Phantasmagoria

Det er antageligvis min egen fejl, men bøgerne har svigtet mig det seneste stykke tid.

Det er længe siden, at jeg har været sådan virkelig og ubehjælpeligt grebet af en skønlitterær bog. Hvor jeg har ligget ekstra længe vågen om aftenen, fordi jeg er nødt til at vide hvad der sker på næste siden. Hvor jeg har læst i bogen inden afgangen til arbejdet, og kun meget nødtvunget har lagt bogen fra mig for at komme hen i hamsterhjulet og trælle.

Det er ikke fordi jeg ikke har forsøgt at finde spændende eller attraktive bøger. Har brugt mange stunder på diverse bogblogs og Goodreads for at finde den helt rigtige læsning. Har nærstuderet mangen en ’Årets bedste bøger’ liste. Det har medført nogle fejlskud. Med alderen må jeg indse, at jeg i stadig mindre grad gider læse finlitterære bøger – og jeg gider i særklasse ikke læse sci-fi og fantasybøger skrevet som om der var finlitteratur. De überhypede sci-fi romaner ’Annihilation’ og ’Ancillary Justice’ gjorde således intet godt for mig. Tværtimod var de ustyrligt lange, stort set uden historie eller blot, men til gengæld fulde af den dræbende sproglige masturbation, som andre prætentiøse stødere a la China Miéville holder så meget af. Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre, hvis ikke jeg snart finder mig en fremragende sci-fi bog at blive vild med.

Én anden tendens bekymrer mig ligeledes en anelse.

Er således blevet helt uklædeligt bidt af at læse bøger i den dunkle zone mellem fantasy, sci-fi og horror – og jeg er usikker på, hvad det siger om min mentalhygiejniske tilstand. Den mest underholdende bog jeg læste i 2013 var Dan Simmons’ ’Carrion Comfort’, en ganske infamt velskreven bog. Siden da er det blevet til Adam Nevills ’The Ritual’ (fremragende første 200 sider, hvorefter historien knækker midt over), Jonathan Aycliffes ondskabsfulde ’Naomi’s Room’ og Paul Cornells London-noir fantasykreation ’London Falling’. Alle bidrog med gys og gru i varierende mængder, hvilket gav en sært frydefuld fornøjelse.

Oprindeligt begyndte den snigende fascination af det makabre på en rejse hjem fra USA forrige år, hvor jeg et sted på ruten Denver-Minneapolis-Amsterdam-Aalborg købte Justin Cronins post-apokalyptiske vampyrroman ’The Passage’.

Jeg var vild med den. Slugte den råt i en jetlag’sk døs. Og jeg var pjanket med dens efterfølger ’The Twelve’. Og faktisk også med Cronins åbenlyse inspirationskilde: Stephen King ’The Stand’. Sidstnævnte er en lidt for lang bog, men dens grundlæggende ’motor’ (præmisset i historien om at 99,4 pct. af jordens befolkning bliver slået ihjel af en influenzaepidemi, og der er noget overnaturligt involveret!) er så stærk, at jeg mest husker den positivt. Måske vi endda skal endnu længere tilbage. Til begyndelsen af 1990’erne, hvor jeg som 11-12 årig læste (og genlæste) Michael Crichtons overraskende grumme ’Jurassic Park’. Eller til 2008, hvor jeg var helt fortabt i Peter F. Hamiltons ustyrligt vellykkede krydsning mellem sci-fi og horror i ’The Reality Dysfunction’. Jeg bliver simpelthen så upassende grebet af den slags bøger!

Det er imidlertid ikke kun i bøgerne at mine præferencer er blevet mere blodtørstige. På det seneste har vi fortæret dystre tv-serier i grænsefladen mellem psykologiske thrillers og gysere. Først med ’The Following’ (der nok er den tv-serie, jeg gik mest op i i løbet af 2013), så ’True Detective’ og senest den franske serie ’Les Revenants’.

Ligesom horrorbøgerne giver de mørke tv-serier mig i skrivende stund mere fornøjelse, end diverse andre genrer. Men igen: Jeg ved ikke om det ligefrem er en sund udvikling.

Hvis nogle af de nærværende besøgende kender til gyserbøger man bør læse, så lytter jeg nøje efter. For det er åbenbart det, jeg kan holde til at læse for tiden.

3 kommentarer til “Phantasmagoria”

  1. Jeg anskaffede mig både The Passage og The Twelve efter du havde skrevet godt om dem, og jeg er virkelig blevet glad for dem! Har fået min far til at læse dem også, og vi er ret begejstrede. Ellers lider jeg også selv lidt af manglende inspiration i øjeblikket og genlæser mest bare gamle favoritter.

    Jeg er sikker på, at jeg har nævnt den for dig på et tidspunkt, men Kings Dark Tower-serie er virkelig også værd at gå i kast med – især når du er glad for The Stand.

    Har selv Les Revenants stående – det kan være det skal være næste serieprojekt, selvom jeg godt nok heller ikke har fået set True Detective endnu.

  2. Lige nu læser jeg den her: https://www.goodreads.com/book/show/11515975-enter-night

    Det er en ret old-school vampyrbog skrevet a la Stephen King anno ca. 1985. Tror du vil kunne lide den. Historien er sindsvagt spændende, selvom personerne er lidt karikerede. Hvis du kan lide King, så bør du også læse ‘Carrion Comfort’, som omtalt over for.

    Jeg får ofte omtalt Dark Tower, men er lidt skeptisk over for det der western set-up. Fungerer det?

    Både Les Revenants og True Detective er fremragende. Begynd med sidstnævnte. For en gangs skyld er hypen velfortjent!

    • Jeg synes bestemt western-elementet fungerer – men det er nu på ingen måde altdominerende. Det fylder mest i de første bøger, men det er med tilpas meget twist på, til at det aldrig bliver kedeligt. Tak for anbefalinger! Jeg tror også det bliver True Detective. Lige nu genser vi dog tredje sæson af Game of Thrones, så vi er klar til fjerde.

Skriv en kommentar