Dagens fund

Ok, så er det officielt. Efter at hjemmesiden Academic Coach Taylor opstod, så er der nu ingen grund til at udvikle internettet yderligere. Vi stopper her. Perfektionen er nået. Tak.

PS. Få så set ‘Friday Night Lights’. Det vil gøre dit liv bedre, smukkere og rigere.

Bortgang

Whitney Houstons død er jo overalt på nettet i dag, således også her på Sofisten. Mest af alt opleves begivenheden vel som en fornemmelse af spild af talent. Stor var hun jo engang. Hun havde potentialet til at blive et ikon og en genredefinerende kunstner, som Aretha Franklin er det. De seneste 10-15 års narkodrevne nedtur sørgede for at det ikke blev tilfældet.

Da jeg stod og puklede på maskinerne i træningscentret i eftermiddags, kørte nyheden om hendes død non-stop på alle tv-skærmene. Men karakteristisk nok var det udelukkende med billeder fra perioden 1985 til omkring 1995, altså fra dengang hvor hun kunne gå på vandet. De  senere års syndefald blev overraskende nænsomt behandlet.

Der er divergerende meninger om hendes musikalske betydning. Det tæller klart ned, at hun ikke selv skrev sine egne sange. For mit eget vedkommende var hendes musikalske genrer ikke lige min kop te. Jeg hader det meste af ‘The Bodyguard’ soundtracket som pesten.

Men jeg ved da at Den Bedre Halvdel er stor fan af Houston, så nogen betydning har hun da i husholdningen. Og jeg kan godt lide Raphael Saadiq og Q-Tip sangen ‘Fine‘ fra hendes opsamlingsplade fra år 2000. Men ellers virkede det ikke som at hun havde flere gode sange i sig. Ærgerligt.

Måske hun bare skulle være blevet sammen med Kevin Costner.

Øh, nå?

Det er jo forrykt, Svenska Dagbladet. Jeres ‘mest populære Star Wars figur’ undersøgelse er kørt helt af sporet. Der må være noget galt med jeres metodologi.

Hvordan skulle den klynkende hængerøv Luke Skywalker (#1) være mere populær end Han Solo (#6)? Hvordan skulle Anakin Skywalker (#4) kunne?! Det infame, lille møgdyr, som ikke laver andet end at luffe rundt og surmule?

Og i øvrigt, bozos: Hvordan kan man adskille Anakin fra Darth Vader (#1)? Det er da konceptuelt forkert. Manden er muligvis ond, åndedrætsbesværet og har hang til at smadre planeter. Men skizofren og personlighedssplittet? Næppe. Endelig: Darth Maul (#11) foran Chewie (#12), R2D2 (#13) og Kejser Palpatine (#19)? Og dem alle foran Lando Calrissian (#33)? Javel, ja. Er I nu helt sikre?

Mere populær end ham her? Virkelig? VIRKELIG?! Jeg tillader mig at tvivle. Lando er et intergalaktisk sexsymbol med sin helt egen ret snazzy elskovshule i skyerne. Der findes næppe den bi- eller homoseksuelle mand, der ikke har drømt om en hed trekant med ham og Han Solo. Så hvordan kan han havne på en 33. plads? Det er jo naturstridigt!

Genkendelsens glæde

Jeg skal ikke nægte, at jeg en gang eller to har spekuleret over hvad der mon hændte Michael Emerson efter at ‘Lost’ sluttede. Han var jo trods alt skuespilleren, der i rollen som  den enigmatiske Benjamin Linus fyldte endog særdeles meget i mit åndelige liv igennem adskillige år. Faktisk er han så fabelagtig og attråværdig, at jeg fuldt under ham stort set alt hvad han end måtte ønske sig i livet – det være sig alt ligefra verdensherredømmet til den store kærlighed.

Enorm var min glæde derfor, da jeg opdagede, at Emerson er én af de to hovedpersoner i et efteråret/vinterens helt store amerikanske tv-serie succeser: Person of Interest.

