Siamese Twin

For nylig gentegnede jeg mit abonnement på The Economist. Min kolde tyrker fra bladet holdt cirka fire måneder, så savnede jeg mine ugentlige opdateringer om den politiske situation i Burkina Faso og de makroøkonomiske udviklingstendenser i Peru for meget. I ventetiden på at logistikken kommer i sving og bladet lander i postkassen, læser jeg det via min app på iPad’en. Det fik mig til at spekulere over den anderledes måde, hvormed jeg rent kognitivt ’forbruger’ teksten. På hvordan jeg læser det digitale blad på en mere skimmende måde, end jeg læser det fysiske eksemplar.

Jeg er ret sikker på, at digitaliseringen i længden vil betyde, at alle blade gør som Newsweek, og kun udkommer elektronisk. Den udvikling er jeg ambivalent omkring. Kan ikke undgå at føle en form for nostalgi. Ikke efter papiret som sådan, men mere efter grænser. Når jeg sidder der med min iPad, så savner jeg bladets kanter – både de psykologiske og fysiske. Jeg savner at begynde på et blad, men mest af alt savner jeg afslutningen. Den der tilfredsstillende følelse af at kunne lægge bladet fra sig, velvidende at jeg kom igennem det hele. Det gælder også for e-bøger, tror jeg. Nu har jeg ganske vist kun købt og læst én af slagsen, men jeg manglede efter læsningen den der selvtilfredse glæde ved at lukke bogen i, føle på bogryggen efter hvordan den rent fysisk er blevet mærket efter at være blevet brugt, og afslutte ritualet ved at sætte bogen op på rette plads i reolen. Der er ikke mere at gøre efter den omgang, og det føles godt. Det er en mentalt meget tilfredsstillende øvelse. Denne fysisk betingede følelse af afslutning mangler ved digitaliseringen af bøger, blade og muligvis også musik. Således greb jeg ofte mig selv i gamle dages iTunes i rent faktisk at gå op i at en sang skulle nå at slutte, sådan at den kunne blive talt med i ’antallet lytninger’ statistikken. Hvorfor egentlig det? Hvorfor gå op i en aldeles meningsløs statistik? Måske fordi det gav den tilnærmelsesvist samme følelse af afslutning, som når nålen løfter sig fra LP’en.

I dag skøjter jeg rundt på Spotify, mulighederne er uendelige, de fysiske grænser fuldstændig nedbrudte. I gamle dage, når jeg stod i TP Musikmarked, var musikvalget et enten-eller. Jeg kunne selvfølgelig godt stille mig op til kassen med fire-fem cd’er, jeg gerne ville lytte til inden at jeg bestemte mig, men hvis jeg undervejs fik et spontant indfald (”HEY! Nu kunne det også være sjovt at lytte til det nye album fra Whiskeytown!”), så kunne jeg ikke bare gøre det med tre-fire klik på Spotify.

Det er muligvis for meget at lægge i noget så forholdsvist useriøst som forbrug af popkulturelle produkter. Men hvad vil det betyde for fremtidige generationer, når popkultur fremadrettet altid er et ’både-og’ fænomen, som det er noget nær gratis at finde, forbruge og smide væk igen?

Jeg kom også til at tænke over det ved frisøren forleden dag, da jeg (naturligvis) læste Se & Hør under den begrædelige bi-månedlige massakre på mine gyldne lokker. På siden med danske kendte citerede de et indlæg på twitter. Det var vældig meta, fordi det fint illustrerede hvorfor at Se & Hør dør lige om snart. Deres popkulturelle varer fås bedre, billigere, hurtigere og sjovere på nettet. Benævnte tweet er med garanti blevet retweetet og besvaret masser af gange, før end at Se & Hør end overvejede at bringe det i deres mudderhul af en pamflet. Værdien af det Se & Hør kan levere er med andre ord i frit fald.

Hvordan vil man mon i både-og tilstanden værdisætte et musikalsk mesterværk som Michael Jacksons ’Thriller’? For det første vil begrebet ’et musikalbum’ næppe give mening i fremtiden. Albummet er uløseligt knyttet sammen med et fysisk produkt, og det er ikke længere nødvendigt at levere et sammenhængende bundt af sange. I den kroniske både-og tilstand, vil det være omkostningsfrit kun at høre to-tre sange, og så glemme albummet i sin helhed. Det samme gør sig gældende for The Economist. Det er så meget nemmere at skippe nogle af artiklerne i denne uges udgave, fordi man bliver jo alligevel aldrig færdig med det uafsluttelige, uendelige udbud af digitalt tilgængelige artikler. Livet leves gennem et hav af instagrammede billeder, som det er blevet noget nær gratis at tage – i modsætning til dengang, hvor billederne var koblet til fysiske film.

Hvor vil jeg hen med det hele? Grundlæggende tænker jeg en del over, hvilke konsekvenser digitaliseringen har på vores kreativitet, skabertrang og værdisættelse af ting. At ting aldrig kan afsluttes og det er gratis hele tiden at flakke rundt, må på en eller anden måde have konsekvenser.

Skriv en kommentar