Sommermusik

Sure, sure. Jeg er nok minimum fire år for sent ude i forhold til at hylde Vivian Girls og deres svært dragende forsanger Katy Goodman. Her er hun i sit soloprojekt La Sera med de to ustyrligt fængende ‘Please Be My Third Eye‘. Lige ud af landevejen Best Coast-esque surfpop.

Vidunderligt til en sommerfredag på vej mod stranden. Eller bare til en weekendtur til København og besøge Den Bedre Halvdel.

Kunstnerisk knudepunkt

Det er alt for længe siden vi har haft et rigtig Schweiz-relateret indlæg, så da jeg fandt dette vidunder af en plakat fra 1898 på en af nettets bedste blogs, måtte jeg fluks lave et blegt afskrift:

Der er tale om en reklame for togselskabet Gotthardbahn, og ikke mindst for en af mine all-time yndlings infrastrukturelle favoritter: Gotthardtunnellen. Tunnellen blev indviet for præcis 130 år siden i dag: 21.-25. maj 1882. De af jer der har kørt turen eller set Gotthard passet ved, at tunnellen var og er et ingeniørmæssigt mesterværk. Det tog ni år at bore den 15 km. lange tunnel igennem bjerget. Linjen gik fra Luzern til Chiasso i det allersydligste af Den Bedre Halvdels andet hjem: Kantonen Ticino.

Magadino – nok en tunnel værd

Gotthardtunnellen bandt dermed det italiensktalende Schweiz sammen resten af landet og skabte et geopolitisk alternativ til den anden store Nord-Syd passage i Alperne; Brenner passet på grænsen mellem Østrig og Italien. Ja, og så har den og den 200 km. lange toglinie jo muliggjort hurtig transport, når jeg skal ned i solen og varmen. Er det ikke mageløst?

Men ikke nok med at at selve tunnelen og jernbanen er majestætiske foretagner (tro mig, jeg har kørt turen adskillige gange, og den er episk), så er ovenstående plakat decideret fortryllende. Det er ypperlig Art Noveau på schweizisk. Bemærk især hvordan vores engleagtige prærafaelittiske kvinde formår at binde verdens midtpunkt – et stærkt overdimensioneret Schweiz – sammen med de to knudepunkter Paris og Dresden. Schweizerne og vor unge veninde forener Europa.

Jeg er betaget. Og savner Schweiz.

Cult of Love

Kære sektmedlemmer,

Her efter mit jobskifte er jeg blevet indrulleret fuldstændig i jeres abstrakte begrebsverden. Jeg er nu således ejer af noget nær samtlige af dødsregalierne: MacBook, iPhone, iPad og iPod. Er blevet godt og grundigt uniformeret. Men er stadig ikke troende.

Bevares, jeg er ikke blind for produkternes lækkerhed. Ej heller er jeg afvisende overfor at de tilmed kan være praktiske. iPhonen har næsten overbevist mig om, at touchscreens ikke er et slet skjult holocaust rettet mod vi folk med store fingre. Men også kun næsten.

Og jeg har altså stadig ikke set lyset. iPad’en er i mine øjne stadig et usolidarisk instrument, der kun kan forbruge andres kreativitet og andres produkter. Min MacBook er rar, men kunne jeg ikke have fået en bedre labtop til pengene? Det tror jeg.

Værst af alt: Forleden forsøgte jeg at ændre min ringetone på iPhonen. Til en MP3. Dawes – ‘Time Spent in Los Angeles‘. Det kunne snildt lade sig gøre på min gamle (og trælse) HTC.

Men på iPhonen? No can do. Man skal købe ringetonerne. Hvad er det for noget kræmmeradfærd, Apple? Jeg melder mig ud af jeres mærkværdige kirke, hvis ikke I holder op med at presse penge af mig.

Hvad må der gøres?

Bruger en del tid på at tænke over bloggen. Igen. Hvordan man kan udvikle den konceptuelt. En evigt tilbagevendende øvelse, der som regel munder ud i at tingene forbliver de samme. Med det resultat, at Sofisten (og dens tidligere afskygninger) lige siden starten i april 2005 har været en art semi-offentlig dagbog, krydret med diverse sure/begejstrede opstød, anmeldelser, fund på nettet og tanker over aktuelle begivenheder. Hvilket grundlæggende mest er interessant, for dem der kender mig i forvejen.

