Hvorfor jeg holdt op med at være føderal

Psssst, her er et lille tip: Næste gang en eller anden forsøger at bilde dig ind at EU er helt vildt vigtigt, og at du pinedød SKAL stemme til EU-Parlamentsvalget – så ignorer dem. Fuldstændig og aldeles. Tro dem ej. For de lyver for dig. Tillad mig at demonstrere.

Min højtelskede husbibel The Economist har en ypperlig blog de kalder ‘Certain Ideas of Europe’. I denne uge lader de et finsk medlem af Europa-Parlamentet, Alex Stubb, grifle løs omkring tilværelsen som MEP’er. Og lad mig blot spolere glæden for jer: Selvom den unge finne forsøger sig med selvironi og kække bemærkninger, så er det ikke særskilt interessant læsning. Det er fordi EU-Parlamentet er det mest uinteressante og ligegyldig penge-lige-ud-af-vinduet pseudodemokrati man kan opstøve. Jeg vil tillade mig at bringe et par citater fra hans beskrivelser af sin sindsoprivende 4. september:

7.00. The producer of the radio programme calls me to check that I am awake, at least physically. I brief her on the latest developments on the distribution of seats in the European Parliament. She promises to call me back at 7.15. I brush my enormous teeth.
(Men dog! Fordelingen af sæder? Spændende!)

8.30. Off to our traditional press breakfast. We talk about the distribution of seats in the European Parliament and next year’s EU budget.
(Men dog! Endnu mere fordeling af sæder? Spændende!)

10.30. Time to save the Baltic Sea. Some 50 MEPs get together to listen to a Nord Stream representative. He tells us about the gas pipeline which is to be laid down in the Baltic Sea. It was agreed by Vladimir Putin and Gerhard Schröder a couple of years ago. The representative is convincing, but the MEPs are not overhealmingly convinced about the environmental impact of the project.
(Hurra, Putin og Schröder vinder igen. Godt at vi kan blive endnu mere afhængige af russerne!)

11.15. The phone keeps ringing. Journalists are interested in the division of seats in the EP. So am I.
(……….fordeling af sæder? Herligt!)

11.30. The bell rings. Time to go and vote. The plenary boasts two new lightboards. They are funky. They even show you a graphic on who votes for (green) and against (red). We vote on the single market, inland transport of dangerous goods, and better regulation, among other things. The world is a better place after the votes, at least that’s what I tell myself.
(iiiih! Nye lystavler? Spændende!)

11.55. The votes are over in record time. We often sit and press buttons and lift hands for the better part of two hours. The President of Portugal is scheduled to give a speech. I skive off to meet a couple of journalists. We talk about how to sell the EU to the general public. No easy feat. We turn on the cameras. I talk. And I talk a bit more.
(Hvordan kan det være svært at sælge EU når man beskæftiger sig med så livsvigtige sager som fordelingen af sæder i EU-Parlamentet?)

14.45. Time to prepare the Committee on Budgetary Control. I am wearing a black shiny suit, a black shirt and a lime green tie. A Spanish colleague thinks that I look like a pimp. I take it as a compliment…
(Nogle gange er ord overflødige….)

15.45. The institutional nerds of our centre-right political group gets together to talk about the seats in the EP and the negotiations on the constitution-turned-reform treaty. The room is full of former ministers. I feel humbled.
(Nææææh! Sædefordeling? Lifligt!)

16.30. The BBC’s Today programme gives me a ring. They ask me to participate in a live radio chat tomorrow morning. I am flattered. Must call mother- and father-in-law in Solihull. They might want to tune in. I stress the word “might”.
(Ak, end ikke hans svigerforældrene synes hans job i parlamentet er spændende!)

22.00. Back in the hotel. Nothing like ending your day with a good book and bad TV.
(Så sandt, så sandt!)

Magen til navlebeskuende snik-snakke klub skal man lede længe efter. Det er da godt at de årligt kan bruge 1,26 mia. kr. på at flytte parlamentsmøderne frem og tilbage mellem Strasbourg og Bruxelles. Money well spent, må man sige. Lad os SÅ få set på den sædefordeling.

