Jeg køber ikke hypen, Cifuentes

I kan kalde mig negativ, sortseer, hater og alt det I vil. Og jeg er ikke blind for den besnærende aktuelle tredjeplads eller den veritable lovefest, som kommentatorer og spåkoner begunstiger Martí Cifuentes med for tiden. Men indtil han viser at han er i stand til at få AaB til at vinde regelmæssigt over andet end bundhold, så holder jeg ham ud i strakt arm. Køber ikke så let ind på narrativer og snikkesnakke. Jeg har været igennem for mange års skuffelser og emotionelle implosioner til at jeg falder for det der blændværk én gang til. AaB har stadig ikke et fungerende angrebsspil og AGF kyste dem i går aftes. Det var en jammerdal. Vis mig noget mere og bedre, AaB, så kan vi måske tale om at finde sammen igen.

Indoktrinering

Visheden om at mine børn næppe vil lære at elske og forstå AaB er en af min tilværelses mest smertefulde realiteter.

For hvorfor skulle de? De er opvokset på Sjælland, langt fra Nordens Paris. Jeg udsætter dem kun sjældent for fodbold på tv. Og de er mest interesseret i andre sportsgrene, når de selv skal udfolde sig. Så, ja, det er nok futilt og en anelse påtaget, når jeg stadig håber på en religiøs nordjysk opvågnen for dem. Men jeg HÅBER jo stadig. Derfor var det en vigtig akt for mig, at jeg havde begge børn med på Aalborg Stadion i går aftes til AaB’s udmærkede 2-1 sejr over FC Nordsjælland. Datteren holdt til først halvleg før hun blev for søvnig, sønnen blev ved til den bitre ende (dopet af popcorn). Begge var fascineret af alt det det gak og gøgl, der er udenom banen: tilskuerne, sangene og stemningen.

For mit eget vedkommende var det første rigtige fodboldkamp i en evighed (kampene med FC Roskilde tæller ikke i den forbindelse), hvilket gav appetit på mere. Må tage ind til nogle af AaB’s udekampe i København.

Nå, men i det mindste reddede Vendsyssel FF livet i 1. division og Jammerbugt FC rykkede op i selvsamme liga. Det er vel også værd at tage med her efter endnu en AaB-nedtur. Nu må I have mig undskyldt. Jeg skal have tid og plads til at ligge i min fosterstilling og flæbe uhæmmet.

Eftersom jeg tilhører ‘Geriatric Millennials’-generationen (sic) er jeg oldnordisk nok til at huske dengang Brøndby var arvefjenden. Dem, man hadede intenst. Dem, man ønskede allermest smerte, lidelse og nederlag. Dem, som AaB helst skulle vinde over. Jeg foragtede Brøndby af et ondt hjerte.

Jeg havde og har med andre ord ikke skyggen af forkærlighed for den klub.

Men … tider skal komme, tider skal henrulle. Det er nu mere end 15 år siden Brøndbys seneste mesterskab. I store dele af perioden har de ikke engang været relevante. Bare sådan lidt grundlæggende sørgelige, gråmiddelmådige og småtkørende. Og hvis man ikke er relevant, så er man vanskelig at hade i længden. Ja, de er nærmest blevet lidt rørende nuttede efter den megen modgang.

Hvad jeg prøver at sige er, at hvis jeg hårdt presset her og nu skulle vælge blandt de tre uappetitlige bejlere til det danske mesterskab, så ville jeg tage Brøndby. Jeg håber stadig at alt går galt for dem i det lange løb. Men i sammenligning med FCK og FCM, så er Brøndby dog i det mindste stadig en rigtig fodboldklub, hvor der banker et hjerte bag. Så lad os håbe, at det lykkes for dem på mandag. Alternativerne er mere frastødende.

Hvor må det være dog trist og gråt at holde med et af de 12 oprindelige European Super League hold. Tænk, de får aldrig fornøjelsen af den eksistentielle desperation og det emotionelle kollaps det er, når ens hold taber til Horsens. Hvor må de være misundelige på mig netop nu. 