Serien kan vel bedst beskrives som et vellykket gadekryds mellem ‘Minority Report’, Bourne-filmene krydret med en knivspids af ‘Dollhouse’. I rollen som den tidligere CIA-agent, John Reese, forsøger Jim Caviezel (Jesus fra Mel Gibsons berygtede ‘Passion of the Christ’!) at hjælpe den gådefulde milliardær, Finch (Emerson), med at stoppe en række forbrydelser, før de finder sted.

Præmissen i serien er et specialudviklet computerprogram, der giver Reese og Emerson navnene på de involverede, men ikke specificerer, om de er ofre, gerningsmænd eller vidner. Manuskripterne er af J.J. Abrams (min lokale husgud, der også står bag netop ‘Lost’ og ‘Fringe’) og Jonathan Nolan (lillebror til Batman-instruktøren Christopher Nolan den notoriske hæse Batman-skuespiller Christopher Nolan).

Jeg har set fem af de indtil videre tolv afsnit, og indtil videre er det helt afsindigt godt. Det er ikke HBO-dybder og melankolsk samfundskritik, men derimod effektiv action i en liflig paranoid sovs af 9/11-traumer og Abrams’ sans for at skrue (let) overraskende plotelementer sammen. Endvidere minder Emersons rolle mistænkeligt meget om, ja, Benjamin Linus – så jeg bliver helt tryg og glad indeni.

Der er ingen tvivl om at jeg kommer til at hænge ved serien til dens bitre ende. Det er underholdning af højeste kvalitet.

Hosianna i det højeste

Miraklernes tid er ikke forbi! Og det er dage som disse, hvor jeg føler mig kaldet til at citere Eurythmics:

It’s Alright/
Baby’s coming back/
And I don’t really care where he’s been

For Den Bedre Halvdels taske er vendt hjem fra sin rejse. Baggagehåndteringen i Kastrup har ingen anelse om hvor den har været på eventyr henne i verden. Men nu er den i hvert fald vendt hjem til Jordhulen – kun små tre uger efter at dens ejer landede.

Jamen, er det da ikke fortryllende? Der er megen tilfredshed i både Bruxelles og København.

Årets bedste politiske video

Start ugen med lidt kreativ inspiration. Som I sikkert ved, er Super Bowl finalen det mest eftertragtede reklame-slot overhovedet. Derfor laver man hvert år nogle aldeles fremragende reklamer, som alle er dyre, lækre etc.

Årets bedste fra finalen i nat er ubetinget Chryslers fabelagtige ’It’s Halftime, America’. Jeg vil ikke sige så meget andet end at jeg stemmer på Clint Eastwood næste gang.

Eller jo, jeg vil gerne sige mere. Reklamen er genial i sig selv, men det skyldes også at titlen selvsagt er en reference til Reagans legendariske ’It’s Morning Again in America’ video fra valgkampen i 1984.

Det er måske lidt rigelig West Wing over min tolkning. Men seriøst, se det for jer. Flere hundrede millioner mennesker sidder i to minutter i mere eller mindre andægtig tavshed og hører Clint udlægge teksten. Stemmen er næsten for ru, men han virker jo. Også fordi han er vanskelig at placere politisk. Han er jo nok demokrat, men er vel den skuespiller, der appellerer allermest til konservative også.

’Engines roar’ afslutningen er exceptionelt godt skrevet. Dels som reference til Chrysler selv, men også fordi billedet af produktion og industri er milliarder af kilometer væk fra dem, som alle hader: Bankerne, den berygtede ‘1 pct’. osv.

Jeg tror samlet set ikke, at der bliver lavet en bedre politisk video i 2012. Ligegyldigt hvor mange inspirerende taler så end at Obama klipper sammen.