En statsminister åbner sit hjerte

Dagens store nyhed i den meget omtalte blogosfære er at den liberale fanebærer og velfærdsstatens bevarer i én og samme person Statsminister Anders Fogh Rasmussen har startet sin egen blog. Jeg har dog indtil videre slet ikke hjernekapicitet eller interesse nok til at forholde mig til substansen i det han skriver. Ligeledes kan en lang række selvbestaltede kommunikationseksperter sikkert belære mig i timevis om, at AFR’s blog skal ses som et noget forsinket forsøg på at hope med på de nye mediers betydning og web 2.0 og bla bla bla. Selv spekulerer jeg mest over hvor meget han selv skriver af indlæggene. Han skal ihvertfald stramme sig gevaltigt an hvis han vil blot tilnærmelsesvist skal kunne matche den svenske udenrigsminister Carl Bildt. Hans blog er ekstremt velopdateret, samt ikke mindst ganske personlig med links til sønnikes blog. Nu ved jeg f.eks. at Unge Bildt ikke er vild med skolen og gerne i spøg vil være lastbilchauffør. Måske usaglig og ubrugelig viden, men det er sådan noget som giver helhedsbilleder.

For det er dét en sand snagemås og voyeur som jeg vil have. Eftersom jeg allerede bliver druknet i politiske oplæg, forslag, information, regler og udtalelser i dagligdagen, så har jeg ikke brug mere af den slags. Til gengæld vil jeg gerne læse om politikernes selvstændige refleksioner, analyser, deres interesser, hvad de brænder for og hvad de laver når de ikke skal levere 10 sekunders budskaber på TV.

Jeg synes f.eks. det er spændende når Gamle Bildt giver sine tanker omkring udviklingen i Kosovo. Det står i skærende kontrast til hvad vores egne Udviklings- og Udenrigsministre kunne bidrage med i deres blogs på Udenrigsministeriets Afrika-satsning. Magen til upersonlige, embedsmandsskrevne ligegyldigheder skal man lede længe efter. Så kære Anders og andre evt. medlæsende politikere: Hvis I absolut vil lave en af de dersens blogs som de unge vil have, så spar mig jeres alenlange politiske indlæg. Hvis bloggens funktion blot er at tjene som en ekstra kanal som I kan lukke det gylle ud som jeres studentermedhjælpere har skrevet for jer, så bliver de ligegyldige.

Og selvom det er sjældent at jeg roser de Radikale, så skal de dog have lidt klap på skulderen i denne affære. I tråd med deres elitære og akademiske bias, så ville de ikke stå tilbage for Landsfaderen i dag, men forkælede de utvivlsomt hungrende masser med en live fotoblog fra deres gruppemøde i dag. Dybt ligegyldigt kan man mene, men sikkert et velmenende forsøg på at bruge nettet som en reel måde at engagere folk på. De ambitioner måtte Statsministeren også gerne have.

Resultatet af dagens gruppemøde er dog svagt tragikomisk. Man fordelte ordførerskaberne i Folketingsgruppen og dannede samtidig nogle temagrupper. De lader ikke Tour de France meget efter. Tillad mig at præsentere: ‘Team klima, miljø og økologi’, ‘Team international’, ‘Team økonomi’, ‘Team velfærd’ og endelig ‘Team udlændinge, ret og kultur’. De nuværende professionelle cykelhold får – doping eller ej – svært ved at konkurrere med de radikale navne. Ja, man sidder jo helt her og savner de gamle cykeldage, hvor glorværdige hold som ‘Team Chicky World’ hærgede landevejene. De eneste der vel i dag kan fravriste de Radikale førstepladsen over tåbelige navne er ‘Team Designa Køkken’. Vi får at se hvordan det spænder af.

Finalmente

Efter mange lange og trange år i kulden, er Napoli endelig tilbage i Serie A. Man kan nu kun håbe/frygte at Sofia Loren holder hvad hun lovede i sidste måned. Dengang lovede den 72 årige bedstemor at strippe såfremt at hendes elskede Napoli atter kom i den bedste italienske fodboldliga. Man kan næppe benægte at hun var veldrejet som ung, så her på bloggen (og i Napoli) vil sagen naturligvis blive dækket intenst. A-hem.

