Det var Depeche Mode aften i går, og hvad kan jeg sige? Det var stort, endda målt på flere parametre. Koncerten var naturligvis fremragende. Hvis man har blot en lille flig af synth-musik fan i sig, så er DM jo helt oppe i det røde felt. Og de er superdygtige, ingen tvivl om det. Synes ikke sangene fra Playing the Angel albummet fungerede helt optimalt – udover ‘A pain that I’m used to’ – og det stod ret klart, at det er de ældre travere, som publikum bedst kan relatere sig til. Det var da heller ikke hordere af sortklædte, blege mænd, som manglede på Østerbros gader i går. Dunsten af forfald, vigende hårgrænser, lidt for slidte sorte jeans, gamle ‘Elektriske Barometer’ minder fra Tine Bryld tiden + desperationen over barneskrål hjemme i parcelhuslivet, var ganske gennemtrængende.
Højdepunkterne (for mig) var ‘Personal Jesus’, ‘Everything Counts’, ‘World in my eyes’ (som var fremragende udført), ‘Never let me down again’ og sidst, men bestemt ikke mindst: ‘Enjoy the silence’. Sidstnævnte må ganske enkelt være verdens bedste sang. Måske ikke den jeg subjektivt holder mest af, men objektivt set er den urørlig. Og fremførelsen af den var da også højdepunktet i går. Gahan, Gore og co. behøvede slet ikke synge omkvædet af sangen, det klarede publikum helt fint for dem. Opvarmning til koncerten var The Bravery, som startede skidt med fæl, fæl metervare rock, men endte godt med lækre keyboarddrevne sange. De mindede mig lidt om The Killers.
Depeche Mode bliver nok aldrig det band som jeg får et virkelig stærkt emotionelt forhold til, dertil er de lidt for patetiske og inkonsistente. Synes de har lavet et hav af gode singler, men deres albums skuffer mig hver gang jeg har købt et af dem. Plus det der evindelige goth, se-hvor-dystre-og-mørke-vi-er image keder mig grufuldt. Så hellere Pet Shop Boys, New Order og The Smiths. Det skal dog ikke skygge over, at koncerten i går var aldeles glimrende, og jeg kan varmt anbefale at tage ind at se dem.