In absentia

Indlæggene bliver muligvis lidt sporadiske i de her dage. Er i Aalborg nu oven på et bjertagende weekendbesøg i København, inkl. bryllupsreceptioner og hjemlig hygge. I dag afsluttes flytningen (håber jeg!) og imorgen begynder jeg på det nye arbejde. Fortsættelse følger.

På gensyn

Som det besnærende inkvisatorisk spørges i en af Dubstars synthpop-perler: “Do you kiss her lips when you say goodbye?“. Og nej, det gjorde jeg naturligvis ikke. Men jeg forstår da spørgsmålet. Særlig efter følgende opslag på arbejdsgiverens intranet:

Kom og gi’ Sofisten et farvelkram

Afskedsreception for Sofisten den 23. april.

Sofisten, som nu er på Bruxelles-kontoret, og som forlader os med denne måneds udgang, skal have både farvelknus,-kys og -kram. Derfor har vi arrangeret reception mandag den 23. april kl 14,30.

Alle er velkomne – se venligst sted på Intranet/Dagens møder.

Hvad skal en rask ung mand dog gøre her? Sige nej? Nægte? Slå fra sig? Nej, vel? I en situation, hvor horder af kvindelige (og mandelige) kolleger nu føler, at de har jagttegn og legitim ret til ydelser hos den afgående Sofist? Det ville da være ganske urimeligt at nægte folk den smule trøst og barmhjertighed, når nu jeg med min afgang efterlader så gabende huller i deres liv.

Nå, spøg til side.

Jeg valgte selvsagt at være generøs med mig selv, så armene er er ganske ømme af alt det kram og knus. Der dukkede små 40 mennesker op til receptionen, og det var godt at få sagt farvel. Over seks år ved samme arbejdsgiver skaber naturligvis masser af bånd og sociale relationer – så det var da en smule vemodigt sådan at sige farvel.

Men nu er jeg så klar til de nye udfordringer. Om en uge går det løs på det nye arbejde. Jeg glæder mig.

Lost in Transition

Så er der ikke længe til. Om præcis en uge fra nu er en flok svedende flyttemænd i fuld gang at pakke min Bruxelles-eksistens sammen. Og få timer senere sidder jeg i et fly på vej mod København – og siden Nordjylland et par dage senere. Jo nærmere det hele kommer, jo mere uvirkeligt forekommer det.

Hvad kan jeg ellers berette fra en hverdag i hastig opløsning? Arbejdsmæssigt er jeg en afviklingsforretning. Et fallitbo. Et vakuum-offer. I transition. De praktiske foranstaltninger er næsten ordnet. Overleveringspapirerne udarbejdet. Venter sådan set blot på, at NU sker forandringen.

Og det gør den jo også snart. I aften bytur med kollegerne. I morgen rejse til Københaven. Mandag reception på kontoret i København. Onsdag reception på kontoret i Bruxelles. Torsdag nedpakning af lejlighed. Og som nævnt: Fredag flytning og flyvning til København nok engang. Næste mandag til Nordjylland. Tirsdag starte nyt arbejde. 1. juli: Genforening for evigt med Den Bedre Halvdel.

Jo, slagplanen er lagt og er ufravigelig. Nu skal den blot eksekveres.

Sidste fodboldindlæg i mands minde

Efter den episke (og indtil videre frugtesløse) Ståle-fyring, havde jeg egentlig lovet mig selv ikke at skrive om fodbold i et stykke tid. Men da jeg er et ligeså svigagtigt og utroværdigt bæst overfor mig selv som overfor andre, så er her endnu et i rækken. For sagen er den, at nu hvor diverse fodboldsæsoner kulminerer (og livssituationer ændres), så spenderer jeg tragisk nok en større del af min vågne tid på at reflektere over det, som en fast læser her på stedet konsekvent kalder for ‘inferiøre og ligegyldige fodboldklubber’. Her er mine tanker i smart, letlæst og overskuelig punktform. Ligesom man lærer det på kurser i præsentationsteknik.

FC Hjørring er den nye hipster-klub

  • 1. division er en laber liga.
  • FC Hjørring bliver min nye lokale klub.
  • Karim Zaza (den flotte fyr!) er målmand.
  • Der huserer en forsvarer ved navn ‘FC ‘ i klubben. Det borger for den helt rette portion vold, sex og barnemord.

Hvis alting går, som det ser ud til at ville gå, så rykker FC Köln ned i 2. Bundesliga, mens Greuther Fürth for første gang i historien skal spille i den bedste tyske række.

