Someone still loves you, Boris Jeltsin

Suk, når musikgrupper går i opløsning anvender de nogle gange den tyndslidte floskel om ‘kreative uoverenstemmelser’ som begrundelse. Nuvel, efter at have været på en klassisk besøg-fra-Jylland-strøgtur sammen med min mor og søster kan jeg konstatere, at kreative uoverenstemmelser tydeligvis også gør sig gældende når det gælder tøj-shopping. Vi kunne ihvertfald langt fra blive enige om hvilken trøje man skal købe som fremadstormende ung mand. Det gik hverken værre eller bedre end at vi endte med at bide af hinanden, så det var i sandhed en vellykket lørdag formiddag.

Bortset fra det, så har jeg de seneste dage investeret i ikke færre end to nye cd’er. Den første er det nye Lambchop album Damaged (Gaffa anmeldelse her) og den næste er en gammel yndling: The Embassy: Tacking. Lambchop er en af de grupper som musikjournalister elsker at elske, og som flere af mine yndlingskunstnere plejer at namedroppe i tide og utide. Så da jeg så deres nye album i går spontankøbte jeg det. Ved ikke rigtig hvad jeg synes. Det er ret stille og jeg har svært ved at putte det i en rar og fast bås rent genremæssigt. Måske den skal have nogle flere gennemlytninger. Ihvetfald er det god læsemusik. The Embassy, derimod, har jeg elsket lige siden jeg hørte deres fabelagtige It pays to belong for efterhånden et halvt år siden. De er som Pet Shop Boys med svensk accent, minder i stil om Nordstrøm – og derfor er det vist overflødigt at nævne at jeg forguder dem.

Idag er også dagen hvor Kejserinde Dagmar indleder sin genbegravelse i Skt. Petersborg (Udenrigsministeriet har minsandten lavet en temahjemmeside omkring affæren). I den anledning har jeg selvsagt valgt at ‘Rusland’ skal være mit tema til aftenens gangcrawl. Bevæbnet med den amuserende statistik om at russiske mænd i gennemsnit bliver hele 52,8 år gamle (tallet skyldes primært drukrelaterede sygdomme, vold og slige herligheder), serverer jeg vodka, syltede agurker (uundværligt til russiske drukgilder) og russisk slik – altsammen købt i den svært tilrøgede russiske butik lige vest for Rådhuspladsen. Og så skal der ellers skåles for at Dagmar kommer hjem til gode, gamle og trygge Россия. Hvis man vil have en lidt skæv vinkel på landet, så kan det anbefales at bladre Vice Magazines ‘Russian Issue’ igennem. Det er yderst underholdende og ganske foruroligende. Synes du at det er pudsigt hvordan rige russere altid er enormt vulgære i deres smag? Det er der måske en forklaring på:

“False modesty and affected self-loathing are not good strategies to win over people of any strata in Russia. You don’t want to be the type who says “shucks,” even in coded irony. In the West, false modesty, proving that you can laugh at yourself, and self-loathing are all just strategies intended to show how strong, cool, and self-aware you are. It’s one of those coded social lies that come naturally to us, but which are exposed for what they are in a culture as direct and fearless as Russia’s. Only a loser would tell people that he’s a loser. If you hate yourself, then why the fuck should anyone else waste their time on you?”

Så husk at pakke selvironien væk næste gang du fraterniserer med en russer….!

PS. Ifølge Claus Hjorth Frederiksen (nu officielt min hade-politiker hos Venstre), så deler Venstre og Dansk Folkeparti en ‘række central værdier’. Det bliver mere og mere klart at der er brug for et alternativ, for jeg hører tydeligvis snart ikke hjemme hos Danmarks såkaldte ‘liberale parti’ længere.

PPS. Som de fleste nok har bemærket, så holdt Venezuelas præsident Hugo Chavez noget af en brandtale ved FN’s Generalforsamling i denne uge (talen i fuld længde kan læses her). Det er en lækker omgang. Bemærk f.eks. hvordan Noam Chomsky fremhæves som manden der har gennemskuet hvordan tingene virkelig hænger sammen. Og måske allerbedst er hans kritik af at George W. Bush går som John Wayne. Ubetaleligt! Og så siger de at international politik er kedeligt!

Skriv en kommentar