Så er der konfekt!

Nu er det officielt: Jeg vil lære at danse electric boogie. Var som nævnt i Tivolis Koncertsal igår og se Nøddeknækkeren, og man må give de medvirkende at de er fint blærede til at danse. Således kunne en af de medvirkende bevæge sig så det så ud som om at han danser i stroboskop lys. Måske er jeg nørd for at elske den slags detaljer, måske er breakdance mere imponerende, men jeg synes stadig at electric boogie er meget mere retro-cool på den Vesterbrosmarte måde, dér! Medvirkende var bl.a. også Josephine Raahauge (I kender hende måske fra en Danske Bank reklame fra et par år siden) som den arme Clara. Med andre ord var det en glimrende nyfortolkning af det hæderkronede juleeventyr, som jeg kun varmt kan anbefale. Især hvis man, som undertegnede, har memoreret stort set alle tænkelige dansemoves, så jeg nu er mere end klar til julefrokosttiden. Vraaaaauuw!

Inden forestillingen var jeg ude at kigge på julegaver sammen med Maria, samt en tur på Wagamama. Tilsyneladende er japansk inspireret mad helt urimeligt populært her i det danske smørhul, ihvertfald var der så rigelig ventetid på såvel bord, som betjening. Jeg spekulerer lidt over hvilken sekt der monstro ejer Wagamama kæden. Deres slogan ‘Positive eating + Positive living’ lyder ihvertfald som noget fra en new age kults gør-det-selv-håndbog. Synes egentlig deres mad er ok, men nu har der været mindre heldig service to ud af fire gange jeg har været der. Tillad mig derfor at lufte min mavesure holdning lidt: Det er altså ikke helt godt nok til at blive kåret til ‘bedste billige restaurant’ i min verden. Oh, well. Det kunne dog ikke ændre indtrykket af en pænt fantastisk onsdag. Gåturen hjem fra Tivoli var også henrivende: Masser af snak, samt horder af berusede skotter (FCK spillede mod Celtic) der urinerede stort set overalt hvor de kunne komme til det. Et ømt skue, skulle jeg hilse at sige.

Skriv en kommentar