I Believe In You. Your Magic Is Real

Imens 10.000 børn i dag døde i Afrika af kolera, så måtte Bush blive væk fra gældsafviklings diskussionen ved G8-mødet grundet et maveonde. Det kan man da kalde skæbnens ironi. Udover et tilsagn om flere penge til at bekæmpe aids og malaria (hvilket dog ikke stiller de selvproklamerede verdensfrelsere Bono og manden-hvis-koncerter-blev-aflyst-i-Danmark-efter-at-have-solgt-samlet-29-billetter tilfredse) og nogle forholdsvist uforpligtende løfter omkring begrænsning af emissioner af drivhusgasser, så blev konfliktlinjen mellem Rusland og USA tonet noget ned de sidste dage af mødet. Ja, faktisk var Putin så generøs at han foreslog et fælles anti-missil anlæg i Azerbaijan! De kære russere vil dog stadig ikke medvirke til en afklaring af Kosovos status. Samlet set er evalueringen af G8-mødets resultater derfor lidt mudret. Men forhåbentlig får den arme Bush’s mave det snart bedre. Pøj-pøj herfra.

Overordnet set synes jeg egentligt det mest interessante ved G8-møderne er deres symbolværdi. Det er tankevækkende hvordan globale trends bliver til og forsvinder igen. I 2005 fik Live8-bølgen skabt en masse opmærksomhed omkring gældsafvikling og udviklingsbistand. Man kan være fagligt uenig i aktivisternes argumenter, men det er et faktum at de fik lederne til at forpligtige sig til at gøre noget. I 2006 var mødet i Skt. Petersborg, hvilket man ikke hørte så meget om. Dels var folk nok mætte af at frelse verden, dels havde aktivisterne måske hørt om det russiske politis ‘hjertelige’ metoder når det gælder demonstrationer? Men så kom orkanen Kristina, og siden udgav manden-der-formåede-at-tabe-et-utabeligt-præsidentvalg sin nu herostratisk berømte bog (og siden film og meget famøst powerpoint show). Og vupti – pludselig er klimaforandringer blevet emnet over alle emner. Klima er så sexet. Ingen skænkede det en tanke for to år siden. Størstedelen af jordens befolkning har stadig ikke adgang til rent vand og det går stadig af helvede til i det sydlige Afrika. Men det er ligegyldigt nu, for det er jo ikke det ‘vi’ vil have politikerne til at bruge penge på. I stedet for at redde verden NU og kanalisere penge til dem der har brug for det NU, så skal vi lægge bånd på os selv, uden at vide om vores indsats overhovedet hjælper. Det er da tankevækkende hvilke mekanismer der er i spil, når über-emner sådan kommer øverst på dagsordenen.

Hvorom alting er, så fungerer G8 møderne altså af uransagelige årsager som det bi-annuale midtpunkt for ‘de globale megatrends’ (den floskel har jeg glædet mig til at kunne skrive). Det er dér NGO’erne og virksomhederne (og hvem der nu ellers kan tjene penge på andres ulykker) skal sørge for at have gjort deres påvirkningsarbejdet. I 2007 vandt klimamafiaen altså. Det skal blive spændende at se hvad der gør sig gældende i 2009. Vender udviklingsproblematikkerne tilbage? De globale handelsaftaler? Landbrugspolitik? De stakkels truede religioner? Nukleare våben? Den globale arbejdsdeling? Måske er der en rask lille krig i Mellemøsten at tage fat på? Gæt selv løs! Men I må kalde mig Balthazar hvis klima stadig er ze hot stuff om to år.

En konsulents inferno

Jeg var i Horsens igår. Spenderede det meste af en varm sommerdag i et tog, samt med at høre om noget så sexet som ‘nationale initiativer under EU’s 7. rammeprogram inden for anvendelse af sensorer, IKT og robotter i jordbrug og fødevareindustri’. Det var vældig, vældig teknisk. Som en forarmet og åndsforladt samfundsvidenskabelig kandidat, kan man godt føle sig en anelse lost, når først professorerne fra DTU og slige steder ruller sig ud med fagtermerne. Forsøgte dog at holde ved med det yderste af neglene, så jeg ikke faldt helt igennem som den halvstuderede røver jeg er.

