Gråt i gråt

Rasmus Würtz og Kasper Risgaard stopper i AaB, og jeg føler ingenting. Som i ingenting. Hvilket er aldeles forrykt; det er jo to sande AaB’ere, hædersmænd, mestre, kulturbærere og alt det der. Jeg burde være rørstrømsk, men det eneste jeg tænker er: Luk døren når I går, tak.

Jeg må indrømme, at de senere sæsoners deroute har gjort et eller andet ved mig. AaB er og bliver min hjerteklub, men det er et træt, mishandlet og noget melankolsk hjerte efterhånden. Ikke at jeg er ligeglad. Bestemt ikke. Men jeg forventer ikke længere, at mit fodboldhold kommer til at gøre mig glad, stolt eller bare (i manglen af bedre) positivt overrasket.

Mine forventninger er helt væk. Jeg forventer kun middelmådighed, skuffelser og et bittert drag om munden. Og jeg kan ikke engang romantisere det, eller iklæde de senere års elendigheder i en falsk eksilnordjyde patriotisme. For AaB er ikke elskelige tabere. De er aldrig lige-ved-og-næsten. De er ikke de sympatiske underdogs, der bliver uretfærdigt snydt for triumferne. De spiller ikke godt, tværtimod, AaB har i flere sæsoner været ligaens måske kedeligste hold. Vi tilhængere har heller ingen episke kan-du-huske-dengang kampe at dulme smerten med, i hvert fald ikke fra nyere tid.

AaB er grå, ligegyldige og irrelevante. De har ikke engang den simple anstændighed at være så pivringe, så vi i det mindste kan få os lidt nedrykningsdrama at varme os ved. Nej, det bliver en 7. eller 8. plads … og ellers ingenting. Det er nok denne … gråt i gråt tilstand, som jeg nu associerer med Würtz og Risgaard. Og det er nok derfor, at deres exit ikke afstedkommer nogen emotionel reaktion hos mig.

Det egentlige spørgsmål: Hvordan skal jeg nogensinde skal lære mine børn, at der kun er én klub i Danmark – AaB – der er værd at elske? For det er måske sandt for mig, hvis sjæl for længst er skadet, ikke kan repareres og ikke kan elske en ny mere? Men de to små rockere? Hvorfor skulle de holde af noget så inderligt ligegyldigt, som en middelmådig fodboldklub fra deres fars fjerne hjemstavn?

Tanken smerter. De ender jo som, gulp, fans af en af hovedstadsklubberne, hvis ikke der sker en forbedring. Det er en ulidelig tanke.

Gaarde lavede en Gaarde

Jeg havde egentlig skrevet et kilometerlangt indlæg om AaB’s midlertidige fastansættelse (sic) af Jacob Friis som cheftræner. Det udartede sig dog i en indebrændt retning, så vi er nok alle bedst tjent med, at det indlæg bliver liggende i drift-mappen.

Men lad mig blot kort rekapitulere: Jeg ønsker forsat, at AaB får ny inspiration med en træner udenfor Allan Gaardes iltfattige og lukkede kredsløb af et netværk. Den fornyelse synes jeg ikke forfremmelsen af en assistenttræner, der har været medansvarlig for de seneste tre års spillemæssige deroute, er udtryk for.

Og jeg finder det barokt, at når man så endelig vælger at give stillingen til en intern kandidat – der efter eget udsagn har været 38 år i klubben – så sker det på en korttidskontrakt, da man liiiige skal evaluere ham først. Det giver ikke mening. Friis har været elitetræner i klubben i 10 år. I kender ham. I ved hvad han står for. Hvad er det egentlig at I er i tvivl om, hvis ellers han er så fremragende en kandidat, som I påstår?

Men nuvel. Jeg håber det bedste og at Friis modbeviser min skepsis.Jeg mistænker dog mest af alt, at dette stunt handler om at give Gaarde mere tid til at hyre en permanent træner, der modsat hans to tidligere rekrutteringer, Søndergaard og Wieghorst, ikke er eklatante flops. Han har ikke råd til endnu en fyring, hvis han ikke skal skal miste jobbet.

Måske Friis er AaB’s messias. Men jeg tror det ikke – og det gør AaB vist heller ikke.

Farvel Wieghorst

Jeg var skeptisk dengang i januar 2017, hvor Morten Wieghorst blev præsenteret som ny træner i AaB. Ikke mindst var jeg mismodig ovenpå et langt og trist år med uhyre kedelig fodbold. Jeg var i tvivl om hvad Wieghorst kunne og hvilke midler, han ville få stillet til rådighed.

Men ak, havde jeg blot vidst hvor meget værre det identitets- og spillemæssigt kunne blive for AaB, så havde jeg næppe hulket så meget dengang.

