Seriedød

Inde på den fremragende blog The Awl er at finde et amuserende indlæg omkring sidste afsnit af Buffy the Vampire Slayer’s sæson fem. Anledningen er den omkring-sig-gribende ’hvad vil vi så huske 00’erne for’ tendens. Buffy-afsnittet, ’The Gift’ (som jeg i parentes bemærket stadig ikke har set), står for skribenten som det ypperste populærkulturen kunne byde på i 00’erne:

Yes, I lined up for Lord of the Rings tickets and obsessively analyzed The Wire. Yes, I sent my daughter to her grandparents’ for the weekend so I could read the final Harry Potter book uninterrupted by actual children. But never again would a cultural artifact make me feel the way I did on May 22, 2001.

2001 was the year that I watched so much Buffy, and the season-five finale, The Gift’, was the ecstatic peak of my fandom.

‘The Gift’ isn’t the best episode of Buffy the Vampire Slayer ever. It’s maybe in the top 20. It’s not the best season finale (that’s ‘Graduation Day’, I’m pretty sure) or even the best episode in its season (that’s ‘The Body’, obviously). But living as we were in a fever pitch of Buffy obsession, the season finale seemed enormous.

Ovenstående fik mig til at filosofere over, hvilke popkulturelle fænomener der ramte mig allerhårdest i løbet af 00’erne. Der har været megen fremragende musik, mange fremragende film, masser af storartede film, masser af gode bøger, mange hæsblæsende stykker billedkunst. Det kan derfor næppe undre, at jeg endnu ikke er kommet frem til et fyldestgørende svar. Men jeg hører gerne jeres indspil? Hvad har været de vigtigste popkulturelle ting for jer igennem de sidste 10 års tid? Altsås ikke nødvendigvis de bedste eller mestfinkulturelle ting som hipster-Søren (og hans post-post Generation X venner fra midt-90’ernes København) og New York Times synes at I skal lide, men de ting der gav ekstra meget mening for jer.

Indlægget om ’The Gift’ er dog også interessant i forhold til den kommende serieafslutning(!) af Lost i sommeren 2010. For det vil utvivlsomt være et hårdt slag for mig, at serien ikke bare bliver ved og ved. Skribenten filosoferer over sin egen optakt til at ’The Gift’ afsnittet blev vist i tv:

I’d spent all day avoiding spoilers on the Internet—infuriatingly, people on the East Coast would learn Buffy’s fate six hours before I did—and calling my wife on the phone to ask her what she thought would happen. That night, as we settled down on the ripped and tattered couch with my brother-in-law and our still-alive dog, I felt a great and awful excitement, like a child’s unbearable anticipation on Christmas morning. To this day I have never felt anything like it. There was this thing, this story, and I wanted it so much, yet I didn’t want it to end, and I didn’t want to be disappointed, and I was terrified and thrilled at the same time. I had invested 99 hours of my life in watching this show, and countless more talking about it, thinking about it, reading about it, and it was all leading up to this. My stomach hurt.

Jeg formoder, at jeg vil have det på præcis samme måde inden det uigenkaldeligt sidste afsnit af Lost. Allerede nu får jeg koldsved ved tanken om, at de ødsler hele seriens betragtelige social kapital væk på en dårlig, utroværdig afslutningen af mytologien. Sæson 4 og 5 har været gode, men dog ikke på højde med den episke sæson 3. Så er vi nu på vej mod den helt store fortællemæssige rabundus i sæson 6? Det må ganske enkelt ikke ske. Men, bevares, måske det ikke er en helt let øvelse sådan at afslutte ting på en mageløs måde. Personligt synes jeg at afslutningen på Battlestar Galactica var helt eminent, men jeg ved at der er delte meninger om det i sci-fi kredse. Bekymrende nok har skribenten følgende dystre profeti omkring sæson seks og syv af Buffy:

As it turned out, the episode was the beginning of the end for the series. Seasons Six and Seven deteriorated in quality, yielding just one great episode (the musical, duh) and a lot of irritating narrative cul-de-sacs. Buffy never again attained the heights of cultural relevance it had at that moment, and Joss Whedon—despite a decade spent creating much-loved cult objects like Angel, Firefly and Serenity, Dr. Horrible, Dollhouse —is further from stardom now than he was that night in 2001. The series came out on DVD and we bought all seven seasons; skipping through DVD menus was much easier than fast-forwarding through a six-episode videotape, so needless to say we watched Buffy much less.

