtning vel egentlig er ok. Og der er jo også en Coppa Italia finalen lige om lidt. Men de er så langt, så langt efter toppen. Hvad er perspektivet i det hold efterhånden?

Mit lokale hold, FC Roskilde, er i skrivende stund stadig over nedrykningsstregen i 1. Division, men de har ikke vundet en kamp i noget nær en menneskealder. Så sent som i dag tabte de igen, jeg hørte det selv på min løbetur i nabolaget. Inden maj er gået kan professionel fodbold i Rosseren være en saga blot. Det er ulideligt at tænke på. Ligeså ulideligt er det at tænke på Vendsyssel og Hobro, der efter dagens resultater er godt på vej ned i selvsamme 1. division. Luften fiser i den grad ud af det nordjyske fodboldeventyr i dette grusomme forår.

Hearts og Hibernian, de to evigt uduelige Edinburgh-klubber som jeg godtroende har forsøgt at opbygge et kunstigt tilhørsforhold til, faldt efter fine sæsonstarter naturligvis sammen som slaskede klude efter jeg havde besøgt byen. Jeg formoder at det ikke er tilfældigt.

Tyskland fungerer heller ikke for mig. Freiburg undgik ganske vist nedrykning, men lige nu ser det ikke ud til at HSV kommer direkte tilbage i Bundesligaen. Det er en katastrofe.

Mønsterbryderne er Saint-Étienne og Crystal Palace, der begge har haft mere end godkendte sæsoner. Det er heller ikke udelukket at Bellinzona rykker op i næstbedste schweiziske liga, men det kræver at Yverdon snart snubler.

Det eneste jeg beder om i min nuværende skrøbelige tilstand er at katastrofen ikke bliver værre. Jeg kan ikke bære nedrykninger af mine hold. Efter AaB’s svigt har jeg brug for lidt gode nyheder.