Til gengæld lå konferencestedet, Hotel Scandic, ganske idyllisk. Ja, det var tæt på at jeg næsten holdt op med at hade Horsens. Den har ellers været noget nær Pandæmonium for undertegnede. Årsagen skal findes en regnfuld efterårsdag i 1996, hvor jeg som spæd og kvabset teenager deltog i mit første karatestævne. Det fandt sted i en afsidesliggende udørk udenfor Horsens, og jeg fik så mange læstelige klø at jeg siden intuitivt har hadet alt og alle fra Horsens og omegn. Et ganske ironisk faktum, taget i betragtning af at mit efternavn stammer fra en bakke i nærheden af Haldrup, lige udenfor Horsens by. Min salige og meget stamtavleinteresserede bedstefar berettede tit og ofte om Vær Kirke i Haldrup, hvor utallige individer af min stolte bondeslægt ligger begravet. Ja, han gik faktisk så langt at han selv ligger begravet der nu. Så jeg burde vel tage mit irrationelle had op til fornyet revision.

Men naturens luner kan som bekendt være lunefulde. Og jeg skal ikke nægte at der i går også skete noget, som kun har bekræftiget mig i at Horsens må være centrum for al verdens ondskab.

Hotellet havde valgt at spille radio i baggrunden på toiletterne. Smag og behag, jeg synes den slag er utidigt, men det var altså deres valg. Og det var der at filmen knækkede og mit lille hjerte brast. For det gik hverken værre eller bedre end at der blev spillet Poul Krebs, mens jeg i en pause var ude at inspicere håndvaskene. Slemt nok i sig selv, men netop fordi det skete i Horsens, så var der tale om den måske mest brutale sang i hans repertoire. Den hvor han virkelig bræger igennem med sin menneskerettighedskrænkende stemme. Jeg skal ikke kunne sige om der er tale om en særdeles grovkornet spøg fra Guds side, men lige netop da følte jeg mig meget, meget samspilsramt. Det kan umuligt være tilfældigt at det var ‘Johnny han var lige ved at blive sindssyg’ som de spillede på toilettet.

Men man skal jo konfrontere sin frygt. Så derfor har jeg – for min sjælefreds skyld – valgt at gengive hele teksten til Poul Krebs sublime manifest til bøvetheden. Nyd den, mine damer og herrer, det er ikke sandsynligt at noget så afskyeligt nogensinde vil blive skrevet igen. Jeg har taget mig den frihed at markere de dele af sangen der gør allermest ondt. Kun sådan får man virkelig lutret sin sjæl.

Johnny han var lige ved at blive sindssyg
Af at tænke på hvor hun ku’ være
For tankerne havnede i en blindgyde
Han ku’ ikke holde ud at tænke på det mere
Hun havde jo sagt hun snart ville komme
Hun havde jo sagt hun elskede ham
Hun havde jo kaldt ham sin for evigt – yeah
Så Johnny han var lige ved at blive sindssyg
Af at tænke på hvor hun ku’ være

Johnny han var lige ved at blive sindssyg
Han ku’ ikke gøre noget som helst
Han vidste hun ku’ drive ham til vanvid
At han blev klovnen i det cirkustelt
Med massevis af muligheder
Mænd der gerne ville være
Den kvindes kavaler
Så Johnny han var lige ved at blive sindssyg
Af at tænke på hvor hun ku’ være

Johnny lå i garagen
Og kiggede på sin undervogn
Han havde lige købt alufælge
Så hun ku’ se den var i form
De sku’ ha’ været på Bakken
Han havde haft planen klar
De sku’ ha’ hørt Svenne og Lotta
Og kørt hjem i Strandvejens skær

Så Johnny han var lige ved at blive sindssyg
Af at tænke på hvor hun ku’ være

Johnny han var lige ved at blive sindssyg
Da hun sneg sig ind på ham og sagde: Hallo
Hvis det her det skal være din fremtid
Ka’ du gifte dig med din Volvo!
Hop nu ind så kører vi
For Svenne og Lotta spiller jo
På Bakken – vi kan nå det sidste sæt

Johnny han var lige ved at blive sindssyg
Men det havde han allerede glemt

De knuste illusioner

Ak! Det bliver sværere og sværere at bevare den barnlige uskyld! Slate kan fortælle at: “Pirates never said ‘arrr’, there was no plank walking, and no treasure maps. The “arrr” and the pirate accent originated with Robert Newton, the actor who played Long John Silver in the movies and on TV through much of the 1950s”. Men, men, men……

Arrrrr!