Nogle die-hard Buffy-fans, der har bemærkninger hertil? Eller andre der har fulgt en tv-serie igennem længere tid for siden at se den blive ringere og ringere – inden den fik en mere eller mindre værdig død?

6 kommentarer til “Seriedød”

  1. Die hard Buffy-fans? Findes de virkelig? Og drikker de i vandet fra bongen, de ryger?

    Six Feet Under var årtiets største oplevelse på seriefronten. Den måde, den behandler det voksne postmoderne menneskes genvordigheder på er aldrig set før. Kernefamilien er opløst og familiemønstrene flyder. Hele menneskeheden står på spring for at realisere sig selv og alle sine drømme, men fastholdes i låste mønstre, ubesvarede spørgsmål og forventede rollespil. Der er, når nu jeg bliver spurgt, ingen serier hverken over eller ved side af Six Feet Under. Du burde virkelig onde dig selv at se den, specielt mens den endnu har en smule samtidsrelevans.

    På bogfronten var det en fryd at læse Bret Easton Ellis’ Lunar Park og Douglas Couplands jPod var jo i perioder ligefrem hysterisk morsom.

    Har ikke helt lagt mig fast på de musikalske højdepunkter fra det forgangne årti -der er så meget at vælge i mellem. Indtil videre vil jeg bare konstatere, at Blurs Think Tank virkelig var god. Men jeg har nu også lyttet meget til Arcade Fires Neon Bible og Wilcos Sky Blue Sky.

    Svar
  2. Du er så forudsigelig, Søren.

    *Selvfølgelig* bryder du dig ikke om Buffy (ligesom resten af parnasset), du er *naturligvis* vild med både Blur, Wilco og Arcade Fire (ligesom resten af kultureliten), og mais naturellement har både Coupland og Easton Ellis fundet vej til dit sengebord. Altsammen meget, meget forudsigeligt og utroligt *rigtigt*.

    Lad mig gætte, du er altid helt enig med de dersens ’00’ernes bedste…’-lister i Politiken?

    Hvor ville det dog være befriende, hvis en Nespresso-drikkende, Wilco-lyttende og WA-læsende noget-med-mennesker-og-medier-uddannede ungersvend gjorde noget komplet anderledes.
    Fx. dedikerede resten af dit liv til at være formand for Hulk-seriens fanklub.
    Nej, ikke John Woos rædsel eller tegneserien, men den gamle tv-serie med Lou Ferrigno.
    Bare for at tage et eksempel, altså. Helt tilfældigt valgt. Ikke at jeg har nogle affinitet for Lou Ferrigno.

    Eller noget andet end Den Grønne Kæmpe, bare noget der adskiller sig fra the mould.

    Og mener du virkeligt alvorligt, at du kan lære noget om samfundet og livet og døden og alt det imellem, ved at se Six Feet Under?

    Svar
  3. Ja, Søren, de lever i bedste velgående – uden bong 😉

    As for Buffy… Jeg er tildels enig med skribenten fra The Awl. Sæson 6 og 7 er seriens svageste sæsoner, hvad angår den såkaldte season arch. Det gør sæsonerne som helhed usammenhængende, og “the big bad” er desværre mere komisk end slem. Men det betyder ikke, at jeg som sådan anser sæson 6 og 7 for seriens svageste sæsoner. Snarere tværtimod! Hovedpersonerne er blevet voksne, og i samme takt mister serien noget af sit nuttede udtryk og bliver mere dyster. Det kan man lide eller lade være, men selv er jeg meget tilfreds. Jeg vil dog være ærlig og sige, at min begejstring for benævnte sæsoner formentlig langt hen af vejen er drevet af min begejstring for Spike, men lad det nu ligge 😉

    Mht. serier, der bliver ringere og ringere, må The X-Files vist stå som en absolut vinder i sit felt… Hvad skete der lige dér?! Sidste afsnit var så ufattelig dårligt, at det overgår enhver forstand. Af lidt nyere dato har Ghost Whisperer bestemt også potentiale til at komme til tops i denne kategori, for den nye storyline med sønnen er da ualmindelig ringe. Jeg ikke troede det kunne blive værre end Jim-død-og-genopstanden… Jeg tog fejl!

