Det er nok ikke lige i aften her efter pokalfinalen, at jeg bør give mig i kast med en grundig introspektiv refleksion over mit forhold til AaB. Det vil ikke være godt for nogen af parterne.

Augu retur

Jeg holder meget (upassende meget, for at være helt ærlig) af Thomas Augistinussen. Men jeg kan på ingen måde forstå hvorfor han nu skal tilbage til AaB i en såkaldt ‘trænerrokade’.

Han var en anæmisk og kønsløs assistenttræner, der sammen med Wieghorst kedede folk ihjel og spulede den sidste livsglæde og optimisme ud af klubben. Siden blev han dog lempet ud til siden, og blev efterfølgende noget så erotisk opstemmende som erhvervsassurandør hos Tryg. Det skulle man så tro var hans rette hylde. Men nej. De gamle venner i AaB kalder igen.

Hvordan forsikringsmandens forstående retur ind i et monokulturelt og diversitetsforladt trænerteam (hvor han bliver kolleger med alle de andre pæne og kedelige mænd, der også har været i AaB i en evighed) skal gøre en forskel, er langt ud over mine begrænsede forestillingsevner. Man kan jo kun håbe det bedste.

Værst af alt: det er en tilbagevenden til den evindelige nepotistiske rekrutteringsstrategi. Nu var der ellers endelig kommet nyt blod ind i form en ny norsk sportschef og en fodboldchef helt fra Farum. Men fluks slår den nordjyske klike til og henter en gammel kammerat ind igen. Det er ligeså forudsigeligt som det er trættende.

Gid sæsonen dog snart ville ende.

Historieløs

Jeg kører i ring. Gentager mig selv. Kommer aldrig videre. Men i disse år er og bliver livet som AaB’er en bedøvende, følelsesløs, tom, retningsløs, glædesforladt, bittert-drag-om-munden-skuffende middelmådighed.

Der er intet formål, ingen essens, ingen pulserende kerne. Intet ondt, intet godt, intet drama. Ingen smerte, ingen ekstase. Ingen identitet, intet at elske. Ingen helte, ingen skurke. Kun en utæmmelig og altfortærende kedsomhed og tomhed.

For nylig læste jeg et interview med Joseph Campbell, manden der i 1949 udgav klassikeren ‘The Hero With a Thousand Faces’. Hans tese er at der findes en ‘monomyte’, en slags universalhistorie, der går igen i historiefortælling på tværs af alle kulturer og folkeslag – og at alle myter bare er varianter af den samme historie. Samme pointe havde Christopher Booker i ‘The Seven Basic Plots’, hvor han (som titlen svagt antyder) identificerede syv fortællinger, som alle historier kan indplaceres i. Og både Booker og Campbell er optaget af, hvor stor en rolle myter og fortællinger (om os selv, vores liv, vores omverden) betyder for både individet og samfundet.

Mit problem med AaB i disse år er, at de ikke har en myte eller en fortælling. De er helt og aldeles tomme. Der er ingen grund til at elske dem, ligesom der ikke grund til at hade dem. De ‘er’ bare. Det var meget sjovere i 2010, da de var i nedrykningsfare og kun med nød og næppe overlevede. Det var ikke decideret behageligt, men i det mindste fik striden en til at føle noget. Det var drama, det var episk. Og det er en fortælling, man som AaB’er kan referere til selv her 10 år senere.

Men nu hvor de med nød, næppe og takket være andres inkompetence, er endt i top 6 (og hvilket faux-drama er det ikke, at det skulle være en definerende succes?), hvad sker der så? De bliver de skilt ad, ydmyget, udspillet og gennempryglet i medaljeslutspillet. De er inderligt ligegyldige. Irrelevante. Er det der åndssvage hold, man trygt kan regne med 3 point mod. Et hold og en klub absolut fri for myter og interessante fortællinger. Den værste af alle verdener.

Jeg gik egentlig og savnede fodbold under COVID-19, men nu ved jeg snart ikke længere. Måske det var fint for mit sjæleliv, at jeg ikke var nødt til at forholde mig til AaB. Lige nu føles det i hvert fald som et spild.

Skal nok lade være med endnu engang at lave min fesne ‘ahrmen, AaB skal lige performe i én kamp mere før jeg aflyser pessimismen‘-manøvre her efter den læskende sejr over Brøndby. Ikke at jeg fik set kampen live; Den Bedre Halvdel var på nattevagt, så jeg lå og læste Rasmus Klump højt alt imens Lucas Andersen scorede til 3-2 på et tvivlsomt dømt straffespark. Men jeg så da målene efterfølgende, og de føltes godt. Foruroligende godt, faktisk, men sådan er det nok, når det er den gamle arvefjende fra Vestegnen det går ud over. Nu venter der så en tur i Parken mod mine absolutte hadeobjekter fra FCK. Jeg har set statistikken, der fortæller mig, at AaB ikke har vundet en superligakamp i Parken siden … 2007. Hvilket ikke er direkte stimulerende for min optimisme, men omvendt virker de svagere end vanligt. Jeg håber på en uafgjort, men regner med en afklapsning.