Kold Krig 2.0

George W. Bush og de øvrige statsledere fra verdens største økonomier er i Europa for tiden med henblik på at deltage i G8 topmødet. På dagsordenen er så forskellige emner som klimaforandringer og den global opvarmning, globaliseringen og fattigdomsdomsproblematikker i Afrika.

Ud over de forskellige notabiliteter og statsoverhoveder, så deltager også en række mindre konstruktive elementer i løjerne. Bl.a. har 25.000 ‘aktivister’ fundet vejen til Nordøsttyskland, hvor en minoritet tilsyneladende fordriver tiden med at spærre indfaldsvejene til Heiligendamm, lave hyggehærværk og med at slås med politiet. Der er med andre ord lagt op til alle tiders studietur for ‘Forældre mod politibrutalitet’, hvor de alvor kan se hvordan den repressive statsmagt knægter deres arme børns ret til at smide med sten mod politiet. Imens pøbelen hærger, så glemmes de ting de fredelige aktivister kom for at skabe opmærksomhed omkring, bl.a. løfterne omkring gældsafvikling for udviklingslandene afgivet ved G8 mødet efter Live8 i 2005. Hvor må det, jf. balladen på Nørrebro i marts, være herligt at være aktivist, når man ved at ens sag med alt sandsynlighed bliver kapret af de voldspsykopater i miljøet, hvis eneste interesse er ballade. Så kan man da være sikker på aldrig at blive hørt. Ak og ve.

Mødet handler dog ikke kun om klima og fattigdom. Også sikkerhedspolitik fylder ganske meget på dagsordenen, aktualiseret af debatten omkring opstillingen af et amerikansk missilforsvar i Polen og Tjekkiet. Russerne er mildt sagt ikke begejstrede for idéen. Godt nok er det planlagt rettet mod Iran, men det afholder ikke den rare Putin fra at anvende liflig kold krigs retorik og tale om et nyt våbenkapløb. Ligeledes truer han med at rette missiler mod Europa, hvis amerikanerne går videre med deres planer. Stemningen har derfor ikke overraskende været en anelse trykket op til G8-mødet, ligesom Bush, Blair og Putin gerne udveksler et par snappy svinere med hinanden.

Hvad skal man sige til det hele? Hvorfor er det at de lusepustere til amerikanere ikke kan holde deres antimissil radar for sig selv? Når nu befolkningerne i både Polen og Tjekkiet mildt sagt er skeptiske overfor at få stillet anlæggene op på deres territorier? Og hvorfor er det ellers så lune forhold mellem Bush og Putin kølnet så markant? Er det overhovedet noget man behøver interessere sig for?

Nu er det ikke fordi jeg sådan er bange for at iranerne giver sig til at tæppebombe det ydre Østerbro lige med det samme. Ligeledes er det vist heller ikke sikkert at det meget omtalte missilforsvar overhovedet virker. Ej heller er jeg begavet nok til at vurdere den større magtbalanceforskydning som en opstilling vil kunne betyde. Men jeg har meget svært ved at synes særlig godt om Iran, når det støtter en borgerkrig i Irak, lyver og bedrager når det gælder atomteknologi og i øvrigt truer Israel i tide og utide. Muligvis er det blot retorik, men jeg synes det er svært at forsvare. Og når først deres kumpaner i form af russerne ruller sig ud med trusler og bål og brand, så bliver jeg ærligt talt godt og grundigt muggen.

