Ikke helt kække grise

For en samfundsvidenskabelig generalist ansat i en erhvervsorganisation, kan det være sundt at komme ud at få et virkelighedstjek i ny og næ. Til min store skuffelse og afmagt, så lærer man nemlig sørgeligt nok ikke så meget omkring at drive en fødevarevirksomhed ved at sidde inde og flytte papirbunker. Derfor var jeg i går på tur med afdelingen til henholdsvis Lammefjordens Grøntsagslaug og Danish Crowns slagteri i Ringsted. Turen blev bundet sammen af en køretur rundt i det Midt- og Vestsjællandske, så der var alt i alt masser af nye indtryk og oplevelser for en Østerbro-fikseret eksilnordjyde.

Jeg har altid ment at vegetarer er dybt forskruede. Samtidig har den trygge opvækst i byen givet mig et blasert og distanceret forhold til slagterier. Kød har i min begrebsverden altid været noget man køber i et supermarked og rent mentalt har jeg aldrig koblet min saftige bøf med herlige maskiner som hår-aftæskeren, endetarmsfjerneren, knogleudtrækkeren og skær-grisen-midtover robotten. Det er bestemt imponerende og enormt højteknologisk. De der tror at dansk fødevareproduktion er gammeldags må hellere tænke om igen. Man må tage hatten af for det målrettede arbejde man gør i slagterierne for at innovere og effektivisere produktionsmetoderne. Der gøres samtidig en stor indsats for at gøre det manuelle arbejde mindre nedslidende og samlebåndagtigt.

Alt sammen meget godt, og den effektivitet skal der vel til, hvis man vil eksportere dansk svinekød i høj kvalitet og til konkurrencedygtige priser……men…..som man står der midt i blodbadet, og ser på maskinen der kan skære kødet omkring ribbenene præcist så tykt eller tyndt som man gerne vil have dem….så er det svært ikke at tænke tanken: ‘Hvor var det at det hele gik galt?’. Misforstå mig ikke: Jeg holder utroligt meget af kød og vil også spise det med stor fornøjelse i aften, men der er et eller andet i institutionen ‘et slagteri’ som er dybt fremmedgørende for mig. Der er jo tale om en evig søgen efter den mest højeffektive og automatiske metode at dræbe dyr på. Og ja, der bliver tænkt meget på dyrenes velbefindende og velfærd, men hold da op, hvor det er mange dyr der ryger sig en tur når slagteriet i Horsens ‘ordner’ 110.000 dyr om ugen. På en eller anden måde ville jeg ønske at jeg havde kunne bevare mit romantificerede billede af hvordan slagterier fungerer. Men nu er jeg desværre blevet tvunget til at tage stilling, hvilket irriterer mig grænseløst. Jeg vil tilbage til Babe – den kække gris tilstanden.

4 8 15 16 23 42

Mein Gott!!! Glem Harvard! Glem Princeton! Glem Standford! Glem MIT! Det eneste sande og ægte og fabelagtige universitet er Tufts University. Hvorfor? Fordi man kan følge et fag i Lost hos dem:

“EXP-0021-S The Future is Lost: The TV Series as Cultural Phenomenon
One Course Credit, Pass/Fail, Call #03968. Tuesday and Thursday, 7:30-8:45 PM, Barnum 114.

When a plane crashed on more than 18.5 million American television screens in September 2004, a new television show had taken up the mantle of “cult hits.” “Lost,” seemingly a mix of “Survivor” and “The X-Files,” was an instant paradox: a mainstream media blockbuster that defied categorization and appealed to some of the most fringe elements of human nature. This course will investigate how the show has spawned an empire of entertainment, marketing, and community that eclipses the show itself. We will look at how its producers have pushed “Lost” to the bleeding edge of new media where online communities take pride in dissecting each episode, from literary references to philosophical allusion. And we will see how the show’s format has inspired dozens of copycats on networks desperate to adapt to a newly demanding audience.
The course is an interdisciplinary endeavor into the heart of the phenomenon. We’ll examine the economic circumstances that led to the development of the show, the societal context that it evolves, and the possible effects of the show on technology and the future of media. Chadwick Matlin is currently a senior majoring in Anthropology and minoring in Communications and Media Studies. Chadwick has been a fan of “Lost” since its debut on ABC. He actively follows Lost’s online community searching for information and clues buried in each new episode.”