Sæsonstart

Indrømmet: jeg havde frygtet at AaB ville gøre som sidste år, og levere en hysterisk elendig forårspremiere ovenpå en ellers moderat optimistisk vinterpause. Nu blev det i stedet til 2-0 over Silkeborg, hvilket overordnet set er ok – om end pointtab mod ligaens med afstand mest miserable trup også havde være uacceptabelt.

Men … den egentlig premiere og milepæl er næste weekends Brøndby-kamp.

Vinder AaB den vil jeg lægge pessimismen fra mig. Jeg forbliver dog – belært af mange års emotionel mishandling af mig fra AaB’s side – skeptisk ind til andet er bevist. For på trods af brandudsalg i spillertruppen, så vandt vestegnstyperne i dag over OB. Kunne godt have ønsket mig at de havde tabt, så AaB kunne møde et hold med negligerbar selvtillid. Men lad os nu se. Jeg håber og frygter på samme tid.

Vintervinduet

Jeg kan ikke blive enig med mig selv om hvad jeg skal føle her efter AaB har afsluttet vinterens transfervindue.

På den ene side er jeg ganske veltilpas ved salget af Mikkel Kaufmann. 25 mio. kr. for en 19-årig spiller, som jeg aldrig for alvor fik føling for? Jo tak.

På den anden side efterlader det et tyndt besat angreb, som klubben ikke forstærkede. Van Weert er en habil angriber, men han er meget skadet. Og jeg har ikke glemt perioden i begyndelsen af sæsonen, hvor han han ikke kunne score et mål, selv hvis han fik den smidt lige i ansigtet. Hvis han lægger sig igen med en ny hjernerystelser, så er eneste direkte alternativ en U19-angriber. Det virker … ikke betryggende.

Samtidig lykkedes det ikke at få en bette skilling for Jeres Okore, der har virket umotiveret for at spille i AaB igennem længere tid. Nu hænger vi på ham til sommer, hvor han er transferfri. Det er stærkt irriterende, især fordi hans afløsere forlængst er købt. Jeg formoder det manglende salg igennem de senere transfervinduer skyldes Gaardes inkompetence. Men alligevel. Historien om ham er mildest talt nedslående.

Abildgaard håber jeg stadig når at blive solgt denne vinduer. De taler om Rubin Kazan, og det russiske transfervindue er ikke lukket endnu. Jeg håber for AaB salget går igennem, ikke mindst efter Gaarde fik smidt sommerens forhandlinger med Sparta Prag på gulvet. 15 mio. for en reservespiller vil være mere end fint. For Abildgaard personligt er jeg mere ambivalent. Hvis han er er blot moderat som de fleste andre AaB-spillere – søde drenge med akutte hjemstavnstraumer og ulyst til verden udenfor 9000 – så kommer tatarerne i Kazan til at flå ham i stumper og stykker. Man må håbe for ham at lønnen bliver god.

Men alt i alt peger AaB-pilen nedad. I hvert fald indtil de får penge i kassen for Abildgaard.

Gaarde

Jeg har brugt et ganske betydeligt antal timer på at læse og lytte til diverse nekrologer over Allan Gaardes traurige virke som sportsdirektør i AaB. Der er så mange følsomme typer der gerne vil perspektivere og nuancere hans virke. Minde om hans dedikation, hans svære arbejdsbetingelser og hans ihærdige indsats med strategien ‘Nordkraft’.

I mine øjne er det noget besynderligt lirumlarum. Som emotionelt investeret AaB-tilhænger kan jeg med fasthed i stemmen sige at Allan Gaarde skulle have været fyret for længe siden. Hvis jeg slår op under ordbogen under henholdsvis ‘middelmådighed’ og ‘livsglædedræber’, så finder man et billede af Allan Gaarde.

Selvom man naturligvis ikke ved hvem der kommer ind i stedet for – eller hvad den bebudede omstrukturering af det sportslige set-up reelt betyder – så er det en Guds lykke at han nu endelig er sat fra bestilling. Det var en rigtig og nødvendig fyring. Det eneste jeg begræder er at den kommer to-tre år for sent.

