Selvhjälpende statsbaner

Tog s-toget ud til lufthavnen her til morgen. For förste gang i, hvad, tre-fire måneder. Som eksildansker bemärker man de små ting. For eksempel at filosofkongerne i DSB’s kommunikationsafdeling har fået den lyse idé, at de da lige vil italesätte virksomhedens elendighed og altfortärende inkompetence én gang til.

Således er togspeakeren af og til begyndt at tilföje et svärt selvtilfredst “til tiden!” efter at have sagt stationsnavnene.

Det virker uhyre sörgeligt, närmest sådan lidt “hallo, jeg er altså ikke en umulius, nå. Jeg kan altså godt leve op til det absolutte minimumskrav. Det vil jeg da godt lige fortälle dig, så hör lige på mig, ik’ også. Jeg er faktisk ret så dygtig, hvis jeg skal sige det selv“.

Den närmeste äkvivalent til dette sörgelige udtryk for DSB’s utilsträkkelighed og leflende behov for anerkendelse, er gymnasieleven, der til eksamen i skriftlig dansk mener at det bör träkke karakteren op, at han i det mindste formåede at välge den korrekte skrifttype i Word.

Bedste sang i 2011

Som Den Bedre Halvdel utvivlsomt vil kunne bevidne, så er Real Estate – ‘Green Aisles‘ den ubetinget mest spillede sang på anlægget hjemme i Jordhulen i 2011. Jeg ved faktisk ikke engang hvorfor at den virker så stærkt på mig. Jeg mener, jeg vil have forståelse for hvis andre synes den er kedelig. Måske deres ‘It’s Real’ (nummer fem på Pitchfork’s liste over årets bedste sange) nøgternt vurderet er en bedre kreation.

Men der er et eller andet ved de ringlende guitarer. Melodien. Det melankolske omkvæd. Jeg kan lytte til sangen snart sagt et uendeligt antal gange uden at blive træt.

Måske det er fordi den minder mig om The Smiths klassikere som ‘Reel Around the Fountain’ og ‘Miserable Lie‘. I hvert fald er det årets bedste sang for mit vedkommende.

Hvad er jeres?

This is why we can’t have nice things

Kære post-hipstere (eller hvad I nu end kalder jer selv for tiden),

Det var sådan set slemt nok med den der gudsjammerlige anlæg-overskæg-kampagne, som I har gang i. At se Farum Boldklub anlægge sig skovsnegle er jo omtrent ligeså meningsfyldt som at snitte sig i armen med en selvdød panda.

Men lad det nu ligge. Jeres overskæg er jo trods alt mest til skade for jeres eget udseende samt nære og kæres æstetiske nydelse.

Nej, det der for alvor kan gøre mig vredladen er, at jeres åh-så-selvhøjtidelige kaffevaner er med til at gøre min guilty pleasure (herlig, underskøn filterkaffe) dyrere. Så hvad med at holde op med det?

Når man har et eksorbitant kaffeforbrug som mit, vil det jo kunne lede til den rene og skære økonomiske ruin for mig. Og hvad nu hvis de holder op med kaffe-refill i amerikanske diners? Hvordan skal jeg så få mit behov dækket, hvis jeg en skønne dag kommer på rundrejse i Texas? Hva’? Kan I svare for jer selv?

Hundehoveder!

Next Girl

Det er et begrædelig længe siden at jeg sidst har belemret verden med min arbitrære musiksmag. Men i hyldesten af at en jævnlig kommentator her på siden, Darth, har åbnet sin nye musikblog, føler jeg mig kaldet til at bringe The Black Keys ‘Next Girl’ her på en solbeskinnet fredag i Bruxelles. Den er ganske ualmindelig sjofel. En beskidt og sodet omgang rocket soul. Med en tilhørende skamløst morsom video. Det er godt. Rigtig godt. Ja, nærmest prægtigt. Lidt ligesom Altmusik, faktisk.

Vejen ud af krisen

Nyuddannet cand.mag eller scient.pol? Arbejdsløs? Ensom? Ked af det hele? Ingen mulighed for at joine de andre papirnussere i Folketinget? Fortvivl ej, thi altid servile The Economist peger på en ganske enestående mulighed for dig:

The time-poor new rich are generating demand for household staff, and this sort of work can be very well paid. A private secretary and general factotum can earn up to $150,000 a year nowadays. Salaries for standard butlers range from $60,000 to $125,000 and a head butler can make as much as $250,000, according to the website of the Butler Bureau.

Tid til et karriereskifte?

