Strandhusene

Landscape Gloucestershire Stanley Spencer

Den nærmer sig efterhånden, vores flytning til udkanten. Jeg har ganske vist ikke skrevet så grufuldt meget om det, men udover en kollapsende verdensorden, så betød 2020 også et jobskifte for mig ud i en kommunal administration på Sjælland. I takt med at verden lukkede ned og boligmarkedet i Roskilde fortsat var hysterisk, så tog vi tingene op til revision. Hvorfor var det egentlig så inderligt vigtigt at bo i nærheden af Hovedstadsområdet? Benyttede vi os overhovedet af de tilbud og karrieremuligheder, som nærheden til storbyen giver – og var det samlet set vigtigt nok til at vi skulle gældsætte os i al evighed? Betyder et ryk længere væk, at man ikke kan se sine venner? Og givet at jeg de facto efter lang tids frugtesløs jobjagt allerede havde opgivet at få en intens karriere, var så det meningsfuldt at betale eksorbitante summer for at bo i et livsfornægtende istandsættelseshungende parcelhus i Roskildes periferi (hvilket var hvad budgettet rakte til)? Hvad var det helt præcis for en model for tilværelsen, vi ønskede i fremtiden for os selv og de to arvinger? 

I sidste ende så vi ud. Kiggede på hvad boligmarkedet kunne tilbyde. Hvordan det kunne kombineres med vores respektive karrierer og håb for børnenes opvækst. Fandt et fantastisk hus i Strandhusene i Odsherred til samme pris, som vi kunne få et rottebefængt, utæt og motorvejsnært udhus for i Roskildes dystopiske udkant.

Vi overtog huset i juli, og har været heroppe de fleste weekender. Om små tre uger flytter vi så endelig alle vores ting. Det bliver et andet liv, med helt nye dynamikker. Med mindre forhold, færre ‘muligheder’ (hey, den nærmeste metropol er … Holbæk), mere logistik og en ikke så lidt skræmmende tilværelse som hus- og haveejer. Socialt skal vi begynde forfra og komme ind i nye fællesskaber. De to arvinger skal rives op med rode fra børnehave og skolen, hvilket er den reelt største bekymring. Jeg skal lære at køre bil igen; det er vanskeligt at forlade sig på offentlig transport i udkanten, skulle jeg hilse at sige. Nye tider, kort sagt.

Er det den rigtig beslutning? Jeg ved det ikke. Lå det i kortene at jeg skulle ende mine dage i de yderste afkroge af Sjælland. Måske ikke. Men det er en ny start, med nye muligheder. Og selvom jeg naturligvis altid er perma-skeptisk og melankolsk sortseer, så kan jeg godt visualisere en god fremtid herude. Jeg tror, at livsmodellen kan fungere. Vi krydser fingre.

En kommentar til “Strandhusene”

Skriv en kommentar