Det er jo ok. Sådan set. Men det betyder ikke mange (nye) læsere. Eller kommentarer (der jo er internetgriflerens narko lige i lysken). Og som almindelig lønslave, hvis største drama i dagligdagen er at opmåle rationen i linje 12 mellem drankere og søvnige folk på vej til arbejde (15-85, cirka), så er det vanskeligt at opfinde nye dramatiske og underfundige hverdagshistorier at belemre nettet med.

Værst af alt: Jeg oplever, at formlen/konceptet i stigende grad ikke længere i samme grad opfylder mine behov for at udleve min (begrænsede) kreativitet, give afløb for skrivetrangen eller genererer tankevirksomhed. Den marginale stigning i livskvalitet, som det at grifle på Sofisten bidrager med, er simpelthen ikke stor nok for tiden.

Så her i himmelfartsdagene har jeg spekuleret nok engang. Skrev sågar ordene ’udviklingsstrategi for bloggen’ på et stykke papir, inden at jeg – med væmmelse! – indså hvor kræmmerskole-agtigt det lød, hvorefter jeg prompte smed det i skraldespanden.

Måske man burde oprette en ny, offentlig blog, hvor jeg kan italesætte mig selv som samfundsdebattør (sic). Jeg har jo altid gerne ville være Nordjyllands svar på Anne Sophia Hermansen, Groft Sagt redaktionen, Erling Brokkendorf eller en af de regressive kommentatorer i Jyllands-Posten.

Uanset hvad, tænker jeg stadig over hvordan jeg kan forøge fornøjelsen, kreativiteten og skriveglæden online. Fortsættelse følger.

Valgquiz

I anledningen af det kommende amerikanske præsidentvalg, er her et kort der er som skabt til at lave nørdede quizzer ud fra. Lad os holde os til tiden efter 1. verdenskrig. Og lad nu være med at snyde med Google, ok?

1. Hvem var præsidenten, der mildest talt ryddede bordet ved valgene i 1932 og 1936? Og hvilket begreb/reformtiltag er han mest kendt for?

2. Hvem kom til i 1960?

3. Hvilken jurist fra Duke University knuste sin modstander i 1972?

4. Hvilken (tabende) præsidentkandidat svarede i 1988 ‘nej’ til følgende spørgsmål: “Governor, if your wife were raped and murdered, would you favor an irrevocable death penalty for the killer?”

5. Bliver det blåt eller rødt næste gang?

Monumentalt i enhver henseende

Jeg har tidligere hyldet den episke Djengis Khan statue i Tsonjin Boldog og det mindst ligeså højstemte ‘Le Monument de la Renaissance africain’ i Senegal. Min sult efter dekadente, storladne og uironiske monumenter er ganske enkelt umættelig.

Stor var glæden derfor da jeg opdagede mesterværket “Родина-мать зовёт!” (kan nogenlunde oversættes til ‘The Motherland Calls!”), opført i Volgograd i 1967. Jeg mener: Se lige på den. Indtag den med alle jeres sanser. Se hvor stor den er i forhold til menneskerne nær soklen. 91 meter høj. Sværdet er 27 meter langt. Det er et arkitektonisk og ingeniørmæssigt mirakel!

‘The Motherland Calls!’ blev opført til minde om den grufulde belejring af Stalingrad (som byen Volgograd hed indtil at det ikke længere var comme il faut) i 1942-1943. Den står på Mamayev Kurgan højdedraget lige uden for Volgograd.

Statuen er opført af den legendariske ingeniør Nikolai Nikitin, som også står bag den notorisk berygtede hovedbygning i Moskvas Stats Universitet og (endnu værre) ‘Palace of Culture and Science’ i Warszawa. Den på alle mulige måder monumentale Nikitin anvendte 7900 ton stål og beton til sin statue, der i sit design (særlig af klædestykket) eftersigende skulle være inspireret af klassiske græske afbildninger af sejrsgudinen Nike. Mon ikke denne perle meriterer et besøg ved lejlighed?

Tro dog ikke at ‘The Motherland Calls’ er verdens største statue. Så langt fra. Den største er ‘Spring Temple Buddha‘ i Kina, som dog fuldstændig mangler det swung, drama og arkitektoniske vovemod, der kendetegner ‘The Motherland Calls!’.

Generelt må man sige, at asiaterne er helt pjattede med at lave über-høje Buddha-statuer, se selv listen over verdens højeste statuer på Wiki. Der er mange timers underholdning på den side.