Måske er jeg biased af en række dårlige oplevelser dengang jeg besøgte Rusland i 2004. Men det forekommer mig en anelse til grin at verden overhovedet lytter så meget til det land. Rusland er en korrupt, semi-autoritær, nationalistisk, voldelig, hyklerisk, omvandrende demografisk katastrofe (gennemsnitslevealder for mænd: 53 år!!!). Det er et land der konsekvent truer sine naboer, fører en usædvanligt beskidt og brutal krig i Tjetjenien, blander sig i nabolandes indre forhold, tror det kan true Europa med at lukke for sin olie og gas, samt holder hånden over despotiske regimer i bl.a. Sudan. Og det er landet med gigantiske sociale forskelle, udbredt racisme og hvor homoseksuelle bliver tæsket for at være homoseksuelle. På sigt vil verden udvikle sig væk fra afhængigheden af fossile brændstoffer, den russiske befolkning svinder og kineserne er allerede nu begyndt at kolonisere det østlige Rusland. Så ærlig talt: På bare lidt længere sigt, hvorfor er det så egentlig lige at man behøver lytte til den flok stratenrøvere? Med mindre russerne pludselig opfinder en mirakelkur, så holder de op med at være en relevant stormagt indenfor en overskuelig årerække. Kald mig bare en høg, men det er snart på tide at det laskede EU tager sit transatlantiske ansvar alvorligt og 1) Siger fra overfor russernes trusler og hykleri, 2) får gjort en massiv indsats for at få en reel satsning på ikke-fossile energikilder. På den måde kan Rusland måske endelig blive et ‘normalt’ demokratisk land. Jeg ved godt at det er lidt mere nuanceret og kompliceret end som så, men det er da en start. Den tidligere rådgiver for Poul Nyrup og nuværende politiske kommentator, Peter Mogensen på Politiken, er uenig med mig i den vurdering. Men ok, i betragtning af at han har arbejdet for manden der ikke kunne finde ud af at modtage Salman Rushdie i 1996, fordi han var bange for at støde iranerne, så kommer det næppe som den store overraskelse.

Ovenstående fristil er egentlig fremkaldt af Bush’s besøg i Prag i går. Jeg er mildt sagt ikke præsidentens største fan (religion og konservativsme i en utidig blanding er ikke lige mig), men hans tale ved en konference omkring demokrati og frihed, var ganske strålende. Han hyldede dessidenter der kæmper for frihed i autoritære stater, og i salen var bl.a. mit politiske idol over dem alle, Vaclav Havel, til stede. Et pudsigt faktum er, at de fleste borgere i den tidligere østblok faktisk er af borgerlig observans, samt har en intuitiv modvilje mod alt hvad der hedder supranationale statsopbygninger. Man lærte af bitre erfaringer med sovjetisk besættelse, hvad den slags leder til. Det betyder selvsagt at man ikke stoler på russerne over en dørtærskel. Og ligeledes nærer man en sund mistro hver gang de rare bureaukrater i Bruxelles og omegn forsøger at europæisere forskellige politik områder. Har I undret jer over hvorfor de sørens polakker ikke gider gøre som EU fortæller dem? Well, når man har levet under 40 års okkupation, så får man vis antipati imod at andre tager beslutningerne for een. Bagsiden heraf er selvfølgelig navlebeskuende nationalisme, mens den positive tolkning er at de gamle mekanismer med tvang og underkuelse ikke virker. Øst- og Centraleuropæerne kan finde ud af at sige nej. Også til russerne. Nu må vi så se om resten af verden er i stand til det samme til G8-mødet.

Og lad os så satse på at de får gjort noget ved den globale regulering af drivhusgasserne, for hvad hjælper det hele hvis ikke amerikanerne, inderne og kineserne vil lægge bånd på sig selv. Det bliver spændende at følge.

PS. Undskyld overskriften. Men jeg har lært at alting skal være ‘2.0’ for tiden.

Jeg må konstatere…

 

 

 

…at jeg fremover næsten bliver nabo til Danmarks Statistik? Det synes jeg der er en vis grusom ironi forbundet med.

…at forfaldet er indtruffet. Tre måneder med varm mad til frokost på arbejdet og uregelmæssig motion har betydet ekstra og uønsket sul på sidebenene. Den står nu på sunde (og grumt kedelige) madpakker, samt brutale løbeture og hyppigere besøg i Brian-centralen. Hvad er det nu buddhisterne siger livet handler om? Nåh, jo: Lidelse.

…at SSC Napoli nu er snublende nær atter at rykke op i Serie A ovenpå alt for mange års ørkenvandring – der kræves blot en sejr over Genoa i næste weekend. Det er en sand triumf for Mezzogiorno, der alt for længe har skulle finde sig i spot og spe fra de fæle klubber fra Nord.