For her to år senere står AaB tilbage med en træner, der har leveret det dårligste pointsnit og laveste antal scorede mål nogensinde. Det har været grufuldt. Se bare her, her og her.

Holdet spiller Danmarks kedeligste fodbold uden nogen synlig plan eller fremskridt, de individuelle spilleres udvikling er gået i stå og tilskuerne bliver væk fra stadion. På alle objektive parametre er AaB de sidste par år enten stagneret eller blevet ringere. Og det tilmed i en periode, hvor spiller- og lønbudgettet er steget markant.

På det store metaplan er der en rigtig dårlig stemning om AaB. Det er måske det værste ved det hele. Der er ingen entusiasme, ingen glæde, ingen fortællinger der inspirer. AaB er blevet en negativ historie.

Det går mig på, for jeg har altid nydt at kunne sige, at jeg holder med klubben. At AaB er mit hold, og at jeg holder med dem, uanset hvad. Jeg fremstod muligvis pudsig, provinsiel og smådum, men jeg skammede mig aldrig tidligere over AaB. Heller ikke under de mørke år (2010-2011), hvor nedrykningen kun med nød og næppe blev undgået. Selv i desperationens stund var der noget at elske i klubben. Måske var vi tabere, men vi var da i det mindste underholdende.

Sådan er det ikke mere. AaB er kedelige, kønsløse, irrelevante, og middelmådige. Mens andre klubber havde strategier og udviklede deres økonomier, så har AaB nu i tre år befundet sig i et ingenmandsland. Der er ikke noget at holde af, ikke noget at gå op i. I dag kigger folk mere på mig med medlidenhed og undren, når jeg bekendtgør mit fodboldmæssige tilhørsforhold. “Hvorfor holder du dog af noget så ligegyldigt?”, er den typiske reaktion. Det er vanskeligt for mig at kapere.

Nuvel, Wieghorst er smidt på porten, den umiddelbart skyldige er ude af ligningen. Men han var jo ikke alene. Der er også brug for at kigge opad.

Bevares, jeg siger ikke, at det hele er sportsdirektør Allan Gaardes fejl. Men bortset fra et heldigt salg af Bassogog til Kina, så har han stort set intet gjort rigtigt. Han har nu måtte fyre to af de trænere, han selv har ansat. Jeg var forundret over de manglende ambitioner ved vi-hyrer-kun-venner-af-huset ansættelsen af Lars Søndergaard tilbage i 20161. Og udover indkøbet af målmand Jacob Rinne, så har ingen af hans indkøb været en succes.

Det er kort sagt vanskeligt at se, hvorfor klubbens bestyrelse ikke udsætter Gaarde for en grundig kritisk evaluering.

Hvad så med fremtiden?

Lige nu tager assistenttræneren over de sidste tre kampe i efterårssæsonen. Derefter håber jeg at AaB viser ukarakteristisk mod og sætter en ny kurs med et anderledes trænervalg.

Jeg er med på at kontinuitet er vigtigt og at det er giftigt for en fodboldklubs kultur, hvis man hele tiden ansætter trænere med nye divergerende strategier. Se bare på AGF, der vel i en periode havde 5-6 trænere i træk med hver sin måde at gøre tingene på. Det ødelagde dem i mange år, og den situation skal AaB ikke havne i.

Efter tre års stilstand og hensygnen, så er der dog desperat brug for en ny træner, der nyfortolker AaB’s erklærede mål og spillestil. Jeg håber på en ambitiøs udlænding, der kan give den nordjyske mentalitet et ordentligt spark i røven. Det var præcis det, som Erik Hamrén gjorde så godt dengang han trådte til. Han kom med en masse nye impulser og løftede på 2-3 år klubben til nye kvalitetsstandarder. Det tog et par år, men man troede på ham. Et lignende forandringsprojekt kunne være en spændende (og ikke mindst: Inspirerende) ting, at være med i som AaB-elsker.

Men, men, men … hvis det går som det plejer, så rekrutterer de Glenn Riddersholm, eller til nøds Brian Priske. Der er jo ingen grund til at se for langt væk fra de gamle venner og bekendte. Og så står vi her igen om to års tid.

  1. En indavlet tendens, der kun er blevet værre efter at Gaardes gamle holdkammerat Thomas Bælum tidligere i år blev ansat som direktør i klubben []

Splittet i Rådmandshaven

Givet at FC Roskilde prioriterer at overleve i 1. division og derfor stillede med 9 reservespillere, så er det måske ikke så underligt, at AaB gennembankede mit lokale hold i pokalkampen i går aftes. FCR var helt igennem forskrækkelige, og det kunne nemt være endt med mere end en røvfuld på 0-5.

