Peak Culture

Læste en artikel for nylig: ‘This is what peak culture looks like’. Skribenten argumenterer småprovokerende for, at på trods af at vi med moderne teknologi i dag relativt omkostningsfrit kan copy-paste historiske kulturelle mesterværker, så vælger de fleste at lave og opleve noget andet. Derfor må dette andet nødvendigvis være bedre end mesterværkerne.

Skribenten mener at der er en åbenlys diskrepans mellem ‘folk flest’ og eksperter. Hvor de brede masser foretrækker at forbruge nutidige kulturelle produkter, så fetischerer eksperter ‘klassikerne’ og de postuleret eviggyldige historiske mesterværker. Det sker fordi eksperterne har en iboende egeninteresse i denne kulturelle pessimisme og i at fastholde idéen om at fortidens kultur er bedre end nutidens, da deres viden (og de selv) ellers ville være ganske ganske irrelevant.

Det er bl.a. derfor at vi altid skal belemres med lister, hvor ‘Citizen Kane’ kaldes den bedste film nogensinde og det betragtes som et intellektuelt adelsmærke at have læst Dostojevskij. Og det vel at mærke selvom stort ingen nulevende mennesker vil få en særlig god eller berigende oplevelse ud af dem. Det gør sig også gældende indenfor popkulturen, der stadig er drevet af Boomernostalgi. Som skribenten fremhæver:

To a certain extent, this is a result of how nostalgia influences our perception of quality. I was in middle school when The Legend of Zelda: Ocarina of Time was published, so my skewed perception is that it is a uniquely good video game. Years later, it felt like a switch flipped on when I turned thirty and I no longer had interest in any of the new music played on my preferred radio station. But neither of these sentiments reflect underlying reality. I expect that pretty soon I will be yelling at clouds and telling kids to get off my lawn. Some research supports the idea that there is a nostalgia-age nexus, whereby you are locked in to preferring what you experienced at a particular age. And with the cultural dominance of Baby Boomers in place, the received view remains that by some bizarre “coincidence,” what the Boomers experienced at the relevant times in their lives is what all future generations have been forced to experience since then: Christmas music from when the Boomers were children; pop music from when the Boomers were teenagers or in their twenties now deemed to be “classic” rock; and the artsy or edgy movies from when the Boomers were in their twenties and thirties supposedly the best artistic era for Hollywood. This does not actually reflect reality either, of course; our expectation should be that the best Christmas music, pop music, and movies all appeared relatively recently, because that is what progress means.

Artiklen er tankevækkende, men også lidt vel kluntet i sit grundargument. Det virker eksempelvis ret evident på mig, at vi ikke er i ‘peak culture’, når det handler om film (hvilken film fra 2020 eller 2021 vil du huske om 10, 20, 30 år?) eller poesi (hvornår var en poet sidst relevant, og nej, Yahya Hassan er ikke nok). Jeg tror heller ikke, at fremtidens generationer vil værdsætte den arkitektur, der i disse årtier udfoldes i danske byer, ligeså højt, som arkitekturen fra begyndelsen af 1900-tallet (har I gået en tur i Ørestaden eller blandt de glas-betonhelveder, der perforerer havneområderne i Aalborg, København og Aarhus for nylig?).

Men jeg køber argumentet om, at Boomernes dominans har betydet en disproportional opreklamering af 1968-ungdomskulturen og dens popkulturelle artefakter. Det skal blive spændende at se, hvad der afløser det. Min egen generation virker underligt konsistensløs i vores identitet, opvokset som vi er i skyggen af 90’ernes hybrisoptimisme og terrorangrebet i 2021. Vi er fanget mellem Boomere, Gen X’ere og De Nye Inderlige i form af Greta Thunberg. Det er næppe os, der er generationen vi ventede på.

Endelig må jeg erkende, at jeg selv ikke er meget bedre end Boomerne, da jeg selv er massivt nostalgiramt. Måske det skyldes min nylige indtræden i 40-års alderen. Meget af det er i hvert fald børnedrevet. Min ældste er vild med at spille videospil, og det giver mig en pervers sentimental glæde, at eksponere ham for de popkulturelle ting, jeg selv var vild med som dreng; især Super Mario og The Legend of Zelda spillene. Samtidig må jeg indrømme, at selvom jeg inderst inde stadig mener at ‘Final Fantasy VI’ fra 1994 er verdenshistoriens bedste spil, så kan de nye iterationer af spil virkelig noget andet. Det giver nøgternt vurderet ikke mening at tvinge drengen til at spille Super Mario spillene fra 1990’erne, når der er et helt vidunderligt alternativ i form af ‘Super Mario Odyssey’. Det er er så propfyldt af nye idéer, lækker grafik og et sublimt gameplay, at de gamle spil må betegnes som kuriøsiteter.

Alt sammen blot for at sige, at jeg er splittet. Men man må hellere se fremad, det plejer at være det mest holdbare.

Skriv en kommentar