Fortidens skygge

På SVT viser de en romantisk komedie, og det eneste jeg kan tænke på mens den huserer i baggrunden er, at en af skuespillerne ligner en fed og beskægget udgave af Riley fra ‘Buffy The Vampire Slayer’.

Så jeg går ind på det dersens internet, og hey presto!, wikipedia fortæller mig at ja, det ER ganske rigtigt ham.

Så nu sidder jeg her og ved oprigtigt talt ikke om jeg er mest tragisk fordi jeg ser pladderromantiske film eller fordi jeg har set ‘Buffy’ nok (dvs. samfulde syv sæsoner) til jeg er skadet nok til at genkende de mere perifære personager i obskure filmroller 10 år senere.

Nye sportslige horisonter

Var til mit livs förste basketkamp igår. En ganske fortrinlig oplevelse. De lokale yndlinge, Jämtland Basket, vandt således 86-70 over topholdet LF Basket. Basket er lidt af passion i svigerfamilien. Svigerfaderen var på ungdomslandholdet i sine yngre dage, mens Den Bedre Halvdel var lidt af bisse som centerspiller på Bollstanäs’ damehold. At se basket live passede derfor lige i deres kram.

Närvärende skribents egen aktive basketkarriere sträkker sig til én (vundet!) kamp over Hasseris Gymnasium, som alleryderste-mandats-spiller på Aalborg Katedralskoles b-hold hin efteråret 1998. Altså marginalt mindre glamouröst end svigerfamiliens bedrifter. Men sporten har alligevel altid tiltalt mig. Har set en del NBA på tv igennem årene, og drömmer stadig om at se en amerikansk kamp live. Er ingen tilfäldighed, at vi besögte Madison Square Garden som noget af det förste under vores New York tur sidste maj.

At dömme ud fra de svenske forhold, er basket en aldeles fremragende publikumssport. Kampen var spändende, blev först afgjort sent og er meget afhängig af teamgejst og taktik. Jeg havde nok undervurderet, hvor meget det sidste egentlig betyder. Der troppede 1064 mennesker op i sportshallen en tilfäldig torsdag aften, hvilket må siges at väre pänt i en provinsby med knap 60.000 indbyggere. I almindelighed er basket vist stort i det nordlige Sverige. Det er vel ikke så märkeligt taget i betragtning af at det i skrivende stund bliver mörkt heroppe seneste kl. 14.30. Noget skal man jo lave i de kolde og mörke vinterdage, og hvorfor ikke basket?

Bemärkelsesvärdigt nok blev kampen indledt med at spille den jämtlandske nationalsang. Muligvis mest af alt en kuriösitet, men man må tage hatten af for den regionale stolthed. Hvad mon AaB skulle spille til hjemmekampene, hvis noget lignende blev indfört på hjemstavnen? Lars Lilholt? Tanken gör mig ganske syg. De bör nok holde sig til Tina Turners ‘Simply the Best’ indtil videre.

Selvhjälpende statsbaner

Tog s-toget ud til lufthavnen her til morgen. For förste gang i, hvad, tre-fire måneder. Som eksildansker bemärker man de små ting. For eksempel at filosofkongerne i DSB’s kommunikationsafdeling har fået den lyse idé, at de da lige vil italesätte virksomhedens elendighed og altfortärende inkompetence én gang til.

Således er togspeakeren af og til begyndt at tilföje et svärt selvtilfredst “til tiden!” efter at have sagt stationsnavnene.

Det virker uhyre sörgeligt, närmest sådan lidt “hallo, jeg er altså ikke en umulius, nå. Jeg kan altså godt leve op til det absolutte minimumskrav. Det vil jeg da godt lige fortälle dig, så hör lige på mig, ik’ også. Jeg er faktisk ret så dygtig, hvis jeg skal sige det selv“.

Den närmeste äkvivalent til dette sörgelige udtryk for DSB’s utilsträkkelighed og leflende behov for anerkendelse, er gymnasieleven, der til eksamen i skriftlig dansk mener at det bör träkke karakteren op, at han i det mindste formåede at välge den korrekte skrifttype i Word.

