Peter Watson: ‘The Age of Atheists’

Ved I hvad, jeg vil være helt ærlige overfor jer. Hvis I læser med herinde så er I tydeligvis af en ganske særlig støbning, I ved nok, den slags hærdede typer der vitterligt kan håndtere den barske sandhed. Så nu siger jeg det bare lige ud, helt ude omsvøb og bortforklaringer: jeg tror der er risiko for at jeg kommer til skimme en del af siderne i Peter Watson: ‘The Age of Atheists: How We Have Sought to Live Since the Death of God’.

The age of atheists 9781476754321 hr

Forstå mig ret: bogen er mageløs. Velskrevet, klog, indsigtsfuld og nærmest absurd altfortærende i sin appetit og bredde. Alene forsiden gør den værd at læse, det er jo så skønt at se ‘Un dimanche après-midi à l’Île de la Grande Jatte’ engang imellem. Men bogen er også virkelig, virkelig lang. At dømme ud fra indholdsfortegnelsen når vi undervejs gennem Nietzsche, Marx, Freud, ekspressionistisk dans, teosofi, fænomenologi, nazisme, eksistentialisme, selvhjælpsbøger, sex, stoffer og rock-and-roll. Phew!

Watson interesserer sig for alternativerne til religion sådan som de har udfoldet sig de sidste 130 år; tankesystemerne, de æstetiske overbevisninger og de andre måder at leve på. Det er ikke en polemisk bog. Watson er ikke ude på en kritik af den traditionelle religion, eller som en anden Richard Dawkins, at lovprise en rationalistisk og naturvidenskabelig tilgang til vores plads i universet. Han vil derimod undersøge de sekulære alternativer og ikke mindst hvordan de skaber mening:

“the wholly secular lack a sense of wholeness, fulfillment, fullness of meaning, a sense of something higher; they have an incompleteness . . . ‘a massive blindness’ to the fact that there is ‘some purpose in life beyond the utilitarian’ ”.

Det er et fascinerende projekt. Ikke mindst hvis man (som jeg) ikke kan lade være med at lægge mærke til, hvordan ellers erklærede ikke-religiøse mennesker finder mening og identitet i tilfældige ting ved at dyrke dem, ja, religiøst. Fænomener som ‘en fed karriere’, ‘at være en god mor’, ‘politik’, ‘at have den perfekte krop’, ‘klimakampen’ og ’social status’ er de facto ersatz-religion for mange mennesker. Hvis man betragter religioner som sociologiske og psykologiske (snarere end teologiske) fænomener, så bliver det tydeligt at de langt fra er forsvundet, selv ikke i sekulære samfund.

Jeg siger ikke at der er noget galt i at kanalisere sit behov for mening ind i den slags aktiviteter, det er altsammen meget naturligt i en affortryllet verden. Og hey, min blog – åbenlyst et meningsskabende fænomen for mig – fylder 15 år om lidt, så jeg har ikke nogen sten at kaste herinde fra glashuset. Derfor er det da også spændende når Watson udforsker mange af de virkelig yderligtgående typer, der har forsøgt at løfte de sekulære meningsskabere op i en højere potens.

Jeg er i skrivende stund på side 70 ud af 563, så der er et stykke vej endnu. Størst glæde fik jeg på side 40, da jeg læste om Ascona:

Seven jpg 2019 06 24 10 42 44

Ascona er som billedet antyder en malerisk turistfælde ved Lago Maggiore. Kan I se lysene ovre på anden side af søen? Det er Magadino, hvor Min Bedre Halvdels mormor bor. Så jeg har været i Ascona nogle gange efterhånden, og tro mig, det er ikke et vildt sted. Man spiser Mövenpick is og spadserer langs vandet i den lune sommeraften. De spiller fesen jazz og tager overpriser for det meste. Et nobelt og frygtelig konservativt sted. Troede jeg. For Watson har gjort mig klogere:

“In Ascona a remarkable number of feminists, pacifists, literary figures, anarchists, modern dancers and Surrealists came together to consolidate their radical ideas and initiate certain ‘life-experimensts’ … Ascona was part-Tolstoyan and part-anarchist, with a decidedly naturalist – at times occult – orientation. Among the better known luminaries who passed through was D.H. Lawrence, Franz Kafka, Carl Gustav Jung and Hermann Hesse.

Nietzscheanism was a pervasive presence, not so much the ‘will-to-power’ form of Nietzscheanism but the Dionysian kind, where the aim is ecstatic dynamism”

Der blev med andre ord gået til den oppe i refugiet på Monte Verità. I dén grad, faktisk:

“Adherents sought intensity through an erotic freedom, which included nudity, sometimes orgies, and at other times embraced a cult of masculinity. There was vegetarianism, sun worship, occultism, black magic, mysticism and Satanism”

Og altsammen for mere end 100 år siden. Der kan man da tale om meningsskabende alternativer til traditionel religion! Jeg ville ønske at jeg havde kendt til den side af Ascona, for det lyder da spændende.

Jeg nærer et håb om at jeg kan opsamle flere indsigter i den stil fra Watsons bog, så måske, MÅSKE løj for jer i indledningen. Måske får jeg jeg faktisk læst bogen? Jeg håber.

2 kommentarer til “Peter Watson: ‘The Age of Atheists’”

  1. “Fænomener som ‘en fed karriere’, ‘at være en god mor’, ‘politik’, ‘at have den perfekte krop’, ‘klimakampen’ og ’social status’ er de facto ersatz-religion for mange mennesker.”

    Auch. Dén vil få mange i din omgangskreds af velbjærgede socialklasse 1 bekendte til at føle sig ramt.

    Ikke undertegnede, naturligvis. Men andre.

    Svar

Skriv en kommentar