  • Og hvad så?” vil de fleste normaltbegavede mennesker nu med rette tænke. Jo, såmænd. Det betyder at der bliver underholdende og krasbørstige lokalopgør mellem Köln og Düsseldorf i 2. Bundesliga. Og blodtørstige lokalopgør er noget af det mest vidunderlige i fodbold.
  • Da Greuther Fürth har været en af mine skygge-yndlingsklubber i Tyskland lige siden mit tyske sommerskoleophold hin sommer 1999 i Herzogenaurach, så er oprykningen en moderat stor begivenhed i mit fallitbo af en eksistens.
  • Det betyder samtidig at Henry Kissinger nu ENDELIG får en mulighed for at se sit yndlingsfodbold spille på højeste niveau. Det har han da fortjent, den gamle imperialist.

AaB’s stærkt akavede angriber Nicklas Helenius scorer mål og er ønsket af hollandske klubber.

  • Jeg forstår ikke helt Helenius. Som koncept altså. Han er en lemmedasker at se på, luffer rundt som en forvirret okse, har mærkelige kejtede ben og er pokkers ustabil. Men samtidig scorer han til tider grotesk gode og vigtige mål for AaB. Ville jeg lade ham gå ud med min datter? Ville jeg lade ham køre min bil? Nej. Dertil er han for bøvet. Men jeg er nogenlunde afklaret med at han spiller i AaB’s angreb.
  • Nu kan jeg så forstå, at den hollandske fodboldklub Roda JC (fra byen med det smukt klingende navn ‘Kerkrade’. Hvis ikke det lyder som navnet på en ork-borg i Tolkien, så ved jeg ikke hvad) er interesseret i at rekvirere Helenius, antageligvis for et mindre millionbeløb.
  • Til det siger træner Kent Nielsen: “Nej, vent lige lidt, Nicklas-drengen, du kan altså godt lige spille i min middelmådige fodboldklub i den middelmådige liga et år mere”. Hvortil Helenius svarer noget noget i stil med “Ok, boss!”. I den forbindelse tænker jeg, at han lyder lidt som Rocksteady og Bebop i Teenage Mutant Ninja Turtles tegnefilmene. De sagde også hele tiden “Ok, boss!” på den mest åndssvage måde.
  • Men begge de to gentlemen lyver – og deres mummespil er sørgeligt at se på. Alle ved at AaB’s økonomi er lige til at åbne op og skide i. Der skal sgu nogle penge i klubkassen. Og det skal være snart inden at konkursfælden klapper. Nu hvor man har ladet Chris Rolfe trille granske gratis hjem til Chicago Fire (eftersigende for at lette lønbudgettet), så har AaB tre salgsobjekter: Niclas Helenius, Lucas Andersen og Lasse Nielsen. Og de skal alle tre afsted enten til sommer eller aller, aller senest i næste vinterpause.
  • Så spiller Helenius i AaB efter sommerferien? Vel gør han da ej. Han bliver angriber i en lige-under-middel hollandsk klub. For en sum af rundt regnet 2,5 mio. kr., som AaB siger ja til af ren desperation. Og han kommer siden tilbage til dansk fodbold (måske Horsens eller en lignende non-entitet af en kræmmerklub) som en gumpetung fiasko efter at have siddet på bænken i to sæsoner. True story, dawg.

 

Afklaring

Som Hippokrates afslørede i en kommentar igår, så kender vi nu hendes arbejdsplads fra 1. september: Sygehus Vendsyssel i Hjørring. Det bliver på alle mulige måder rigtig godt.

Rent logistisk og transportmæssigt er Aalborg måske mere oplagt, men ud fra en helhedsvurdering (livskvaliteten, uddannelseskvaliteten, mulighederne for introstillinger efterfølgende) så er flyttet Nordenfjords det rigtigste for os. Sygehus Vendsyssel har hele tiden været Den Bedre Halvdels førsteprioritet, hvilket man måske havde kunne gætte sig til ved at læse hendes blogindlæg fra sidste sommer. Bevares, Hjørring er geografisk langt væk fra det meste, men kompenserer for det på andre måneder.

Nu hvor afklaringen endelig er i hus venter der så en række praktiske opgaver.

Vi skal have fundet et sted at bo (bliver antageligvis i en af de lægeboliger, der er tilknyttet hospitalet) samt have flyttet vores ting til Jordhule 3.0 fra henholdsvis Jordhule 1.0 i København og Jordhule 2.0 i Bruxelles. 1.0 skal sidenhen udlejes, hvilket er en kompleks affære.

Jeg har spenderet noget af lørdagen på at sætte mig ind i skattereglerne, huslejeniveauet og kravene til en lejekontrakt. Det er vanskelig gennemskueligt stof. Hvis der er læsere med erfaring med at udleje en ejerbolig, så lytter jeg gerne til jeres visdomsord.

Men bortset fra det praktiske fnidder, så er det en god tid. Bliver spændende at starte på en frisk.

Nothing is wrong

For nylig optrådte Dawes – ‘Time Spent in Los Angeles’ på min liste over de sange der hærger min iPod for tiden. Siden er det blot blevet endnu værre. Lytter til den konstant på vej til og fra arbejdet.

