Sommerens kulturforbrug

Jeg har været lidt tavs om denne sommers litteratur-, film- og tv-serieforbrug. Muligvis var jeg mæt, glad og overvældet efter at have nydt hvert et sekund af ’Friday Night Lights’, men det betyder ikke, at jeg ikke har fortæret en del andre fortræffelige kulturprodukter.

Fiktion:

Vanen tro allokerede jeg en stor del af min sommerlæsning på de mere underlødige litterære genrer: Sci-fi og fantasy. Delvist inspireret af en liste på NPR over de 100 vigtigste bøger inden for de mere kreative genrer, endte det med følgende holdopstilling:

Samtlige bøger i George R.R. Martin ’A Song of Fire and Ice’ serie

Sidste vinter begyndte jeg at få lyst til at udvide mit noget ensporede læserepertoire fra sci-fi til også at inkludere fantasy. Jeg var trods alt forbenet fan af ’Dragonlance’ bøgerne i mine tidlige teenageår, kæmpede mig igennem ’Lord of the Rings’ tilbage i de sene folkeskoleklassetrin og havde dyppet fødderne i genren med den sublime ’Jonathan Strange & Mr. Norrell’ under mit forrige Bruxelles-ophold. Inde på io9 bloggen havde jeg læst det ene rosende indlæg efter det andet om den mytiske George R.R. Martin, der skrev det mest hæsblæsende episke fantasy. Da jeg samtidig så at HBO ville begynde at sende den første bog, ’A Game of Thrones’, som en tv-serie, ja, så måtte der være noget om alt hypen. ’A Song of Ice and Fire’ er uden sammenligning tale om 2011’s absolutte mammutøvelse. Den består af seks bøger, alle på omkring 1.000 tætskrevne sider. Det er fantastisk litteratur, jeg beundrer hæmningsløst forfatter med en så kreativ fantasi som George R.R. Martin. Det var lidt ligesom i sommeren 2008, hvor jeg blev blæst væk af Peter F. Hamiltons uhyrligt brilliante sci-fi klassiker ’The Reality Dysfunction’. Den var enorm, fabelagtig, blodig og dybt, dybt original. Jeg vil for evigt være en elendig anmelder, for jeg magter ikke at genfortælle handlingen i en bog på en blot nogenlunde sufficient måde. Men tro mig når jeg siger at ’A Song of Fire and Ice’ er investeringen værd. Jeg har ikke selv set tv-serie udgaven endnu, men den skulle også være fremragende. Det er bare om at komme i gang.

Robert A. Henlein: ’Starship Troopers’

Har I nogensinde set filmen af samme navn? Jeg elsker den. Hæmningsløst. Paul Verhoevens ætsende satire over militarisme, den bevidst nazi-æstetik, de grotesk actionscener og den over-the-top handling er et veritabelt mesterværk. Bogen bag filmen er fra 1959, og var – i modsætning til filmen – slet ikke ironisk i sin hyldest til militæret, sin anti-marxisme og sit palæo-konservative samfundssyn. Henleins bog var særdeles kontroversiel dengang, og man forstår hvorfor i de lange sekvenser, hvor vor helt, Johnny Rico, bliver belært i samfundsfagstiderne om hvorledes tingene virkelig hænger sammen. Henlein var åbenlyst ikke demokrat, og i ’Starship Troopers’ er man kun en medborger, hvis man har aftjent sin værnepligt (for kun på dén måde, betror Henlein os, forstår man hvad det vil sige at ofre sig for det fælles bedste). Jeg læste bogen i Zürich og Magadino, og selvom den er forholdsvis kort, så tog det sin tid – for den er egentlig ganske kedelig. Vi bruger oceaner af tid på at høre om Ricos træning i The Mobile Infantery og kampsekvenserne er ret flade. Den politiske indoktrinering er stadig underholdende, men bogen skal mest af alt læses som en kuriøsitet.