Bedste sang i 2011

Som Den Bedre Halvdel utvivlsomt vil kunne bevidne, så er Real Estate – ‘Green Aisles‘ den ubetinget mest spillede sang på anlægget hjemme i Jordhulen i 2011. Jeg ved faktisk ikke engang hvorfor at den virker så stærkt på mig. Jeg mener, jeg vil have forståelse for hvis andre synes den er kedelig. Måske deres ‘It’s Real’ (nummer fem på Pitchfork’s liste over årets bedste sange) nøgternt vurderet er en bedre kreation.

Men der er et eller andet ved de ringlende guitarer. Melodien. Det melankolske omkvæd. Jeg kan lytte til sangen snart sagt et uendeligt antal gange uden at blive træt.

Måske det er fordi den minder mig om The Smiths klassikere som ‘Reel Around the Fountain’ og ‘Miserable Lie‘. I hvert fald er det årets bedste sang for mit vedkommende.

Hvad er jeres?

This is why we can’t have nice things

Kære post-hipstere (eller hvad I nu end kalder jer selv for tiden),

Det var sådan set slemt nok med den der gudsjammerlige anlæg-overskæg-kampagne, som I har gang i. At se Farum Boldklub anlægge sig skovsnegle er jo omtrent ligeså meningsfyldt som at snitte sig i armen med en selvdød panda.

Men lad det nu ligge. Jeres overskæg er jo trods alt mest til skade for jeres eget udseende samt nære og kæres æstetiske nydelse.

Nej, det der for alvor kan gøre mig vredladen er, at jeres åh-så-selvhøjtidelige kaffevaner er med til at gøre min guilty pleasure (herlig, underskøn filterkaffe) dyrere. Så hvad med at holde op med det?

Når man har et eksorbitant kaffeforbrug som mit, vil det jo kunne lede til den rene og skære økonomiske ruin for mig. Og hvad nu hvis de holder op med kaffe-refill i amerikanske diners? Hvordan skal jeg så få mit behov dækket, hvis jeg en skønne dag kommer på rundrejse i Texas? Hva’? Kan I svare for jer selv?

Hundehoveder!

Next Girl

Det er et begrædelig længe siden at jeg sidst har belemret verden med min arbitrære musiksmag. Men i hyldesten af at en jævnlig kommentator her på siden, Darth, har åbnet sin nye musikblog, føler jeg mig kaldet til at bringe The Black Keys ‘Next Girl’ her på en solbeskinnet fredag i Bruxelles. Den er ganske ualmindelig sjofel. En beskidt og sodet omgang rocket soul. Med en tilhørende skamløst morsom video. Det er godt. Rigtig godt. Ja, nærmest prægtigt. Lidt ligesom Altmusik, faktisk.

Vejen ud af krisen

Nyuddannet cand.mag eller scient.pol? Arbejdsløs? Ensom? Ked af det hele? Ingen mulighed for at joine de andre papirnussere i Folketinget? Fortvivl ej, thi altid servile The Economist peger på en ganske enestående mulighed for dig:

The time-poor new rich are generating demand for household staff, and this sort of work can be very well paid. A private secretary and general factotum can earn up to $150,000 a year nowadays. Salaries for standard butlers range from $60,000 to $125,000 and a head butler can make as much as $250,000, according to the website of the Butler Bureau.

Tid til et karriereskifte?

Genstridig skaldepande nægter at blive fyret

Nå, men han blev jo ikke fyret, vel. Ståle Solbakken, altså. Desværre. For med jeres udsendte Sofist på lægterne spillede FC Köln først 1-1 mod Kaiserslautern og vandt så ugen efter med 4-3 over HSV.

Sportsdirektøren gav ham en såkaldt ‘jobgaranti’, siden valgte de kölnske dagblade åbenbart at frede den hårdt pressede skaldepande. Ja, faktisk var de næsten ved at kamme over af begejstring, da Solbakkens engagement på sidelinjen/voldelige tendenser kostede ham en brækket hånd under HSV-kampen. Det var lige før at hans pacemaker ikke kunne følge med, bedyrde han. De selvsamme medier, der få uger forinden lystigt smed brænde på bålet til Solbakkens heksebrænding, kaldte ham nu forelsket for ‘Stahlbakken’ og kunne med varme glød i stemmen berette, at spillerne karakteriserede den nye træner som ‘Coole Sau’. Så her midt i landsholdspausen er det hele bare fryd og gammen.

Ærgerligt nok.

