Martí Cifuentes

Nuvel, rygterne gennem den seneste måned talte sandt, og AaB har nu hyret spanske Martí Cifuentes som ny cheftræner. Han kommer fra Sandefjord i den norske liga, der vel bedst kan betegnes som den lokale myseost-udgave af Hobro IK eller Viborg FF. Han får fine skudsmål fra Norge: ung, dygtig mand, flot fyr, lovende og alt det der. Endda fra Catalonien og vild med Johan Cruyffs FC Barcelona. Så om lidt står den på totalfodbold i Nordjylland.

Img 2956

Men jeg er naturligvis afventende skeptisk. Husker bitterligt hvordan det gik senest at AaB hyrede en af “Nordens allerstørste trænertalenter” som cheftræner. Jo, altså, på en god dag kan man sagtens pirre mig med forførende løfter om offensivt spil, ny tilgang, international inspiration og en evne til at overpræstere. Det smigrer da også mig, når min yndlingsklub duller sig op. Og jeg er inderligt glad for at AaB ikke valgte at lytte til Morten Bruuns bizarre forslag om at ansætte Thomas Thomasberg eller en tilsvarende middelmådighed. Hvis det her virker, så tegner det spændende.

Men ligesom med Magnus Pehrsson (dette livsglædefornægtende omvandrende sorte hul af inkompetence!) i 2009, så har Cifuentes endnu ikke præsteret noget for alvor. Ja, ok, han blev nummer 11 ud af 16 med Sandefjord i en (dårligere) liga, hvor alle regnede med at hans hold ville rykke ned, så han kan åbenbart få meget ud af lidt. Fint nok. Men han er uprøvet i en klub af AaB’s størrelse, hvor der (urealistiske) forventninger om at være en sub-topklub.

Han skal kort sagt træde et skridt (eller to) op, hvis det her skal blive en succes. Kan han det? Og hvor lang tid får han til at skabe succesen? Tilbage i 2011 skrev jeg et (i retrospekt ganske absurd) indlæg om Halmstad BK, der havde ansat en ung spansk træner Josep Clotet Ruiz. Dengang roste jeg dem for at gøre det, som AaB gør nu: at tage en chance med en international profil, og løfte sig udover middelmådigheden. Det endte selvsagt med at blive en dundrende fiasko, og HBK er her 10 år senere stadig ned i dyndet. 

Lad os håbe min skepsis denne gang ikke er berettiget. 

Ny cheftræner

Jeg kunne egentlig godt lide det jeg hørte om AaB’s vikarierende cheftræner Peter Feher i ‘Ripodsten’. Han er genuint sjov, og AaB har en pudsigt positiv tradition med at indarbejde sjællændere i klubben. Personer som Feher kan utvivlsomt tilføre det nordjyske miljø noget godt og nødvendigt udefra. Han er en fortrinlig assistenttræner, men heller ikke mere end det. Jeg håber at klubben stiler højere. Truppen er den bedste i mange år, og nu skal potentialet snart forløses. Er Feher manden, der kan det? Hans historik i Helsingør og HIK tyder ikke på det.

Jeg har naturligvis svært ved at sætte navn på, hvem jeg gerne vil have som ny træner i stedet for. Det er trods alt nemmere at rive ned end at bygge op.

Men AaB må for for alt i verden ikke hyre min ærkeengel Erik Hamrén. Netop fordi jeg elsker ham så ubetinget, så kan jeg ikke leve med at mit billede af ham bliver besmudset af en eventuelt mislykket retur til klubben. Mit hjerte vil briste af det. Jeg har brug for at Smukke Erik forbliver perfekt. Han må og skal for evigt være et lykkebringende minde, der bringer varmt sollys og blide kys ind i selv mine mest grå stunder. Tabet af ham vil være ubærligt, ikke mindst efter jeg allerede mistet har Allan Kuhn i mit personlige Pantheon. Det er svært at bevare ens status som afgud, når man bliver fyret fra Hobro. 

Det samme må ikke ske for Hamrén. Det må ikke ske for min skrøbelige psyke. Så jeg håber den volatile sportsdirektør Inge André Olsen finder en anden ambitiøs træner, som ingen ellers havde tænkt på. Det vil være bedst for alle parter.

Transition

Allerførst: det er forfærdeligt for Jacob Friis og hans familie at datteren har leukæmi. Jeg forstår fuldt ud hans behov for at fokusere på det vigtige, det vil sige hende og øvrige familie. Jeg håber og ønsker alt det bedste for dem.