Douglas Coupland: ’Generation A’

Jeg var tidligere stor fan af Coupland, men det er aftaget med tiden. I mine øjne er der to Coupland’er. Den ene Coupland skriver fremragende om ensomhed, hvad det gør ved mennesker og meningen med det hele. Det gør han eminent bøger som ’Microserfs’ (et mesterværk. Så er det sagt), ’All Families Are Psychotic’, ’Miss Wyoming’, ’Eleanor Rigby’, ’Hey Nostradamus!’ og i store dele af den ujævne, men til tider eminente, ’Girlfriend in a Coma’. Den anden Coupland vil åh-så-gerne være popkulturist, hyper-ironisk, den store generationsfortolker. Det er han så med vekslende succes i de efterhånden lidt bedagede ’Generation X’, ’Shampoo Planet’ og den regulært trælse ’jPod’. Desværre falder ’Generation A’ i den anden kategori. Coupland prøver simpelthen for hårdt på at skrive en ny ’Generation X’, han genbruger sågar tricket med at lade hovedpersonerne fortælle hinanden historier. Men det er netop problemet med ’Generation A’. Fordi personerne grundlæggende bare er stand-ins for Couplands historier, så bliver handlingen der omgiver dem ret uinteressant. Og så er der dialogen. Det er som at være fanget i en uendelig strøm af ’Gilmore Girls’, tv-serien med de måske mest urealistiske replikker og dialoger nogensinde. Der findes simpelthen ikke mennesker, der taler sådan som Coupland lader sine stiliserede hovedpersoner gøre. Muligvis det bare er mig der er en flad ånd, men det er ligeså irriterende, som når hende den obsternasige teenager i ’Gilmore Girls’ kan ping-pong popkulturelle henvisninger til Sartré og ’Full House’ i én og samme sætning. Med andre ord var jeg ikke glad for ’Generation A’. Og derfor kommer jeg næppe heller til at læse ’The Gum Thief’ og ’Player One’, der efter omtale på nettet lyder som værker indenfor Couplands mere desperater jagt på fortsat relevans.

Neil Gaiman: ’American Gods’ og ’Neverwhere’

Igen to bøger fra NPR’s liste. Begge er fremragende, men ’American Gods’ er nok nogle mulehår foran rent kvalitetsmæssigt. Igen: Handlingen er vanskelig for at beskrive fyldestgørende, men vi følger den arme Shadow, der bliver viklet ind i en mindre borgerkrig mellem de gamle guder (herunder de nordiske) og de nye guder. Det kommer der en masse forviklinger ud af, men det der meriterer størst ros er Gaimans evne til at skrive. Den er uforlignelig. Han er sjov, sørgmodig og ubegribeligt original på samme tid. ’Neverwhere’ er mere ovre i fantasugenren (og så alligevel ikke), og følger begivenhederne i ’London Below’, en underverden for ’dem der er gledet igennem sprækkerne’, som Gaiman kalder det. Læs dem begge, start med ’American Gods’. PS. HBO planlægger at lave den til tv-serie…..

Faglitteratur

Henover maj måned fik jeg læst ’World 3.0’ af Penkaj Ghemawat, ’Dancing in the Glory of Monsters’ af Jason Stearns og ’Monsoon’ af Robert Kagan. De handler om henholdsvis globaliseringen, borgerkrigene i Congo samt den politiske udvikling langs det Indiske Ocean. Alle var gode, men jeg blev mest berørt af Congo-bogen – vel også fordi jeg luffer rundt i Belgien. Derudover havde jeg store forventninger til Umair Haque ’The New Capitalist Manifesto’ efter at have læst nogle interessante indlæg på hans blog. Bogen var dog en flad affære, holdt i en overfrisk tone og floskuløst indhold. Nøjes med hans blog, hvis I er interesserede i diverse rablerier om hvordan man skal indrette en mere bæredygtig markedsøkonomi.

Bedste fagbog var utvivlsomt Edward Glaesers aldeles storslåede ’Triumph of the City’. Normalt er jeg ikke specielt interesseret i ’urban planning’ eller byøkonomi, men Glaeser skriver spændende og med indsigt i sagerne. Han mener grundlæggende at byer er af det gode, og gør op med en lang række af de vanlige antagelser om hvad en by er og hvad den skal kunne. Hvis man er interesseret i at vide hvorfor nogle byer vokser og andre stagnerer, så er det et godt sted at starte. Varmt anbefalet.

