Middelalderligt

For et stykke tid siden læste jeg en artikel (som jeg ikke kan finde nu), der kritiserede George R. R. Martins ‘Game of Thrones’ univers for at være overdrevent voldeligt og urealistisk.

Nu kan man selvfølgelig undres over, at et fantasyunivers med drager og evige vintre skal kritiseres for at være urealistisk. Men skribentens pointe var, at når nu Martin har valgt en faux europæisk middelalder setting OG at meget af handlingen i bøgerne kredser om krig, religion og magtpolitik, så burde den faktiske europæiske middelalder i det mindste agere kontekst.

Hvilket er et argument, jeg egentlig har en vis sympati for.

Nu er det ganske vist længe siden jeg læste bøgerne (tak for ingenting, George!), men jeg undrede mig dengang selv ofte over den kynisme, blodtørst og ligegyldighed overfor andre mennesker, som personerne i Martins bøger udviser. Intet andet end magt tæller for dem, ingen af dem er kendetegnet af nogen form for værdier eller idealisme. Og den eneste blot moderat moralsk og etiske karakter i bøgerne – Ned Stark – får som bekendt en grum skæbne allerede tidligt i forløbet.

Jeg skal ikke sidde her og spille historisk ekspert. Men den altødelæggende krigsførelse, totalitarismen, det fuldstændige fravær af menneskelighed? Dét er altså et fænomen, der først opstod i krigene i det 20. århundrede (og, måske, til en vis grad under trediveårskrigen).

Ikke at middelalderens mennesker var mere oplyste, vel nærmest tværtom. Men efter på at have læst en række bøger om Europa i perioden år 500 til 1500 – aktuelt Chris Wickhams udmærkede – og til tider endda fremragende – ‘Medieval Europe’ – så irriterer Martins handling mig endnu mere.

For det virker som at Martin har taget et 21. århundredes magtmenneskes verdensbillede, og applikeret det på sine hovedpersoner i en falsk verden med middelalderlig teknologi og terminologi, parret med drager og udøde vintervæsener.

Middelaldermennesker var ligesom os, ja, men de var også meget anderledes. Deres verdensbillede, æreskultur og ikke mindst: Religionens altoverskyggende betydning efter kristningen i år 800 og frem. At portrættere en middelalderverden i en sekulær kontekst er grundlæggende meningsløst.

95% af alle mennesker var bønder, der stort set aldrig rejste væk fra deres hjemstavn. For byerne var infernalske steder fulde af sygdomme, og det var farligt at rejse. Efter romerrigets sammenbrud var der heller ingen vedligeholdte veje på et kontinent, der var helt dækket af skov – så hvordan skulle man komme frem og hvor skulle man tage hen? Og det var kun endnu værre i egne nord for den romerske civilisation. Indtil år 1000 hvor kirken kom til med latin og skriverkarle, så var der ingen skriftlige kilder til noget som helst i en udørk som Danmark. Jo-jo, der er da masser af arkæologisk fund og den slags. Men ret beset aner vi reelt ikke hvordan folk levede, boede, elskede for blot 1000 år siden.

Naturligvis forfulgte de også egeninteresser dengang, men at visualisere middelaldermennesker som kyniske, amoralske og sekulære magtmennesker? Det giver ingen mening. Men ok, at skrive en bogserie om det cirkulære, korte og triste liv i en bondeby i Böhmen? Ja, det ville nok ikke være ligeså godt tv på HBO.

Nå, men blot for at sige, at man kan blive udmærket oplyst af Wickhams bog. Anbefales hvis du er blot en smule interesseret i middelalderen.

Opad

Jeg er blevet chef. Eller rettere: Jeg er blevet mellemleder. Med ansvar for to voksne og en studentermedhjælp. Og ansvarlig for min arbejdsgivers kommunikation.

Hvilket er spændende, men også angstprovokerende for en genert introvert, der tilmed i udpræget grad lider af ‘Imposter Syndrome‘.

Det er en udfordring. Ikke mindst fordi der i min nye rolle også er en forventning om, at jeg skal repræsentere virksomheden eksternt. Tidligere har jeg kunne undgå journalister og ekstern opmærksomhed. Men nu skal jeg netværke (suk), udtale mig (dobbelt suk) og fungere i en omnipræsent rolle på vegne af min arbejdsgiver (tripel suk).

Så pludselig finder jeg mig selv sidde og skrive ulækre corporate og falskt generøse indlæg på verdens klammeste sociale medie, LinkedIn. Indlæg, der for kort tid siden ville have fået mig til at kaste op i munden på mig selv. Der er en identitetsmæssig pris at betale for at ville op ad karrierestigen, må jeg konstatere. Jeg må passe på med at sælge for meget ud af min sjæl.

Men selvfølgelig er jeg glad for at der er sket noget i min ellers noget stagnerende dagjobs-karriere. Og jeg har længe haft brug for en sejr et eller andet sted i min tilværelse, så der kunne komme gang i min optimisme igen. Lad os håbe at det her er hvad der skal til.

Apple præsenterede en ny udgave af MacBook Air i dag. Jeg elsker tastaturet på min ThinkPad, men savner Apples styresystem og økosystem af apps. Windows er brugbart, men også mere … trist. Jeg er fristet af Apple igen. Virkelig fristet.

Forfald

Det er ved at være systemisk nu. Min dårligere form, altså.

Igennem årene har jeg kunne regne med, at min højde og en rudimentær grundform opbygget omkring år 2000 (og nogenlunde vedligeholdt i studietiden) har betydet, at min noget svingende løbe- og træningsfrekvens og forkærlighed for store mængder pasta ikke for alvor har haft konsekvenser.

Indtil nu.

Det egentlige syndefald begyndte sommeren 2017, da jeg fik hold i ryggen og derfor ikke kunne løbe i lidt over en måned. I samme periode blussede børnebekymringerne op, hvilket medførte øget madindtag, dårligere søvn og almindelig deroute. Gæt selv om det var en god cocktail.

Nu begynder det at kunne ses.

I gamle dage – før jeg fik børn og gik i fitnesscenter – var jeg lidt-over-middel stærk. Det er jeg ikke mere. Langt fra, faktisk. Det tungeste, jeg løfter nu, er mine børn. Og selv der passer jeg på, da jeg ikke magter endnu et hold i ryggen.

Så er der det æstetiske og emotionelle. Mine bukser strammer og jeg kan se den midaldrende mands delle vokse frem som tiden går. Det er uskønt. Værst af alt er dog min daglige performance. Det har aldrig været et problem for mig at cykle i modvind med en cykelvogn + to arvingerne i. Men i dag bliver jeg forpustet og udaset, hvor jeg før mest af alt syntes det var mildt anstrengende. Det ærgrer mig.

Så nu går den ikke længere. Tilbagegangen er systemisk, så jeg er nødt til at ændre på mine vaner, madindtag og handlemønstre, hvis jeg skal forblive nogenlunde sund og veltilpas i min krop.

Lettere sagt end gjort.