Aktuelt på natbordet

Forleden jamrede jeg over mit møje og besvær med at komme igennem Patrick Rothfuss’ uendeligt lange fantasyroman ‘The Wise Man’s Fear’. Min konklusion var efterfølgende at den ikke er tiden og den dårlige samvittighed værd. Derfor har jeg – meget begavet! – nu gang i seks bøger sideløbende. Yderst ineffektivt, bevares, men jeg har en undskyldning. De fleste af dem er non-fiction, hvorfor det ikke altid er så betydningsfuldt at læse hele bogen, ej heller at det sker kronologisk.

På det ganske lange sigt lav-intensivt læser jeg (stadig) Henrik Berggren ‘Underbara Dagar Framför Oss’. Den har været i dvale i lidt mere end et år, men jeg fragtede den med til Bruxelles sidst jeg var i Danmark. Olof Palme er en de politiske personligheder jeg er mest nysgerrig omkring, og jeg vil gerne forstå hans betydning for det svenske Socialdemokrati og samfund i almindelighed.

Moynihan døde i 2003, men nåede inden da at være embedsmand under adskillige præsidenter, FN-ambassadør, dekan på Harvard, senator for New York og filosofkonge i almindelighed. Han var sociolog og anvendte sine analytiske evner ekstensivt i sin politiske karriere. Ideologisk er han ikke nem at sætte i bås. Han var Demokrat, men havde måske allermest indflydelse i sin tid som rådgiver for Nixon. Bogen er en samling af hans brevkorrespondancer, og brevene er snart sagt allesammen knivskarpe og spækket med intellektuelle refleksioner. Jeg har altid godt kunne lide at læse om Moynihan, fordi han er så politisk og intellektuelt heterodox, og nægtede at blive sat i en bestemt bås. Man kan kun håbe på at få et blot moderat ligeså kreativt og skabende liv som ham.

Jeg har altid haft en lidt mærkelig fascination af Mao. Hans begrebsverden er så besnærende underlige (“Lad 100 blomster blomstre” og “Kulturrevolution”), samtidig med at han som person er aldeles skruppelløs. Jeg forstår egentlig godt at hans tanker kunne inspirere folk som Blekingegadebanden, for de maoistiske koncepter om permanent revolution, selvkritik og konflikt er markant mere ‘Sturm und Drang’-underholdende end de vanlige marxistisk-leninistiske tørvetrillere. Det er meget nemmere at operationalisere Maos militaristiske guerillatankegang i konkret handling, end det er at fortabe sig i esoterisk Frankfurterskole halløj og gramsciansk føle-røre teori. ‘Mao’s Great Famine’ omhandler netop et af Maos endog særdeles handlekraftige projekter: ‘Det Store Spring Fremad‘, verdenshistoriens måske største menneskeskabte katastrofe. Tvangskollektivisering, politisk vold, mislykket industrialisering og efterfølgende hungersnød kostede op imod 45 mio. mennesker livet. Det er forfærdende læsning, og står ‘Det Store Spring Fremad’ som et af de helt dystre vidnesbyrd om planøkonomien og kollektivismens intellektuelle fallit.

Som stor fan af Konstantinopel og det østromerske rige i almindelighed, var det en sand fornøjelse at min søster forærede mig Luttwaks bog i julegave. Bogen fik ved sin udgivelse i 2009 en del omtale i USA, fordi Luttwaks grundlæggende påstand er, at USA i dag følger en vestromersk strategi (baseret på militær og erobringer). Han argumenterer for, at man hellere burde lære af Byzans, der uagtet en svagere militær position og ugunstig geografi  via diplomati, alliancer og effektivt bureaukrati formåede at overleve som imperium næsten 1000 år længere end kollegerne i Rom. Personligt er jeg ikke fan af ‘grand strategies’ tankegangen, og mener at Luttwak trækker analogien for langt. Men bogen er spændende og velskrevet, og man får et fremragende indblik i hvordan det østromerske imperium var skruet sammen.