Genstridig skaldepande nægter at blive fyret

Nå, men han blev jo ikke fyret, vel. Ståle Solbakken, altså. Desværre. For med jeres udsendte Sofist på lægterne spillede FC Köln først 1-1 mod Kaiserslautern og vandt så ugen efter med 4-3 over HSV.

Sportsdirektøren gav ham en såkaldt ‘jobgaranti’, siden valgte de kölnske dagblade åbenbart at frede den hårdt pressede skaldepande. Ja, faktisk var de næsten ved at kamme over af begejstring, da Solbakkens engagement på sidelinjen/voldelige tendenser kostede ham en brækket hånd under HSV-kampen. Det var lige før at hans pacemaker ikke kunne følge med, bedyrde han. De selvsamme medier, der få uger forinden lystigt smed brænde på bålet til Solbakkens heksebrænding, kaldte ham nu forelsket for ‘Stahlbakken’ og kunne med varme glød i stemmen berette, at spillerne karakteriserede den nye træner som ‘Coole Sau’. Så her midt i landsholdspausen er det hele bare fryd og gammen.

Ærgerligt nok.

Selvom mit hævntogt mod Solbakken således tilsyneladende er gået på grund, så er jeg dog ikke i tvivl om, at jeg i sidste ende nok skal få ret. For ligegyldigt hvor meget FC Kölns presseafdeling forsøger at italesætte harmoni i klubben, så ændrer det ikke på fakta. Nemlig, at:

  • Det Köln-mandskab jeg så løbe forvirret rundt på banen var på ingen måde samspillet, præsterede et grotesk højt antal fejlafleveringer og havde åbenlyst ikke adopteret Solbakkens højtbesungne ‘system’. Mod et bedre og modigere hold en K’lautern havde de fået læstelige prygl.
  • 3-4 sejren over HSV var baseret på rent held og et decideret HSV-sammenbrud, hvis ellers man skal tro Kicker.
  • Kölns trup virker uhyre smal. Uden Podolski i front er de næsten ligeså tamme som AaB’s offensiv.

Så jeg hviler trygt i forventningen om, at Solbakken nok skal få sparket. For når man går rundt i Köln fornemmer man at det er en god, gammeldags fodboldby. Opmærksomheden om byens klub er enorm. Det samme er forventningerne. Faktisk er de alt for høje i forhold til hvad kvaliteten af holdet berettiger til. Så uanset hvor mange sprællemands-hop Solbakken opfører under kampene, så vil han med statsgaranti ikke kunne levere den vare, som byen forventer af ham. Bare vent og se. Han afløser Drillo som landstræner for ligeledes fiaskoramte Norge lige om lidt. Det vil jeg godt vædde en halvvarm kölsch på.

I øvrigt var Köln-K’lautern kampen hård at se. For Köln er faktisk en ganske sympatisk klub. Hvis ikke de havde været så ufornuftige at ansætte mit yndlingshadeobjekt som træner, så kunne jeg faktisk godt finde på at holde med dem. Deres hjemstavnshyldende sang om FC Kööööööööööööölle var decideret nuttet. Manende slagsange er generelt noget de gør sig i, dernede i Preussen. Hvem kan for eksempel glemme HSV’s über-bondske ‘HSV Forever and Ever’? Ikke mig, i hvert fald, det er helt sikkert.

Men alt i alt. Få ham nu fyret, Köln. Gør det muligt for mig at holde af jer.

Fristil

Jeg har nu efterhånden været pjanket med Jay-Z & Kanye West: ‘Otis’ i et par uger. Ikke så meget på grund af teksten (som er decideret åndsvag), men samplingen af Otis Reddings ‘Try A Little Tenderness’ fungerer exceptionelt godt i mine øren. Otis’ opklippede stemme og det hårdt prøvede klaver skaber ganske enkelt 2011’s hidtil mest fængende sang, hvis man spørger mig.

Kanye er jeg lidt forbeholden overfor. Udover hans ulækre tendens til at søbe sine sange ind i auto-tune, så er han en lidt trist skæbne rent indholdsmæssigt (så spændende er dine diamanter altså heller ikke).

Jay-Z, derimod, han ejer et særlig sted i mit hjerte. ‘Empire State of Mind’ var en af 2009’s bedste sange, ’99 Problems’ er et mesterværk. Det er vel nærmest kun hans Neptunes-producede periode anno  2003, som er af ikke-optimal standard.