Godt så. Nu er det afgjort. Jeg siger mit job op og drøner afsted. Adieu, unge venner!

Namaste

Nu må det snart høre op. Lost har taget magten over mit liv. Ikke nok med at jeg hvert ledigt øjeblik kværner serien i uhørte mængder. Nu har jeg også opdaget Lostpedia – hjemmesiden som er at betragte som regulær narko for en fan af serien. Her kan man få alt, bogstavelig talt, ALT at vide omkring hele Lost universet. En farlig affære. Vov dig ikke derind, med mindre du har alt meget tid at bruge løs af.

Ellers har det været en endog yderst afslappet weekend. Bortset fra en enkelt løbetur og en hovedrengøring, så har den stået på dvaskning i store mængder. Og Lost naturligvis. I store mængder. Lørdag aften var der festivitas på det gamle kollegium, men af visse…hmm…skal vi kalde det ‘rødvins-baserede årsager’, så blev det ikke den længste festaften i verdenshistorien.

Fremadrettet står den kommende uge til en variation på arbejde. Ellers har jeg engageret mig i en biograftur med Sven i morgen. Vi skal ind at se Aragorn Viggo Mortensen lege russisk gangster i Eastern Promises, og med mit enorme had/kærligheds forhold til Rusland, så kan det kun blive en oplevelse af de mere ekstraordinære. Onsdag står på en drabelig hockeykamp i den nyrenoverede sportshal, og fredag skal jeg så mødes til middag med tre gamle kolleger. Mon ikke der bliver delt verbale ørefigener ud samt diskuteret gamle dage? Alting taler vist for det.

PS. På den populærmusikalske front har Gaffa endelig fået taget sig sammen til anmelde Jens Lekman. Han får særdeles pæne ord med på vejen (“12 næsten perfekte popsange – selvfølgelig kommer de fra en svensker“), så kan vel tilgive deres ungdomssløvsind.

Årets vigtigste kamp

Blot en lille opfordring til at nærværende læsere krydser fingre, arme og ben (eller hvad lemmer de nu end måtte være i besiddelse af) for, at AaB klarer sig godt i aftenens UEFA-Cup kamp mod Sampdoria. Selvom hjemstavnens helte noget mirakuløst klarede 2-2 på udebane i Genova, så bliver det svært. Rigtigt svært endda. Undertegnede kan ikke huske hvornår et dansk hold sidst har slået et italiensk ud af de europæiske turneringer. Og Sampdoria er ikke hvem som helst. De har nogle pænt giftige spillere. Et smukt stadion. Og sidst, men bestemt ikke mindst, en af de mest knitrende og lækre trøjer indenfor fodbolden. Men een gang skal jo være den første. Og med den nuværende optur som AaB oplever i Superligaen, så er det vist nu, hvis det overhovedet skal være.

Kampen ses på storskærm sammen med Sven og jeg vil i dagens anledning iføre mig de rød-hvide farver. Har ikke glædet mig så meget til en fodboldkamp, siden sidst AaB gav Parken Sports & Entertainment prygl. Jeg tror på 1-1 og AaB i UEFA-cuppen. Der håbes og ønskes og drømmes.

Update! Jeg tillader mig at rane overskriften fra Jyllands-Postens artikel om den største fodboldtriumf i nyere tid: “Et af de største øjeblikke i AaB’s historie“. Hænderne kan slet ikke komme ned igen, jeg er så glad, så glad. Faktisk er jeg så eksalteret at jeg mangler ord. Derfor atter et lille JP citat:

Sikke en fight, sikke en bedrift.

AaB havde det hele torsdag aften. Hjerte, forstand, krampe, held og til sidst evnen til at udstyre 10.000 frysende mennesker med smertende gåsehud af den skønne slags.

Nøj, hvor jeg glæder mig til lodtrækningerne tirsdag!

