Selvhjälpende statsbaner

Tog s-toget ud til lufthavnen her til morgen. For förste gang i, hvad, tre-fire måneder. Som eksildansker bemärker man de små ting. For eksempel at filosofkongerne i DSB’s kommunikationsafdeling har fået den lyse idé, at de da lige vil italesätte virksomhedens elendighed og altfortärende inkompetence én gang til.

Således er togspeakeren af og til begyndt at tilföje et svärt selvtilfredst “til tiden!” efter at have sagt stationsnavnene.

Det virker uhyre sörgeligt, närmest sådan lidt “hallo, jeg er altså ikke en umulius, nå. Jeg kan altså godt leve op til det absolutte minimumskrav. Det vil jeg da godt lige fortälle dig, så hör lige på mig, ik’ også. Jeg er faktisk ret så dygtig, hvis jeg skal sige det selv“.

Den närmeste äkvivalent til dette sörgelige udtryk for DSB’s utilsträkkelighed og leflende behov for anerkendelse, er gymnasieleven, der til eksamen i skriftlig dansk mener at det bör träkke karakteren op, at han i det mindste formåede at välge den korrekte skrifttype i Word.

Skriv en kommentar