Retrograde

Jeg tænker en del over ‘retro’ for tiden.

Første gang var forleden, da jeg lyttede til Postal Service’s mesterlige ‘Clark Gable på vej til arbejdet. Gruppen udgav kun et album tilbage i 2003, og var et sideprojekt for Death Cab For Cutie forsangeren Ben Gibbard og electronica-geniet Jimmy Tamborello fra Dntel. Postal Service’s koncept var dengang at lave et album, der byggede fuldstændig på midt 80’er plinky-plonky electropop. Altså, i sin essens et retro-album. Og mens jeg sad der i bussen på vej mod Aalborg Øst, spekulerede jeg over hvordan det koncept egentlig resonerer med i dag. Jeg mener, tænk lige over det. Et snart ti år gammelt retro-album. Hvad er det så i dag? Et retro²-album? Hvordan skal man forholde sig til det som et popkulturelt artefakt?

Anden gang var i går eftermiddag, da jeg var en kort tur inde i byen efter arbejdet. Jeg skulle først og fremmest nå at købe en velkommen-til-verden gave til Stobbes halvanden måned gamle søn (det blev Astrid Lindgrens ‘Brødrene Løvehjerte’. Det er aldrig for tidligt at begynde at læse, og da slet ikke bøger om selvmord), eftersom at jeg skulle på et (i øvrigt fortryllende hyggeligt) besøg hos den lille familie senere på aftenen. Men jeg slog også vejen forbi altid afpillede og provinsielle Fona på Nytorv. Normalt forsværger jeg den slags, men jeg har fået en iPhone gennem arbejdet, og havde brug for at købe et cover til den. Det endte med at blive i form af et kassettebånd.

Nu sidder jeg så her i min midlertidige Jordhule (skal vi kalde det ‘Jordhule 2.5’?), mens jeg kigger på min faux-kassettebånd-iklædte telefon. Og indser at jeg blev ramt af retro, da jeg stod i den skidne butik. Min eftersigende så smarte telefon er nu tilpas ironiseret til at jeg kan holde den ud. Og jeg spekulerer over hvorfor at det er sådan. Og hvilken funktion ‘retro’-konceptet udfylder i min perma-ironiske verden.

Hvorfor har vi retro i popkulturen? Jeg ville ønske, at jeg havde nogle kløgtige teorier at forklare det med. Bevares, jeg ved godt, at retro er en fast bestanddel i musik- og filmhistorien. Popkultur har det jo med at være selvrefererende og cyklisk. Noget (mere eller mindre) nyt vokser frem via fusioner af tidligere bølger.

Weezers fornøjelige video til ‘Buddy Holly fra 1994 var eksempelvis en pastiche over tv-serien ‘Happy Days’, der igen var en pastiche over 50’er-60’ernes USA (retro³?!). ‘Grease’ er en film fra 1978, der foregår i et karikeret 50’er high-school miljø. ‘Mad Men’ er ét langt 60’er jerk off. Indenfor musikken kan man argumentere for, at vi de sidste 20 år har pølset rundt i mere eller mindre renoverede udgaver af tidligere bølger. Hele den franske house-bølge i slut-1990’erne/start 2000-tallet (Daft Punk et al), var i sin essens en amalgam af tidlig 80’er house, soul fra 70’erne og hip-hop krydret med et sjat lummerhed Serge Gainsbourg-style. Og ifølge et program på 24syv jeg hørte efter med et halvt øre forleden, er rocken død. Igen. De største navne i disse år er i sin essens retro, argumenterede den midaldrende musikanmelder. Arcade Fire, Black Keys. Well, vi har hørt det før. Sagde han. Hmmm.

Hvordan vil fremtiden mon behandle popkulturen efter 2000? Hvordan vil man klæde sig ud til retrofester, der skal illustrere 2012? Hvilken musik vil man spille? Vil man huske os for dubstep og den rædderlige dance/hip-hop der hærger i dag? Hvor højt vil man grine af sange, såsom Common ‘Drivin’ Me Wild (“He had a fetish for shoes that’s athletic/Pathetic on his MySpace page half naked“), der allerede her få år senere lyder umanerligt kiksede i deres forældede referencer til sociale medier? Hvilke film vil man opfatte som mesterværkerne fra perioden? Hvad vil man grine af og sige “hø hø, hvor ER det bare 10’erne agtigt!“.

