i Musik

Retrograde

Jeg tænker en del over ‘retro’ for tiden.

Første gang var forleden, da jeg lyttede til Postal Service’s mesterlige ‘Clark Gable på vej til arbejdet. Gruppen udgav kun et album tilbage i 2003, og var et sideprojekt for Death Cab For Cutie forsangeren Ben Gibbard og electronica-geniet Jimmy Tamborello fra Dntel. Postal Service’s koncept var dengang at lave et album, der byggede fuldstændig på midt 80’er plinky-plonky electropop. Altså, i sin essens et retro-album. Og mens jeg sad der i bussen på vej mod Aalborg Øst, spekulerede jeg over hvordan det koncept egentlig resonerer med i dag. Jeg mener, tænk lige over det. Et snart ti år gammelt retro-album. Hvad er det så i dag? Et retro²-album? Hvordan skal man forholde sig til det som et popkulturelt artefakt?

Anden gang var i går eftermiddag, da jeg var en kort tur inde i byen efter arbejdet. Jeg skulle først og fremmest nå at købe en velkommen-til-verden gave til Stobbes halvanden måned gamle søn (det blev Astrid Lindgrens ‘Brødrene Løvehjerte’. Det er aldrig for tidligt at begynde at læse, og da slet ikke bøger om selvmord), eftersom at jeg skulle på et (i øvrigt fortryllende hyggeligt) besøg hos den lille familie senere på aftenen. Men jeg slog også vejen forbi altid afpillede og provinsielle Fona på Nytorv. Normalt forsværger jeg den slags, men jeg har fået en iPhone gennem arbejdet, og havde brug for at købe et cover til den. Det endte med at blive i form af et kassettebånd.

Nu sidder jeg så her i min midlertidige Jordhule (skal vi kalde det ‘Jordhule 2.5’?), mens jeg kigger på min faux-kassettebånd-iklædte telefon. Og indser at jeg blev ramt af retro, da jeg stod i den skidne butik. Min eftersigende så smarte telefon er nu tilpas ironiseret til at jeg kan holde den ud. Og jeg spekulerer over hvorfor at det er sådan. Og hvilken funktion ‘retro’-konceptet udfylder i min perma-ironiske verden.

Hvorfor har vi retro i popkulturen? Jeg ville ønske, at jeg havde nogle kløgtige teorier at forklare det med. Bevares, jeg ved godt, at retro er en fast bestanddel i musik- og filmhistorien. Popkultur har det jo med at være selvrefererende og cyklisk. Noget (mere eller mindre) nyt vokser frem via fusioner af tidligere bølger.

Weezers fornøjelige video til ‘Buddy Holly fra 1994 var eksempelvis en pastiche over tv-serien ‘Happy Days’, der igen var en pastiche over 50’er-60’ernes USA (retro³?!). ‘Grease’ er en film fra 1978, der foregår i et karikeret 50’er high-school miljø. ‘Mad Men’ er ét langt 60’er jerk off. Indenfor musikken kan man argumentere for, at vi de sidste 20 år har pølset rundt i mere eller mindre renoverede udgaver af tidligere bølger. Hele den franske house-bølge i slut-1990’erne/start 2000-tallet (Daft Punk et al), var i sin essens en amalgam af tidlig 80’er house, soul fra 70’erne og hip-hop krydret med et sjat lummerhed Serge Gainsbourg-style. Og ifølge et program på 24syv jeg hørte efter med et halvt øre forleden, er rocken død. Igen. De største navne i disse år er i sin essens retro, argumenterede den midaldrende musikanmelder. Arcade Fire, Black Keys. Well, vi har hørt det før. Sagde han. Hmmm.

Hvordan vil fremtiden mon behandle popkulturen efter 2000? Hvordan vil man klæde sig ud til retrofester, der skal illustrere 2012? Hvilken musik vil man spille? Vil man huske os for dubstep og den rædderlige dance/hip-hop der hærger i dag? Hvor højt vil man grine af sange, såsom Common ‘Drivin’ Me Wild (“He had a fetish for shoes that’s athletic/Pathetic on his MySpace page half naked“), der allerede her få år senere lyder umanerligt kiksede i deres forældede referencer til sociale medier? Hvilke film vil man opfatte som mesterværkerne fra perioden? Hvad vil man grine af og sige “hø hø, hvor ER det bare 10’erne agtigt!“.

Læste for nylig en artikel i New Yorker, som introducerede ‘The 40-year Nostalgia Rule’. Men andre vil argumentere for, at det kun kræver 12-15 år, før end at retro kan sætte ind.

Så hvornår får vi en full frontal 1997-bølge? Jeg gruer allerede.

Giv lyd fra dig

Comment