Back in the USSR

Det er altid gråvejr i Bruxelles. Nej, jeg lyver ikke. Det er ligesom i Brno i Tjekkiet. Der regner det altid. Måske er det kun når jeg kommer forbi, men indtil andet er bevist, så vil jeg fastholde at Bruxelles er en gråvejrsby. Således også mandag-tirsdag, hvor jeg slog mine folder på et kursus omkring EU. Det var spændende og lærerigt. Vi fik set og hørt en masse. Det ubetinget største højdepunkt var et besøg i Kommissionen, der blev afholdt i kommissærernes mødesal. Jeg har siddet i Neelie Kroes stol, og har dermed taget forskud på min kommende strålende karriere som EU-Kommissær. Ja, nemlig, ja. Var også fornøjeligt at få talt med de kolleger man ellers kun hilser på engang imellem. Samlet set en rigtig fin omgang.

Turen til Horsens gik også fint, selvom de ingeniørstuderende på Vitus Bering stirrede vantro på mig. Tsk tsk, siger jeg bare. Hvad er der nu galt i at være iført jakkesæt når man skal til møde? Kan da ikke gøre for at I møder til undervisning i hippedihop tøj. Jeg følte mig aldeles stigmatiseret og ramt. På den positive side, så skal ret være ret – DSB var utroligt nok punktlige og ankom præcist frem og tilbage. Så en lille ros skal de da have. Også selvom 2,5 timers togtur hver vej kan pacifisere selv dem mest aktive. Jeg fik kværnet samtlige aviser, men formåede alligevel at være aldeles uvidende om den royale forlovelse da jeg var i København igen ved 16 tiden. Naturligvis til stor forargelse og morskab for kontorets sekretærer. Er jeg den eneste der undres over at ‘partyprinsen’ (som Ekstra Bladet så smagfuldt døbte ham efter hans eskapader på diverse diskoteker i Silkeborg) igen og igen scorer over sit eget niveau? Hvordan gør han? Jeg er MEGET imponeret.

Wanderlust

Det er dage som disse at man får lyst til at citere den vigtigste kunstner i musikhistorien, thi jeg er i sandhed en af ‘The Last of the Famous International Playboys’. Eller dvs., jeg kommer i hvert fald lidt ud i verden den kommende uge. Ikke mere papirnusseri til mig, næh nej, jeg skal nemlig en tur til hjertet af imperiet de kommende mandag og tirsdag. Arbejdet synes de vil sende en række medarbejdere afsted på kurset ‘Lobby i EU’ – og hvem er jeg til at sige nej til den slags? Programmet ser spændende ud, så jeg ser bestemt frem til det. Fritiden og adgangen til nettet bliver til gengæld nok en anelse begrænset, hvorfor der nok må imødeses en vis tavshed fra denne kant. Der har hersket en livlig og drabelig debat for nylig i internationale medier omkring Belgiens relevans som land. Jeg lover derfor at vende tilbage med førstehåndsberetninger omkring hvorvidt flanderne og wallonerne er røget fuldstændigt i totterne på hinanden.

Onsdag drager jeg afsted igen. Der findes sikkert de der vil mene at en tur til et møde i min faders fødeby ikke ligefrem skriger langt væk af glamour og drama. Men da jeg jo som bekendt altid sætter pris på at bruge utallige timer i nært samvær med DSB (sic), så skal der ikke lyde nogle klager herfra. Med mindre de vælger at være grotesk forsinkede. Hvilket de jo nok gør. Måske man kan istemme denne lille sang?

Where did your sense of adventure go?

Fordømt, så skete det alligevel. Selvsamme dag hvor jeg har skrevet et alenlangt indlæg om den forfærdende ringe standard som nutidens musik holder sig, så får jeg det mest perlende stykke pop-perfektion smidt lige i nakken. Det er tilsyneladende forbudt at være en vranten gammel mugost i længere tid. Fnys.

Lørdag aften blev spenderet i Sydhavnen, hvor der var intet mindre end italiensk samskudsgilde hos Fuldmægtigen. Det var vældigt. Masser af god mad, rigelige mængder god vin og snik-snak i lange baner. Og det var så her at septembers nyeste musikalske åbenbaring viste sig:

Og ja. Jeg ved da godt at Ghosts – The World is Outside skriger langt væk af P3. Og ja, måske er de blot endnu en i rækken af Keane/Phoenix/The Changes/Tahiti 80 lydende bands. Og ja, de er givetvis blot et one hit wonder. Og nej, musikvideoen er ikke særlig spændende. Men hold da op, det omkvæd kan jo dræbe selv den værste depression.