Selvom mit hævntogt mod Solbakken således tilsyneladende er gået på grund, så er jeg dog ikke i tvivl om, at jeg i sidste ende nok skal få ret. For ligegyldigt hvor meget FC Kölns presseafdeling forsøger at italesætte harmoni i klubben, så ændrer det ikke på fakta. Nemlig, at:

  • Det Köln-mandskab jeg så løbe forvirret rundt på banen var på ingen måde samspillet, præsterede et grotesk højt antal fejlafleveringer og havde åbenlyst ikke adopteret Solbakkens højtbesungne ‘system’. Mod et bedre og modigere hold en K’lautern havde de fået læstelige prygl.
  • 3-4 sejren over HSV var baseret på rent held og et decideret HSV-sammenbrud, hvis ellers man skal tro Kicker.
  • Kölns trup virker uhyre smal. Uden Podolski i front er de næsten ligeså tamme som AaB’s offensiv.

Så jeg hviler trygt i forventningen om, at Solbakken nok skal få sparket. For når man går rundt i Köln fornemmer man at det er en god, gammeldags fodboldby. Opmærksomheden om byens klub er enorm. Det samme er forventningerne. Faktisk er de alt for høje i forhold til hvad kvaliteten af holdet berettiger til. Så uanset hvor mange sprællemands-hop Solbakken opfører under kampene, så vil han med statsgaranti ikke kunne levere den vare, som byen forventer af ham. Bare vent og se. Han afløser Drillo som landstræner for ligeledes fiaskoramte Norge lige om lidt. Det vil jeg godt vædde en halvvarm kölsch på.

I øvrigt var Köln-K’lautern kampen hård at se. For Köln er faktisk en ganske sympatisk klub. Hvis ikke de havde været så ufornuftige at ansætte mit yndlingshadeobjekt som træner, så kunne jeg faktisk godt finde på at holde med dem. Deres hjemstavnshyldende sang om FC Kööööööööööööölle var decideret nuttet. Manende slagsange er generelt noget de gør sig i, dernede i Preussen. Hvem kan for eksempel glemme HSV’s über-bondske ‘HSV Forever and Ever’? Ikke mig, i hvert fald, det er helt sikkert.

Men alt i alt. Få ham nu fyret, Köln. Gør det muligt for mig at holde af jer.

Fristil

Jeg har nu efterhånden været pjanket med Jay-Z & Kanye West: ‘Otis’ i et par uger. Ikke så meget på grund af teksten (som er decideret åndsvag), men samplingen af Otis Reddings ‘Try A Little Tenderness’ fungerer exceptionelt godt i mine øren. Otis’ opklippede stemme og det hårdt prøvede klaver skaber ganske enkelt 2011’s hidtil mest fængende sang, hvis man spørger mig.

Kanye er jeg lidt forbeholden overfor. Udover hans ulækre tendens til at søbe sine sange ind i auto-tune, så er han en lidt trist skæbne rent indholdsmæssigt (så spændende er dine diamanter altså heller ikke).

Jay-Z, derimod, han ejer et særlig sted i mit hjerte. ‘Empire State of Mind’ var en af 2009’s bedste sange, ’99 Problems’ er et mesterværk. Det er vel nærmest kun hans Neptunes-producede periode anno  2003, som er af ikke-optimal standard.

Hans slut-90’er sange har efter min mening en ganske særlig chame. I dag lyder produktionen i sangene måske lidt gumpetung, men samtidig er de ungdommeligt kåde. Det var først nogle år senere at han begyndte at brande sig selv som den store forretningsmand, men skryde – dét kunne han allerede dengang. Dyrk eksempelvis samspillet mellem Jay-Z og Foxy Brown i ‘Ain’t No N****’. Det er sublimt underholdende.

Ovenstående video er taget fra ‘The Mix Tape vol. II’, hvor Jay-Z laver freestyle på et af Funkmaster Flex’ beats. Jeg lånte albummet tilbage i gymnasietiden på det Nordjyske Landsbibliotek. Kom i tanke om sangen under en af mine talrige gennemlytninger af ‘Otis’ på vej hjem fra arbejde. Rodede derfor rundt i mine gamle MiniDiscs, og fandt ‘Freestyle’ igen igår aftes.

Det er en fornøjelse. Manden er jo et geni. Nyd den. Fra mig til jer. Værsgo.