TV-serier

Som indikeret andetsteds, er vi gået i gang med sjette sæson af ’X-files’. Efter de mange ildevarslende ting jeg har hørt og læst om seriens deroute i dens senere sæsoner, så er jeg positivt overrasket over niveauet hidtil. Bevares, de bedagede alien-afsnit er stadig rædsomme, men monster-of-the-week afsnittene er ganske storartede. Jeg ser med fortrøstning fremad i serien.

Sensommerens anden store fornøjelse har været ’Warehouse 13’, en mere glad og frisk kusine til ’Fringe’ og ’Supernatural’. Serien holder ikke mere end den lover, manuskripterne er ofte overraskende fantasifulde, den overordnede mytologi elementært spændende og så er der en herlig masse steam-punk elementer. Bedst af alt er kemien mellem de to hovedpersoner. Det er ofte ustyrligt morsomt at følge og udtryk for fremragende casting. Se ’Warehouse 13’ hvis du mangler et godt fix sci-fi sjov og ballade.

Hvad jeg endnu ikke er blevet færdig med….

Pt. er jeg i gang med Dan Simmons’ ’Hyperion’. Det går lidt langsomt for mig. Dels fordi jeg sætter en ære i at læse Financial Times hver dag, dels fordi jeg får dårlig samvittighed hvis jeg ikke får læst alle de blade jeg abonnerer på (Economist, New Yorker, Foreign Affairs, The Atlantic, Axess). Men også fordi jeg endnu ikke er blevet helt bjergtaget af Simmons’ skrivestil endnu. Rygterne vil vide, at man bliver det efterhånden, ja, visse elementer i min omgangskreds omtaler ligefrem bogen med noget nær religiøs ærefrygt i stemmen. Jeg venter stadig på de guddommelige visioner i teksten, men kæmper ihærdigt videre.

Faglitterært er det også gået lidt sløvt med at komme i gang med John Darwins ’The Empire Project: The Rise and Fall of the British World System, 1830-1970’. Jeg holder meget af den slags ’big history’ bøger, og jeg elskede Darwins forrige mesterværk ’After Tamerlane’, men jeg blev slået noget ud af kurs af et ganske kedsommeligt indledende afsnit om det viktorianske tankesæt i 1840’erne. Jeg blev dog noget mere varm i kinderne af et særdeles velskrevet afsnit om den sublimt ondskabsfulde imperialist Robert Clive, manden der fuldstændig skruppelløst drev East India Company fremad. Det er herligt. Det lover godt for de kommende par kapitler.

Hvad vil jeg gerne se og læse siden hen….?

På TV-serie fronten lysner det markant i de kommende uger. Der starter nye sæsoner af blandt andet ’Supernatural’ og ’Fringe’ på amerikansk tv her den 23. september. Og hen over de kommende måneder begynder de tidligere sæsoner af samme serier og ’V’, samt ’Warehouse 13’ efterhånden at udkomme. Endelig har jeg en gentleman aftale med Den Bedre Halvdel om at se ’X-files’ færdig – plus at få set lidt nærmere på nogle af de nyere interessante serier for tiden, såsom ’Alphas’ og den svært lokkende ’Battlestar Galactica: Blood & Chrome’. Vi mangler også at færddiggjort ’Dollhouse’ samt at påbegynde ’Caprica’ og ’Terminator: The Sarah Connor Chronicles’. Sidstnævnte så Den Bedre Halvdel et par afsnit af i Danmark, og blev ganske bidt af den. Endelig har vi visse eksistentielle overvejelser om at få set ikke-sci-fi serier (gisp!) som ’In Treatment’ og ’Six Feet Under’. Der er med andre ord rigeligt at tage sig til.

8 kommentarer til “Sommerens kulturforbrug”

  1. Det falder mig ind, at I burde se første sæson af Sanctuary – en glimrende fantasy/sci-fi-serie a la X-files og Supernatural. En ung psykolog bliver hvervet af en halvanden århundrede gammel kvindelig professor, der holder sig ualmindeligt godt, og som sammen med en særdeles kendt herre har fået en datter og med andre kendte herrer har fundet kilden til evig ungdom, til at opspore, indfange og forstå væsener fremmede – i mange forskellige afskygninger – for mennesker. Der er en slags paraplyplot, men dette kommer først rigtigt i gang i sæson 2, hvor det hele bliver lidt trædemølleagtigt. Men første sæson har nogle fantastiske monsterafsnit og gådefulde udflugter for vores paranormalt interesserede venner.