Endnu et forsømt forår

Jeg kunne (og burde?) måske skrive et længere katarsisk indlæg om det hjerteskærende faktum, at AaB nu har misset medaljeslutspillet tre gange på fem år. Eller at spil og resultater har været inderligt middelmådige og stagnerende siden 2014. Eller at end ikke jeg længere kan opretholde selvbedraget om, at min hjerteklub er en ‘topklub’, endsige blot relevante for andre end vi egnsprægede tosser fra Aalborg. Eller at den smule fremgang, spilkoncept og konsistens, der dog var sket under Jacob Friis, nu er pisset væk til fordel for … ja, hvad egentlig? En rodebutik, skriver JP, og det er smerteligt præcist. Er nervøs for at min spådom om en Magnus Pehrsson 2.0 kommer til at holde stik.

Men jeg kan ikke.

Er alt, alt for nedtrykt. Kan næsten ikke engang holde den ironiske distance til fortrædelighederne, som et konfliktfyldt kærlighedsforhold til en fodboldklub som AaB ellers kræver. Er nødt til at beskytte mig selv i den kommende tid. Ikke flere besøg på AaB’s fanforum. Ikke flere fodboldpodcasts. Ikke mere af noget, der kan minde mig om den tragiske AaB-deroute, der foregår i øjeblikket. Mit hjerte er bristet for mange gange nu; jeg kan ikke lime det samme én gang til.

Skamløs

Jeg kan rumme mange ting. Jeg kan rumme når min datter prutter, så hele huset forvandles til en septiktank. Jeg kan (næsten) rumme en statsminister, der græder krokodilletårer over de stakkels skolelevers ve og vel, når de selvsamme skoleelever er hjemsendt på baggrund af hendes behov for FULDSTÆNDIG EPIDEMIKONTROL. Men jeg kan ikke, IKKE rumme det her:

Siden Allan Gaarde i oktober 2019 blev afskediget som sportsdirektør i superligaklubben AaB, har han gået stille med dørene.

Han er netop trådt ind i rekrutteringsfirmaet Onenexus sammen med den tidligere håndboldligatræner Carsten Albrechtsen samt Morten Seeberg, der har opbygget Connect Aps, der var en del af agentfirmaet People In Sport.

Fremover skal han hjælpe sportsklubber med ledelsesrådgivning og på at blive skarpere på at finde den rigtige cheftræner eller sportsdirektør. Noget han selv var udfordret på, da han sad for bordenden i AaB.

Allan Goddamn Gaarde, manden der stod i spidsen for år efter år efter år af middelmådighed, tristesse, bristede håb, dårligt spil, underpræstationer, rædsomme transfers og sidst, men bestemt ikke mindst: en perlerække af miserable og gentagne fejltagelser på cheftrænerposten. Han skal nu … rådgive om rekruttering af cheftrænere? Hvad er dette for et absurd parallelunivers, vi tilsyneladende befinder os i? Er verden gået fra forstanden? Denne inderligt inkompetente personage er jo den sidste i verden, der kan eller bør rådgive nogen som helst om rekruttering af sportslige ledere. Han har fejlet igen og igen, men i modsætning til hvad man skulle tro, så har det ikke gjort ham klogere.

Men tag ikke mit ord for det, læs ham selv. Sofisten.dk er dog et respektabelt sted, så jeg hverken kan vil ikke kolportere hans nonsens her. Det kan læses på Bold.dk der har været så servile/ondskabsfulde at formidle hans på én gang både labyrintiske og floskuløse CBS’ede vås i al dets magt og vælde. Der er kilometerlange floder af bullshit, som med statsgaranti kan få livet til at pible ud af jer og dræner tilværelsen for farver og glæde.

Der findes kun ét ord for Allan Gaarde, og det er ‘skamløs’. Jeg kan ikke rumme det. Det er alt, alt for meget.

Martí Cifuentes

Nuvel, rygterne gennem den seneste måned talte sandt, og AaB har nu hyret spanske Martí Cifuentes som ny cheftræner. Han kommer fra Sandefjord i den norske liga, der vel bedst kan betegnes som den lokale myseost-udgave af Hobro IK eller Viborg FF. Han får fine skudsmål fra Norge: ung, dygtig mand, flot fyr, lovende og alt det der. Endda fra Catalonien og vild med Johan Cruyffs FC Barcelona. Så om lidt står den på totalfodbold i Nordjylland.

Img 2956

Men jeg er naturligvis afventende skeptisk. Husker bitterligt hvordan det gik senest at AaB hyrede en af “Nordens allerstørste trænertalenter” som cheftræner. Jo, altså, på en god dag kan man sagtens pirre mig med forførende løfter om offensivt spil, ny tilgang, international inspiration og en evne til at overpræstere. Det smigrer da også mig, når min yndlingsklub duller sig op. Og jeg er inderligt glad for at AaB ikke valgte at lytte til Morten Bruuns bizarre forslag om at ansætte Thomas Thomasberg eller en tilsvarende middelmådighed. Hvis det her virker, så tegner det spændende.