    Svar
  4. Hmm, var ellers overbevist om, at hvis de fandtes, måtte billedet af en die hard Buffy-fan være et af en 15 årig hormonforstyrret dreng, der var gået i symbiose med sin hjemmelavede ananas-bong på forældrenes Biva 3+2 stue i imiteret læder. Undskyld Louise, det yder helt givet ikke dig retfærdighed, men måske et meget godt billede på en yngre -V-… 🙂 ?

    -V-, kan du ikke bare glæde dig over, at I er så uendeligt mange flere end mig med tarvelig og dårlig smag?

    Hvem er i øvrigt ikke forudsigelig? Et spørgsmål dit hårfagre alter-ego, Kåre, også er velkommen til at besvare?

    Six Feet Under handler blandt meget andet om en række af de spørgsmål, det vil være helt naturligt, du i din rolle som nystiftet familiefar går og pusler med. Spørgsmål omkring familierelationer, tabuer, venskab, fødsel, død og selvrealisering – sådan på et rent menneskeligt plan. Kan du lære noget af at se den? Det ved jeg ikke, men den kan da måske udvide din horisont en smule.

    Svar
  5. @ Louise: Meget enig omkring X-files, som jeg opgav i de senere sæsoner. Ellers er Heroes mit bedste eksempel på en serie, der er faret vild og nu har bedst af at blive befriet for sine lidelser. Ghost Whisperer har jeg altid haft et noget ambivalent forhold til, men Maria elsker den passioneret. Selv hun må dog erkende, at hele Jim-er-Sam historien var demotiverende, men jeg kan høre at skråplanet er blevet endnu mere alarmerende siden da. I øvrigt kom jeg i tanke om, at Roswell retteligt bør med på listen over mine vigtigste tv-serier i 00’erne. Hold da op, hvor var den STOR i min verden i efteråret år 2000!

    @ Søren: -V- er bedre til spydighederne end jeg, så vil ikke kommentere dine standard hipster valg yderligere. Man må give dog give dig at du er konstistent i din promovering af Six Feet Under. Må dog samtidig tilstå, at den kommer bag i køen efter Lost sæson 5 og 6, Sopranos bokssættet samt Buffy sæson 6 og 7. Den med forudsigeligheden skal jeg lige dvæle mere over, thi det leder jo ind på diskussioner som Bourdieu og andre af dine kulturradikale helte har kloget sig på. Jeg skal dog være den sidste til at påstå at jeg har et uforudsigeligt forbrug af kultur – ligesom min store skam er min manglende interesse for ballet, opera og teater i almindelighed. Dét burde man velsagtens kunne lide, når man er så højrøvet som jeg. I øvrigt er jeg lige blevet klippet, så er slet ikke så hårfager længere, nå!

    @ -V-: Jeg stod i dag i Læsehesten (Aalborg største brugte bøger-/blade-/film-/spil-/pornoforretning) og skimmede deres blade. De lødige af dem, altså. Beklageligvis kunne jeg ikke finde nogle af de gamle G.I. Joe blade fra min barndom, men de havde et hav af Marvel. Men at læse dem er vel ikke ligefrem en hobby man kan fremelske i en moden alder?

    Svar
  6. Du glemte helt alle afsnittene i 2900 Happiness, En stor familie, Bryggeren,
    Gøngehøvdingen, BS og Bubber samt directors cut af Taxa på listen over serier, du skal se, inden du kaster dig over Six Feet Under.

    Det svarer jo nogenlunde til at insistere på at bladre samtlige årgange af Ugens Rapport og M igennem, inden man kaster sig over Henry Miller.

    Svar

Skriv en kommentar