Dernæst: Uanset hvor meget sympati jeg føler for Jacob Friis på det menneskelige plan, så har AaB ikke leveret godt nok i hans to år som cheftræner. Klubben råder over en trup og et budget, der tilsiger at man skal spille med i toppen af Superligaen. Han har ikke kunne forløse potentialet, og i de situationer, hvor det virkelig gælder – f.eks. i årets pokalfinale – så er hans hold sjældent mentalt tilstede eller sat op til opgaven. Det falder tilbage på ham. Så rent fodboldmæssigt begræder jeg ikke, at han nu trækker sig.

Slutteligt: stop så. nej. hold op. lad være. Ståle Solbakken skal end ikke på rygtebasis nævnes i samme sætning som AaB. Det vil flå min sjæl i stumper og stykker. Efterlade mig som en imploderet stjerne i fasen lige før den bliver til et sort hul. Ladnuværeladnuværeladnuværeadnuvære.

Det er nok ikke lige i aften her efter pokalfinalen, at jeg bør give mig i kast med en grundig introspektiv refleksion over mit forhold til AaB. Det vil ikke være godt for nogen af parterne.

Augu retur

Jeg holder meget (upassende meget, for at være helt ærlig) af Thomas Augistinussen. Men jeg kan på ingen måde forstå hvorfor han nu skal tilbage til AaB i en såkaldt ‘trænerrokade’.

Han var en anæmisk og kønsløs assistenttræner, der sammen med Wieghorst kedede folk ihjel og spulede den sidste livsglæde og optimisme ud af klubben. Siden blev han dog lempet ud til siden, og blev efterfølgende noget så erotisk opstemmende som erhvervsassurandør hos Tryg. Det skulle man så tro var hans rette hylde. Men nej. De gamle venner i AaB kalder igen.

Hvordan forsikringsmandens forstående retur ind i et monokulturelt og diversitetsforladt trænerteam (hvor han bliver kolleger med alle de andre pæne og kedelige mænd, der også har været i AaB i en evighed) skal gøre en forskel, er langt ud over mine begrænsede forestillingsevner. Man kan jo kun håbe det bedste.

Værst af alt: det er en tilbagevenden til den evindelige nepotistiske rekrutteringsstrategi. Nu var der ellers endelig kommet nyt blod ind i form en ny norsk sportschef og en fodboldchef helt fra Farum. Men fluks slår den nordjyske klike til og henter en gammel kammerat ind igen. Det er ligeså forudsigeligt som det er trættende.

Gid sæsonen dog snart ville ende.

Historieløs

Jeg kører i ring. Gentager mig selv. Kommer aldrig videre. Men i disse år er og bliver livet som AaB’er en bedøvende, følelsesløs, tom, retningsløs, glædesforladt, bittert-drag-om-munden-skuffende middelmådighed.

Der er intet formål, ingen essens, ingen pulserende kerne. Intet ondt, intet godt, intet drama. Ingen smerte, ingen ekstase. Ingen identitet, intet at elske. Ingen helte, ingen skurke. Kun en utæmmelig og altfortærende kedsomhed og tomhed.

For nylig læste jeg et interview med Joseph Campbell, manden der i 1949 udgav klassikeren ‘The Hero With a Thousand Faces’. Hans tese er at der findes en ‘monomyte’, en slags universalhistorie, der går igen i historiefortælling på tværs af alle kulturer og folkeslag – og at alle myter bare er varianter af den samme historie. Samme pointe havde Christopher Booker i ‘The Seven Basic Plots’, hvor han (som titlen svagt antyder) identificerede syv fortællinger, som alle historier kan indplaceres i. Og både Booker og Campbell er optaget af, hvor stor en rolle myter og fortællinger (om os selv, vores liv, vores omverden) betyder for både individet og samfundet.

Mit problem med AaB i disse år er, at de ikke har en myte eller en fortælling. De er helt og aldeles tomme. Der er ingen grund til at elske dem, ligesom der ikke grund til at hade dem. De ‘er’ bare. Det var meget sjovere i 2010, da de var i nedrykningsfare og kun med nød og næppe overlevede. Det var ikke decideret behageligt, men i det mindste fik striden en til at føle noget. Det var drama, det var episk. Og det er en fortælling, man som AaB’er kan referere til selv her 10 år senere.

