Serier jeg fortryder at jeg så

Nurse Jackie
Ja. Jo. Nuvel. Jeg ved godt, at den altid er blevet rost, og at den vist nok er etchy, ironisk og cool. Man burde velsagtens også give serien kredit, når det nu er Edie Falco, der spiller hovedrollen. Men nej. Den bidende humor er mere deprimerende end morsom, og de evigt distancerede personer er uvedkommende. Vi så én sæson, og det var primært fordi Den Bedre Halvdel havde fået den i gave.

Californication (efter sæson 3)
Californication er med tiden blevet dybt frustrerende. Første sæson er afsindigt morsom, personerne elskelige og manuskriptet tight. Anden sæson er stadig sjov og personerne stadig elskelige, men manuskriptet begynder at sejle. I tredje sæson er humoren intakt og der introduceres en række stærkt underholdende personager. Til gengæld har manuskriptforfatterne nu officielt opgivet ævred, og lader hovedpersonerne pludre planløst rundt i en uspændende ramme. Sæson fire falder helt sammen, mens sæson fem forgæves forsøger at give kunstigt åndedræt. Siden har sæson 6 kørt i amerikansk tv, og jeg er i stor tvivl om hvorvidt jeg vitterligt bør se den. I skrivende stund er svaret ‘nej’.

Lost Girl
“Uuuuuh, en ny fantasyserie”, tænkte vi, da vi fandt Lost Girl på Netflix. “Den minder om Buffy”, kvidere vi. Og bevares, de første tre-fire afsnit var gode. Men her efter to sæsoner, ønsker jeg mest af alt, at serien lægger sig og dør. Hovedpersonen er utålelig og historierne oftest tåbelige. Nogle gange tror jeg ikke, at jeg satte tilstrækkelig stor pris på, hvilken bedrift Buffy the Vampire Slayer var. Josh Whedon transformerede dens udgangspunkt fra overnaturlig teenageserie til noget vedkommende og sindssvagt kreativt.

Heroes (efter sæson 2)
Den her er næppe overraskende, det er trods alt det mest citerede eksempel på tv-serier ‘who lost their shit’. Første sæson af Heroes er sublim, og anden sæson holder også godt ved. I sæson tre går alt galt. Sylar må være tv-seriehistoriens mest belastende og samtidig mest uinteressante skurk. Det er en gåde, at de aldrig formåede bare at få ham skrevet ud af serien.

X-Files (et sted mellem sæson 4, 5 og 6)
Et eller andet sted mellem disse sæsoner, gik X-Files’ noriske bortført-af-aliens tema fra at være elementært spændende til at være dybt rædsomt. De sidste tre sæsoner er en pinsel, kun afbrudt af små øer af lysende og fremragende afsnit.

True Blood (efter sæson 4)
Lad os være ærlige overfor hinanden. Bare for denne ene gangs skyld. True Blood er underholdende, men det er ikke godt. Historierne har altid stået i anden række for den snappy dialog, sexscenerne og de fede detaljer. Hvilket var ok. Indtil et stykke op i sæson 4. Sæson 5 var en rædsom ørkenvandring, som jeg opgav at se. I øjeblikket er sæson 6 i gang hos HBO, og jeg ved ikke rigtig, om jeg behøver se den. Interessant nok har Den Bedre Halvdel heller ikke pushet på for at vi skal se den.  Det står med andre ord skidt til for serien, for hun kan tilgive (alt for) meget for Alexander Skarsgaards skyld.

Nogle serier, som I fortryder?

Skriv en kommentar