Som forsiden antyder, så er der tale om episk, storladen og galakse-rystende space opera. Jeg kan ikke ikke sige så meget om bogen endnu, for er ret beset ikke nået så langt i den. Problemet er, at jeg har læst bog et og to for flere år siden, og jeg kan ikke rigtig huske hvad de handler om. De par gange jeg har forsøgt at begynde på Cobleys bog, er jeg derfor gået i stå. Det er ikke rigtig optimalt, og selvom jeg husker begge bøgerne som rimelig fremragende, er jeg næsten for doven til at fræse de to forgængere igennem en gang til.

På bogens wiki-side bliver den beskrevet ‘biopunk science fiction’, hvad det så end skal betyde. Jeg så den første gang i Sterling Books her i Bruxelles, hvor den var varmt anbefalet af personalet. Når den tilmed har vundet samtlige prestigefyldte priser indenfor sci-fi genren (Nebula Award, Hugo Award, Locus Award), så burde der være noget om snakken. Bogen foregår i det 23. århundrede i en dystopisk verden hvor klimaforandringer og bioteknologi hærger. Handlingen udspiller sig i Thailand, og det hele er meget William Gibson’sk i sin beskrivelse af en dyster nær fremtid. De første 50 sider har været ret spændende, men jeg mangler endnu at blive helt draget ind i universet. Jeg er bevidst om at det er et kikset træk ved mig, men jeg har altså et småligt behov for at synes om en given hovedperson, før end at jeg gider engagere mig i hvad der sker med vedkommende. Og når nu Anderson Lake indtil videre har været en ganske irriterende støder, ja, så går det lidt langsomt. Jeg har dog fortsat store forhåbninger til bogen.

Så kender man Belgien igen

Vinterens glæder i Belgien:

Heavy snowfall is causing severe disruption for drivers across northern Belgium on Friday night. West and East Flanders and Antwerp province were first to be covered in a blanket of slow that extended to the entire region in the course of the afternoon

The police have issued a snow warning for all areas of Flanders. In all up to 5cm of snow is expected. Gritting services were prepared for the worst and are busy at work on Belgium’s highways and byways. The Flemish Roads Agency is warning that even in places that have been gritted conditions may be slippery.

The evening rush hour proceeded in utter chaos as a result of the snow. There are long jams in and around Antwerp. Also on the outer Brussels orbital ring road there are major problems. The Motoring Association speaks of 1275 km of jams.

Gennem marv og ben

Det er bidsk koldt i Belgien for tiden. Her er ganske vist ikke noget sne og solen skinner fra en skyfri himmel, men der var altså -11 grader, da jeg luffede på arbejde i morges. Jeg følte mig faktisk en anelse som personerne på Pieter Bruegels ‘Jagers in de Sneeuw’ (1565).

Den har altid gerne ville rejse

Afventer stadig Den Bedre Halvdels taske fra hendes Bruxelles-København rejse den 19. januar. Kastrup afviser blankt at have modtaget den, Zaventem har ingen anelse om hvor den er henne (“currently, we don’t know where your bag is, Sir”). Daglige telefonopkald til Air Brussels centrale tracing enhed har endnu ikke på magisk vis fået fremtryllet tasken. Så dem fortsætter jeg selvfølgelig med at foretage.

Det er meget, meget frustrerende, for der var en del ting i tasken, som har enorm affektionsværdi for den unge dame. For at dulme min nysgerrighed undersøgte jeg hvilke andre Air Brussels afgange, der fandt sted nogenlunde samtidig med den famøse Bruxelles-København tur. I ved, bare lige for at tjekke hvilke destinationer monstro tasken kunne være havnet, hvis de udygtige baggagefolk i Zaventem havde lastet forkert. Det var ganske grufuld læsning:

  • Moskva
  • Geneve
  • Berlin
  • Beijing
  • Ouagadougou
  • Conakry
  • Cotonou

Hvis vi nu formoder at baggagefolkene i Zaventem har blandet ‘CPH’ sammen med enten ‘COO’ eller ‘CKY’, så har vi potentielt en ensom tasken luffende rundt i enten Guinea eller Benin. Hvilket jo er uhyre betryggende.

Fortsættelse følger.