Skeletterne i skabet rasler løs

I dagens netudgave af Jyllands-Posten kan man læse et interview med Vince Clark fra Erasure, der i disse dage er i København for at give ikke færre end to koncerter på Vega. Ud over at levere et væld af rock’n’roll klichéer (“Vi har begge været igennem misbruget og er nødt til at tage den med ro for at komme igennem turneen. Kokainmisbrug er en dyr vane, og pengene flyder i musikbranchen“), kan en af synth-musikkens sande hædersmænd berette, at Erasure efter 20 år i brancehen – og ikke at forglemme elendige salgstal – nu vil holde pause på ubestemt tid. Taget i betragtning af at et deres seneste album var et grotesk horribelt forsøg ud i countrymusikken, er det sikkert en klog beslutning af d’herrer Vince Clark og Andy Bell.

Men nyheden fik mig til at fundere. For Erasure har på godt og ondt været en af de vigtigste faktorer i min musikhistorie. Så hvad er de første sange jeg kan huske? Hvilke artister og grupper har haft størst betydning?

Skræmmende nok, så stammer mine tidligste musikerindringer fra programmet ‘7.10’ på Nordjyllands Radio i 1980’erne og start 90’erne. Det blev – måske lident overraskende – sendt kl. 7.10 om morgenen, hvorfor det i 10 års tid var i baggrunden når jeg spiste morgenmad. Det var et børneprogram, men de spillede gudsketakoglov de sange der var aktuelle og populære. Fra min tidligste periode kan jeg især huske Kim Wilde – You Came, Ray Parker Jr. – Ghostbusters, Bros – When Will I Be Famous? og en kæk sang til TV2’s megahit ‘Skærmtrolden Hugo’. Generelt tilskriver jeg denne perlerække af mesterværker skylden for at jeg – uanset hvor hårdt jeg forsøger – ikke kan løsrive mig fra 80’erne. Jeg begyndte dog først rigtigt at interessere mig for musik da jeg var 11-12 år, altså ca. 1992-1993. I den periode var jeg især vild med Freddie Mercury – Living on my own, Snap – First, Last Eternity, Orup – Stockholm, Jam & Spoon – Right in the Night, Roxette – Joyride og U96 – Club Bizarre. Den første single jeg købte var – og ja, i dag skammer jeg mig – Mark Oh – Tears Don’t Lie. Døm mig nu ikke for hårdt, thi jeg var ung og uerfaren. Og desuden har jeg ikke den formastelige cd længere. Kristoffer fra min klasse lånte den af mig i 2.g, og siden har jeg heldigvis ikke set mere til den.

I perioden nassede jeg dog mest af alt på min storebrors cd-samling. Og de tre ubetinget mest populære i hans samling var Pet Shop Boys, Erasure og Army of Lovers. Kvikke læsere vil allerede nu have sammenfattet hvad de tre har tilfælles. 1) De laver elektronisk popmusik, 2) De har ikke rigtig lavet noget godt siden 1993 og 3) Alle tre er galloperende homoseksuelle. Pet Shop Boys og tildels Erasure er forblevet institutioner i min verden, mens de sidstnævnte er pakket mere eller mindre væk i kassen af pinligheder. Ud over den urørlige Obsession, så overbeviser en søgning på YouTube mig ikke længere om Army of Lovers’ genialitet. Til gengæld var de fabelagtige til at lave smagfulde pladecovers, hvilket ovenstående billede turde vidne om. Siden hen er min musiksmag desværre blevet frygteligt mindre humoseksuel, selvom jeg ikke skal nægte, at man skal argumetere MEGET godt og MEGET længe, hvis man skal overbevise mig om at synth-pop ikke er musikkens ubetingede mestergenre.

Spørgsmålet er så: Var jeg mere eller mindre slem i min musiksmag som ung, end 2007’s ækle emo/goth/hippedihop ungdom? Er det virkelig mere ok og legitimt at have danset til Culture Beat – Mr. Vain og Ace of Base end min aktuelle hadesang nr. 1 The Way I Are af Timbaland? Eller er jeg bare blevet en vrissen gammel støder, der ikke kan acceptere at nutidens unge har en anden smag end jeg?