Jeg var en lille smule splittet.

Ikke på det eksistentielle fodboldplan, men … en smule. For selvfølgelig stod jeg i dagens anledning i udebanesektionen og ønskede at AaB ville vinde. Alt andet ville være forkert og et moralsk morads.

Men i mit stille sind havde jeg nok håbet på en brav indsats af FC Roskilde. Måske blot et enkelt mål, måske en antydning af en målchance. Noget der kunne bekræfte den kærlighed, jeg forsøger at opdyrke til lokalområdet. Men nej. Det var helt igennem jammerligt, og mine med-AaB’ere grinede af mit Roskilde. Ak og ve.

Men nuvel, bortset fra mine småskizofrene sympatier og det stormfulde vejr, så var det alligevel en god fodboldaften i Rådmandshaven. Måske jeg burde prioritere nogle flere away-kampe med AaB.

Livet som AaB-tilhænger opsummeret i The Smiths sangtitler:

  • Still Ill
  • Barbarism Begins at Home
  • You Just Haven’t Earned It Yet, Baby
  • Bigmouth Strikes Again
  • Panic
  • I Started Something I Couldn’t Finish
  • I Know It’s Over

Vendsyssel FF er i superligaen. Boede ganske vist kun knap 7 måneder i Hjørring og de vil aldrig tage AaB’s plads i hjertet. Men alligevel: oprykningen er stort for nordjysk fodbold. Glæder mig til næste sæson.

BREAKING

Det kan godt være at de siden har modificeret overskriften til noget lidt mindre sprudlende. Men ovenstående VAR altså Tv2 Nords reaktion på den særdeles forløsende første AaB-sejr i denne sæson. Og jeg synes det er udtryk for velvalgt og betimelig nordjysk (selv)ironi at man hiver BREAKING bjælken frem til lejligheden.

For det har – som tidligere antydet – været en vanskelig tid at holde med klubben fra Nordens Paris. Jeg har i månedsvis svævet mellem liv og død rent fodboldmæssigt. Transfervinduet efterlod mig følelsesløs og gold indeni. Alene synes af Allan Gaardes sjaskede pandehår gjorde mig grådlabil. Og indtil i går aftes var jeg klar til at smide Morten Wieghorst på porten. Det er jeg egentlig stadigvæk, men må nok væbne mig med tålmodighed nu. Også fordi jeg ikke lige har et bud på en anden og bedre træner, der kan vende AaB’s snart toårige deroute.

Men ret skal være ret. Jeg jublede i går. Det var dejligt.

Lille Bratislava

AaB har købt en angriber. Som jeg aldrig har hørt om. Pavol Šafranko, hedder han. Fra en klub i Slovakiet, som jeg heller aldrig har hørt om. Men FC DAC 1904 Dunajská Streda indtager åbenbart den øjeblikkelige fjerdeplads i den slovakiske liga, siger AaB i deres pressemeddelelse. Og Šafranko er både “ærgerrig, snu, hårdtarbejdende og fysisk stærk”, hedder det. Han lyder med andre ord som den perfekte dørmand i Jomfru Ane Gade. Og med de nu i alt tre slovakker i truppen, må man vel betragte Aalborg som en nordlig forstad til Bratislava.

Nuvel, måske jeg burde lade den blaserte distance og sarkasme hvile. For AaB har indiskutabelt brug for et stort skur i angrebet. Måske Šafranko er lige det, der skal til.

Jeg er stor fan af Jannik Pohl, som jeg betragter som den næste store ting i nordjysk og dansk fodbold. Men guderne skal vide at han ikke kan score mål. Om så de så var kilometerbrede, iklædt for korte kjoler og hoppede indbydende hen imod ham, ville Pohl ikke kunne ramme dem. I hvert fald ikke med det nuværende miserable offensive setup i AaB. Pohl har akut brug for hjælp fra en kompetent angrebskollega, thi den arme mand får ingen støtte til at løfte et alt for stort offensivt ansvar. Og måske Šafranko kan medvirke til at forløse Pohl af den nuværende frustrerende ineffektivitet?

Man kan kun håbe det bliver sådan tingene går. Ellers opbygger jeg snart en fodboldrelateret depression.

For jeg sad således og så Horsens – AaB fredag aften. Det var halvanden time af mit liv, jeg aldrig får igen. Magen til bras og dårligdom skal man lede længe efter. Selv ikke min stakkels søn ville jeg udsætte for den pinsel. Der har været mørke AaB-stunder tidligere i mit liv, men det føles særlig stærkt denne gang. Selv ikke under Magnus Pehrssons og Bruce Riochs rædselsregimer har jeg oplevet en lignende pessimisme om min klub.

Så gør hvad du kan, Šafranko. Der er brug for det.