Jeg tænker, at hvis man erstatter ‘Los Angeles’ med ‘Brussels’, er teksten meget rammende for mit sidste års tid her i Belgien.

These days my friends don’t seem to know me/
without my suitcase in my hand.
Where I am standing still/
I seem to disappear.
But maybe that’s how I found you/
maybe that’s taught me exactly what I want.
Maybe meeting you so far away from home/
is what makes it all so clear

But you’ve got that special kind of sadness/
you’ve got that tragic set of charms.
That only comes from time spent in Los Angeles Brussels/
makes me wanna wrap you in my arms.

Say yes! to Michigan

Så er det lige op over, folkens. I morgen ved 17-tiden vælger Den Bedre Halvdel sit Klinisk Basisuddannelses forløb. Det er et ganske epokegørende øjeblik i karrieren, så mon ikke hun i skrivende stund sidder i Jordhule 1.0 og gransker listerne over hvilke forløb der er ledige og hvilke der er blevet taget? På nuværende tidspunkt er pladserne i Aalborg og Hjørring ret uberørte og de gode uddannelsespladser stadig fri. Fremtiden ser lys ud.

Good riddance

Skam få den der hoverer over andres ulykke. Men jeg vil da alligevel lige gøre opmærksom på at FC Köln her til aften endelig, endelig, ENDELIG fyrede Ståle Solbakken. Det har jeg ventet tålmodigt på i måneder og atter måneder. Nu kan det kun fremad for Die Geißböcke.

Det eneste, som jeg er oprigtigt angst for i denne glædens stund, er det nagende spørgsmål om hvilken fodboldklub dette fallitbo af en træner nu skal køre i sænk.

Efter med al tydelighed at have demonstreret, at han kun magter at være træner i mindre fodboldligaer (og i en klub med overlegne økonomiske ressourcer), så er der næppe efterspørgsel efter hans begrænsede kompetencer i nogle af de større europæiske ligaer. Fadæsen i Bundesligaen har næppe øget hans markedsværdi.

Jeg forventer derfor at se ham i beskæftigelsesterapi enten her i Belgien (Club Brugge er et godt bud, tænker jeg, de må snart fyre deres eks-kokain sniffende træner Christoph Daum) eller måske Holland.

Men indtil det sker, så vil jeg fryde mig over hans ulykke. Det er så dejligt, når det går onde mennesker dårligt.

“Lacht doch mal, Leute!”

Nuvel, det lykkedes heller ikke at få fyret Ståle Solbakken i denne omgang. 1-1 resultatet mod Werder Bremen var ganske vist ikke hvad de drømte om i Köln. Tilsyneladende er klubledelsen, tilhængerne og byens boulevard-aviser desværre nået frem til den erkendelse, at klubbens problem ikke er træneren, men derimod hans samling af jævnt inkompetente spillere.

Den stakkels Ståle har sandt for dyden heller ikke omgivelserne med sig.

29 point efter 28 kampe. Klubben er placeret under nedrykningsstregen i Bundesligaen. Måske allerværst: En infantil og smådum spillertrup i intern borgerkrig. Fire spillere blev smidt smidt ud af truppen før kampen mod Bremen grundet illoyal adfærd. Søndag morgen vælger en af stamspillerne så at blive arresteret for spritkørsel. De arme kölnere må efterhånden svede koldsved over den manglende professionalisme i den lokale fodboldklub.

Noget af malaisen må falde tilbage på træneren. Var det begavet at fyre holdets ubetinget bedste spiller (og lokale afgud i Köln) Lukas Podolski som anfører før sæsonen? Var det smart at ville indføre et rigidt spillekoncept, uagtet at man ikke havde spillerne til det? Lever de mon i et parallelunivers i Köln, sådan som Thomas Strunz siger?

Ret skal dog være ret. Kölns spillere kæmpede som besatte i kampen mod Werder Bremen. De havde fortjent mere end 1-1 mod et usædvanligt passivt Werder-hold. Men som Den Bedre Halvdel observant bemærkede det, så er det helt evident, at Köln ikke har ret meget andet i angrebet end Lukas Podolski. Alle spil kører igennem ham. De øvrige offensive tilsyneladende hverken kan eller vil gøre noget selv. Når så forsvaret har det med at være rystende usikkert og med dramaqueen’en Martin Lanig evigt snublende på midtbanen, ja, så forstår man hvorfor at holde ligger hvor det ligger i tabellen.

Men det er nu synd for Köln. Byen har fortjent bedre. Der dukker 50.000 loyale mennesker op til kampen. Stemningen er god, folk er søde.

Næste kamp mod Mainz må siges at være uhyre vigtig for både Ståles job og Kölns status som Bundesligaklub. Hvis det går galt, så står Robin Dutt (den pæne mand!) klar i kulissen til at overtage trænertjansen. Og han har i Freiburg vist, at han kan overpræstere med et begrænset spillermateriale. Der må blive åndet varmt i Ståles nakke for tiden…