Måske jeg bør tage afsæt i følgende lille sentens fra JP’s Erasure interview: “Mens pladekøberne har svigtet Erasure gennem de seneste 15 år, bliver bandets koncerter stadig udsolgte. Den tendens har gang på gang sendt duoen ud på nye opslidende verdensturneer“. 15 år?!? Hmm, måske det alligevel er mig der er blevet gammel og afdanket….

Lost in the plot

….og så sidder man der foran computeren på arbejdet igen. Fortabt. Afhængig. Restløs. Kun med én tanke snurrende rundt i hovedet: Må-se-mere-Lost. Nu. Ellers bliver jeg aldrig lykkelig igen. Der er ingen mirakelkur. Er man først startet, er der tale om en glidebane, der først ender når der ikke bliver produceret flere afsnit.

Jeg troede ellers at den kolde tyrker ville virke. Har holdt mig Lost-fri siden midten af juli og troede at jeg var kommet over på den anden side. Drømmene og de natlige svedeture var efterhånden ophørt. Måske jeg igen kunne begynde på et normalt liv, hvor jeg ikke hele tiden var nødt til spukulere over tallene 4, 8, 15, 16, 23 og 42? Hvor jeg ikke var nødt til at forholde mig til flystyrt, isbjørne i junglen og flashback fra fortiden?

Men Sven ville det anderledes. Først lånte han mig sæson 1, som jeg kværnede i et hug. Siden hen begyndte tegnene at vise sig. Metafysikken var overalt. De utallige reklamer for serien i Stockholm City. Den gigantiske feature artikel om sæson 3 i Sydsvenskan på vej hjem fra Kastrup lufthavn? Hvor længe kunne min vilje stå imod skæbnen? Jeg begyndte at ryste på hænderne og dagdrømmerierne vendte tilbage. Og så slog Sven til igen. Med ubønhørlig præcision købte han sæson 2 på dvd og foreslog en Lost aften. Jeg var fortabt.

Så i går var han forbi til middag og Lost. Fire afsnit lige i lysken. Jeg var solgt til stanglakrids. Ingen viljestyrke. Jeg er nu aldeles i Lost’s hænder. Må have mere, mere, MERE! Hvad er Dharma Initiative? Hvorfor byggede de den bunker? Hvad sker der hvis ikke man trykker på knappen inden 108 minutter? Hvor kommer Desmond fra? Hvornår kan jeg begynde at koncentrere mig om arbejdet igen? Så mange spørgsmål, så få tilgængelige svar!

Du är det vackraste jag har sett ju

Er du til pop? Bare lidt? Hvad så med obskure og skrmalede samples af fejende strygere? Hæmningsløst fængende melodier? Plinky-plonky detaljer? 60’er soul? Lystig crooning? Tekster om den store kærlighed og avocado snitteri?Eller måske blot genial musik i almindelighed? Jamen, så tør de salte tårer af din kind, thi din redningsmand er her.

Jeg har nu adskillige gange namedroppet det svenske unikum Jens Lekman. Da jeg ikke er typen der lader petitesser som ‘pli’, ‘underholdningsværdi’ eller ‘synes andre menneskers emnet er interessant?’ stå i vejen for at skvalre løs om mine besættelser, så vil jeg atter benytte lejligheden til at propagandere skamløst for den unge mands nye album ‘Night Falls Over Kortedala’. Jeg fik endeligt lagt de begærlige fingre på mesterværket under Stockholms turen, og har hørt det på repeat nogenlunde konstant lige siden. Det er helt og aldeles fantastisk. I skrivende stund ved jeg ikke helt hvem jeg skal sammenligne ham med. Hans musik er som soundtracket til den roadmovie du aldrig kom afsted på, før du blev gammel, grå og fik forpligtelser. Det er solskin direkte ind i de mest drømmeriske og melankolske gemmer i sjælen, som du til daglig forsøger at gemme væk bag dit grundlæggende ligegyldige arbejde og hverdagssysler. Det er den musik du skal høre når du stikker af med ham/hende du elsker! Afsted – det kan kun gå for langsomt!

* Jens Lekman – Maple Leaves

* Jens Lekman – Your Arms Around me

* Jens Lekman – You are the Light

* Jens Lekman – I Don’t Know if She’s Worth 900 kr.