    Kan man lide gedigen og innovativ sci-fi med humor bør man prøve Eureka. Den er nok ikke for alle, men den er sjov, spøjs og godt skruet sammen – og tager lidt pis på hele sci-fi-genren, når vores ganske almindelige sherif (i en by fyldt med genier) nok engang får noget helt utroligt at se, som han umuligt kan vide hvad er, men blot kan bemærke “that can’t be good!” Federe catch frase skal man lede længe efter i en sci-fi-serie. Serien lider faktisk ikke under det sædvanlige “techno-babble”, men prøver virkelig at være tilgængelig videnskab i uhyrlige proportioner, og løsningen på problemerne er altid velbegrundede og plausible inden for seriens univers (som er vores, blot med flere hemmeligheder og faktiske hændelser).

    Svar
  2. Det er fandme en fed liste, den NPR.

    Jeg opdager at jeg nok slet ikke er så ubelæst, som suggestionen på nærværende blog leder én til at tro.

    Læs nu Neuromancer, hvis du da ikke allerede har gjort det.

    Sandmen, næhh, hvor hyggeligt. Den serie kan du låne af mig, når jeg engang har fået den hjem fra låneren i Norge…

    Cryptonomicon er også fremragende, hvilket minder mig om at jeg har læst alt for lidt Stephenson. Den ligger vist på mit loft, hvis du er interesseret.

    Terry Pratchet har aldrig helt sagt mig noget, ejheller Ursula Le Guin, men meget på den liste er heldigvis læst og nydt.

    Åh, hvem der dog havde tid til at læse….

    PS: Hvis American Gods endelig skal filmatiseres, så er jeg rimeligt tryg ved HBO.

    Svar
  3. @Kristian: Jeg streamede et enkelt afsnit af ‘Sanctuary’ for et stykke tid tilbage, og syntes dengang at så lovende ud. Siden kom jeg fra det igen. Måske man give det en chance. Har ikke set ‘Eureka’, men generelt er graden af humor i en sci-fi serie en meget smal sti at vandre ad, synes jeg. Hvis det kammer over i sit-com, så holder jeg det ikke ud. Serier som ‘Supernatural’ holder balancen fint, tænker jeg. Den er sjov og popkulturel uden at blive fjollet. Serier som ‘Dr. Who’ eller ‘Being Human’ kan jeg imidlertid ikke se, da de bliver for fjantede. Jeg siger ikke at sci-fi tv-serier skal være dødsensalvorlige, men de skal tage deres univers seriøst. Er det tilfældet for ‘Eureka’?

    @V: Enig i HBO-vurderingen. Pralhals.

    @Louise: Jeg anbefaler at tage et sabbatår for at komme op i gear. Det gælder også dig, Hippokrates!

    @NJ: Du har ret, det var en forglemmelse. Jeg undskylder.

    Svar
  4. Eureka er overhovedet ikke fjollet – den har elementer af ren komik, som måske ikke falder i aldes smag, men fjantet vil jeg slet ikke sige den er, dertil er handlingen i afsnittene simpelthen for spændende.
    Eks.: To af hovedpersonerne (som slås om den samme kvinde) skal hacke sig ind i et system, og de kæmper om at få såkaldt “back door access”, hvortil kvinden råber: “There will be plenty of back door access for everyone”. Vurdér selv…

    Jeg har faktisk påtænkt at se både Being Human og Doctor Who, men din snak om fjant skræmmer mig dog lidt… det er dog britisk, hvilket generelt trækker op, da englænderne generelt har en evne til at have gedigen humor spundet underfundigt ind i en ellers alvorlig atmosfære.

    Svar
  5. På min arbejdsplads er der tradition for at give uddannelsesorlov i hele og halve år – mon sabbatår i forbindelse med indhentelse af det jeg er kommet bagud i sci-fi og fantasy læsning og tv-serie-kigning kan falde ind under kategorien uddannelsesorlov? 😉

    Svar

Skriv en kommentar