Læste for nylig en artikel i New Yorker, som introducerede ‘The 40-year Nostalgia Rule’. Men andre vil argumentere for, at det kun kræver 12-15 år, før end at retro kan sætte ind.

Så hvornår får vi en full frontal 1997-bølge? Jeg gruer allerede.

Such Great Heights

Nuvel, jeg har det ganske skidt med de infrekvente opdateringer for tiden. Men sagen er den, at jeg har gode undskyldninger for mit omsorgssvigt. Synes jeg selv, altså.

Dels er der jo det nye arbejde. Hvor tiden jo bør gå med at arbejde, og ikke med at udspyde galde på internettet.

Dels havde jeg besøg i weekenden. Af Den Bedre Halvdel. Og hun kommer altså før internettets hungrende masser. Især fordi vi var ude og lave en masse voksne ting. Som at se på lejligheder. Og på bil. Ak og ve. For sidstnævnte var og er decideret grænseoverskridende. Jeg hader biler. Jeg hader at køre dem. Jeg hader at skulle være afhængige af dem. Jeg hader at ruinere mig selv ved at købe et af disse helvedes apparater.

Ja-ja. Giv mig nu blot den sædvanlige sang om at “biler er nødvendige i Jylland” og den jævnt nedladende”bare vent til du selv får børn, så bliver du nok klogere“. I har sikkert ganske ret i jeres ordskvalder. Jeg er ligeglad. Mit had til biler består, og det brænder ligeså intenst og ætsende, som det altid har gjort. Jeres småborgerlige og påtaget snusfornuftige argumenter rører mig ikke.

Men altså. Vi så på biler. Alt imens min lille sorte sjæl spruttede af indestængt vrede og et altfortærende had. Nu må vi se. Indkøbet afhænger ganske meget af, hvor vi ender med at slå os ned henne.

Bortset fra dette afskyelige intermezzo, var det en god weekend. Ser meget frem til 1. juli, hvor alt det her langdistance-halløj er forbi. Fagre nye verden.

Selektion

Det er ganske utilgiveligt at jeg er små to år for sent ude i forhold til at hylde den mest vise (anti)politiker i verden, den tidligere komiker og nu borgmester i Reykjavik, Jón Gnarr:

With his party having won 6 of the City Council’s 15 seats, Mr. Gnarr needed a coalition partner, but ruled out any party whose members had not seen all five seasons of “The Wire.”

Bedre sent end aldrig. Og det lyder altså som et fornuftigt udvælgelseskriterium. Personligt deler jeg menneskeheden op i to grupper: A) Dem der har set ‘Friday Night Lights’ og B) Dem der er afskyvækkende idioter. Alting er bare nemmere og bedre på den måde.

“It’s Simple, We Kill the Batman”

For et par måneder siden skrev jeg et små-nørdet indlæg om hvad det vil koste at bygge dødsstjernen fra Star Wars. Derfor føler jeg mig kaldet til at hidbringe mere nørdrelateret filminfo, nemlig svaret på det inciterende spørgsmål: Hvad ville det egentlig koste at reparere den materielle skade på New York City, som byen udsættes for i den nye superheltefilm ‘The Avengers’? Jo, det er der faktisk nogen, der har regnet lidt på:

Kinetic Analysis Corporation, a leading disaster cost prediction firm based in the US, undertook some modelling for The Hollywood Reporter. They calculated that the physical damage alone would cost $60-70 billion, with economic and cleanup ramifications adding $90 billion. Which gives a total of around $160 billion, and that’s to say nothing of the loss of lives. By way of comparison, Hurricane Katrina cost $90 billion, and the tsunami in Japan last year $122 billion.

While damaged buildings would be expensive to repair, the real effects lie underground. Damage caused to the Grand Central Terminal—as in the film—could, in theory, cause significant damage to sub-surface infrastructure such as gas, communications, and electrical systems.

Mon der er nogen der har forsøgt at lave et tilsvarende regnestykke for Godzillas efterhånden talrige destruktioner af Tokyo? Det burde de.

PS. Bør man forøvrigt se ‘The Avengers’? Jeg var ikke fuldstændig overbevist af forgængeren ‘Thor’, men omvendt: Det drejer sig trods alt om massiv ødelæggelse, Scarlett Johansson er i kropsnær spandex og filmen er instrueret af min ‘Buffy’/’Firefly’/’Dollhouse’ helt Josh Whedon. Det er tre sindssvagt stærke argumenter. Har nogle af de nærværende læsere set filmen endnu?