Men ligesom med Magnus Pehrsson (dette livsglædefornægtende omvandrende sorte hul af inkompetence!) i 2009, så har Cifuentes endnu ikke præsteret noget for alvor. Ja, ok, han blev nummer 11 ud af 16 med Sandefjord i en (dårligere) liga, hvor alle regnede med at hans hold ville rykke ned, så han kan åbenbart få meget ud af lidt. Fint nok. Men han er uprøvet i en klub af AaB’s størrelse, hvor der (urealistiske) forventninger om at være en sub-topklub.

Han skal kort sagt træde et skridt (eller to) op, hvis det her skal blive en succes. Kan han det? Og hvor lang tid får han til at skabe succesen? Tilbage i 2011 skrev jeg et (i retrospekt ganske absurd) indlæg om Halmstad BK, der havde ansat en ung spansk træner Josep Clotet Ruiz. Dengang roste jeg dem for at gøre det, som AaB gør nu: at tage en chance med en international profil, og løfte sig udover middelmådigheden. Det endte selvsagt med at blive en dundrende fiasko, og HBK er her 10 år senere stadig ned i dyndet. 

Lad os håbe min skepsis denne gang ikke er berettiget. 

Ny cheftræner

Jeg kunne egentlig godt lide det jeg hørte om AaB’s vikarierende cheftræner Peter Feher i ‘Ripodsten’. Han er genuint sjov, og AaB har en pudsigt positiv tradition med at indarbejde sjællændere i klubben. Personer som Feher kan utvivlsomt tilføre det nordjyske miljø noget godt og nødvendigt udefra. Han er en fortrinlig assistenttræner, men heller ikke mere end det. Jeg håber at klubben stiler højere. Truppen er den bedste i mange år, og nu skal potentialet snart forløses. Er Feher manden, der kan det? Hans historik i Helsingør og HIK tyder ikke på det.

Jeg har naturligvis svært ved at sætte navn på, hvem jeg gerne vil have som ny træner i stedet for. Det er trods alt nemmere at rive ned end at bygge op.

Men AaB må for for alt i verden ikke hyre min ærkeengel Erik Hamrén. Netop fordi jeg elsker ham så ubetinget, så kan jeg ikke leve med at mit billede af ham bliver besmudset af en eventuelt mislykket retur til klubben. Mit hjerte vil briste af det. Jeg har brug for at Smukke Erik forbliver perfekt. Han må og skal for evigt være et lykkebringende minde, der bringer varmt sollys og blide kys ind i selv mine mest grå stunder. Tabet af ham vil være ubærligt, ikke mindst efter jeg allerede mistet har Allan Kuhn i mit personlige Pantheon. Det er svært at bevare ens status som afgud, når man bliver fyret fra Hobro. 

Det samme må ikke ske for Hamrén. Det må ikke ske for min skrøbelige psyke. Så jeg håber den volatile sportsdirektør Inge André Olsen finder en anden ambitiøs træner, som ingen ellers havde tænkt på. Det vil være bedst for alle parter.

Transition

Allerførst: det er forfærdeligt for Jacob Friis og hans familie at datteren har leukæmi. Jeg forstår fuldt ud hans behov for at fokusere på det vigtige, det vil sige hende og øvrige familie. Jeg håber og ønsker alt det bedste for dem.

Dernæst: Uanset hvor meget sympati jeg føler for Jacob Friis på det menneskelige plan, så har AaB ikke leveret godt nok i hans to år som cheftræner. Klubben råder over en trup og et budget, der tilsiger at man skal spille med i toppen af Superligaen. Han har ikke kunne forløse potentialet, og i de situationer, hvor det virkelig gælder – f.eks. i årets pokalfinale – så er hans hold sjældent mentalt tilstede eller sat op til opgaven. Det falder tilbage på ham. Så rent fodboldmæssigt begræder jeg ikke, at han nu trækker sig.

Slutteligt: stop så. nej. hold op. lad være. Ståle Solbakken skal end ikke på rygtebasis nævnes i samme sætning som AaB. Det vil flå min sjæl i stumper og stykker. Efterlade mig som en imploderet stjerne i fasen lige før den bliver til et sort hul. Ladnuværeladnuværeladnuværeadnuvære.