Mere på hjertet

Nogle gange minder min skriveinspiration mig om musik af 18 Carat Affair; surrealistiske, fragmenterede, opklippede bidder af samples fra obskure 80’er film, en plinky-plonky syntheziser og lummer soul i et tilsyneladende uendeligt lo-fi hakkende loop.

Blot for at sige at jeg egentlig gerne vil skrive mere, oftere og bedre. Men også at jeg her 14 (snart 15!) år inde i blogskriveriet – og vandrende i en tåge af daglig drift, logistik, småbørnslivet og bolig/karriere-bekymringer – mangler de væsentlige indsigter at dele med jer her på en pseudoanonym platform som Sofisten.

Ikke at kvaliteten er meget bedre ovre på min konceptuelt forvirrede offentlige blog. Men det er trods alt nemmere at skabe indhold til den med dens format (med en kortere, statusopdaterings-lignende indlæg) og sølle selvpromoverende formål om at være mit digitale ansigt udadtil.

Sofisten (i dens forskellige iterationer, hvoraf der har været mange) har altid haft et diffust og uklart formål. Få læsere, ikke anonym nok til at agere bekendelseslitteratur, fanget i dens midt-00’er ønske om nok at blive læst (eller endnu bedre: opdaget), men ikke genkendt – og da især ikke af folk, der kender mig i forvejen. Hvordan placerer man lige den slags amorfe størrelser ind i ens skrive- og inspirationsrutine?

Men fortvivl ej, jeg går ingen vegne. Sofisten er min sande skrivekærlighed, og jeg har vanskeligt ved at visualisere mig en tilværelse uden den.

Skriv en kommentar