Fundamentalt set er dette mine anker mod Gaarde:

  • Han er miserabel til at ansætte trænere. Lars Søndergaard var forfærdelig. Wieghorst en forbrydelse. Jacob Friis krammer og krammer sine drenge mens han lukker feel-good klichéer ud konstant, men hverken spil eller pointsnit er blevet meget bedre af den grund. Nuvel-nuvel, økonomien skulle genoprettes, truppen skæres til og alt det der. Men det ændrer ikke på, at ingen af de tre trænere ansat af Gaarde har fået AaB til blot at minde en smule om 2014-dagene. Tværtimod har de hver især suget livsglæden og meningen ud af det at holde af AaB.
  • Gaarde er endda ligeså miserabel til at hente spillere – og dem han henter med succes er som regel indavlede typer, der helst ikke vil for langt væk fra Jomfru Ane Gade. Alle roser ham for købet af Lucas Andersen, men han er og bliver en sui generis unicorn. En hjemmefødding der var villig til nærmest at spille gratis for at komme til Nordens Paris. Seriøst, I kunne have sat mine slaske sneakers til at stå for den forhandling, og han ville stadig komme hjem til den bankelevløn han fik da han tog afsted. De eneste reelt gode ikke-gamle AaB spillere han har hentet er Rinne og måske (vi må se tiden an) Fossum og Patrick Olsen. Til gengæld er listen af flops nærmest ubærlig lang, og min skrøbelige sindstilstandforbyder mig at remse dem op. Det imponerer mig ikke når Gaarde transfervindue efter transfervindue har lavet sit ‘hente falmede folk fra 2014-holdet hjem’-stunt. Senest er Thelander hentet hjem, så nu mangler vi kun at få Thomsen og Dalsgaard hjem, så er den hellige gral velforvaret. Når man nu er for nærig i AaB til at ansætte en talentspejder, så må man som minimum forvente at sportsdirektøren har et netværk. Det har været helt tydeligt at det har været udenfor Gaardes kompetencesfære.
  • Talentkvaliteten er stagneret i hans tid. Med undtagelse af Mähle har AaB ikke udviklet en rigtig kvalitetsspiller i årene under Gaarde. Jo-jo, de har fået indsluset en masse middelmådige egenproducerede spillere på førsteholdet, Nordens Bilbao og alt det der, men ingen af dem kommer til at erobre verden. Abildgaard, Magnus Christensen, Kasper Pedersen, Ross, Børsting, Blåbjerg, Thellufsen, Abou Ali. Alle er de en kedelig del af den samme store anonyme grød, flere er sendt på leje i diverse sekundaklubber i Østtyskland og Vendsyssel. Angriberen Kaufmann kan måske blive noget stort, hvis de da ikke pisser ham væk på samme måde som Jannik Pohl. Men samlet ser har Gaarde-æraen været kendetegnet ingen udvikling, ingen fremgang, ingen klar retning. Bare grød. Middelmådig, halvkold grød.
  • Manden kan ikke sælge spillere om hans livs så afhang af det. Udover de to ud-af-ingenting salg af Bassogog (tak African Cup of Nations, tak kinesisk statskapitalisme!) og Mähle, så har Gaarde tabt det meste andet på gulvet. Hele det floppede Flores-eksperiment, denne sommers manglende salg af Okore og hans kiksede forsøg på at presse prisen op på Abildgaard er illustrativt for inkompetencen. Mon ikke det har vejet tungt for bestyrelsen i deres samlede vurdering?
  • Værst af alt: Han lod min elskede Jannik Pohl ødelægge sig selv som soloangriber. I et Wieghorst system uden seriøst offensive opbakning. Det er en veritabel skandale.

Samlet set står vi med et AaB, der i den grad er uforløst, middelmådigt, blodfattigt, livsglædeforladt og uden relevans. Med mindre man selv er fra Nordens Paris, så er der ingen grund til at et raskt ung menneske i dag skulle vokse op og identificere sig selv som AaB’er. Hvad skal jeg sige til min søn og datter, jeg mangler argumenter den dag de (Gud forbyde det!) ønsker sig en trøje fra Parken Sport & Entertainment.

Så her er mine ydmyge ønsker til en ny sportschef:

  • En ikke-AaB’er. Der skal tages et opgør med den indavlede rekrutteringsstrategi. Hvis nogen kan fortælle mig hvad Thomas Bælum egentlig laver som direktør i AaB, så er jeg åben for input. Hamrén kom ind og gav AaB-organisationen et ordentligt lods i røven. Det er der brug for igen – der er alt, alt for for meget indavl i den klub.
  • Én fodboldfaglig kapacitet der kan afhjælpe tabet af Poul Erik Andreasen.
  • Et stort netværk – så vi kan få hentet andet end afdankede spillere fra 2014. Og måske tilmed en, der kan sælge spillere til rigtige penge.
  • Et mandat til at opruste på scoutingdelen. Det kan ikke passe at AaB i 2019 ikke har en talentspejder der kan supplere sportsdirektøren.
  • En person der ikke lyder som en indelukket prut fra kommunikationsfaget på CBS. Giv mig en sportschef der vil noget og kan kommunikere i andet end floskler.

Er det så meget at forlange? Det synes jeg faktisk ikke.