Hans slut-90’er sange har efter min mening en ganske særlig chame. I dag lyder produktionen i sangene måske lidt gumpetung, men samtidig er de ungdommeligt kåde. Det var først nogle år senere at han begyndte at brande sig selv som den store forretningsmand, men skryde – dét kunne han allerede dengang. Dyrk eksempelvis samspillet mellem Jay-Z og Foxy Brown i ‘Ain’t No N****’. Det er sublimt underholdende.

Ovenstående video er taget fra ‘The Mix Tape vol. II’, hvor Jay-Z laver freestyle på et af Funkmaster Flex’ beats. Jeg lånte albummet tilbage i gymnasietiden på det Nordjyske Landsbibliotek. Kom i tanke om sangen under en af mine talrige gennemlytninger af ‘Otis’ på vej hjem fra arbejde. Rodede derfor rundt i mine gamle MiniDiscs, og fandt ‘Freestyle’ igen igår aftes.

Det er en fornøjelse. Manden er jo et geni. Nyd den. Fra mig til jer. Værsgo.

Jeg er ikke hävngerrig, men…

Der bygges solidt op til min FC Köln-Kaiserslautern kamp på lördag. Åh, ja, der gör:

To kampe, nul points og otte mål inkasseret. Dette er kendsgerningen for cheftræner Ståle Solbakken i FC Köln. I går tabte klubben med hele 5-1 til Schalke, og Solbakken indrømmer nu, at det er pres på ham, men at han har tiltro til sit eget arbejde.

– Indeni, er det et helvede for mig. Presset på mig er stort, men jeg har tiltro til mit arbejde. Jeg tænker ikke på min personlige situation, så længe jeg tror på mit koncept, udtaler Solbakken ifølge Kicker.

Tänk: Med blot en knivspids held kan jeg med egne ören få den udelte fornöjelse at höre “Solbakken RAUS!” bliver råbt af horderne efter kampen. Måske bliver han verfet ud under mit ophold i Köln? Måske ser jeg ham gå alene, forhadt og foragtet i gaderne bagefter? Måske verden endelig får at se hvilket opbläst og overvurderet gögler han i virkeligheden er?

Det bliver skönt. Jeg håber og beder til en overbevisende ‘Lautern-sejr på lördag.

Stimulering i Norditalien

Italienske Udinese skal møde Arsenal i to Champions League kvalifikations kampe. Det får deres klubbens ejer til at reagere på følgende elegante vis:

“Det er en stimulerende udfordring, ligesom at besøge New York for første gang. Jo mere fascinerende modstanderen er, jo hårdere vil vores spillere kæmpe”, siger Udinese-ejer Gianpaolo Pozzo til Sky Sport Italia og fortsætter:

“Det er naturligvis en chance for, at Arsenal slår os ud, men kampene er den helt rigtige belønning for vores fantastisk sæson. Hvis vi slår dem ud, er det en historisk begivenhed, og jeg lover spillerne en særlig gave, hvis det lykkes.”

To nagende spørgsmål følger af Pozzos reaktion.

For det første: Hvad går den særlige gave mon ud på? Der er alt andet lige tale om professionelle fodboldspiller, der i forvejen tjener ganske pæne summer. Hvis ‘den særlige gave’ blot er en likvid belønning, vil det vel være en smule uopfindsomt, ja, vel nærmest lidt af et antiklimaks? Så hvad er det? En stripper til julefrokosten? En ekstra brutal træningslejr næste sommer? En gratis tatovering på ballen udført i et af Udines mere skumle kvarterer? En skriftlig undskyldning for den forbryderisk grimme hjemmebanetrøje fra 2006/2007-sæsonen? Hvad er det?! Ud med sproget, Pozzo!

For det andet: Pozzo, den stimulans du oplever netop nu, er vel ikke meget større end dengang I mødte AaB på Aalborg Stadion i september 1999? Ja, jeg var der jo selv, og godt nok vandt I 0-1 på et mål af Andrea Sottil (møgdyr!), men mon ikke det stimulerede jer voldsomt sådan at komme til Den Gyldne Stad og spille mod hædersmænd som Strandli, Gaarde, Anders Andersson, Jens Jessen, Lars ‘Kosten’ Thomsen og Ståle Solbakken? Ja, altså sidstnævnte er selvsagt ikke en hædersmand, men ellers? I blev da rigeligt stimuleret? Eller hvad? Hvad har Arsenal og London som AaB og Aalborg ikke kunne give dig dengang? Og hvilken særlig gave gav du spillerne efter jeres svineheldige sejr? Sig det nu!