Men nu hvor de med nød, næppe og takket være andres inkompetence, er endt i top 6 (og hvilket faux-drama er det ikke, at det skulle være en definerende succes?), hvad sker der så? De bliver de skilt ad, ydmyget, udspillet og gennempryglet i medaljeslutspillet. De er inderligt ligegyldige. Irrelevante. Er det der åndssvage hold, man trygt kan regne med 3 point mod. Et hold og en klub absolut fri for myter og interessante fortællinger. Den værste af alle verdener.

Jeg gik egentlig og savnede fodbold under COVID-19, men nu ved jeg snart ikke længere. Måske det var fint for mit sjæleliv, at jeg ikke var nødt til at forholde mig til AaB. Lige nu føles det i hvert fald som et spild.

Skal nok lade være med endnu engang at lave min fesne ‘ahrmen, AaB skal lige performe i én kamp mere før jeg aflyser pessimismen‘-manøvre her efter den læskende sejr over Brøndby. Ikke at jeg fik set kampen live; Den Bedre Halvdel var på nattevagt, så jeg lå og læste Rasmus Klump højt alt imens Lucas Andersen scorede til 3-2 på et tvivlsomt dømt straffespark. Men jeg så da målene efterfølgende, og de føltes godt. Foruroligende godt, faktisk, men sådan er det nok, når det er den gamle arvefjende fra Vestegnen det går ud over. Nu venter der så en tur i Parken mod mine absolutte hadeobjekter fra FCK. Jeg har set statistikken, der fortæller mig, at AaB ikke har vundet en superligakamp i Parken siden … 2007. Hvilket ikke er direkte stimulerende for min optimisme, men omvendt virker de svagere end vanligt. Jeg håber på en uafgjort, men regner med en afklapsning.

Sæsonstart

Indrømmet: jeg havde frygtet at AaB ville gøre som sidste år, og levere en hysterisk elendig forårspremiere ovenpå en ellers moderat optimistisk vinterpause. Nu blev det i stedet til 2-0 over Silkeborg, hvilket overordnet set er ok – om end pointtab mod ligaens med afstand mest miserable trup også havde være uacceptabelt.

Men … den egentlig premiere og milepæl er næste weekends Brøndby-kamp.

Vinder AaB den vil jeg lægge pessimismen fra mig. Jeg forbliver dog – belært af mange års emotionel mishandling af mig fra AaB’s side – skeptisk ind til andet er bevist. For på trods af brandudsalg i spillertruppen, så vandt vestegnstyperne i dag over OB. Kunne godt have ønsket mig at de havde tabt, så AaB kunne møde et hold med negligerbar selvtillid. Men lad os nu se. Jeg håber og frygter på samme tid.

Vintervinduet

Jeg kan ikke blive enig med mig selv om hvad jeg skal føle her efter AaB har afsluttet vinterens transfervindue.

På den ene side er jeg ganske veltilpas ved salget af Mikkel Kaufmann. 25 mio. kr. for en 19-årig spiller, som jeg aldrig for alvor fik føling for? Jo tak.

På den anden side efterlader det et tyndt besat angreb, som klubben ikke forstærkede. Van Weert er en habil angriber, men han er meget skadet. Og jeg har ikke glemt perioden i begyndelsen af sæsonen, hvor han han ikke kunne score et mål, selv hvis han fik den smidt lige i ansigtet. Hvis han lægger sig igen med en ny hjernerystelser, så er eneste direkte alternativ en U19-angriber. Det virker … ikke betryggende.

Samtidig lykkedes det ikke at få en bette skilling for Jeres Okore, der har virket umotiveret for at spille i AaB igennem længere tid. Nu hænger vi på ham til sommer, hvor han er transferfri. Det er stærkt irriterende, især fordi hans afløsere forlængst er købt. Jeg formoder det manglende salg igennem de senere transfervinduer skyldes Gaardes inkompetence. Men alligevel. Historien om ham er mildest talt nedslående.

Abildgaard håber jeg stadig når at blive solgt denne vinduer. De taler om Rubin Kazan, og det russiske transfervindue er ikke lukket endnu. Jeg håber for AaB salget går igennem, ikke mindst efter Gaarde fik smidt sommerens forhandlinger med Sparta Prag på gulvet. 15 mio. for en reservespiller vil være mere end fint. For Abildgaard personligt er jeg mere ambivalent. Hvis han er er blot moderat som de fleste andre AaB-spillere – søde drenge med akutte hjemstavnstraumer og ulyst til verden udenfor 9000 – så kommer tatarerne i Kazan til at flå ham i stumper og stykker. Man må håbe for ham at lønnen bliver god.

Men alt i alt peger AaB-pilen nedad. I hvert fald indtil de får penge i kassen for Abildgaard.