…at selvom jeg skam også synes tågehornet fra landskampen i lørdags er et fæ, så finder jeg den pøbelagtige lynchkampagne, som især Ekstra Hadet har stået for, meget ubehagelig. Det er jeg heldigvis ikke ene om.

…at mens man i Vesten udøver intens moralsk katarsis,  selvflaggelering og pålægger sig selv restriktioner når det gælder reduktion af drivhusgasser og forebyggelse af klimaforandringer, så er det pjank ikke lige noget kineserne gider gå så synderligt meget op i. Tak for lort, skipperjasen!

…at den tidligere premierminister og nu eksilerede Benazir Bhutto er på vej tilbage til Pakistan i håbet om at dele kagen med Præsident Pervez Musharraf. Det er Economist nok glade for.

…at d’herrer Neil Tennant og Chris Lowe gav koncert i Tivoli i fredags. Ovenpå den skuffende koncert til Zulu Rocks og en generel musikalsk deroute de sidste par år, havde jeg mistet lysten til at se Pet Shop Boys optræde. Illoyalt? Ja, måske, men når et band der engang var synth-poppens ukronede konger er reduceret til fredagsunderholdning i Tivoli – og Skive Beach Party (sic) – så er det man må begynde at tage deres relevans op til fornyet revision. Samme tanker har Ekstra Hadet gjort sig. Kunsten at stoppe mens legen er god, er tilsyneladende ikke så nem for et par gamle cirkusheste.

…at jeg har for lidt at lave på arbejdet i dag.

Last Night Somebody Dreamt That I Loved Him

Hov.

Jeg glemte helt at fortælle at det gik i orden med lejligheden. Om Gud vil og bukserne holder, så overtager jeg den pr. 1. juli. Samtidig betyder det at jeg flytter fra NOKO (a.k.a. ‘Nørdkollegiet’ i min ærværdige barselsramte kollega Anne Gretes ordforråd) senest 1. august. Dermed kan man vel med en vis ret argumentere for, at det sidste kapitel i den del af mit liv der hed ‘studietilværelsen’ for alvor er slut. Omkring mig er der samtidig en masse unge mennesker, der er læser og studerer og er nervøse for deres eksamen. Imens passer jeg mit voksne arbejde og føler mig tudsegammel. Jo, måske det er på tide at komme herfra.

PS. Indsæt evt. selv klagende violiner og billeder af melankolske hundeøjne her.

Liquidation totale

Endnu en tragisk butikslukning er indtruffet. Jeg sad helt uforvarende på arbejdet igår, da min mobil ringede. Det var en bøs herre fra Casablanca Records på Østerbrogade, som altså godt syntes at jeg liiiiige kunne komme forbi og købe den Gang of Four cd de i tidernes morgen havde bestilt hjem til mig. Nuvel, nuvel – det havde han jo selvsagt en vis pointe i, så efter arbejde drønede jeg forbi butikken. Og hvad opdager jeg?

Casablanca lukker!!!!!1111!!!!!1!!1!!! OMG! OMG!

Jamen…jamen…jamen! Hvad skal jeg nu bruge min penge på? Hvor skal jeg nu gå hen lørdag formiddag? Ganske vist bliver de til en netbutik, men alligevel? Når man nu er en sentimental gammel støder, der rent faktisk godt kan lide at møfle rundt og rode i cd’er, hvad skal man så gøre af sig selv? Måske Casablanca ikke havde den største samling, men de havde ihvertfald mænd med briller og begyndende måne i 40’erne, som kunne blive entutiastiske når man spurgte dem omkring deres yndlings suspekte post-punk band fra 1978. Det er da mere end TP og Fona kan bidrage med.

Nå, intet er jo så skidt at det ikke er godt for noget. I forbindelse med ophøret, sælger de deres cd’er med 50 pct. rabat hvis de er fra 2005 eller ældre. Udover ovennævnte Gang of Four, så fandt jeg lidt juicy stuff med bl.a. Ben Folds Five, Radio Dept. og min nye svenske obsession Jens Lekman.

Det sidder jeg så her og trøster mig med nu, mens de salt tårer triller ned af kinderne. Hvil i fred Casablanca. Vi er stadig nogle der vil savne dig.